Spillederskolen: Hvilken spilleder er du?

Tilbage i efteråret udklækkede jeg sammen med Anne Vinkel en plan om at lave spillederskole til con2. Her er resultatet, som det tager sig ud på skrift. Som med så meget i og omkring rollespil skulle man selvfølgelig have været der! Men betragtningerne kan måske alligevel være fornøjelige eller måske endda nyttige.

Kunsten at spillede er omgærdet af unødig og for en dels vedkommende hæmmende mystik, og det skyldes at det er noget, man stort set udelukkende er noget, man lærer ved først at blive spilledt, og så spillede selv. Nu er det at spillede imidlertid en kat, der kan flås på mange måder, og den noget usystematiske spilmesterlære-tradition gør det nemt at starte sin spilledervirksomhed med nogle meget snævre og specifikke idéer om, hvordan den kat skal flås. Det er også nemt at lære nogle rigtig dårlige vaner på den måde, og svært at slippe af med dem igen. Dette skyldes at det kan være svært at tale om på anden måde end ved hjælp af indforståede og selvbekræftende krigshistorier.

Tanken med spillederskolen er ikke at forbyde krigshistorier(!), men at opstille en ramme, der sætter nogle ord på en række spillederteknikker, og åbner op for at tale om, hvilke teknikker vi hver især lægger vægt på. Med en sådan ramme kan det blive en hel del nemmere at sammenligne erfaringer på en mindre indforstået måde. Kernen i selve spillederskole-arrangementet på con2 var at anvende en ramme, bestående af en liste af teknikker, til at diskutere konkrete oplevelser, som så igen kunne bruges til at diskutere rammen. På den måde lærte jeg også noget! Til stede på con2 var: Undertegnede, Anne, Theis, Kristoffer, Hans, Jonas og Emily. En stor tak til dem for bidrag (og god ro og orden). Jeg kan ikke gengive samtalen ord for ord, så det følgende er en præsentation af rammen, som vi nåede frem til den, garneret med anekdoter. Den generelle antagelse her er er con-scenarier med forfatter, plot eller struktur, og så videre. Lad det ikke begrænse jer, betragtningerne burde være generelle nok til også at kunne bruges hjemme, til mere impro-orienterede spil, eller sågar spillederløse spil…

Men først, rammen om rammen, den sociale kontrakt. Så grundlæggende, at jeg ikke engang havde sat ord på den på forhånd, men det skete så sandelig undervejs! Der er det helt banale mirakel ved at overhovedet få det til at fungere, at mere eller mindre voksne mennesker sætter sig sammen og fortæller historier om sig selv og hinanden som elvere og cowboys. Dette kræver naturligvis en forståelse deltagerne imellem, men jeg vil lade det mest åbenlyse ligge. Lidt mindre åbenlyst er det, at der i forståelsen mellem deltagerne også ligger nogle idéer om fordeling af roller, autoritet og procedurer for spilsituationen, såvel som forståelse af, hvad deltagerne overhovedet søger af ”belønning” i rollespillet. Både fordelingen af autoritet (er spilleder f. eks. forpligtet på mekaniske regler eller hævet over dem?) og de ønskværdige mål for spillet (er vi ude efter psykodrama eller actionkomedie, konkurrence eller udforskning) kan skabe store problemer, hvis deltagerne tager forskellige underforståede standarder med sig til spillet, og der ikke afstemmes forventninger.

Derfor, læresætning nummer ét (som dog først voksede frem undervejs i selve spillederskolen): Få ridset forventninger og mål op tidligt. Det kan spare gråd og tænders gnidsel.

Og nu til titelspørgsmålet, hvilken spilleder er du? Vi diskuterede ud fra en liste af syv spillederteknikker, som også er præferencer, og som undervejs voksede til otte. Det med præferencerne er vigtigt, fordi det med sammenligningen af fremgangsmåder og præferencer for spillederskab bliver muligt at reflektere over forskellige måder at flå førnævnte kat frem for at skændes om, hvem der spilleder på den ene, rigtige måde, og hvem der gør det forkert. Ikke at det ikke kan gøres skidt! Af de otte spilledertyper er to af dem onde, hvis teknikkerne anvendes af præference og ikke blot som nødbremse. Og du vil ikke være en af de onde spilledere, vel? Uden flere viderværdigheder:

1. Spilformidleren formidler, instruerer og hjælper spillerne med regler, fremgangsmåde og så videre. Dette indebærer også at sætte rammerne for spillernes bidrag til fiktionen, i spil hvor spillerne fortæller såvel som agerer, og (her kommer det allerede) at afstemme spillernes forventninger til den sociale kontrakt. Er du den slags spilleder, der kan lide at sætte spillerne i gang, for så at læne dig tilbage og se spillet folde sig ud, er dette måske dig? Morten, der har nye, eksperimenterende regler til stort set enhver lejlighed, og som sjældent forsømmer en lejlighed til at uddelegere dele af fiktionens rammer til spillerne, er en udpræget formidler. (Læs indlægget om spilformidleren her).
2. Udfordreren giver spillerne mulighed for at brillere, oftest men ikke nødvendigvis ved at presse dem med modgang og modstand i spillet. Det kan også være at præsentere en spiller for et twist eller omslag, som kræver tanke, følelse, handling som ellers ikke lå lige for. Er du den slags spilleder, som er i dit es, når du læner dig frem og kigger en spiller i øjnene med et smil, der siger: ”…og hvad vil du så gøre ved det?”, er dette måske dig? Personligt er dette nok min næststærkeste præference som spilleder. Jeg elsker synet af spillere med røde kinder og en antydning af sved på panden. (Læs indlægget om udfordreren her)
   
3. Cheerleaderen inspirerer til større og bedre anstrengelser ved at rose spillerne og udvise entusiasme omkring spilsituationen. En grundlæggende men ekstremt vigtig teknik, illustreret af adskillige hårrejsende historier undervejs, er at udvise nok entusiasme omkring spillet til, at spillerne tør tro på det. Selv hvis det er et pænt skidt scenarie man står med, bør man gøre sit bedste uden at klynke og klage (i alt fald før bagefter), for en udtalelse fra spilleder om, at dette er et elendigt spil, er den perfekte selvopfyldende profeti. Hvis ikke spilleder kan udvise entusiasme omkring spillet og spilsituationen, hvordan skal spillerne så kunne? Er du den slags spilleder, som kan lide at rose dine spillere, og som kan finde på at runde en beskrivelse af med ”…og det ser fedt ud!”, er dette måske dig? Anne og Uffe, to af mine yndlingsspilledere, er udprægede cheerleadere. (Læs artiklen om Cheerleaderen her)
4. Lokomotivføreren fører scenariet derudaf på skinner. Nogle scenarier er lavet sådan, at scenerne skal ligge som perler på en snor, og lokomotivføreren holder styr på fremdrift, timing, plot og er ikke mindst på vagt mod afsporing. I scenarier med hård og åben jernbane-scenesætning (som for eksempel Mod Nulpunktet) er udfordringen fremdrift og elegance, mens det i mere traditionelle plot-scenarier kan være et problem at holde spillerne på sporet. Her løb vi i diskussionen første gang på den ottende, ”onde” spilledertype, illusionisten. Illusionist-tilgangen til jernbanescenarier er at forsøge at narre spillerne til at tro, at der slet ikke er en jernbane, og så at manipulere spillerne til at holde sig på sporet. Jernbaneproblemet kan også bringe den anden onde spilledertype i spil, nemlig nummer syv, tyrannen, som anvender vold og tvang for at holde spillerne på sporet. Et eksempel (fra diskussionen): Der er to døre i en dångeons. Det er meningen i jernbanescenariet, at spillerne skal tage den ene og ikke den anden. Tyrannen vil kunne finde på at kaste tredive orker og en sort drage ned foran den ”forkerte” dør, for at tvinge spillerne til at tage den ”rigtige” dør. Illusionisten derimod vil lade som om, den forkerte dør er den rigtige når den åbnes, uanset hvor gode grunde spillerne i øvrigt havde til at vælge den ene frem for den anden. Den ”gode” løsning her ligger enten i design eller social kontrakt: Enten skal der slet ikke være døre, som afsporer scenariet, eller i lidt mere komplicerede sager end døre kan man diskret gøre spillerne opmærksomme på, at scenariet fordrer at spillet bevæger sig i den ene retning og ikke den anden. Kan du bedst lide scenarier, hvor du hjælper spillerne til at realisere forfatterens fokuserede vision for, hvordan spillet skal udforme sig, er dette måske dig? (Læs indlægget om Lokomotivføreren her) Lokomotivførsel er i modsætning til… 
5. Sandkassemesteren, som får en verden til at vokse op foran spillerne. Hvis ikke scenariet er et lukket rum, bogstaveligt i fiktionen eller plotmæssigt, kan spillerne vende sig i en eller anden retning og begynde at gå, tale med damen med frugtboden (som ingen stats har i scenariet), eller gøre en række andre ting, som giver en del lidt mindre erfarne spilledere sved på panden bare ved tanken. I visse rollespilssupplementer, ofte af ældre dato, gives der ekstremt omfattende oplysninger om store områder, f. eks. hele byer som er kortlagt hus for hus. Dette kan være værre end ingenting som måde at løse problemet med materialets snævre muligheder. Sandkassemesterens trick er at kunne improvisere over temaet, så der vokser fiktiv verden op foran spillerne, når de forlader den slagne vej. Mere om improvisation senere. For spillere kan altid finde på at spørge nogen eller gå et sted hen, som hverken du eller forfatteren lige havde forestillet sig. Kan du lide at se spillernes ansigter i det øjeblik hvor de indser, at spillet rummer en verden af muligheder for dem, er dette måske dig? (Læs indlægget om sandkassemesteren her)
   
6. Fremmaneren bringer den delte fiktion til live med ord. Dels ligger der det i det at bruge ord til at stimulere spillerne ved at sætte ord på fiktionens udseende, lyd og lugt. Dels ligger der det, at forme spillets forløb til en passende dramatisk struktur, så der bygges ordentligt op, og højdepunkter, vendepunkter og temaer falder således, at spillet så at sige ville være tilfredsstillende litteratur (sådan da!), hvis det blev skrevet ned. Det sidste kendes også under navnet ”storycrafting”, og meningerne er stærkt delte om, hvorvidt det er en god ting eller en subtilt nedrig vold, der tvinger spillerne til at underkaste sig spillederens historiefortæller-vision og dermed undertrykker alle de vidunderlige og overraskende potentielle fortællinger, som kunne være opstået hvis ikke spillederen var så opsat på at tvinge ”den rigtige” fortælling frem. Hård storycrafting kan kamme over i tyranni. Med hensyn til storycrafting er jeg en lidt lunken mellemvare. Jeg kan godt lide fortællinger, men elsker også at blive overrasket af spillerne, hvilket sker noget sjældnere hvis man storycrafter hårdt. Frederik, en af dansk fortællerollespils mestre, er en udpræget storycrafter, der udfolder kunsten med en elegance, som dog ikke forhindrer mig i af og til at kæmpe lidt imod, bare for at se hvad han finder på… Jeg selv er en udpræget fremmaner, af den ordmalende slags! For mig er der ikke meget der er bedre, end når spillerne et øjeblik bliver lidt fjerne i blikket, fordi de for deres øjne snarere ser den fælles fiktion end mig og de andre spillere. Kan du nikke anerkendende til dette, er du måske en fremmaner? (Læs indlægget om fremmaneren her).
7. Tyrannen er en af de to ”onde” teknikker/præferencer. Som teknik kan det have sin plads som nødbremse. Af og til sker der ting i og omkring spillet, som kræver fast indgriben, hvis ikke spillet skal ødelægges. I og for sig kan enhver tiltage sig autoriteten til at gå ind og sige, ”det der er ikke OK, gør sådan i stedet”, men traditionelt set (i det danske rollespilsmiljø, i alt fald) falder den slags tilbage på spillederen, som har en del autoritet over spillets rammer by default. Som teknik kan det have sin retfærdiggørelse i nødsituationer, men som præference er det lige dele ynkeligt og træls. At spillederen så at sige er den fiktive verdens ”gud” såvel som den sociale rammes umiddelbare vogter har muligvis gennem tiden stivet nogle hårdt prøvede eksistensers skrøbelige selvtillid af, og godt for dem, men hvis spilleder kommer til at svælge i sin magt, kommer der rigtig skidt spil ud af det. Det er ikke dig, vel? Er det måske lidt det, så besind dig på at være en mild og retfærdig gud fra nu af, og find i særdeleshed nogle andre aspekter ved spillederkunsten at fryde dig ved. (Læs indlægget om tyrannen her)
   
8. Illusionisten er den anden ”onde” teknik/præference. Det er den indirekte, manipulerende, løgnagtige side af tyranniet. Det er så snigende diskret og hemmelighedsfuldt, at jeg ikke engang havde tænkt på det på forhånd! Illusionisten narrer spillerne, ikke karaktererne. Illusionisten vogter spillets regler, men bryder den selv. Illusionisten øver vold mod den sociale kontrakt i ”den gode spiloplevelses” navn. Der kan være lejlighedsvis berettigelse ved brug af illusionist-teknikker, men efter min mening er det næsten altid mindre elegant end at være åben og fair. I diskussionen kom et eksempel op, hvor spillerne i første runde af den episke bossfight mod dragen laver et par critical hits og er ved at hakke den til plukfisk med det samme. Her vil illusionisten diskret føje et par hundrede ekstra hitpoints på dragens stats, så kampen kommer til at blive lang og hård, og sejren føles dyrekøbt. I dette tilfælde ville jeg hellere lade dragen gå ned hurtigt og så give det et cheerleader-twist ved at udtrykke min forundring og beundring over hvor fantastisk seje dragedræbere, Vore Helte er. Men jeg kan godt se pointen. Og hvis et uheldigt slag ville dræbe den karakter, som den trettenårige nevø har knyttet sig til gennem de sidste fire timer, og det ville ende i tårer hvis mekanikken gik sin gang, så OK. Snyd da. Som præference er dette heller ikke dig, vel? Ellers, ud af min pæne spillederskole!! (Læs indlægget om illusionisten her)

Her har vi en god men ikke uoverskuelig mængde teknikker og positioner, du som spilleder kan spille på, og hvor du med fordel kan identificere dine styrker og bruge dem. Og det er næsten det. Til sidst blot en håndfuld visdomsord af den meget nyttige slags, om improvisationens kunst og i bred almindelighed.

• Det er meget nemmere at improvisere, hvis man har forberedt sig. En simpel håndfuld i sammenhængen passende navne til endnu ikke definerede NPC’er kan række langt, når du med et flygtigt blik i dine noter kan sætte navn på én, spilpersonerne møder på deres færd gennem sandkassen, i stedet for at se tom ud i ansigtet i fem-ti sekunder, mens du finder på noget. Simple elementer, som uden videre kan tilpasses til øjeblikkelig brug, er halvdelen af hemmeligheden bag succesfuld improvisation.
• Den anden halvdel er, at det er vigtigere at sige ET ELLER ANDET, end at sige det ultimativt snurrige og geniale. Hvis du tøver, fordi du søger efter ord, falder tempoet og gassen risikerer at gå af ballonen. Sig noget, gerne noget åbenlyst og lige for. Åbenlyst er som regel fint i sig selv, og uendelig meget bedre end pinlig tavshed.
• Til rollespil i det hele taget, men specielt til impro-orienteret spil, er opvarmning en meget god ting. En simpel associationsøvelse, hvor man efter tur siger det første, der falder ind ud fra, hvad den forrige sagde, i et par omgange, kan gøre underværker for at løsne både dine og spillernes hæmninger i forhold til at finde på. Hvis du vil have mere avancerede råd, så køb Kristoffer Thurøe en øl.
• Uden mad, drikke og et rimeligt minimum af nattesøvn duer spillederen ikke. Specielt er improvisation svær og smertefuld, hvis du ikke er i nogenlunde god fysisk stand. Bagstive spillere er trist, bagstive spilledere er katastrofalt, hvis spillet kræver nogen som helst grad af overblik af spillederen.
• Det grundlæggende cheerleader-greb må man ikke forbryde sig imod. Vær ikke negativ omkring spillet og spilsituationen. Synes du, at scenariet er noget lort, men du vil alligevel ikke udvandre og lade fem håbefulde og møjsommeligt tilmeldte spillere sidde tomhændede tilbage? Smil. Sig de positive ting, du kan uden at lyve. Få det bedste ud af det. Fake it ‘till you make it. Med glade spillere kan der måske alligevel komme noget godt ud af de næste timer. Det fortjener at blive trukket frem igen, for spillederbrok er en spil-dræber.
• Fake it er også et godt råd mod nervøsitet. Før dig fysisk, som om du ikke er nervøs: Ret dig op, rejs dig eventuelt op, tag armene langs siden, ikke foran dig eller fingererende nervøst ved noget, tag et par gode indåndinger, og begynd at tale. Når du har talt dig varm, vil nervøsiteten formentlig også være fordampet. Tak til Anne for disse gamle lærer-tricks, som også kan komme spilledere til gode.
• Og endelig, selv om spillederen traditionelt har højere status i miljøet end ”menige” spillere, er det ikke dig som spilleder, der har ansvar for at trække hele og underholde spillerne. Du skal skabe smukke, spændende og sjove oplevelser SAMMEN med spillerne. Du skal skabe rammerne for, at spillerne kan være fantastiske.

~ af troelsken på 2. februar 2011.