Spillederskolen – Cheerleaderen

Dette er et indlæg i serien om spillederi, der tager udgangspunkt i Troels’ Spillederskole. Denne gang tager vi Cheerleaderen under behandling

Troels beskriver cheerleader-spillederen som en spilleder, der ”inspirerer til større og bedre anstrengelser ved at rose spillerne og udvise entusiasme omkring spilsituationen”

Det er jo ikke just rocket science, og der er heller ikke så utroligt meget at sige om denne stil inden for spillederi. Det går ud på at være glad. Det går ud på at tro på processen, på fiktionen og på sine medspillere, og på at hive sine medspillere med og få dem til at tro på det. Der er ét trick i det, og det er, at entusiasme smitter – og så, at folk spiller bedre rollespil, når de tror på det, de laver og ikke holder deres bidrag til fiktionen tilbage på grund af overdreven selvkritik.

Jeg er ikke sikker på, man kan køre et scenarie kun med cheerleaderteknikker. Til gengæld er cheerleaderfilosofien fuldt ud funktionel som primær tilgang til det at være spilleder, og den kan arbejde fint sammen med teknikker fra andre spillederstile. Den fungerer selvsagt godt med hippieagtige, al-magt-til-spillerne-rollespil, men den kan også fungere i systemer med en stærkere spilleder.

Jeg er ikke sikker på, jeg kan give en fyldestgørende beskrivelse af cheerleaderens tao, men her er nogle pointers og teknikker:

• Læs scenariet Slavehandleren fra Ascalon. Det er et fedt scenarie, og det forklarer cheerleader-spilledning på ca. ¼ side, hvilket er strengt mindre end dette blogindlæg, som endda stjæler fra det. Og så er det et fedt scenarie.

• Smil. Smil rigtig meget. Og øv dig i nogle gode bifaldsudbrud.

• Vær fan af dine spillere. Vær fan af spilpersonerne. Vær fan af systemet/scenariet. Og vær fan på en kvalificeret måde. Vid, hvad der er det pragtfulde ved netop dette rollespil, vær i stand til at formulere det, så det lyder fedt (eller til at vifte med armene og udstøde uartikulerede bifaldslyde, til spillerne tror på, at det er fedt) og vær i stand til at fortælle, hvorfor det er fedt set fra et spillersynspunkt.

• Et korollar til og en forudsætning for det forudgående: Spil rollespil, du har lyst til at spille, sammen med folk, du har lyst til at spille med. Livet er for kort til andet.

• Snak med dine spillere, og gør det så tidligt som muligt. Det, du har mindst lyst til at gøre som cheerleader, er at stoppe dine spillere og fortælle dem, at de gør det forkert, så gør det muligt for dem at gøre det rigtigt fra starten. Snak om genre og tone og stil. Fortæl dem, om det skal være gale swashbuckling-stunts eller realisme i kampscenerne. Fortæl dem, hvad det er, I skal spille, og hvorfor det bliver vildt skægt. Og lyt til dem undervejs, for resten. Find ud af, hvem de er, hvis du ikke ved det. Find ud af, hvad de synes lyder fedt, og hvad de ikke er så tændt på. Find ud af, om ”western” for dem betyder John Wayne eller Clint Eastwood. Find ud af, hvad det er, de gerne vil spille.

• Vær et aktivt publikum. Lyt til dine spillere. Lad dem lave beskrivelserne af, hvordan deres spilpersoner ser ud, og hvad de gør. Kom med bifald, når de siger noget sejt. Spørg ind til deres beskrivelser. ”Hvordan slår du ham?”, ”Hvad har du på? Sort tøj? Cool! Er det sådan lange, flagrende gevandter, eller tætsiddende sort læder?” Og brug de ting, de kommer med. Gentag og understreg de seje ting, de sagde.

• Vær entusiastisk over dine egne bidrag til fiktionen. Der kommer ikke en drage. Der kommer en drage! Udråbstegn! Og den stryger ned fra en kulsort himmel med ilden strømmende ud af svælget, og det ser fedt ud!

• Giv spillerne tid. Som spilleder er det dit job at sørge for pacing, men lad være med at være bange for de små pauser, hvor spilerne tænker sig om.

• Undgå whiffing. Et dårligt slag betyder ikke, at spilpersonen fjumrer i det, men kun at han ikke opnår det ønskede. Når spillerens seje beskrivelse af hans angreb på dragen følges af et elendigt rul, så lad være med at lade ham ramme ved siden af og snuble. Bak op om hans beskrivelse, fortæl, hvor cool han ser ud, da han kapper hovedet af dragen – og hvordan der gror tre nye hoveder ud af stumpen, og de alle sammen vender sig mod ham i ildspyende raseri. Der er dusinvis af måder at forhindre spilpersonen i at nå sit mål uden at gøre ham ynkelig – og endda gøre situationen endnu værre for ham, så I virkelig kan se, hvor sej han er. Gør en sport af at finde dem.

• Lad være med at blokere. Det er en uvane, jeg selv kan have, og det er dumt. Det er legitimt at spørge, hvis spillerne siger noget, du slet ikke kan se: ”Så din paladin mejer børnene ned med sit sværd? Hvorfor?” eller ”Er du sikker på, du rejser dig op midt i kugleregnen?” men når du har sikret dig, at det faktisk er det, spilleren vil gøre, så lad det få fuld effekt i fiktionen.

• Tag pauser, hvis folk er trætte, eller hvis der er noget, der ikke virker. Eller bare, når der er et godt sted til en pause, og folk godt kan bruge en kop kaffe eller at få fyldt sukkerdepoterne op. Tag en snak med de spillere, der har svært ved det eller ikke morer sig. Og med dem, der morer sig.

• Vær i stand til at fake. Prøv at undgå det, naturligvis, men hvis du får en spiller, du bare ikke tror på, eller hvis du føler dig usikker på din evne til at køre netop denne del af systemet, eller hvis der er ting ved scenariet, der virkelig lugter af fod – så smil, og sig at det bliver fedt. Og husk at sige det til dig selv også, og prøv at tro på det. Det er utroligt, hvor ofte det holder stik.

Hvis du leger cheerleader, er det fordi du har lyst til at tro på spillet og fiktionen og dine medspillere, og til at have det sjovt. Og du kan få det vildt skægt med det. Og jeg ved, du vil være vildt god til det. Go dig!

~ af annevinkel på 28. maj 2011.