Describe, don’t tell

Eller, show, don’t tell i ord-rollespil.

I søndags fik jeg en lejlighed til at køre Min Piges Spurv, som jeg faktisk ikke selv fik kørt på Fastaval. Min Truntes Tukan har et benspænd, som under test-processen og på Fastaval har føltes ret svært for en del mennesker, nemlig at indre monolog er forbudt i spillet. Du må sige hvad du gør og siger, og komme med ret nøje beskrivelser af dine fysiske reaktioner, men du må (det meste af tiden) ikke sige noget, som en skarpsindig iagttager ikke ville kunne opfange.

Sjovt nok var det ikke spor svært i søndags! Det skyldes primært feedback fra Anissi som spillede spurven påFastaval, og som jeg efterfølgende har korresponderet og diskuteret med. Tak, Anissi! Det har ledt mig til at få beskrevet klarere, hvad benspændet præcis går ud på, og det har ført til en simpel lille ekstra opvarmningsøvelse, som lader til at lære folk yderst effektivt, hvad man skal og ikke skal sige. Det kræver bare fem gamle damer…

“Show, don’t tell” er et gammelt råd fra film/litteratur/skuespil, og almindeligvis et fremragende råd. Som bekendt går det ud på, at det mestendels er bedre at vise i praksis, at en karakter er ond/forelsket/helt vildt sej/whatever, end det er at bruge mange ord på at bedyre, at det er tilfældet. Det kan jo så være lidt af et problem i bord/ord-rollespil, hvor man primært bruger ord til at kommunikere, og det visuelle og ikke-verbalt lydlige som regel er ret sekundært uden for semi-live rollespil.

(Og har jeg nævnt, at jeg hader voice-acting i rollespil med glødende lidenskab? Mænd, der taler med pibende stemmer for at spille kvindelige karakterer, og den slags, fylder mig med en indestængt trang til at tage ladegreb på min spraydåse og sætte ild til containere! Nå, tilbage til sagen…)

Ord er dog ikke bare ord, og rådet gælder også for litteratur, så det er egentlig ikke fordi man skal kigge sig så langt om efter ord-baseret show, don’t tell. Ikke desto mindre har ord-rollespil haft en tendens til at lide af en svær grad af “tell”. Især i nyere, lidt mere artsy rollespil, som man skulle tro kunne tage et cue fra litteraturens erfaringer, har ét bestemt virkemiddel fremmet “tell” som tendens, nemlig jeepernes højtelskede indre monolog. Nordiske con-rollespillere er virkelig blevet trænet i den indre monologs kunst, og vi er meget glade for at gribe ud efter den. Så hvad sker der i udkrænget indre monolog? Vi fortæller lige ud, hvad vores karakter tænker og føler. Der er ingen grund til at andre skulle gætte eller se sig om efter subtile nuancer, vi serverer det lige ud.

Det var et af mine væsentlige programpunkter med Min Kones Krage at genindføre den fundamentale usikkerhed i de menneskelige relationer i spillet: At man er nødt til at gætte på, hvad der foregår inde i andre menneskers hoveder. Derfor er man nødt til at stille skarpt og virkelig anstrenge sig for at opfange nuancerne; man kan ikke slippe af sted med at slappe af og betragte historien ovenfra i forvisning om, at man får de vigtige ting serveret. Det gør spillet meget umiddelbart, og gør selv banale interaktioner som sex og frokost spændende, når der er følelser i klemme.

Fem gamle damers hemmelighed

Hvordan gør man så det, og hvad med de fem gamle damer? Det er såmænd ganske simpelt: Du må ikke fortælle, du skal beskrive. Du må kun sige ting, som én uden for din karakters hoved ville kunne opfatte. Du må ikke sige “jeg er glad!”, du må beskrive dit smil, dine smilerynker, dine røde kinder, dine kejtet energiske bevægelser. Og så vil du måske opdage, at der er temmelig mange måder at være glad på, og at der gemmer sig en hel del nuancer i, og hvad du vælger at bruge dine begrænsede tidsøkonomiske ressourcer på at beskrive.

De fem gamle damer er en simpel øvelse. Hver spiller får efter tur en tilstand udleveret på en seddel, hemmeligt.  Så skal de beskrive en gammel dame, anbragt i en hverdagssituation. Ved elevatoren, i et supermarked, på gaden. Så skal de beskrive hende ud fra tilstanden, men uden at sige hvad den er, og de andre spillere kan så spekulere over, hvad der er fat med hende. Er hun rasende, er hun smækforelsket, har hun mavepine, er hun nervøs for en uset forfølger, eller går hun og tænker på en sjov vits?

Øvelsen virkede næsten som trylleri. Jeg var måske tre gange i løbet af spillet inde og prikke til en spiller på grund af tilløb til indre monolog på upassende steder, og det er vand i forhold til, hvad jeg var vant til fra tidligere udgaver. Med den øvelse under bæltet var “describe, don’t tell” ret intuitivt.

Sandheden er konkret, og ligger i detaljerne.

PS: Nej, jeg hader ikke jeepen, og der var en jeeper med i søndags. Men den er sjov at skrive op imod. Indre monolog kan interessante ting, men det kan også lukke af for andre interessante ting.

~ af troelsken på 21. juni 2012.

En kommentar to “Describe, don’t tell”

  1. Lovely! Dejligt med øvelser der udvidder vores repertoire som nørder.

    Jeg synes tit vi er ret handlingslammede som spillere, vi bruger hele scenarier på at sidde og føle indvendig og går helt i baglås når det kommer til at få vores spilpersoner til at handle eksternt. Vi venter normalt bare på at verden reagerer på vores tilstedeværelse frem for at prikke til den. Det tror jeg har givet os en del dårlige vaner.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

%d bloggers like this: