Ikke så let endda – oplæsning i rollespil

I får et brev fra kongen. Her er det. Hvad gør I?

Oplæsning i rollespil er en ædel kunst så gammel som købescenarier og skrevne hånduder. En fantastisk måde at skabe stemning og en følelse af umiddelbar kontakt til materiale og baggrund, og dog så ofte akavet i praksis. Dette er et gæsteindlæg af Anissi Thorndal Ghazaleh. Hun er klog på at tale, og hun vil dele sin visdom med os.

Oplæsning – hvordan?

Oplæsning af en tekst – hvad enten det er et digt, et brev fra kongen eller en forudskrevet indledning – kan i teorien være en virkningsfuld effekt i et rollespil. Udført rigtigt giver det forfatteren mulighed for at sætte scener meget præcist – gennem spillernes munde.

Men ofte ender oplæsning med at være en jappende, snublende affære, hvor munden er lige i hælende på øjnene og modtagerne må anstrenge sig for at forstå – og selvom de forstår, lader de sig måske ikke rive med i samme grad, som hvis de selv havde læst teksten. Associationer til folkeskolens dansktimer kan også være nærværende.

Så hvad gør man, hvis man ønsker at bruge oplæsning som effekt – eller hvis man som spiller har fået stukket en tekst i hånden? Det handler dette indlæg om.

Først og fremmest må man forstå, at oplæsning ikke er det samme som at “læse højt”. Oplæsning er ikke bare et spørgsmål om at munden siger de ord, øjnene læser. Oplæsning kræver noget af oplæseren – både forståelse, fortolkning og formidling – men gøres det ordentligt, kan det være en fantastisk stemningsskaber. Her kommer derfor lidt om, hvordan man læser godt op.

Visuelt og mundtligt rum

Læsning og oplæsning er to grundlæggende forskellige måder at modtage en tekst på. Oplæsning er formidling, for dét som øjnene sagtens kan se, overskue og forstå, når en tekst bliver læst inde i hovedet, er nødt til at blive formidlet, hvis ørerne også skal kunne forstå det. Det visuelle læserum er fastholdt, hvorimod det mundtlige rum er flygtigt og kronologisk. Øret kan ikke danne sig overblik, overskue hvor lang en sætning er eller lige hoppe lidt tilbage. Det, vi hører, skal altså give mening i det øjeblik vi hører det, og dét ansvar ligger hos oplæseren, som jo har teksten og overblikket over den.

Oplæseren skal derfor ikke bare udtale ord for ord – men formidle, hvad der står i teksten.

Samtidig er oplæsning ikke bare et spørgsmål neutralt at videregive en tekst budskab – det kan man nemlig ikke: et ord kommunikeres (som regel) kun på én måde skriftligt, men det kan siges på 1000 måder. Og her er det i høj grad oplæserens valg af f.eks. tonefald og tryk, der afgør, hvilken mening modtageren opfatter i ordene (eksempel: “det siger du ikke”). Oplæsning er derfor i høj grad et spørgsmål om fortolkning.

Forstå, fortolke, formidle

Det kræver altså, at oplæseren både forstår teksten, fortolker den og dernæste formidler den – alt efter hvilken stemning, intention, alvor, humor mv. oplæseren ser i teksten og vælger at læse den op med. Ikke for at ‘lave stemmer’ – men fordi førnævnte aspekter altid allerede er til stede i ens stemme, melodi, rytme, tryk, intonation – uanset om man er bevidst om det eller ej. Og så kan man jo lige så godt arbejde bevidst med det.

Overblik = overskud

Alt det kan man kun, hvis man forbereder sig! Oplæseren skal derfor have læst teksten indenad (og gerne også højt) nok gange til at have overblik over den – ellers har man hverken overskud til at fortolke eller formidle, men kommer til at læse op med munden gående lige i hælene på øjnene og bliver f.eks. overrasket af et punktum.

Greb

Når man vælger, hvordan man vil læse en tekst op, er disse greb gode at overveje. Nøgleordet er variation.

  • Tempo kan bruges til at skabe langsommelighed eller hektiskhed. Men læs altid med et grundtempo, der er væsentligt langsommere end du tror, det skal være! Husk, du kender teksten og kan se den – det gør modtageren ikke, de skal opfatte, forstå og forholde hvert eneste ord.
  • Rytme skabes gennem ordenes stød/tryk og fravær af stød/tryk (den lydlige forskel på ‘hun’ og ‘hund’, og grunden til at det ikke hedder leverpostej). Overvej hvilken rytme, teksten selv lægger op til – nogle digte har f.eks. en tydelig rytme, som kan blive næsten helt messende, hvis man markerer den, andre, f.eks. Homers digte er skrevet på et bestemt rytmisk meter.
  • Pauser understreger det der kommer umiddelbart før, og kan desuden bruges til at trække vejret på (hvilket altid er godt). Jo bedre du er til at lægge en pause bevidst ind for at få luft, jo mindre vil din krop hijacke din oplæsning med en vejrsnappen når du er ved at løbe tør for ilt. Husk i den forbindelse at punktummer og kommaer som regel er en grammatisk størrelse, der ikke er indført for oplæsningens skyld – der er derfor ingen grund til at holde pauser ved dem. Hold pauser dér, hvor det giver mening.
  • Intonation, altså sprogets melodi, er fabelagtigt til at skabe variation, så dit stemmeleje ikke bliver monotont. Rigtig mange afslutter f.eks. sætninger ved at gå lidt ned i toneleje. Det er der slet ingen grund til. En opgang i toneleje kan f.eks. signalere uafsluttethed, hvilket er vigtigt, hvis sætningens budskab f.eks. fortsættes i sætningen lige efter.

Ovenstående greb er alle elementer i en oplæsning – hvad enten man er bevidst om dem eller ej. De kan understøtte teksten i højere eller mindre grad.

Så derfor:

Forfatter/spilleder

  • overvej grundigt, hvad du vil opnå med oplæsningen
  • vælg korte, overskuelige tekster, der er lettilgængelige – dvs som ikke kræver en længere analyse for at forstå budskabet (hvad enten det er en poststrukturalistisk analyse eller et digt).
  • giv spillerne tid: f.eks. et minut per 10 ord til at læse, forstå, fortolke teksten og forholde sig til dens budskab

Spiller – når du får stukket en tekst i hånden

  • læs teksten igennem adskillige gange – evt. med mundbevægelser
  • overvej hvad teksten vil udtrykke og hvordan du vil udtrykke det med den
  • overvej hvordan du vil bruge tempo, pauser, rytme og intonation

Spiller – når du læser op

  • læs langsomt og hold pauser
  • forstå, føl og formidl det, du læser op – og kig op!
  • lad være at gå ned i tone ved hver sætnings afslutning

Oplæsning er et stærkt virkemiddel, der i modsætning til improviseret snak giver mulighed for at arbejde med de velvalgte ordsnedkerier, der kan sætte en scene helt præcist. I hvert fald, hvis det gøres gennemført.

Det var, hvad Anissi havde til os. Anissi Thorndal Ghazaleh er stud.mag i retorik og selvstændig. Hun har siden ’98 været hemmelig agent i Majestætens tjeneste, med “rollespil” som dække. Når hun skal slappe af, dresserer hun papegøjer, elefanter og pingviner.

Mindst et punkt vil vi tage op igen senere, nemlig… “overvej grundigt, hvad du vil opnå med oplæsningen”. Det er et interessant og relevant spørgsmål i rollespilssammenhæng.

About these ads

~ af troelsken på 13. juli 2012.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

%d bloggers like this: