[FVL’08] DSSP: Faderen

Dette er første udgave af første karakteroplæg til Peter F.’s og Morten G.’s Fastavalscenarie ‘Kvinden der var’. Respons modtages gerne. Det er dog vigtigt at bemærke at dette er et oplæg, som spilleren selv skal udbygge vha. en række spilmekaniske spidsfindigheder, og ikke en afsluttet karakter.

Here goes

Faderen

Kærligheden

Man opgiver noget af sit liv, når man får børn. I forældrerollen ligger en grad af selvopofrelse. På mange punkter er det det, der kendetegner ens kærlighed til sine børn. Man ændrer sit forhold til jobbet, til bekendtskabskredsen, til fritiden – men man gør det med glæde for et lille smil på sin datters ansigt. Den varme følelse af glæde og omsorg som det fylder en med. Men samtidig frygten for ikke at gøre nok. Det er der, skyldfølelsen ligger. På den ene side frygter man, at man ikke fuldfører nok af sine personlige mål, ikke investerer nok i sin omgangskreds. På den anden side står børnene – som man for alt i verden ikke ønsker at forfordele for karrieren eller sin selvcentrerede tilfredsstillelse.

Hvordan udtrykte jeg min kærlighed overfor hende?

Har jeg dårlig samvittighed over noget? I så fald hvad?

Hvad kendetegner min kærlighed til hende? Hvad betyder det, at jeg var hendes far?

Mit forhold til hende

Jeg var hendes far. Beskytteren. Med en klar idé om hvordan hun skulle opdrages, uden at vide om det var den rigtige. Forsøgte at sørge for at verden kun gav hende blå mærker – ikke brækkede hendes knogler. Men det er en balancegang – hele tiden frygter man at ens gode intentioner bliver til en spændetrøje for hende. Man ønsker at hun skal være sin egen, men hun er stadig en forlængelse af en selv – man føler at hendes valg altid vil falde på en. Det er svært ikke stadig at se hende som min lille pige. Selv nu hvor hun ikke længere er her.

Hvilke redskaber forsøgte jeg at give min datter med i livet?

Hvordan var jeg som forbillede?

Hvem blev hun til i mine øjne? Hvem var jeg i hendes?

Mine tanker om det at være far

Det er et ansvar man aldrig helt ved, om man er stærk nok til at bære. Man bliver konstant bedømt – eller i det mindste føles det sådan. Man stiller hele tiden spørgsmål til sig selv. Usikkerheden er enorm. For på mange måder er det forældrerollen, der pludselig identificere en som menneske. Ens eget selv bliver skubbet i baggrunden til ære for en anden, både i egne og i ens partners øjne. Misundelsen ligger altid og lurer bagerst i sindet – og med den skammen. Spørgsmålet er vel, om det at blive far gjorde mig til et helt eller et delt menneske.

Var jeg forældrerollen moden? Blev jeg det nogensinde?

Hvad forstod jeg ved det at være en god far? Var det også den, jeg var?

Hvordan oplevede omverdenen mig som far?

Mit personlige mål

At en gang for alle fastslå om jeg var en god nok far – og om hendes forsvinden til dels skyldtes mig.

Reklamer

~ af pfallesen på 6. november 2007.

2 kommentarer to “[FVL’08] DSSP: Faderen”

  1. Umiddelbart vil jeg kalde det en næsten genial karakter-beskrivelse. Der er masser af ‘Guf’ til spilleren. Egenskaber og tanker man kan bygge sit spil på og gode spørgsmål, man kan søge (eller skabe?) svar på i spillet undervejs. – Og så er det en velskrevet og brugervenlig tekst.
    Nu ved jeg jo ikke noget om konceptet bag, men alt efter hvordan det nu er med det, kunne man måske savne lidt om spilpersonernes forhold til hinanden? – Men det kommer som sagt an på, hvordan scenariet fungerer på det punkt: måske er det ikke så vigtigt for spillet? – Eller kommer den side af det undervejs?
    Ellers må jeg sige, jeg synes den er rigtig, rigtig god. Det ser spændende ud! – Glæder mig til at se mere!
    -M

  2. Hej Peter og Morten

    Dejlig karakter. Her nogle forslag til sproglige forandringer:

    Hvordan udtrykte jeg min kærlighed overfor hende?

    “udtrykte jeg” lyder ikke som noget en far siger om sin datter. Det er for meget distance. Hvad med: Hvordan gav jeg min kærlighed til hende?

    Hvad kendetegner min kærlighed til hende?

    “Hvad kendetegner min kærlighed” lider af det samme som den første sætning. Hvad med: “Hvordan er min kærlighed til hende?”

    Hvilke redskaber forsøgte jeg at give min datter med i livet?

    Samme problematik. Forslag: “Hvad forsøgte jeg at lære min datter?” eller “Hvem forsøgte jeg at gøre min datter til?”

    Hvordan oplevede omverdenen mig som far?

    Jeg ved det er analt, men omverdenen er så kunstigt et ord at bruge om “de andre”.

    Enig med Næsby: Glæder mig til at se mere!

    Jonas

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: