Fortænkninger om ansvar, fare og etik

Dette er et indlæg i denne serie

Grundpræmissen for følgende er simpel. Rollespil er farligt. Eller måske nærmere er blevet farligt. Det er der ikke noget nyt i at påstå. I dansk kontekst gjorde psykologen Werner Regli det allerede i 1987, midt i den bedste sendetid søndag aften. Og så endda i et indlæg lavet af Jørgen Poulsen. Ja, den Jørgen Poulsen. Men de fleste det har været en del af miljøet i længere tid end jeg kender godt historien. Så hvor fanden vil jeg hen med det. Jo, jeg vil herhen: Regli tog ikke fejl, han var bare for tidligt på den. I 1987 var rollespil hverken farligt eller satanisk. Det var en flok nørder der slog orker ihjel i en kælder, som Lars Andresen så fint udtrykte det til det første Playground redaktionsmøde for nogle uger siden. Men hvordan er det så blevet farligt i dag?

For det første skal det bemærkes, at jeg ikke bruger begrebet fare/farligt i en normativ forstand – jeg argumenterer for, at rollespil er/kan være farligt på samme måde som klatring, windsurfing, off piste skiløb, m.v. er farligt. Altså en aktivitet, der muliggør oplevelser hvori noget af oplevelsens styrke ligger i en (u)bevidst viden om et tilstedeværende risikoelement. Min argumentation starter med Memoratoriet. Et scenarie der handler om at konfrontere et igennem spillet skabt trauma, for at komme videre i sit liv. Spillerne bliver sendt ind med et minimum af rolle på, en kort opvarmning, og uden fuld viden om hvad der skal ske. Tilgengæld kan de i høj grad selv modere deres adfærd, og der er konstant supervision ved to spilledere, som er tildelt mekanikker til at afvæbne/pacificere situationen. Egentligt er problemstillingen den klassiske med, hvad nu hvis vi kommer til at sætte et ægte incestoffer til at spille incestoffer – bare multipliceret, i det vi åbner op for at alle traumer kan få frit spil.

Men traumeproblemet er kun overfladen i det her. Der ligger noget dybere. Spillerne bliver sat i en situation hvor de skal gennemleve en forfærdelig situation – det er ikke nyt – men det er en forfærdelig situation, de selv skaber. Bevares, de har rolle på, men lad os være ærlige, rollen kan ikke adskilles fra spilleren. Spilleren-der-spiller-rollen udfører altid kun de fysiske handlinger eller tankehandlinger, som han eller hun er fysisk/kognitivt i stand til at udføre. Det vil sige, at det rollen gør eller tænker altid allerede også er det, som spilleren gør eller tænker. Bevares, det er gjort indenfor et rituelt rum (magic circle) men det gør ikke handlinger mindre virkelige, fordi kroppen/sindet der udfører den, er den/det samme. Alt hvad vi tænker eller fysisk gør i et scenarie er altid også handlinger/tanker vi potentielt kunne gøre/tænke udenfor et scenarie.

Nogle scenarier har anvendt dette eksplicit. GR og Fat Man Down er de oplagte eksempler, hvor jeg vil gribe fast i sidstnævnte, som nemlig vælger at krydse endnu en grænse. Grundpræmissen i FMD er jo i bund og grund, at de ikke-fede spillere skal være onde mod den fede spiller. Ja, spillerne, ikke spilpersonerne. Scenariet rummer den præmis, at den fede skal spilles af den tykkeste spiller i lokalet. Bevares, der endnu et lag som gør, at den fedes spiller langt hen af vejen – på papiret – har den egentlige situationelle magt, men setuppet ender med at underminere dette. Dette bliver gjort igennem to elementer: et historisk og et terapeutisk.

Det historiske element har at gøre med hvor vi er som dansk rollespilsmiljø. Som rollespillere, rollespilsarrangøre, rollespilsforfattere og rollespilsafviklere har vi udviklet os uhygegligt meget fra den dag i 1987. De første 3-4 generationer er blevet færdigtuddannet, mange af dem er blevet akademikere, og har studeret ting som dramaturgi, spildesign, psykologi, antropologi, sociologi, etnologi, etc. enten i professionelt eller hobby øjemed, og vi begyndte at tænke og udvikle vores hobby – nogen tog endda det næste skridt og professionaliserede. Det har medført en imponerende udvikling i spildesign, spilmekanikker og spillestil. Vi er blevet dygtigere, både til at designe og til at spille. Dette leder til det terapeutiske element. Vi har hentet en lang række erfaringer mere eller mindre eksplicit fra videnskabelige grene – hvad vi dog ikke har hentet med er videnskabernes etik, og det er her problemet opstår. Som forsker indenfor en videnskabsgren, som til tider laver sociale eksperimenter, så lad mig gøre et klart – hverken Fat Man Down, Memoratoriet eller Delirium (som der vendes tilbage til om lidt) ville nogensinde komme igennem en etisk komité. Forsøg af den kaliber har ikke været tilladt siden 1970erne fordi de kan være skadelige for deltagerne (se fx Milgram eksperimentet eller Stanford fængselseksperimentet ). Men vi spiller det med glæde, betaler endda penge for det. Samtidig med at de metoder, vi bruger – både ifbm. selve spillet og med workshops – borderliner eller direkte spejler terapeutiske metoder som narrativ og gestaltterapi. Altså ligger vi os op af terapiformer, hvis formål langt hen af vejen er at ændre folks psykologiske væren eller beskaffenhed, men ingen (eller ihvertfald uendeligt få) af os er rent faktisk uddannet til at håndtere det.

Jeg har med vilje gemt Delirium til sidst. Som rollespilsoplevelse var det fantastisk, som studie i etisk ansvarlighed var det gående imod katastrofalt (hvilket i min optik ikke var arrangørernes skyld, men derimod symptomatisk for hele vores miljø). Under parolen “Stol på metoden” blev spillerne fastholdt i delvis uvidenhed omkring spillers beskaffenhed, og fik samtidig tildelt en række værktøjer (både ift. spildynamik og spilmekanik), som ikke bør tilgås lemfældigt, ud fra en etisk betragtning. Disse var for det første ars armandi (for lad os se det i øjnene, det er sex ud fra en intimitetsanskuelse, vi kalder det bare noget andet) til at anvende under spillet, og statusøvelser uden rolle på, for at skabe gruppedynamik under workshopsne. Begge værktøjer visualiserer ting, vi normalt ikke diskuterer åbent, men i stedet for lader som om ikke eksisterer, på trods af både intimitet og status strukturerer en stor del af vores livsverden, blot skjult bag symbolske entiteter så som titler, venskabskredse, soveværelsesdøre, m.v. Men, som en hver der har brugt tid sammen med Zizek, Lacan e.l. har fået at vide, så er det altså ikke gratis at demaskere ideologi og gøre det, vi alle sammen lader som om ikke er der, åbenlyst. There is no such thing as a free lunch, specielt ikke når man vil forsøge at ramme sine spillere direkte igennem deres egen personlige indlevelse. For det gør man, ved at få dem til at udspille handlinger eller forhold, der rør dem eller ryster dem, er at fremvise potentielle sider af dem selv, de måske ikke har lyst til at konfrontere. For det er aldrig “kun rollen” der gør noget, der err altid spilleren-der-spiller-rollen der gør det, og rollen er altid begrænset af hans eller hendes formåen og potentialer. En ting, der potentielt ikke burde gøres udenfor et terapeutisk miljø. Derfor er det farligt!

Så skal vi lade være? Gu skal vi røv! Men vi er nødt til at se vores etiske ansvar i øjnene. Bare fordi nogen har givet os håndgranater behøver vi ikke at kaste dem. Men på den anden side, så ligger der nogle kick ass oplevelser i at få revet tæppet væk under os. Ligesom det også er fedt at klatre en 30m klippevæg uden sikkerhedsudstyr (men, in hindsight, jeg ville nok ikke gøre dét igen), så bør både spillerne og arrangørerne i det mindste gøre sig selv og hinanden faren bevidst. Vi skal ikke have mindre kick ass, vi skal i stedet indføre informed consent, så alle i det mindste er oplyst om de potentielle fare.

God weekend!

Reklamer

~ af pfallesen på 26. november 2010.

14 kommentarer to “Fortænkninger om ansvar, fare og etik”

  1. Spændende! Konklusionen er sund, vi er efterhånden så erfarne at vi kan opstille reelle indholdsfortegnelser for de oplevelser vi bygger. Kunstnerisk mørklægning skal ikke længere være udgangspunktet, derimod skal vi have åben kommunikation som fundament!

    Og lige et kontrapunkt: Memoratoriet er et af de mest trygge livescenarier jeg har spillet og arrangeret. Hvorfor? Fordi spillerne får fuld kontrol over deres egen fiktion, der er ikke lagt noget ud fra start, ud over et fuldt abstraheret forløb. Dine medspillere kan ikke påtvinge dig noget som du ikke selv vælger at tage med ind i din verden.

    Det interessante spørgsmål er om folk kan lave scenarier der bevarer spændingen uden usikkerhedsmomentet, eller om kulturen sidder fast i special effects og bøh?

    • Oliver, jeg tager udgangspunkt i Memoratoriet, fordi jeg ikke tror spilleren altid selv indser hvad h/n tager med in i lokalet, før der allerede er blevet aktualiseret. Det er ikke fordi jeg som sådan ser Memoratoriet som etisk uforsvarligt, men det primer en interessant etisk diskussion, fordi vi trækker på videnskabeligt funderede virkemidler uden at trække på den dertilhørende videnskabsetik

  2. Godt indlæg Peter. Fedt at se dig formulere dine tanker på det her område mere grundigt (for den her snak har vi jo haft før).

    Jeg er grundlæggende helt enig med dig, men i min verden er ‘informed consent’ bare problematisk fordi:

    1) Det er sværere at vurdere og beskrive de sociale/psykologiske risici som vi taler om her end det er i de eksempler du henviser til (fx klatring uden snor eller medicinske risici som udtrykket ‘informed consent’ vel ofte bruges ifbm.). Det stiller store krav til arrangørene. Det synes jeg er krav vi SKAL stille, men jeg synes også der mangler en masse arbejde med at udvikle begreber og værktøjer til at tale om det her før det bliver noget en arrangør kan gøre ordentligt.

    2) Når deltagere har sagt ja til en given risiko med åbne øjne, velvidende hvad de går ind til kommer det næste skridt: Hvordan man håndterer de her risici. Hvordan forbereder man sig bedst? Hvad gør man i øjeblikket hvor man tror det er ved at gå galt? Og hvordan håndterer man det bedst bagefter? Nej, vi er ikke formelt uddannede til at håndtere det her – men hvis vi ikke italesætter og overvejer vores værktøjer og handlemåder kommer vi bare til blindt at handle ud fra vores implicitte viden på området (om den så er rigtig eller forkert). Så jeg synes også vi skal have masser af kick-ass og åben kommunikation, men jeg vil tilføje at vi skal have snakken mere ud i det åbne og tale om metoder og måder at opføre sig på når det bliver eller har været farligt… ellers bliver vi aldrig bedre til at håndtere det.

    God weekend!

  3. Rigtig spændende læsning.

    Mht informed consent, så uddyber du ikke helt, og jeg har derfor et opklarende spørgsmål.
    Vil vi kunne lave det uden at fjerne noget kick-ass element? Jeg mener, informed consent er vel mere end blot at sige: “det her kan blive farligt, er i friske på det”. Ellers bliver informed consent et meningsløst gummibegreb.

    Men så er der den anden fare at vi afslører for meget, hvorved vi måske vil fjerne noget kick-ass’ethed. F.eks. memoratoriet, ville blive lidt vagere hvis (spoiler alert) man på forhånd fik at vide at de samme billeder ændrede sig og blev forfærdlige. Hvis vi på forhånd får at vide hvori det farlige ligger, kan det så ikke fjerne den fede oplevelse af scenariet.

  4. @Kasper: Meh. Jeg er skeptisk overfor hele denneher “Hvis spillerne ikke er rene lærreder, kan de ikke modtage vores vision”-ting. Jeg kan godt se, der er et teknisk spørgsmål, der er meget case-by-case, men for mig er spørgsmålet “Hvordan gør vi det her sikkert nok for folk at spille?” ikke “Er vi nødt til at risikere at besmudse vores vision af hensyn til en flok usle spillere?”.

    Jeg har ikke spillet de her hardcore-ting, så jeg er måske på vildspor, men er det ikke så enorm en fordel at alle deltagere er med på at lave det, vi nu skal lave, at det opvejer ulemperne ved ikke at have rene lærreder? Hvis jeg skal gå mørke steder hen, har jeg ikke lyst til at gøre det i selskab med folk, der ikke kan lide det, ønsker sig et andet sted hen og troede, vi skulle noget helt andet.

  5. Fint nok at du sætter fokus på “informed consent”, men jeg kan ikke nære mig for at knytte en kommentar.
    Jeg synes Tobias har ret i, at det er store krav at stille til arrangørerne. Noget af det handler jo ikke bare om hvilket scenarie man beskæftiger sig med, men også hvilke spillere. Somme mennesker er mere psykologisk tyndhudede end andre…

    Desuden tror jeg forholdet mellem rolle og personlighed er en integreret del af rollespil (og altid har været det, men det er lettere at skille tingene ad, når man basher monstre, end når man leger parforhold, som i Delirium).
    Spørgsmålet er: Hvad sker der, når man beder folk om at opføre sig på en måde, som er ukarakteristisk i forhold til deres “virkelige” personlighed? Jeg forstår du ikke er en stor fan af Sartre, men hvis vi kan blive enige om, at selvet er en konstruktion, indebærer det vel også, at sindet kan påvirkes og ændres, og ikke er en stabil størrelse 🙂
    Man ved fra psykofysiologi, at psykiske reaktioner kan manifestere sig fysisk. Det er efterhånden en kendt sag at fx stress kan fremprovokere psykiske reaktioner såsom ændringer i hjerterytme og ændret muskelaktivitet. Adrenalin, noadrenalin og kortisol udløses i blodet, vores serotoninniveauer ændrer sig. I yderste instans kan man ligefrem stresse kroppen så voldsomt alene ved psykiske påvirkninger, at man kan dø af det.
    Kan man så omvendt også påvirke psyken ved at gøre nogle bestemte ting med sin krop? Bliver man fx trist af at græde? Følelser manifesterer sig altid fysisk, så er det ikke tænkeligt, at hvis man imiterer en følelse ved at udføre alle de fysiske handlinger, som associeres med den, vil det meget let sætte en i forbindelse med det psykiske stof, der fremkalder den? (Visse ekstremistiske, om end forældede, psykologiske teorier mener faktisk, at det er kroppen, der er kilden til følelserne.).
    Som du skriver: Uanset magiske cirkler, og andre fancy udtryk, er det ikke kun rollen, men også rollespilleren, der handler. Når rollen græder, græder vi også. Når rollen bliver vred, henter vi vrede frem. Når rollen flirter, gør vi det også.
    Der ligger et potentiale for at komme i kontakt med sine følelser, og måske ligefrem bearbejde dem, og det er ikke underligt, at det giver folk store – samt værdifulde og relevante – oplevelser. Det “farlige” og problematiske er til gengæld dels at vi fraskriver os ansvaret for de handlinger, der foregår under rollespillet, og dels at vi dyrker en given sindstilstand, som egentlig ikke hører hjemme i vores liv.
    En klassisk kognitiv teori går ud på, at følelser kommer fra tanker. Betyder det så omvendt, at vi risikerer at nære bestemte tanker, når vi dyrker en given følelse? Kan rollespil måske ligefrem i yderste instans være personlighedsændrende? Kan det påvirke vores tankemåder og handlinger så voldsomt, at det har alvorlige konsekvenser for vores liv uden for spillet?

    Det gør det på den ene side meget farligt, men på den anden side også til et meget effektivt udviklingsredskab.

  6. @Kasper: informed consent begrebet har jeg planer om at se nærmere på i et senere indlæg.

    @Sanne og Tobias: jeg er ikke uenig i, at det er store krav at stille til arrangørerne, men i og med at de sidder på alt den designmæssige viden, er det umiddelbart svært at se, hvem der ellers kan “drages til ansvar.” Derved ikke sagt, at spillerne blot er får, der skal følge en hyrde, men medmindre de gives viden, kan de ikke træffe informerede beslutninger. Omkring forholdet mellem følelser, adfærd og kognitive fakulteter regner jeg også med at berøre det i et senere indlæg

  7. […] Plan B kører en meget alvorsfulde serie indlæg om sammenhængen mellem rollespil og hvad de nu ellers har læst på universitet. Morten skriver om (rollespils)historie, Kasper skriver om analytisk filosofi i Superheros 3 og Peter er på bedste sociologiske vis all over the shop. […]

  8. […] (INFO/disclaimer: Jeg er ikke liver, jeg har aldrig været i en situation hvor jeg tænker ”nu er det farligt”, der er sikkert endda nogle personer der mener at jeg er en dårlig rollespiller (det er jeg ikke). Til oplevet nogle stærke sider af rollespil og har jeg grædt til ”Memoratoriet” og set hele mit liv udfolde sig og blive forklaret i ”Nogle bliver født, nogle dør”. Og så synes jeg noget om forsigtighed. Og ”ja”, min konklusion er lidt det samme som Peter Fallesens) […]

  9. […] måske er den endelig blevet farlig jf. Fallesens artikel i Playground Magazine #1 samt dette blogindlæg – men se også Kasper Mosekjærs indlæg om farlighed i […]

  10. […] rollespil Visse rollespil er så grænseoverskridende, at man overvejer, hvorvidt de er farlige eller ej. Nogle er grænseoverskridende, fordi de omhandler intime emner, som Min piges spurv, men […]

  11. […] ved c-t-h-design udspringer fra manglen af alibi. Som argumenteret for andetsteds (her og her) har rollespil en tendens til/risiko for at ende i pseudo-terapeutiske situationer; en […]

  12. […] og hård til at komme til at knibe en tåre eller ti. Bleed er kommet for at blive, og det er OK at bekymre sig om egen og medspilleres komfort og […]

  13. […] and not be too tough or hard to shed a tear or ten. Bleed is here to stay, and it’s OK to be concerned with the comfort and safety of yourself and your fellow […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: