Fortænkning – Cogito ergo Antipater

Nu er det snart weekend og derfor tid til et indlæg i denne serie

Den første kampagnekarakter jeg havde, hed Antipater. Jeg var kun lige (som 25-årig) blevet introduceret til rollespil, og Antipater (og den kampagne han medvirkede i) var en af grundene til at jeg blev hængende. Jeg tror kampagnen fortsatte 1-1½ år efter at jeg kom med, før Morten bekendtgjorde, at det var tid til at lægge den på hylden.

Det slog luften ud af mig. Hvad skulle der nu ske med Antipater; denne sære skabning jeg var kommet til at elske trods hans lettere ubehagelige natur. Nu var det bare slut og godnat for ham. Men hvem er ”Antipater”, hvad er de karakterer hvis liv vi overtager i kortere eller længere tid. Der høres meget snak om skellet mellem spiller og spilperson, og hvilken viden de har. Men hvem er denne ”spilperson” og hvad er han? Eller vigtigere endnu, er han?

Jeg vil vha. stærk overtænkning undersøge om de virkelig eksisterer. Det er klart at vi kan tale om dem og se på deres fantastiske stats på vores ark, men eksisterer de i sig selv. Så vi tager lige lidt filosofi.

Je pense, donc je suis:

Lad os starte ved René Descartes, der var ophavsmand til nogle af de mest revolutionerende tanker i vestlig filosofi. Descartes besluttede sig i 1637 (eller lidt før) for at undersøge hvad han virkelig kunne være sikker på her i verden. Ret hurtigt kommer han frem til, at det egentlig er ganske få ting. Han ser selvfølgelig en masse ting omkring sig, der virker virkelige, men hvordan kan han virkelig være sikker? Måske er det bare en del af en meget livlig drøm, eller måske er der en ondskabsfuld dæmon der viser ham en falsk verden. Måske er naboens kat der slet ikke i virkeligheden. Vha. denne skeptiske metode bliver det ret hurtigt klart at vi ikke kan være sikre på noget som helst, da alt kan være resultatet af dæmonens bedrageriske leg med os. Men hvis det er tilfældet kan vi dog vide én ting, nemlig at der må være noget som dæmonen bedrager. Hvis alt jeg ser, er opspind, vil der stadig være noget der bedrages, noget der ser ser dette opspind, nemlig mig (dvs. Descartes, eller enhver anden der gennemgår samme tankerække).

Den erkendelse sammenfattes typisk i det efterskole/gymnasium/højskole fortærskede slagord: Cogito ergo sum* – Jeg tænker derfor eksisterer jeg. Det kan godt være at alt hvad jeg tænker (f.eks. min trøje er rød) er falskt. Men stadigvæk er der noget, ”jeg”, der tænker de falske tanker.

Den eneste eksistens der kan erkendes med sikkerhed er altså den mentale eksistens. ”Jeg” består først og fremmest af en tænkende substans. Da vi ikke kan forestille os vores egen eksistens uden dette tænkende ”jeg”, er det mentale er det grundlæggende for den menneskelige eksistens. Hermed kickstarter Descartes et fokus på ”jeg” som det mentale. Descartes tanker er grundlag for den bevidsthedsfilosofiske position vi kender som substans dualisme.

Grundlæggende for substansdualisme er at der findes to fundamentale typer for substanser (dvs. ting der har mulighed for at have selvstændig eksistens): det materielle og det mentale. Det materielle er karakteriseret ved at det er udstrakt i rum, dvs. det har form og masse.

Det karakteristiske ved det mentale er, at det er det der tænker. Det er ikke rumligt afgrænset, f.eks. kan vi ikke pege på hvor mit tænkende jeg befinder sig.** Det mentale kan, ifølge substans dualisme, ikke reduceres til noget materielt. Til gengæld kan der godt være et sammenspil mellem det materielle og mentale, f.eks. som vi oplever det hos et menneske. Her findes en forening af de to substanser: det materielle (den fysiske krop) og det mentale (det tænkende jeg). For eftertiden har et af de store spørgsmål for substans dualisme være at forklare hvordan to så fundamentalt forskellige ting som tanke og udstrækning kan interagere, som vi f.eks. ser det når jeg vha. tanken bevæger min arm. Det vil jeg ikke komme nærmere ind på her, men blot tage følgende punkter med fra substansdualisme:

  1. Der findes to fundamentalt forskellige substanser i verden. Det mentale (minds) og det materielle (bodies).
  2. Et ”menneske” er sammensat af de to substanser.
  3. Det mentale ved et menneske er forskelligt fra dens materielle. Der er intet mind der er identisk med en krop.

Da det mentale og det materielle er substanser, er deres eksistens uafhængige af andre substanser. Det betyder at vi kan have en materiel ting, der eksisterer uafhængigt af noget materielt (f.eks. en sten). Samtidig medfører det at en mental ting kan eksistere uafhængigt af nogle materielle ting. Vi kan selvfølgelig ikke ”pege” på den, eller beskrive hvordan den ser ud, men rent teoretisk er dens eksistens mulig. Det er en ikke-udstrakt tanke”ting”, der kan tænke, sanse, bedømme og andre handlinger vi normalt tilskriver det mentale***

Samtidig husker vi tilbage på Descartes der beskriver sit ”jeg” netop som en mental substans. Det mentale er det primære i hans eksistens. Vi kan forestille os en ren mental eksisterende Descartes, hvorimod vi normalt ikke vil identificere det rent kropslige hylster uden det mentale, som Descartes. Det leder tankerne hen på idéen om at ”sjælen har forladt legemet”.

Kort opsummering:

  1. Den mentale substans er primær for et ”jeg”ets eksistens.
  2. Et ”jeg” kan derfor have en uafhængig eksistens. Det eksisterer ”i sig selv”.
  3. Dvs. et ”jeg” behøver ikke nogle rumlige karaktertræk (udstrakthed) for at eksistere.

Og nu tilbage til rollespil.

Hvem kan være ”jeg”:

For spørgsmålet er nu om min kære Antipater (æret være hans minde) eller andre karakterer eksisterer. Er der, så at sige, en mental bevidsthed der tilhører vores karakter? Er de et ”jeg”? Lad os se på nogle forskellige analyser af vores karakterer (spilpersoner) og deres handlinger:

1)      Det er klart at der er en eller anden ”jeg” der føler noget når min karakter f.eks. kaster et spyd i maven på fjenden eller når han bedrages af sin kone. De ting der sker i rollespillet medfører en række følelser og reaktioner. Ikke blot hos spilleren men også spilpersonen. Når spilpersonen springer væk fra eksplosionen med to lynende pistoler tænker spilleren ”yeah, en fed scene” hvorimod spilpersonen tænker på hvad han skal gøre for at overleve. Og når spilpersonens landsby slagtes for øjnene af ham, tænker spilpersonen ”denne forfærdelige handling skal hævnes” hvorimod spilleren måske sidder og tænker på at det er et godt oplæg til en kampagne.

”Næ nej”, vil du sikkert indvende: ”Det er ikke spilpersonen der tænker de tanker, men det er dig, spilleren, der tænker det”. Det er her vi har det springende punkt. Hvem tænker det?

2)      Hvis det er mig (spilleren) der tænker hævnen, så vil tanken ikke se ud som ovenstående. Vender vi et kort øjeblik tilbage til Antipater så var han i bund og grund en forfærdelig én, som jeg aldrig ville sympatisere med om jeg mødte ham i virkeligheden. Hans tanker og følelser i de situationer han stod i var markant anderledes end mine. Der var en stor forskel på de tanker vi hver især havde i de forskellige situationer:

Kasper: ”Antipater tænker/føler: ”uslingen skal have knust sine knæskaller” ”
Antipater: ”Jeg vil knuse den uslings knæskaller”.

Hvis jeg f.eks. i virkeligheden taber kaffe i min vens skød, så vil jeg tænke ”det må vil nok gøre ondt” og min ven tænker ”føj hvor gør det ondt”. Men  det er ikke den samme tanke, selvom tanken drejer sig om det samme. Der er altså en forskel på hvad jeg tænker og hvad Antipater ”tænker”. Mine tanker er om hans tanker i situationen. Umiddelbart er der altså ikke en overensstemmelse mellem mit ”jeg” og Antipaters ”jeg”. Er dette argument nok for Antipaters eksistens?”Næ nej,” tænker du sikkert, ”Antipaters tanker eksisterer jo kun pga. at du tænker at han tænker dem”

Her må jeg indrømme at jeg ikke er sikker på hvordan vi kommer videre. Indvendingen kan struktureres på følgende måde:

  1. Antipater tænker X
  2. Du tænker at Antipater tænker X
  3. (1) er tilfældet kun fordi (2) er tilfældet.
  4. Derfor: Hvis Antipater er et ”jeg” er det ikke et selvstændigt eller uafhængigt ”jeg”. Antipaters eksistens er afhængig af at han tænkes.

Der er flere veje at gå her. Den nemmeste er at indrømme at Antipater ikke har en selvstændig eksistens, men det er også det kedeligste. Vi kan også grave lidt dybere, og spørge til hvordan vi tillader os at slutte fra (1) og (2) til (3). Lad os sige at jeg ved at min kammerat A er helt vildt glad for jordbær, og at jeg stiller en skål jordbær overfor ham. A tænker ”wauw det ser dejligt ud”, og da jeg kender ham tænker jeg ”A tænker ”wauw det ser dejligt ud””. Men vi er nok ikke villige til at acceptere at hans eksistens er afhængig af vores eksistens. Der må altså noget stærkere til før vi kan gå til (3).

Indlevelse

Tænk på en kat. En sort, tyk kat, med stirrende øjne. Du tænker nu på katten og jeg tænker at du tænker på katten. Hvis du nu beskriver katten for en ven, vil vi alle 3 tænke på katten og vi alle vil vide at de andre tænker på katten. Men de tanker vi hver især har, om den kat vi tænker på vil være forskellige. Vi vil tænke katten forskelligt.
Vi er distinkte ”jeg”er der har hver vores tanker. En tanke/følelse er ”min”, da jeg har et førstehåndsindtryk af den. Hvis du græder og siger ”det gør ondt” kan jeg ikke svare ”nej, det gør det ikke”. Tanken ”det gør ondt” er din, og du har en umiddelbar adgang til den. Hvis du føler det gør ondt, så er det sådan. Jeg kan ikke opnå en 100% indsigt i dine private tanker og følelser, da jeg ikke kan have førstegangsindtrykket.

Hvis vi indlever når vi rollespiller, altså sådan rigtig indlevelse, så kan det ske at vores oplevelse rammer os meget umiddelbart og meget hårdt. Vi kan blive følelsesmæssigt påvirket af hvad der sker i rollespillet, på en sådan måde at det virker som om man har haft en direkte 1. persons tilgang til det oplevede. At vi oplever det vi rollespiller (Jeg har set det ske i f.eks. Tortur og Memoratoriet. Se desuden Peters indlæg fra forrige uge.)

I situationer som disse, vil jeg være den umiddelbare førstehånds modtager af oplevelserne. Det er ikke sådan at jeg tænker ”det er trist med ham manden jeg spiller” hvorefter jeg så oplever medlidenhed. Den kommer til mig direkte. Dvs. de tanker og de følelser vi tilskriver vores spilperson i indlevelse, vil være selvstændige førsteordens tanker. De er der og viser sig direkte, uden at jeg behøver at tænke: ”hvordan har min spilperson det mon i den her situation”.

Hvad siger det om vores spilpersons eksistens? Det virker som om der er en stærkere forbindelse mellem mine tanker og Antipaters tanker, i forhold til f.eks. i jordbæreksemplet. Det kan være konklusionen må være at Antipater er en del af mit ”jeg”. Der er jo ingen tvivl om at tankerne er der, ellers ville jeg jo ikke stå og græde over ting der er skrevet på væggen med blåt (memoratoriet). Der må være et ”jeg” der har disse umiddelbare direkte tanker og oplevelser. Det er ikke fortænkte tanker; tanker om andres tanker.

Jeg ser umiddelbart 3 konklusioner:

1)      Spilpersonen eksisterer som en del af mig. Det er spilpersonen der er ked af det, ikke mig, for jeg ved jo godt at det er rollespil. Accepterer vi denne konklusion må nok også acceptere at heksejagerne har ret: Vi bliver skizofrene mm. af at spille rollespil.

2)      Spilpersonen eksisterer som en selvstændigt ”jeg”, men som et ”jeg” hvis følelser og tanker jeg har en særlig tilgang til. Man hører om at tvillinger eller mor-datter forstår hinanden på en helt særlig måde. Et sæt tvillinger er ikke identiske med hinanden, men har en helt særlig connection. Måske mit forhold til Antipater også er en sådan særlig forbindelse.

3)      Annes vinkel: Min spilperson eksisterer i en verden der er mere virkelig end den jeg eksisterer i. Jeg bliver narret af en ondskabsfuld dæmon til at tro at jeg bor i Brønshøj og slår med terninger osv. I virkeligheden er det min spilpersons eksistens der er min virkelige eksistens, og engang imellem lader dæmonen mig få et indblik heri, men på en sådan måde at jeg tror den verden er falsk og min egen rigtig. (Anne har aldrig givet udtryk for dette synspunkt, men af alle dem jeg kender er hun den jeg tror har nemmest ved at acceptere det). Forstår du ikke denne konklusion, så bare tænk på Matrix, der i det hele taget er en god illustration af Descartes cogito argument.

Angående (1) og (2), så kan vi ikke konkludere at Antipater er et menneske med krop, men kun at han eksisterer i sig selv, som en mental substans, som et ”jeg”. I tilfælde af indlevelsesspil kan vi tale om at der er nogle ”tanker” der er svære at tilskrive spillerens ”jeg”, men samtidig er de tanker så umiddelbare og u-fortænkte, at de må være førsteordenstanker (dvs. ikke er tanker om tanker) og derved må der være et ”jeg” der har disse tanker.

Til sidst skal det siges at Cartesiansk substansdualisme ikke er alment accepteret som den sande teori. Der er vist ikke så mange tilhængere af teorien, hvilket selvfølgelig gør at vi må overveje hvorvidt de ovenstående argumenter er gyldige. Det er sådan set i orden, for næste gang jeg planB-blogger vil jeg komme med et endnu stærkere argument for spilpersoners eksistens. Indtil da, så hyg dig med de andre indlæg og stemmerne inde i dit hoved.

*Det latinske udtryk har gået sin sejrsgang  verden over, selvom Descartes geniale tanker først blev skrevet på fransk.

** Vælger jeg derimod at sige at det tænkende jeg er afgrænset af/i/til hjernen, er det ikke en oplagt substans dualistisk position. I stedet kunne man have en monistisk position der siger, at alt hvad der eksisterer i verden kan reduceres til materielle substanser. Mine tanker/følelser er blot et udtryk for bestemte kemiske reaktioner i min hjerne.

*** Med ”sanse” tænker vi ikke her på hvad der rent fysisk foregår når f.eks. en lydbølge rammer øret, men mere på den følelse eller det ”mentale billede” der skabes i vores tanker.

Advertisements

~ af mosekjaer på 10. december 2010.

7 kommentarer to “Fortænkning – Cogito ergo Antipater”

  1. Hej Kasper,

    Et storslået indlæg. Fascinerende og lidt skævt. Jeg glæder mig til at læse dit kommende indlæg.

    Ved læsningen af dit indlæg, kunne jeg ikke undlade at spekulere over, de karakterer, der gives en sådan eksistens, hvorefter man efterlader dem i et tomrum, fordi man f.eks. aldrig vender tilbage til kampagnen, men lader dem sidde f.eks. midt i en dungeon ventende på at fortsætte gennem næste.

    Det får mig også til at tænke på, hvad nu hvis nogen overtager karakteren, og spilleder videre med den? Kan Antipater vandre fra sin forankring i dine tanker over til en anden spiller, så hvis jeg nu forærede kampagne-materialet til en anden gruppe spillere, der spillede videre med det?

    PS. hyggeligt at høre om Antipater. Det er trods alt nogle år siden nu (men man kan læse lidt om Antipater og venner via disse indlæg http://mgreis.wordpress.com/category/rollespil/basic-roleplaying/nephilim/).

  2. Hej Morten
    Tak for det. Det var sjovt at skrive og dejligt at finde ud af at filosofi kan bruges til noget i den virkelige verden.

    Jeg er ikke sikker på hvad der sker med vores karakterer når vi efterlader dem. Min umiddelbare tolkning, ud fra de ovenstående argumenter og præmisser, er nok følgende:

    Alle de her forskellige “jeg”er har en selvstændig eksistens uafhængig af os. Vi ved ikke helt hvad de egentlig går rundt og laver (husk på at vi kun har “bevist” deres mentale eksistens). Det vi gør når vi rollespiller med dem er, at VI (spillere og GM) er den ondskabsfulde dæmon der viser dem en masse situationer som de må forholde sig til som var det virkelighed. Hvis Antipater en dag bliver samlet op af en D&D gruppe så vil han blive udsat for en anden virkelighed end den han er vant til (og de er måske begge to falske).

    …eller noget 🙂

    Alfa og omega er jo, at eksistens ikke medfører andet. Der er tanker så er der eksistens, selvom samtlige tanker er forkerte. Så det vi hiver ham igennem er ikke nødvendigvis den “sande” virkelighed.

    En anden lille spøjs ting angående Antipater jeg kom til at tænke på, er at han jo var/er en Nephilim. Det er i sig selv, en eksemplificering af substansdualistisk komposition. Der er virkelig meget mental substans i ham.

  3. Generelt holder jeg nu mere på idéen om bevidstheden som en kropsfunktion (uanset at vi er mindre sikre på at kroppen ER, end at sindet er).

    Jeg kan også sagtens genkende den subjektive oplevelse af at mine karakterer markant føler og tænker ting som jeg ikke gør/er enig i, men jeg har kunnet mærke det og dem, når bølgerne gik højt.

    Hvis man tager det som udgangspunkt må fortsættelsen være, at mine karakterer er funktioner af min krop.

    Tag f. eks. Carl von Erzwald (http://mgreis.wordpress.com/2007/08/02/spilperson-carl-von-erzwald/), en karakter som jeg følte en del for og med, og som rigtig, rigtig meget ikke er mig, endsige en flink fyr(!) Ikke desto mindre er hans udspring og forankring i verden min krop…

    For mig at se er det en lektie i, at bevidstheden, identiteten, “jeg”, er en bredere og mere diffus størrelse, end den normalt får credit for i vor kulturkreds, der til trods for filosofiens senere udvikling stadig i bredere sammenhæng stadig er stærkt påvirket af tanken om Descartes’ monumentale, essentielle og ret snævre “jeg”. Inklusive heksejægerne.

    Jeg ser frem til dit næste indlæg! Imens vil jeg se om jeg kan bruge mit nye indie-spil til at nedkalde forbandelser over heksejægerne. 😉

  4. Fuck, hvor er jeg glad for at jeg ikke tror på filosofi.

  5. Det her er skægt. Jeg er helt klart Kaspers fan, og jeg er villig til at tro på, at han findes i virkeligheden.

  6. Men, er han ikke næsten for god til at være sand?

  7. […] I mit eget liv plages jeg ikke videre af overvejelser om min udødelige sjæl, idet jeg er ganske forvisset om at jeg ikke har nogen.[1] Det forekommer mig intuitivt at “sjælen” er en kombination af bevidstheden som kropsfunktion og erindringer som fysiske aflejringer i kroppen — sjælen som noget adskilt fra kroppen, af en fundamentalt anderledes substans, som eksisterer i tid, rum og dimensioner på en helt anden vis (således som sjælen traditionelt er blevet anskuet) slår mig som en ukonstruktiv og skadelig idé. Cartesisk dualisme har overskredet sidste anvendelsesdato. Men det giver totalt mening når bare man anvender det på rollespil. […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: