Konsekventialisme, deontologi og superhelte

– eller historien om et moralfilosofisk emne der beskrives og berøres gennem rollespil.

Dette er et indlæg i denne serie
Nu ved jeg ikke om jeg ”spekulerer, tænker, overtænker og fortænker rollespil” jeg vil forsøge at sige noget klogt om rollespil, med baggrund i min uddannelse indenfor filosofi. Jeg har valgt at lægge stille og roligt ud, men forsøge at skeje lidt mere ud i fremtidige indlæg.

Jeg har denne gang valgt at se på Superheroes 3 (og her skal lyde en SPOILER ALERT), der udover at være det første scenarie jeg spilledte, også indeholder et klassisk moralfilosofisk spørgsmål. Det drejer sig om spørgsmålet om hvorvidt ”målet helliger midler”. Er det tilladt at bruge alverdens forfærdelige midler, hvis det mål man opnår, er godt nok? Jeg vil kradse lidt i overfladen på dette store tema, og vil slet ikke nå alle nuancer og detaljer.

Mål/middel diskussionen er ret åbenlyst temaet for Superheroes 3 (herefter S3). For det første er der i scenariet netop indført nye superheltelove, der giver heltene mulighed for at bruge mere voldsomme metoder (midlet) i kampen mod terror (målet). Derudover er der en situation hvor heltene ved hjælp af ”moderat fysisk pres” af en fange (midlet) får fat i oplysninger om et forestående terrorangreb (målet).
Den tredje forekomst af mål/middel problemet, vender rundt på forholdene og gør heltene til middel. Det viser sig nemlig, at den behandling heltene har modtaget for at få superheltekræfter, på sigt medfører at de udvikler ”Hartwells syndrom”; en sygdom der medfører en langsom smertefuld død, og en sygdomsperiode med blodig opkast, diarre osv. Her kan vi forstå heltenes kræfter og den medfølgende sygdom som midlet. Er det i orden at ofre disse mennesker til sygdommen (midlet) for at give dem superheltekræfter til terrorbekæmpelse (målet). Den effektive superheltegruppe kunne ikke eksistere uden at de påføres sygdommen, der vil ramme dem på sigt.

Temaet er som sagt en klassisks problemstilling indenfor moralfilosofisk tradition, og diskussionen fremkommer mellem to markante positioner: Konsekventialisme og deontologi
Groft sagt er konsekventialisme en paraplybetegnelse for en række teorier, der alle har de til fælles, at sige at når vi skal undersøge om hvorvidt en handling er moralsk rigtig eller forkert, skal vi udelukkende se på handlingens konsekvenser. Hvis handlingen har bedre konsekvenser end enhver anden mulig handling, vil den være moralsk rigtig, ellers vil den være forkert. Der tales ikke om ”typer” af handlinger, men om en specifik handling nu og her. Dvs. det at stjæle er ikke absolut rigtigt eller forkert, men det er afhængig af hvad konskevenserne er i de enkelte situationer hvor det er en mulighed at stjæle.*

Deontologi (kendt fra Kant) siger modsat, at der er nogle handlinger der er absolut forkerte, uanset hvor gode konsekvenserne kan være. Typisk peger deontologer på handlinger som drab eller tortur, så et eksempel kunne være, at det er forkert at slå (en uskyldig) ihjel, selv hvis vi kan redde 3 andre uskyldiges liv.

Oversætter vi vores mål/middel distinktion til disse to teorier, så vil konsekventialismen sige, at bare målet er godt nok så er alle midler tilladelige. Heroverfor siger deontologen at nogle midler er absolut forbudte, uanset hvor godt målet er. **

I S3 ser det ud umiddelbart ud som om at superhelten Omega vælger det konsekventialistiske hold. Se f.eks. på følgende citat fra Omegas blog (fra foromtalen til S3):

Mange har været bekymrede over de ting, de så. Men mange har også rost vores indsats og udtrykt forståelse for, at vi må gøre, hvad der er nødvendigt for at forsvare vores samfund.

[…]

I så Felicias kløer rive bugen op på en mand. I så kød, der brændte og forkullede, ramt af Hotshots flammekastere. I så, hvordan jeg selv tog sigte og skød med det formål at uskadeliggøre terroristerne på stedet. Øjeblikkeligt og effektivt.
Det er ikke overraskende for mig, at I er chokerede. Det er ikke hverdagskost at se sådanne billeder, og I har ikke erfaring fra frontlinjen. Men det simple faktum er, at den slags metoder er nødvendige, hvis vi skal overleve.

Ja, det er voldsomme og ubehagelige midler superheltene tager i brug, men det er midler der er nødvendige for at opnå et større mål: overlevelse. Alternativet var at superheltene lagde en dæmper på deres kamp-rus og gik til forbryderne med mere konventionelle metoder, men det havde ikke været ligeså effektivt. Omega mener at det er nødvendigt med hurtig, effektiv handling, også når det bliver overdrevet voldsomt. Der er et mål der skal opnås, koste hvad det vil. Omega afslutter:

Tak for jeres støtte. Vid, at der er medlemmer af Superheroes, som vil kæmpe til døden for at beskytte jer og slå galningenes sammensværgelse ned. Det er derfor vi har fået vores superkræfter.

Omega tror på målet og er klar til at kæmpe til døden for det, men også på den måde det ender med i S3. Alle heltene ender med at dø, men ikke på slagmarken i en heftig kamp mod de onde kræfter. Er Omega også klar til at blive ofret af sine egne for at sikre målet? Er han klar til en længerevarende smertefuld ensom død (påført ham af folk på hans egen side), i den godes sags tjeneste? Svaret virker ikke længere helt oplagt. Det bliver uanset hvad mere kompliceret hvis vi samtidig spørger til, om der findes en alternativ terrorbekæmpelse, der ikke involverer superheltene, og hvis det viser sig at det ikke er hele nationens overlevelse der er på spil.

Er det forkert at bruge ”moderat fysisk pres”?

Lad os kalde en spade for en spade: moderat fysisk pres er grænsende til tortur, hvis ikke det da er tortur. Etisk set er de ikke forskellige. Det drejer sig om at vi påfører en fysisk smerte til en person, for at denne skal komme med nogle brugbare oplysninger.

Når spørgsmål om tortur bliver behandlet i f.eks. hollywoodfilm, bliver det ofte gjort uden samme finesse som der er muligt i rollespil, og som det bliver gjort i S3. I den klassiske actionfilm er det ofte sådan at moderat fysisk pres udført af protagonisten er godt, fordi det har et godt mål, medens tortur udført af antagonisterne er ondt, fordi det har et ondt mål (eller er et mål i sig selv).
S3 nuancerer dette billede, så selvom der i forhørsscenen lægges op til den ovenstående hollywood-fremstilling, så bliver der igennem scenariet sat spørgsmålstegn ved om heltenes grove metoder er berettigede og om heltenes påtvungne offer er berettigede.

Der er dog nogle dybere aspekter af forholdet mellem mål og middel, i forbindelse med tortur, som det ikke er muligt at få med i rollespillet, medmindre omfanget af scenariet udvides kraftigt.

»Problemet er, at vi stadig er 98% sikre på, at de har planlagt et angreb på Rebildfesten i morgen, « fortsætter [PET-komissær] Brobjerg. » Vi mangler også at finde tre af gruppens kernemedlemmer. Hvis det bare var en klassisk terroraktion, ville vi have en idé om, hvad vi skulle gøre – men hvis der er flere genmodificerede terrorister end ham, I mødte på Islands Brygge, ved vi ikke, hvad vi skal stille op. «
– fra Superheroes 3

Jeg ville formentligt være parat til at tilstå ’Mordet i Finderup lade’ alene ved synet af bødlernes torturredskaber.
– Hans Jørgen Bonnichsen. (Operativ leder af PET 1997-2006) Berlingske Tidende 10. okt. 2007.

Ser vi på spørgsmålet om tortur er der, visse elementer i mål/middel debatten som S3 ikke kan få med (og hvis de havde været med var det nok også gået ud over spilbarheden.) Først og fremmest er det et problem at man ikke ved hvorvidt de oplysninger der fremkommer ved tortur er rigtige eller ej. Det eneste sandhedskriterium er at offeret siger noget og torturudøveren er villig til at tro på oplysningerne.

Beslægtet hermed er der spørgsmålet om hvad vi kan forvente som resultat af torturen. I S3 er PET næsten sikker på at der kommer et angreb dagen efter, og at man mangler nogle oplysninger om dette angreb. Desuden er den tilfangetagede en del af den gruppe der pønser på angrebet og vi har en forventning om at han må vide noget.***
Altså: Hvordan ved vi at ham vi har fanget ved noget, kan vi stole på hvad han siger, og hvis vi ikke ved hvilke oplysninger han sidder inde med, hvordan kan vi så vide at konsekvenserne ved at modtage disse oplysninger opvejer de negative konsekvenser der er ved at udøve tortur.

På dette område lægger S3 sig tæt op af de moralfilosofiske ”ticking bomb” tankeeksperimenter, og vi antager at alle den slags tvivlsspørgsmål er løst. Problemet er barberet ned til en ren duel mellem konsekventialister og deontologer. Er der nogle handlinger der moralsk set er absolut forkerte, også selvom vi er næsten sikre på at vi ved at udføre disse handlinger kan afværge en enorm stor katastrofe.

Som moralfilosof finder S3 interessant bl.a. fordi det fokuserer så stærkt på denne problemstilling. Først og fremmest er det fedt at få moralfilosofiske temaer ud til den bredere befolkning (læs: rollespillere), der måske ikke har tænkt over disse emner før.

Derudover er det interessant at S3 behandler konflikten mellem mål og middel uden at gøre det sort/hvidt. Ved at gøre heltene til middel tvinger det spilleren til at genoverveje sine første intuitioner omkring hvad der var rigtigt og forkert. Samtidig giver rollespillet os mulighed for at overveje mål/middel situationerne ”uden for laboratoriet”. I stedet for at beskæftige sig med det rene tankeeksempel der giver et rent teoretisk analytisk svar (vil du tortere et spædbarn til døde for at redde hele Danmarks befolkning) sættes spørgsmålet ind i en kontekst der ikke blot har fortid, nutid og fremtid, men også involverer en række følelser og forskellige karaktertræk hos de personer der står overfor valget.

Næste gang: Argumenter for at din spilperson rent faktisk eksisterer.

* Utilitarisme, som mange kender, er den mest udbredte konsekventialistiske teori. Utilitarisme bestemmer ”gode konsekvenser” ud fra velfærd (welfare), og kan f.eks. lyde: Den rigtige handling er den der samlet set producerer mest velfærd (i forhold til alternative mulige handlinger).

** Der findes en mellemposition, den såkaldte ”threshold deontology” (TD). Det er en form for deontologisk teori der siger at visse handlinger er absolut forbudte medmindre målet er virkelig ekstremt godt, f.eks. at vi kan redde 1 milliard mennesker ved at slå 1 uskyldig ihjel. Det er dog problematisk hvordan man vil argumentere for TD især 1) hvor sætter vi grænsen? (må slå 1 ihjel for at redde 2, 100, 1000, 1 milliard?)
2) Hvorfor overskygger målet pludseligt midlet, bare fordi målet er ekstremt godt? Hvis vi siger at vi godt må slå 1 ihjel for at redde 1000 men ikke for at redde 10, hvordan begrunder vi så denne forskel.

*** Det at torturofferet er ”skyldig” eller terrorist kan selvfølgelig ændre situationen. F.eks. havde Kant en  deontologisk position men gik ind for dødstraf.

Advertisements

~ af mosekjaer på 26. november 2010.

12 kommentarer to “Konsekventialisme, deontologi og superhelte”

  1. “Når spørgsmål om tortur bliver behandlet i f.eks. hollywoodfilm, bliver det ofte gjort uden samme finesse som der er muligt i rollespil”

    Jeg var lige nødt til at trække det citat frem. Du er en sej person og du har en sej hobby, Kasper.

  2. Kvalificerede diskussioner om tortur i rollespil gør mig blød om hjertet, af en eller anden grund. Ift. netop torturdiskussionen er rollespil interessant fordi det er publikumsinddragende i allerhøjeste grad, samtidig med at rollespilscenarier i lige så høj grad kan opstille situationer, hvor konteksten skriger af spillerne, at “det er OK at nakke orkerne” eller “lige give ham en kugle i knæet, så han siger hvor gidslet er”, og plottet hvisker at det er OK, gør det bare, I kommer videre på denne måde.

    Jeg har I alt fald haft et par middelgustne spiloplevelser af den slags, foruden nogle meget interessante og engagerende, blandt dem Superheroes 3.

  3. Hæ … Det er altså sjovt at få sine værker analyseret på den måde. Tak for det, Kasper. 🙂

    Jeg vil tilføje, at der er yderligere en moralsk position i scenariet, nemlig terroristernes – som vel er konsekventialistisk? Og den er heller uvæsentlig for spillerne, for den skulle gerne fodre en moralfilosofisk argumentation, som har været meget populær siden 9/11 – nemlig at fordi fjenden lader ethvert middel hellige målet, så må vi også gøre det samme for at kunne besejre dem. Hvilket jeg personligt synes er langt ude i hampen, men det har tydeligvis være fx Bushs og Foghs standpunkt. Og Omegas.

    Jeg er selv meget tilfreds med den måde, hvorpå det lykkedes os at få mål-og-middel-dimensionen og diskussionen om voldsmonopol frem i scenariet. Men når det gælder tortur, har Troels lavet en langt mere begavet rollespilsmæssig behandling af emnet.

  4. Hm … “lader målet hellige ethvert middel”, skulle der da vist have stået ovenfor. 🙂

  5. Tak for kommentarer.

    @Kristoffer: Jeps, terroristerne kan tænkes at have et ret konsekventialistisk syn, hvor deres endegyldige mål er altoverskyggende. Alt efter hvordan vi definerer dette mål, så kan midlet, terror, ende med at blive eneste mulige middel, eller måske endda til en del af målet selv.
    Det er desuden lidt morsomt du skriver det med at nogle (Bush/Fogh) mener at “vi” også må bruge alle midler i kampen mod terrorisme, ligesom terroristerne selv. Det er nemlig det jeg sidder og laver phd projekt om i øjeblikket. Håber desuden på at kunne vise at man godt kan være konsekventialist uden at have en Bush holdning til spørgsmålet.
    Og “selv tak” for at have lavet scenariet (også til Sebastian

    Angående scenariet tortur, så ville jeg gerne have nævnt det men glemte det i farten. Det er nemlig et rigtig godt scenarie, der rørte mig meget. Det passer dog ikke klokkeklart ind i konsekventialisme/deontologi debatten. Man kan måske sige at “Tortur” forsøger at vise de negative konsekvenser ved tortur (hos både offer og bøddel); konsekvenser der må tages med i konsekventialistens “kolde og kyniske” beregninger. Og så har “Tortur” derudover en lang række af andre godbidder at byde på.

    @Troels: Jeps, nogle gange har rollespillet overvejelserne, og nogle gange bliver det “bare” endnu en mainstream hollywood fortolkning. Det er det jeg synes der er skønt ved rollespil for alt efter hvad præmisserne er for scenariet, og hvad man lige har lyst til, kan det sidste jo også være godt.
    Jeg tænker med glæde tilbage på da vi sammen (med andre) spillede “Slavehandleren…” sidste weekend. Der var det rent action og AWESOMENESS, og ikke så mange overvejelser omkring de moralske problemstillinger. Jeg synes dog at der er noget gemt mellem linierne og måske er hele scenariet (slavehandleren…) en kommentar til en debat om mangel på moralske og menneskelige overvejelser i rollespil og hollywoodfilm. Hvordan rollespil kan blive rent drab og hack uden den menneskelige dimension…. uhh, der har vi måske et fremtidigt blogindlæg 🙂 (opfordring til Johs herfra)

  6. Hej Kasper,

    Spændende indlæg. Jeg kan rigtig godt lide, at du tager temaerne i scenarier op til diskussion for i lighed med andre medier er rollespil både til morskab og alvor, og mange af de con-scenarier, vi ynder at spille, beskæftiger sig med tunge emner (omend nogle gør det mindre alvorligt end andre).

    Jeg glæder mig til at se mere fra din hånd om vores hobby.

  7. Men Kasper du svare jo ikke på om hvad det betyder/gør at S3 omhandler disse moralsk-filosofiske positioner.

    Jeg har jo også en uddannelse i filosofi og kan ikke sætte en finger på din analyse, men jeg synes desværre ikke den rigtig når udover det redegørende niveau. Hvad gør det ved scenariet at der er denne moraldiskussion?
    Se det er rigtig interessant!

    Angående slavehandleren så har du selvfølgelig ret 😀
    På side 3 skriver i scenariet skriver jeg om æstetisering af volden og det er en kommentar til den debat du omtaler. Desværre er mit indlæg ikke entydigt, da jeg ikke er entydigt afklaret.

    • Mit indlæg er ganske rigtig, sådan lidt overfladekradsende.

      Og det er jo et godt spørgsmål du stiller. Men så bevæger vi os nok væk fra den filosofi jeg kender hvis jeg skal svare på det. For bliver det så ikke mere en diskussion af kultur, medier fremfor en filosofisk overvejelse.

      Det nemme svar er vel at sige at et scenarie kun er interessant (eller er mere interessant) fordi der er en historie eller et tema og i dette tilfælde er temaet så noget om mål og middel. Rent konkret gør den vel det at nogle spillere vil synes det er et vedkommende scenarie, mens andre vil finde det ligegyldigt, ud fra hvilken interesse de har i temaet. Jeg synes selv det hæver scenariet fra et rent aktion-scenarie der bare er hack uden overvejelse (note: Slavehandleren… hæver sig også meget over dette). Derudover fremstår scenariet som en kommentar til en række politiske lov forslag.

      For de enkelte spillere håber jeg at temaet giver dem nogle tanker med hjem, og sætter lidt filosofi i gang i hovedet på dem.

      Ellers så tror jeg, som sagt det er op til sociologer og kulturanalytikere (er det forresten ikke dig 🙂 ) at analysere videre på hvad det siger om underholdningsmediet “rollespil”, at der tages visse (moralske) temaer ind. Måske. Jeg tror egentlig bare jeg ville sige “Superheroes snakker om mål og middel. Det er også en filsofisk diskussion, som jeg lige kan fortælle jer lidt om.”

      Angående slavehandlere: Jeg har ikke læst det, men vi efterspilssnakkede lidt og Uffe var lidt inde på det vi nævner her. At du ikke er entydig afklaret synes jeg ikke gør noget. Jeg synes ofte det er selve debatten, som du lægger op til, der er sjovere. Jeg har i hvert fald diskuteret det nogle gange siden. Og for dælen hvor er det et sjovt scenarie.

  8. Kasper du er sød.

    Jeg skriver et blogindlæg en af dagene hvor jeg kommer med mit bud på hvordan filosofi skal bruges i rollespil.

    … og jo engang forlod jeg filosofien til fordel for kultursociologien, men derefter forlod jeg kultursociologien til fordel for dansk svineproduktion. Det virker lidt som et sidespor.

    Jeg er utrolig glad for at du er glad for Slavehandleren. Tak for glæde.

  9. […] rollespil og hvad de nu ellers har læst på universitet. Morten skriver om (rollespils)historie, Kasper skriver om analytisk filosofi i Superheros 3 og Peter er på bedste sociologiske vis all over the […]

  10. […] overveje hvorfor de gør som de gør. Lad os lave usmagelige tortur-scener (henvisning til et ret interessant indlæg om bl.a. tortur og rollespil), etc. Jeg kunne forsætte, men jeg gider ikke. Så derfor lavede jeg […]

  11. […] Hvis du vil vide mere? […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: