Fortænkninger – I think, therefore Gunhilda dies

Min første karakter til rollespil, eller Dungeon & Dragons det røde sæt, har jeg glemt hvad hed. Det samme med nummer to og nummer tre. Men dette indlæg handler om nummer tre. Lad os kalde hende Gunhilda. Gunhilda havde rødt hår, var af racen menneske – og herunder med professionen kriger. Jeg havde ikke så meget fantasi da jeg spillere i Gødvad rollespilklub, lige nord for Silkeborg, så Gunhilda havde meget store bryster og rødt hår. For det havde dem der på forsiden af Dragonlance bøgerne også – og så siger de at det ikke præger de unge at spille rollespil.

Dette indlæg ligger sig tæt op af Kaspers tidligere indlæg. Man kan sige, dette indlæg er en kommentar til en observation, nedfældet af Kasper.

Forudsætning for indlægget

Vi kommer ikke langt før vi tager udgangspunkt i noget sjovt, så lad det udgangspunkt være Kaspers tidligere observationer – der kan være tre måder Gunhilda og jeg er forbundet;

  1. Gunhilda er en skabelse af min fantasi og derfor er der ingen Gunhilda at være forbundet til. Dette er deprimerende sandt.
  2. Gunhilda eksisterer i en verden parallel med denne og jeg har tappet mig ind i Gunhilda og hendes væsen. Indflydelsen fra denne verden, styrer Gunhilda i den anden verden. Denne mulighed er provokerende interessant.
  3. Jeg eksisterer som en skabelse af Gunhildas fantasi. Denne mulighed gør mig trist, så den undlader vi at tale om igen. Dette vil desuden være besynderligt da Gunhilda er død.

Gunhilda eksisterer og lever, jeg styrer hendes liv! Nu bliver det lidt løst.

Gunhilda’s liv og minde

Jeg ved ikke meget om hvad Gunhilda lavede før jeg tænkte på hende, men jeg ved at jeg overtog kontrollen med Gunhilda på et forholdsvist skidt tidspunkt af hendes liv, og at jeg derefter ikke første noget godt med sig. De minder der er givet fra Gunhilda til mig er meget få, men alligevel sande. Gunhilda var omkring de 17 – jeg tror ikke hun kunne tælle, så hvem ved, måske 18. Hun havde altid boet ved moderen, opført sig artig, men aldrig rigtig skejet ud. Det gjorde man vist heller ikke rigtig i den by hun kom fra. På et eller andet tidspunkt har hun startet sin træning som kriger – det er vel der fra hun blev lidt Tom Boy agtig. På et eller andet tidspunkt har hun mødt en magiker, en præst, en tyv (?!) og en dværg – og så satte de sig åbenbart til at smutte fra det hele. Det er så her jeg tager over. Det er her, jeg begynder at styre Gunhilda.

I starten går det godt, Gunhilda slår nogle orker ihjel, finder nogle skatte, og får noget XP. I sig selv er det lidt af et karakter-hop for Gunhilda, hun plejede ikke at slå ihjel – men nu gør hun så. Man kan på en måde sige at det nok var det hendes træning der har hærdet hende, og så gruppepresset, specielt fra gruppens troldmanden. Men jeg vasker mine hænder rene, Gunhilda havde slået orker ihjel uagtet hvad jeg havde gjort – det er trods alt det man gør i Karameikos.

Først efter det fjerde magiske fund i gruppen, begynder det at bliver lidt sært. Jeg føler at Gunhilda er utilstrækkelig i forhold til de andre karakterer. Hun er utrolig dårlig til at modstå Vånde og der er ikke faldet nogle magiske ting ind i Gunhildas skød – og udsigterne for klassen kriger er ikke lige så sej som for magikeren eller elveren. Så jeg begynder måske at blive lidt irriteret på Gunhilda, og tvinger hende ud i situationer hun ellers ikke ville kunne li’.

Som det første skifter jeg hendes pladerustning ud med en lædervams. Det er utrolig upraktisk i forhold til at hun er kriger – men det var vist en beslutning der blevet taget i protest over at ingen andre ville have den magiske lædervams. Det viser også Gunhildas former bedre frem. Jeg spurgte ikke først Gunhilda om denne ændring, jeg foretog den blot

Senere lader jeg Gunhilda tilbyde hendes krop for at spare et par guldmønter til hotel-værelser. Kro-fatter siger ja tak. Så vidt vides er dette første gang Gunhilda ligger med en mand. Han viser sig senere at have pest, yderst uheldigt. I den samme by som kroen, tilbyder Gunhilda for anden gang sig selv, for at få mad til den videre tur. Manden hun denne gang tilbyder sig til, viser sig at være interesseret i døde rødhårede krigere, så han angriber hende  – og midt i kampens hede lader jeg Gunhilda gå amok og sætte ild til Kroen de er på.

Se, nu er det bare så uheldigt at Gunhilda, om end hun godt vidste det, at alle bygninger i denne by, er lavet af træ, blev frarøvet mulighed for at handle på denne viden, af mig– i et sådant tilfælde giver enhver afbrænding straffen død ved stening.

Gunhilda døde, naglet til en væg, stenet til døde, dels af landsbyboerne, dels af dem af hendes gruppe der overlevede branden.

You might think you’re without responsibility

Nu har vi Gunhildas forhistorie – vi ved hvad hun var igennem, både før jeg blev koblet med hende og hvordan den blanding så gik. Man kan sige jeg på en måde, fik Gunhilda’s liv til at ende lidt brat – voldsomt, men brat. Jeg har valgt at illustrere dette med en graf, hvor X aksen er tid, og Y-aksen er action:

Som man tydeligere her kan se, så sker der ikke meget interessant i Gunhildas liv før hun mødtes med mig. Til gengæld er dette møde også årsagen til hele Gunhildas forfald og død. Gunhilda har med andre ord, ikke haft et naturligt livsforløb og måske kunne hun have været bedre tjent uden mit bekendtskab – også uden at vi skal til at tillægge det alt for meget jamen hendes liv var meget bedre som prostitueret ilds-påsættende modforsøgende død, end som kedelig kriger-livsmoral ind over det. Jeg vil her, offentligt, påstå at jeg var skyld i at Gunhilda døde. Det er mit ansvar – at denne person døde. Jeg er morderen.

Chancen

Hvis vi tager et skridt tilbage, så lad os se på hvad det er der egentligt er sket her. Jeg har spillet noget rollespil, hvor jeg har rollespillet (så godt som jeg nu kunne dengang) en kvinde, der endte med at gå helt fra snøvsen. Hvordan relaterer dette til Kaspers indlæg, og hvad skulle jeg have været opmærksom på, ud fra situationerne:

1.       Gunhilda er skabt af min fantasi: Den af mig skabte person Gunhilda, har en for tynd forhistorie – der er ingen plausibel forklaring på hvorfor Gunhilda blev prostitueret og brændte en halv by af, andet end jeg, som hendes fortæller, blev træt af karakteren. Dette er elendigt rollespil – så rul da en ny karakter.

2.       Jeg er koblet til en faktisk person: Mine beslutninger har for Gunhilda været katastrofale. Den ene dag vasker hun gryder og pander hjemme ved mor, den anden dag render hun som en besat rundt og dræber orker og tilbyder sig selv for småmønter. Hun efterlades stenet på en mur, og stadig den dag i dag, 20 år efter, mindes hendes mor hvordan hun fandt hende – uden forklaring, uden forståelse, stadig bange for at hendes opdragelse var skyld i dette. Gunhildas far begiv selvmord ved magisk pil.

3.       Jeg er skabt af den der rollespiller mig: Dette sætter min eksistens lidt på prøve. Af frygt for dette er sandt, undlader jeg at kommentere mere – muligheden er desuden ikke nødvendigvis en dealbreaker for mulighed 1 eller 2.

Jeg stiller nu spørgsmålet: Hvad er så risikoen når vi spiller rollespil? Vi står ved en skillevej hvor enten mulighed 1 eller 2 er sand – og tør du satse på det er mulighed 1? Hvad nu hvis det faktisk var virkelighed – hvad nu hvis du faktisk river mennesker ud af deres livs-cycklus og leger hånddukker med dem? Tør du tage chancen? Tør du, efter mange års rollespil, være skyld i det ene mord efter det andet? Jeg gør ikke, for fremtiden rollespiller jeg videre på folk liv – og vasker gryder op, også selvom det så kun er imaginært.

Men kan vi nu sige, at så længe Gunhilda bare var en tanke i mit hoved, så kan jeg gøre med hende hvad jeg vil? Nej, på ingen måde – for det første så er det måske kun tilfældet for dig at Gunhilda var noget du fandt på, men hvad med alle de spilpersoner Gunhilda brændte af – kan du være sikker på de ikke findes? For det andet, hvis vi bevæger os på det virkelige plan, hvad med dit ansvar overfor historien, den gode historie ikke den fesne – det ansvar kan man ikke tage let på. Alle dine spilpersoner har en livscyklus. Uagtet at du er overbevist om at de kun findes i din fantasi, så er det ikke plausibelt at de pludselig vil opføre sig som de gør. Ansvaret er dit for at historien fortælles virkelig – for at personen bliver, eller er, rigtig.

Hvad enten vi tager spilpersoner ud af en livscyklus, plukker dem ud fra den virkelige verden og bruger dem til vores sjove lege, eller om de kun skabes i vores fantasi for et kort øjeblik – baseret på en historie og tanke på et stykke karakterark, så har vi altid et ansvar overfor spilpersonen.

Lev op til dette ansvar; andres liv eller historie, kan være på spil.

Reklamer

~ af kristoffermads på 11. december 2010.

9 kommentarer to “Fortænkninger – I think, therefore Gunhilda dies”

  1. At Gunhilda og du begge eksisterer giver vel ikke nødvendigvis, at du styrer hendes liv. Jo, vi har et indtryk af, at vi styrer vores spilpersoner, men alvorligt talt – hvis vi skal gå efter vores indtryk, er jorden flad og regnen vælger at falde præcis når vi skal på skovtur. Det er utroligt menneskeligt at tro, at vi har en langt højere grad af kontrol over virkeligheden end vi faktisk har.

    Så altså: vi har et indtryk af, at vi vælger vores spilpersoners handlinger. Vi vil tit forsøge at gøre vores bedste for at lade de handlinger være in character, altså at tilpasse dem vores billede af, hvad spilpersonen virkelig ville gøre. Vi mener, at vi gør dette for at opretholde illusionen af spilpersonen som en virkelig person, men kunne vores virkelige (om end ubevidste) grund ikke være, at det er den ting, spilpersonen skal til at gøre, og derfor den ting, vi er nødt til at sige. At jeg siger “Sol, stå op!” 30 sekunder før solopgang gør mig ikke til en mægtig troldkvinde med kontrol over himmellegemerne, men hvis jeg ønsker at forblive i troen på, at jeg kontrollerer himmellegemerne, er jeg pinedød nødt til at bede solen stå op, når den alligevel skal til at gøre det.

    Hvis vi tillades os selv at antage, at vores kontrol over spilpersonen faktisk går den modsatte vej – at vi er nødt til at sige de ting, spilpersonen faktisk skal til at gøre, for at opretholde vores illusion om at vi kontrollerer hende – er der et væsentligt spørgsmål at afklare, nemlig hvad der så foregår i de tilfælde, hvor vi mener at opleve, at vi tvinger spilpersonen til at gøre ting, hun ellers ikke ville gøre, på grund af forhold i vores virkelighed. Det lyder som om Gunhilda er et eksempel – du var frustreret og din frustration fik dig til at tvinge Gunhilda til at opføre sig out-of-character. Jeg har selv e gang i et conscenarie ladet en spilperson gå i en relativt oplagt fælde fordi jeg virkelig, virkelig gerne ville ud af det scenarie NU og med tilbagevirkende kraft.

    Hvad er det så, der virkelig sker i de situationer? Jeg kan se to muligheder:

    1) Det, du siger, er stadigvæk det, Gunhilda gør. Det er et observerbart faktum, at mennesker opfører sig out-of-character fra tid til anden (måske fordi vores ideer om personlighed og konsistens ikke har helt så meget rod i virkeligheden som vi gerne ville tro).

    Ind imellem vil Gunhilda opføre sig på en måde, der strider med dit billede af hende, og som tvinger dig til at sige ting om hendes adfærd, du ikke havde ventet at skulle sige. Det bryder din illusion om, at du kontrollerer hendes adfærd, og for at beholde den illusion, opfinder du en kompliceret forklaring på, hvorfor du “tvinger” Gunhilda til at handle out-of-character.

    2) Når du siger noget, Gunhilda ikke ville gøre, gør hun det ikke. Her er vi så nødt til at forklare, at rollespillet for det meste fortsætter i disse situationer, når det burde være stoppet, fordi din kontakt til Gunhilda blev brudt.

    Den ene mulighed her er, at rollespillet rent faktisk stopper. Det øjeblik, du har brudt kontakten til Gunhilda, er resten af rollespillet bare en feberdrøm, du og dine medspillere strikker sammen. Dette er imidlertid en æstetisk utilfredsstillende teori, så lad os lede efter en anden.

    En anden mulighed kunne være, at dit forsøg på overgreb mod spilpersonen rent faktisk bryder din kontakt til den verden, hun lever i, men at det opretter kontakt til en anden spilperson i en anden verden. Denne Gunhilda[2] befinder sig i omstændigheder, der ligner Gunhilda[1]s til forveksling, men hendes personlighed er anderledes, hvilket har fået hende til at handle, som du lige beskrev. Transitionen til Gunhilda[2] kan tage lidt tid, hvilket kan være medvirkende årsag til, at det ofte føles utilfredsstillende at spille out-of-character. Det tager simpelthen lidt tid at få tunet ind på den rigtige frekvens.

    Jeg vil altså mene, at det er helt muligt at argumentere for, at det ikke er dig, der styrer Gunhildas liv, men Gunhilda, der, uden sit eget vidende, styrer hvad du siger, når du spiller hende.

  2. Det her får mig til at tænke på en interessant diskussion om skæbnebegreber, som også har en vis ordspilsværdi i denne situation. Hvis vi lige et øjeblik antager, at der findes en eller anden slags skæbne, som driver vores handlinger, hvad er det så for noget?

    På den ene side er der tvang, Guds eller guders plan som driver os frem, hvad enten vi vil det eller ej. På den anden side er der “character as destiny”, eller, vi gør hvad vi gør fordi vi er hvad vi er.

    Hvis vi ser på Gunhildes triste skæbne ud fra dette er der to muligheder. Enten var Kristoffer hendes skæbne, som mod hendes vilje og tilbøjeligheder drev hende ud i prostitution, ildspåsættelse, mordforsøg og stening, eller også gjorde hun hvad vi gjorde på baggrund af sin karakter, og vi kan i bakspejlet se, at der under hendes tilforladelige baggrund gemte sig nogle alvorligt selvdestruktive tendenser. Out of character? Som Anne så rigtigt påpeger, så hænder det at mennesker på dette eksistensplan gør ting, som man ikke umiddelbart ville kunne forudsige ud fra deres CV/character sheet.

    Måske ved vi ikke hvad der er hverken vores spilpersoners eller vores sande karakter, før den er fuldt udfoldet, og vi kan kende den gennem de begivenheder der er udfoldet? Jeg kan i alt fald erindre et par tilfælde, hvor rollespilskarakterer angiveligvis under min kontrol har overrasket mig med deres handlinger.

  3. Jeg kan ikke undlade at bemærke, at Troels kommer ind på noget, som allerede havde vakt min nysgerrighed i Kristoffers indlæg, nemlig forholdet mellem fiktive personers autonomi og deres skabere. Forfattere har jeg mangt en gang set næve, at deres karakterer har en egen autonomi, og at forfatter ikke gør andet end at skrive ned, hvad deres karakterer gør, men karaktererne har et eget liv.
    Det andte jeg bemærkede var, hvor meget Gunhildas liv minder os om fortællingen om pigen, der kommer til byen (f.eks. Hollywood) med en drøm om karriere, men som ender i prositution og stoffer og til sidst død (medmindre man er kujoner som Nick og Jay og introducerer en redningsmand sidst i sangen). Denne forfaldsfortælling om den dragende by med alle sine farer, der opsluger den uskyldige landbo, er en solid klassiker, og Kristoffers fortælling kan betragtes som fantasy-versionen af samme. Spørgsmålet bliver i så fald i hvilket omfang Kristoffer og måske Gunhilda har været underlagt en narrative skabelon i deres valg?
    Annes forklaringsmodel med Gunhilda [1] og [2] har også interessante implikationer, for er dette kilden til alternate histories? En alternate history rummer traditionelt et og kun et brudpunkt (fordi kompleksiteten vokser voldsomt på meget kort tid, og derefter bliver den alternative historie uigenkendelig, og det er uinteressant), og er kilden til parallelle universers eksistens (i form af alternate histories) i virkeligheden brud, der er out-of-character?

  4. […] Dette vil jeg vende tilbage til i en senere episode, hvor vi blandt andet vil gense stakkels Gunhilda, men jeg kan godt spoile det en lille smule og afsløre, at jeg ikke selv tror på fri vilje i […]

  5. […] Jeg fik vist lovet lidt for meget, da jeg sagde at jeg ville vende tilbage til Gunhilda. Det gør jeg, og til sjælens mysterier (i rollespil), […]

  6. […] I huske Gunhilda? Gunhilda var en forholdsvis ubemærkelsesværdig landsbyboer i Hertugdømmet Karameikos, indtil […]

  7. […] Hvis du vil vide mere? […]

  8. […] Men hvad har han nu med rollespil at gøre? Skrev han tidlige rollespil, Kættere & Klostre? Nej, det gjorde han ikke, men han formulerede vigtige tanker om krop og sjæl, som kan have relevans for rollespil, i særdeleshed rollespil med live-elementer. Derfor dette indlæg, som følger de tre om frihed og skæbne (1, 2, 3) men er endt med at følge mere op på tanker om forholdet mellem krop og sjæl, som også var at finde i 3. del, samt på Kristoffers tanker om stakkels Gunhilda. […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: