You can keep your fucking jeep…

Disclaimer 1: Man kritiserer kun det, man mener, har relevans.

Disclaimer 1: One only critic that, which has relevance

Disclaimer 2: Tingene er sat på spidsen for argumentets skyld. Jeg sætter Vi Åker Jeep = close to home, den virkelige verden er ikke så simpel

Disclaimer 2: The following bring matters to a head for the sake of argument. I equal Vi Åker Jeep to close the home game design; the real world is sadly not that simple

Når man er planBs nok mindst blog-aktive medlem, og samtidigt er udråbt som bannerfører for den ikke-televisionerede revolution, er man nødt til at brøle så meget højere, når man endeligt gør det (specielt når en af medplanBerne vitterligt har en litterært brølende løve tatoveret på underarmen). Så uden mere udenomssnak giver jeg jer:

You can keep your fucking Jeep – we want to drive racecars!

<semi-perfid akademisering og grov namedropping>

Close to home tangerer mod dovenskab og stiløvelser. Der bliver ikke længere tale om rollespil, men om oplevelser der ikke skabes af en fælles fiktion, men derimod af gruppepres, suggestion og folks egne minder – minder der ikke spejles i scenariet, men anvendes direkte uden nogen form for kunstnerisk ånd. Visionen – enten spillernes, spillederens eller designerens – viger for pseudopsykologiske eksperimenter, der alle er gjort før og bedre.

Hvorfor skal jeg læse Fat Man Down når jeg kan gå til kilden og læse ZimbardoMilframScheffGoffman og Garfinkel i stedet? Designfilosofien er en devolution fra dramatisk tænkning til installationer, der de facto fralægger sig det moralske ansvar for hvad der skabes i spillet. Det er en variation over klassiske og let bedagede psykologiske eksperimenter, som giver spilleren skylden og ansvaret for hvad der sker i spillokalet, og som samtidig stort set er tilgængeligt for alle uden advarsler.

<\semi-perfid akademisering og grov namedropping >

Tilgængelighed og kaffe

Hvorfor skal vi skabe spil der er tilgængelige for alle? Er det virkeligt et bevis på et scenaries kvalitet at alle kan samle det op og spille det fra gaden, uden at skulle arbejde for det? Ender vi ikke med at tilbyde folk instant coffee i stedes for espresso? Det første kan laves af en femårig, det andet kræver dedikation for at lære at brygge ordentligt. Hvad ønsker vi af produkter – en hurtigt, krads oplevelse hvis bismag bliver hængende længe, holder dig oppe om natten og som kan spilles af folk direkte ind fra gaden – eller noget raffineret og elegant, der skaber ligeså stærke men smukkere minder, og kun indeholder 10% af den andens koffein* = bedre nattesøvn og mindre tid på toilettet? Close to home er den dovne, uansvarlige spildesigners default.

Dovenskab og spildesign

C-t-h er dovent spildesign, netop fordi det går efter spilleren i stedet for bolden. Hvor en større** karakter (skrevet eller skabt gennem workshop er egentligt underordnet) for det første kræver en bedre integration med scenariets narrativ og et bedre øje for form – i det rollen både skal være relevant og tilgængelig – tilbyder en skitseagtigt c-t-h rolle en nem bagdør, som blot antager nogle grundlæggende oplevelser hos spilleren, som man derefter kan tvære ned i halsen på ham eller hende. Den større rolle er en mere litterær og dramaturgisk tilfredsstillende oplevelse, og alpha-omega hvis scenariet skal hæve sig fra at være en psykologisk eller spilmekanisk formøvelse (ja, her tænker jeg bl.a. på GR og Fat Man Down, men i ligeså høj grad Nogle Fødes, Nogle Dør, Teknisk Uheld, Familien***, m.fl.)

Uansvarlighed, æstetik og alibi

Uansvarligheden ved c-t-h-design udspringer fra manglen på alibi. Som argumenteret for andetsteds (her og her) har rollespil en tendens til/risiko for at ende i pseudo-terapeutiske situationer; en risiko som må antages at være stærkt forhøjet når der er et minimum af rollelag i spil, som er tilfældet når vi designer close-to-home. Herved bliver alibiet for oplevelsen porøs, og det bliver meget nemt spilleren selv ”der udfører handlingerne” – hvorved en stærk effekt også opstår nemmere, fordi man går efter spilleren i stedet for bolden. Uansvarligheden i dette giver sig selv.

Fra en æstetisk vinkel er c-t-h også utilfredsstillende. Store fortællinger om mennesker giver genklang fordi man kan identificere sig med personerne og deres situation – ikke fordi situationerne nødvendigvis er personligt genkendelige, men fordi de igennem deres partikulæritet taler til noget alment ved den menneskelige tilstand. For mig er kerneeksemplet Primo Levis beretninger fra Auschwitz – ingen af os kan forhåbentligt personligt trække på erfaringer om oplevelsen af Auschwitz, men det gode vidnesbyrd kan stadig formidle kernen. For mig er det fx hvad der gør Mikkel Bækgaards scenarier så fremragende – en evne til at igennem stærke karakterer stædigt at berøre spillerne – ikke fordi spillerne trækker på sig selv for oplevelsens skyld, men fordi oplevelsen igennem karakteren giver spilleren en indsigt i noget generelt menneskeligt igennem et partikulært og fiktivt hændelsesforløb. Sat på spidsen sætter c-t-h oplevelsen over spilleren, hvorimod det (i mangel af bedre ord) æstetisk tilfredsstillende scenarie sætter spillerens oplevelse øverst.

I garagen

Jeg indledte dette indlæg med en bilmetafor affødt af Jeepens eget navn, så derfor må det hellere slutte der (jeg vil her sætte lighedstegn imellem Jeepen og c-t-h – jeg ved godt verden ikke er så simpel, men bær over med mig). Hvad er en Jeep? Det er et terrængående køretøj, som er bedre end alle andre svært tilgængelige steder, men på almen vej ikke udviser særligt imponerende køreregenskaber, samtidig med den er en større sikkerhedsrisiko end de andre biler, og også er skabt til at bevæge sig farlige steder hen. Sportsvognen gør sig ikke godt i svært tilgængeligt og farligt terræn, men på almen vej er det et både æstetisk, køreteknisk og sikkerhedsmæssigt forbillede (givet man overholder færdselsreglerne)****. Jeg vil slutte med at sige at nogle af mine største rollespilsoplevelser har været med c-t-h scenarier – det ændrer ikke ved at jeg fra et designmæssigt synspunkt finder det dybt suspekt. So you can keep your fucking Jeep, we want to drive racecars!

 

*Ja, espresso indeholder kun meget lidt koffein.

**Hermed menes ikke nødvendigvis omfangsrig – der er forskel på kort rolle og c-t-h-rolle.

***Ja, Max er ikke med i Jeepen – men Familien er meget c-t-h.

****Jeg har haft den tvivlsomme ære at køre både en Porsche Cayman og en BMW X5 (ja, det er ikke en Jeep, men det er tætteste jeg kan komme på) i noget af den værste trafik på kloden, som forefindes i Dubai. Jeg er ikke i tvivl om hvad jeg helst vil køre der.

~ af pfallesen på 17. februar 2012.

18 kommentarer to “You can keep your fucking jeep…”

  1. Nu kan jeg jo ikke vide om jeg tilskriver dig holdninger og intentioner, der er helt uden belæg her, men jeg vil nu alligevel sige at – når man tager højde for det med at sætte tingene på spidsen – jeg er helt enig. :)
    MVH
    -Michael

  2. Jeg er bestemt ikke uenig i betragtningerne (men jeg bliver selvfølgelig også rost i indlægget). Close to home kan være spændende og givtigt, men jeg synes at det har taget overhånd de seneste par år – kombineret med et fokus i livemiljøet på det ekstreme og det personlige, som jeg egentlig ikke bryder mig specielt meget om.

    Close to home kan sidde lige i skabet, som det gør i det i Tvivl og i BZat, men der er også en tendens til, at det er en letkøbt vej til spillernes følelser, en form for onani, som ikke rigtig fører til andet end selvtilfredstillelse. Jeg synes ikke personligt jeg får det helt store ud af at spille en version af mig selv, der bearbejder mine egne kærlighedstraumer. Jeg får derimod rigtigt meget ud af (også følelsesmæssigt) at spille veldefinerede karakterer i fiktiv historie, der trods distancen fra mig selv, kan udløse store følelser og dyb indlevelse, der lærer mig noget om mig selv og verden.

    Det er fx ret interessant at en af mine største følelsesmæssige rollespilsoplevelser var et fantasy-live, hvor jeg spillede en elverprins forelsket i sin egen søster (frygtelig kliche), men det virkede fandeme, selvom der er meget langt fra det setup og til mig (der i øvrigt ikke har en søster, og derfor bestemt ikke har kunne relatere til det i virkeligheden).

    Jeg synes man giver spillerne en stor gave ved at skrive scenarier med rigtige roller og fiktive problemstillinger, som kan udvide ens verden og skabe meget, meget store oplevelser.

    Kh

    Mikkel

  3. Avs.. Det er Peter, der skriver, ser jeg…!!! Troede selvfølgelig at det var Morten. (Det er jo altid Morten, undtagen altså, når det ikke er)

    Det forklarer jo noget, forvirrer en del på et metaplanet og tager fusen på gamlingen.

    Det ændrer nu ikke ved at jeg er meget enig i de fremsatte synspunkter. :)

    -M

  4. :)

  5. Og inspireret af indlægget har jeg lige brygget mig en espresso … selvom den nu ikke er blevet super god …

  6. Jeg synes desværre, at du forvrænger Close to home-begrebet. Du blander det sammen med bleed og det at trække på personlig erfaring. Det er for mig ikke det samme som close to home.

    Fat Man Down er close to home fordi det omhandler den stigmatisering af overvægtige mennesker, som der er i vores samfund. Det kunne lige så godt have foregået i en fantasy setting, hvis der i den setting var den samme stigmatisering af overvægtige.

    Close to home handler om at lade fortællingen handle om noget vi kan relatere til fra vores liv og samfund – men det behøver bestemt ikke være noget stærkt personligt. Det synes jeg netop skaber meget stærke fortællinger og dybde i fiktionerne. Problemet i rollespilstraditionen er netop at de – ligegyldigt setting – foregår i verdner, hvor alt er delt op i god/ond osv. – noget som er fjernt fra vores egen virkelighed og røv ligegyldigt.

    Gode betragtninger du kommer med i øvrigt i indlægget – som naturligvis kan diskuteres videre, da jeg ikke er enig i alt – men close to home-begrebet synes jeg er noget helt andet.

    • OK – vi har meget forskellige forståelser af close to home Jonas. Hvor du virker til at forstå det som en genre, ser jeg det som en spillestil. Den genre, du omtaler til, ville jeg i stedet kalde enten hverdagsrealisme eller kitchen sink.

      At bleed skulle være koblet til et porøst alibi synes jeg heller ikke holder. Vi kan sagtens blive enige om at både GR og FMD går lige efter bleed i deres oplæg, men det er netop koblingen mellem bleed og hvad jeg ser som en c-t-h spillestil, jeg finder problematisk. IMO optræder bleed altid, konstant i spil – men virkningen afhænger af alibiet

      • Mnjah, jo, måske ikke c-t-h som genre… mere udgangspunkt for, hvad det egentlig er en fortælling handler om. Hvad substansen i fiktionen er. Det handler om selve grundfortælling er relaterbart til noget du kender. Mange jeep-scenarier kan kategoriseres som hverdagsrealisme, men de grundfortællinger, de indeholder, kunne også have været sat i andre genrer.

        Du udvider close to home til også at være en spillestil. Det synes jeg gør det hele mudret. Det er mere frugtbart at tænke close to home, som noget du tænker når du opbygger den fiktion, der efterfølgende skal “sættes op” som rollespil.

        For at fortsætte med FMD – så synes jeg netop, at det
        scenarie har et super godt udgangspunkt for fiktionen med, at det netop handler om, hvordan vi opfatter overvægtige i dag. (= indhold, der er “close to home” – fedmestigmatisering fylder meget i dagens DK).

        Og det eksekveres så efterfølgende rigtig godt rent spilteknisk gennem et design, der kraftigt gør brug af bleed (= form)

        Her passer og supplerer indhold og form hinanden rigtig godt, ligegyldigt, at formen er diskutabel – noget værre psykologisk eksperimentering, synes nogen nok.

        Så jeg mener vel, at close to home ikke er noget, der skal bruges i diskussion af form.

      • Tror vi må ende med at være enige om at være uenige – for mig, og i den sprogbrug jeg synes at observere omhandlende scenarier (desværre kun anekdotisk evidens), er c-t-h en måde et scenarie spilles på – så jeg forstår c-t-h som et desigmæssigt paradigme, som ikke er relateret til gernebetegnelse direkte. Jeg synes ikke en fortælling kan handle om c-t-h, men tilgangen til den måde fortællingen spilles på kan være c-t-h. Vi kan sagtens spille en fortælling i velkendte omgivelser, uden den bliver close to home. Som jeg ser betydningen af home henviser den til noget, der har hjemme i mig, ikke til hvor jeg har hjemme (som jo også er det vendingen betyder som jeg tolker den (Fig. affecting one personally and intimately) [http://idioms.thefreedictionary.com/close+to+home, http://dictionary.reference.com/browse/close+to+home%5D).

  7. Ja, vi må nok være enige om at være uenige. :) Men din opfattelse af c-t-h forvirrer mig… hvad er c-t-h så i forhold til bleed (er der altid bleed i c-t-h så?). Etc.

    Jeg synes netop, at når man anskuer c-t-h på min måde, så kan man bruge det til at se på de store kvaliteter, der er i mange jeep-scenarier. – De handler på en elegant måde om noget, som vi kan relatere til. – med en form/spillestil, der understøtter dette. Det er virkelig godt spildesign.

    Der er mange scenarier, der falder i den fælde, at de gerne vil “handle om os”, men overhovedet ikke gør det… Eller prøver at handle om noget, det er svært at forholde sig til.

    Du kommer vel til øl senere i dag på ørsted? – Så kan vi tage den derfra. Og hvis du ikke bliver enig med mig pudser jeg mackacken på dig. Så skal du nok mærke noget close to home :D

    This revolution will be written in manjuice!

  8. Enig med Peter:
    bleed: spillover mellem spiller og rolle. Det kan ske i både scenarier med klassiske roller og skitser. Det sker i sagens natur ubevidst. Det sker altid, men mere nogle gange end andre. Det er essentielt for at vi påvirkes emotionelt af rollespil.
    close to home: bruge personlige erfaringer aktivt i spillet med det formål at behandle spillerens personlige problemstillinger i fiktionen. Det sker i sagens natur bevidst (men spilleren er ikke nødvendigvis bevidst om mulige konsekver af det). Det vil altid medføre meget bleed. Close to home er en teknik – men det er klart at et scenarie kan dyrke den så meget, at det bliver det bærende princip, og dermed en metagenre.

    • God og skarp forklaring, Max. Jeg kan sagtens se close to home, som det du beskriver. Men jeg vil også bruge begrebet close to home til at beskrive om handlingen i noget rollespil er noget man kan relatere til. – ikke nødvendigvis om at bruge erfaringer aktivt.

      Så der er ikke tale om uenighed, men forskellig brug af begrebet.

      God diskussion, i øvringt

    • (og jeg synes det er en vigtigt diskussion, så jeg fortsætter lige)

      Et par eksempler på min brug af close to home

      Fat Man Down er close to home fordi det behandler den fedmeproblematik, der findes i DK i dag.

      Peters eget Memoirs of a Hitman er ikke close to home fordi det handler om, hvordan det er at være et menneske, der slår andre mennesker ihjel. Det er ikke close to home for os der kommer på Fastaval og spiller det.

      Det, som jeg synes er meget interessant ved denne diskussion er, at close to home bliver opfattet så forskelligt hos os. Måske tager jeg fejl, men det var Jeep’en der introducererde begrebet i sin tid – og her mener jeg bestemt, at de kun mente om noget var relaterbart eller ej. – Hvordan det så har udviklet sig til noget helt andet – det som Peter og Max beskriver – det er jo interessant at kigge på. Jeg ved det ikke. Men hvis der er så forskellige opfattelser af, hvad det betyder, så vil det jo betyde, at der bliver talt en del forbi hinanden. – Og derfor forstod jeg ikke helt Peters indlæg til at begynde med.

  9. Hej Peter.

    Jeg blev lidt overrasket da jeg læste at du mener cth ofte er tomme stiløvelser. Jeg tænker det omvendt; cth vil faktisk dig noget modsat resten af scenarierne (som jeg heller ikke har et godt navn for) der ikke har andet på hjerte end at gengive noget der allerede er gjort bedre før et andet sted. Jeg synes i den grad du overser spillernes mulighed for at bruge det cth-rum, der ganske rigtigt ofte skabes med ”billige” tricks, men ikke desto mindre er et rum der også giver plads til noget særligt. Det du kalder pseudo-terapeuti med et svagt alibi er i mine øjne noget der (blandt andet) er ganske unikt for rollespil. At det ligner terapi betyder ikke at det er det, eller at det kommer med (eller bør komme med) det sikkerhedsnet en professionel terapeut kan tilbyde.

    Det der feinscmecker-ideal du sætter op med kaffen, bilen og tilgængeligheden har jeg det dobbelt med. På den ene side er jeg rørende enig; vi skal ikke (nødvendigvis) designe til hvem som helst. Vi må gerne være elitistiske i vores design. Omvendt er det svært at se hvordan du ikke selv ender i den der fælde med at prøve at gøre noget der allerede er gjort bedre? Hvis vi er helt ærlige så er der jo ingen af os der har skrevet hverken ”store” litterære roller eller fortællinger og at have ambitionen om at skrive ”æstetisk tilfredsstillende scenarier” er lige en tand for krukket for min smag. Ja, selvfølgelig må vi gerne være elitister, men vi behøver vi at snobbe? Jeg behøver ikke mange fingre for at tælle de almene indsigter i det at være menneske jeg har fået gennem rollespils-oplevelser. Derimod har jeg fået en hel del personlige af slagsen.

    Måske er det mangel på dannelse, men når jeg læser ”Den større rolle er en mere litterær og dramaturgisk tilfredsstillende oplevelse, og alpha-omega hvis scenariet skal hæve sig fra at være en psykologisk eller spilmekanisk formøvelse” så har jeg meget svært ved at genkende både min egen oplevelse og det der sker i spillokalet. Ja, bevares hvis noget er godt skrevet så er det også fedt at læse, men når det ringer en klokke hos mig er det så fordi jeg genkender noget af mig selv eller fordi jeg får serveret en universel sandhed?

    Ift. det der med at defaulte så er det jo noget der gælder over hele linjen om det så er at man bruger tynde roller, personlige oplevelser eller ting der snakker. Alt bliver gammelt hvis man gør det for ofte.

    Frikard

  10. Frikard: Jeg forstår ikke din skelnen mellem “almene indsigter i det at være menneske” og “personlige af slagsen”.

  11. @Max:
    “jeg ligger ca. her i hierakiet” (Totem) vs. “under de forfærdeligste omstændigheder findes intet ædelt menneske” (Kapo)

    “jeg har det y med x” vs. “mennesket som sådan har det y med x”

  12. For mig er der tit kitchensink i cth men ikke altid. Gangrape bruger cth men er ikke mere hjemstavnslitteratur/scenarie en en løs kobling til, at det altså sker et sted derude.

    Jeg synes at der tit ligger et designideal om det “direkte vedkommende” i de scenarier som peter bringer på banen. De repræsenterede et aktivt brud med ” orker og elvere” ( som jeepen selv præsenterede det) og ønskede at finde værktøj til at få det til at være mere direkte relevant for folk.

    Min anke i øjeblikket med cth er det samme som min anke er med reality-tv. Reality-tv er spændende fordi det handler om os og om hvad vi gør og mere om os og folk ligesom os og os os os. Jeg ser enkelte realityprogrammer med begejstring og svælger i mig-selvheden ved dem ( andre bruger dem selvfølgelig til at grine af ” dem der dumme”) men i forhold til hvilke rollespilshistorier jeg får mulighed for at spille, så keder det mig ulideligt.

    For mig er der en kvalitet ved sværere tilgængeligt materiale. Det behøver ikke være ” nøjagtigt ligesom mig” bare for at det kan gribe mit hjerte. Det behøver ikke være malerier af min lejlighed og mine venner, det behøver ikke være sange om nøjagtig hvordan jeg blev forelsket. Det behøver ikke være scenarier om folk på amager der læser til folkeskolelærer.
    Jeg synes vi har lært utroligt meget af at kører rundt i groft terræn med firhjulstræk, men jeg ønsker mig at det bliver værktøj som bruges till lejligheden.

    Et scenarie der skal fordøjes og måske endda giver noget efter gennemtænkning fordi der var lag som måske endda kræver reflektion er en smuk ting.

    Jeg har lyst til at skrive noget om tunge og lette kulhydrater, men lader jer andre regne ud hvor klogt dén slutning afrunder mit lille bidrag :)

  13. […] at energien er mere eller mindre behagelig og brugbar – høj energi er ikke altid godt, ligesom den stærkeste kaffe ikke altid er den bedste kaffe. Hvis kaffen efterlader en bitter smag af misbrugt tillid og sårede følelser, har det ikke […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

%d bloggers like this: