Fortænkninger – Rollespil i Orientexpressen

Dette er et indlæg i denne serie.

Hej! Jeg er glad for, I ville kigge ind. Det her er mit indlæg om Agatha Christie. Det er også et forsøg på at sige noget om, at det faktisk er en ret kompliceret ting at oversætte andre medier til rollespil, og at det at oversætte en histories struktur ikke er det samme som at oversætte oplevelsen ved at læse historien. Jeg har prøvet at sørge for, at det ikke er nødvendigt at have læst Christie for at få noget ud af indlægget (og ja, der er et åbent spørgsmål her) men det er nok en fordel for læseren at være i stand til at acceptere, at der er mennesker, der kan lide at læse britiske krimier fra 20’erne og 30’erne. Oprindelig indeholdt indlægget også en del bemærkninger om marcipan og argumenter for, at I skal tage til Lübeck, men de bidrog ikke synderligt til det grundlæggende (og ikke synderligt dybe) argument, og de gjorde ganske afgjort indlægget længere. [1]

Så lad os tale om Agatha Christie! Christie var den kun formelt ukronede dronning af den type af kriminalromaner, der blev kværnet ud i masseproduktionsantal i krimiernes såkaldte Guldalder i 1920’erne og 30’erne, og som jeg vil kalde ”whodunits”, ”Golden Age-krimier” eller slet og ret ”krimier”. Hun skrev et afsindigt antal bøger, hvoraf jeg har læst beskæmmende mange i min grønne ungdom, og hun er stadig en af verdens mest solgte forfattere. Jeg tror ikke, hun kan kaldes litteratur – Christie er en skabelonforfatter, men hun har en fascinerende beherskelse af og bevidsthed om sin skabelon.

Kort sagt: I en Christieroman er der et mord (det er altid et mord) begået blandt en lille gruppe af pæne englændere. Der er en detektiv (altid en amatør) der går omkring og prøver at opklare mordet, og som er fremragende intelligent og excentrisk. Der er spor, der dukker op og mistanker, der flytter sig. Der er sandsynligvis et mord til. Og til sidst er der en scene, hvor detektiven samler alle de mistænkte (måske endda i biblioteket) og forklarer hvordan alle sporene nødvendigvis peger på én person, som for det meste er nogen, læseren ikke mistænkte. Morderen tilstår, og historien er forbi.

Med en så fast skabelon for historien giver det mening at begynde at sige, at et rollespil, der følger samme skabelon, er et Christie-rollespil. Der er nok ikke andre end mig, der er forvirrede over det her, men det at overføre historier fra andre medier til rollespil er faktisk en ikke helt letforståelig ting. Når man overfører historier fra bøger til film, fra film til bøger eller fra opera til tegneserier, vil man for det meste i det store og hele bevare personerne og plottet. På den måde er det relativt let at genkende en filmatisering af Mordet i Orientexpressen som en ækvivalent version af bogen i et andet medium. Men et rollespil, der gav en bare nogenlunde akkurat gengivelse af det samme plot, ville begrænse spillernes muligheder så meget, at der snarere var tale om et hørespil til oplæsning af den glade rollespilsgruppe end et egentligt rollespil. Eksakte reproduktioner af historier fra et andet medie er nok lidt af et blålys i rollespilssammenhæng [2]

Men altså – vi vil tillade os at sige, at vi kan tale om, at et rollespil er et Christiespil, hvis det følger samme skabelon som hendes romaner, og vi vil lege lidt med tanken om, hvordan sådan et spil skulle se ud. Her er det værd at bemærke, at strukturen i Golden Age-krimier kræver, at personerne i dem opfører sig ret kunstigt. Et Christierollespil vil være nødt til på en eller anden måde at strukturere spillet, så personerne i fiktionen opfører sig prævis så absurd, som de er nødt til.

Opgaven skriger kort sagt på en Story Game-tilgang, hvor man konstruerer et regelsystem, der sørger for, at historien, der opstår, når man følger reglerne, vil følge den skabelon, Christie bruger. For at opnå dette, ville man lægge mekanikker og strukturer og “afsløringspoint” og alt muligt storycraftinggøgl ind, sådan at historien blev tvunget til at følge den rigtige struktur. Der ville være faste scenetyper: Spor-scener, mistankescener, endnu-et-mord-scener, der først kunne unlockes efter omhyggeligt valgte kriterier var opfyldt. Der ville være mekaniske incitamenter til at inkorporere gamle spor og få dem til at betyde noget nyt, der ville være en mekanik, der sørgede for, at jo mere mistænkelig du virker i første kapitel, jo mindre sandsynlighed er der for, at du er morderen. Og der ville være en regel for, hvornår man kom til afsløringsscenen i biblioteket, og en elegant mekanik, der bestemte, hvem morderen var, og hjalp spillerne med at finde en forklaring på, hvorfor alle sporene netop pegede mod dén person. [3]

Men det sære er, at mens vores elegante og veldesignede Story Game helt afgjort ville give en “Christie-agtig” historie, ville det at spille spillet være en helt anden oplevelse end det at læse en whodunit.

En stor del af fornøjelsen ved at læse whodunits ligger i, at man som læser ikke har kontrol over historien. At læse de her gamle krimier går ud på at gætte med – at prøve at være smart nok til at gennemskue forfatterens intrige. Og forfatteren ved, at læseren prøver at være snedig, og at læseren samtidig vil være skuffet hvis det lykkes at gennemskue intrigen, så forfatteren manipulerer, vildleder, snyder og bruger tricks. Og det ved læseren faktisk godt, men hele det våbenkapløb er en del af fornøjelsen. Hvad der ville ødelægge morskaben ville være at få at vide, at der aldrig var en gennemtænkt intrige, men at forfatteren fandt på det hele undervejs. En tryllekunst bliver ikke ødelagt af, at man ved, det er et trick, men af, at man får at vide, at det faktisk var held, at kaninen slap uset ud af hatten.

Den type fornøjelse – glæden ved at gætte med og vide, at man alligevel vil blive overrasket, glæden ved at stole på tryllekunsten – er nærmest præcis det, man ikke kan få med storycraftingmodellen. Man kan få skaberglæde, fornøjelsen ved at konstruere en intrige, morskaben ved at lege med en velkendt og kær skabelon. Men det er noget andet.

Og jeg vil gå et skridt videre: Jeg er ikke sikker på, man kan spille et rollespil, hvor handlingen er som i en Christieroman, og få samme type oplevelse ud af det, som man får ved at læse bøgerne. Det er en essentiel del af morskaben ved at læse Christie, at man som læser står uden for handlingen og kan se det hele ovenfra. I en god whodunit har stort set alle personer hemmeligheder, og alle personer virker som tandhjul i det komplicerede urværk, som plottet er. Den eneste person, der ikke skjuler noget for læseren (og som derved ikke nødvendigvis må ses udefra) er detektivens sidekick, der fungerer som et filter, forfatteren lægger mellem detektiven og læseren. Sidekicken er altså den eneste potentielle spilperson i et rollespil, hvor spilleren skal have samme oplevelse som krimilæseren. Men sidekicken har stort set ingen personlighed, er rar men dum, og har faktisk ingenting at lave ud over at beundre detektiven og eventuelt være heroisk i en enkelt actionscene. Han ville være utåleligt kedelig at spille.

Så altså: Man kan ganske afgjort have det skægt med rollespil, der bygger på Golden Age-krimier, men den type morskab, man vil have er af en anden type end den, man har ved at læse bøgerne. Hvis vi derimod skal have et rollespil, som giver samme type morskab som man får ved at læse Christie, må dette rollespil nødvendigvis afvige markant i struktur fra Christies romaner. Jeg har ingen ide om, hvordan det rollespil skulle se ud, men det skal i hvert fald ikke ligne en whodunit for meget.

Er det så min hellige gral – rollespillet, der giver præcis det samme, som jeg får ud af at sætte mig i sofaen med en kop sort te og en britisk Golden Age-krimi? Jeg ved det faktisk ikke. Den fornøjelse, jeg får ved at læse en velskrevet krimi er meget passiv og passivitet er egentlig ikke noget jeg leder efter som rollespiller. Det er fjollet at stille sig op og sige, at dette og hint er en ting, man aldrig ville kunne gøre med rollespil – rollespil er et utroligt nyt medie, og det er dumt at forveksle det endnu uudforskede med det umulige – men jeg vil hellere se os gå ud og lede efter de ting, rollespil kan, som andre medier ikke kan, end jeg vil have os til at sætte os prøve at bruge rollespil som en skruetrækker til ting, der med lethed kan gøres med en hammer

1. Jeg synes faktisk, I skal tage til Lübeck. Det er ikke fordi jeg vil af med jer, og jeg håber, I kommer tilbage, men I skulle tage at tage til Lübeck. Thomas Mann har boet der.

2. Ikke at det ikke er gjort, naturligvis. Ikke at det ikke er pragtfulde spil/scenarier. Men det er spil, jeg ikke føler noget behov for at spille mange af, og jeg tror ikke, formen ville egne sig til Christie

3. Jeg tror nok, der er designet spil, der gør dette. Hvis I synes det lyder sjovt, kunne det være, I skulle prøve A Taste for Murder. Jeg har ikke researchet det så meget, for en del af mit projekt med denne artikel var at tage den lille stemme i mit hoved, der hoster nervøst og siger “Det burde du researche til bunds, før du skriver om det”, drukne den i isvand og få det til at ligne et selvmord. Men A Taste for Murder ligner bestemt et godt rollespil

Advertisements

~ af annevinkel på 14. januar 2011.

12 kommentarer to “Fortænkninger – Rollespil i Orientexpressen”

  1. Forbistret, Anne, du tager en masse gode emner op i dit indlæg, som jeg selv har haft reflekteret over fra tid til anden. Her kommer et par hurtige kommentarer fra min hånd.

    Mit Mord på godset oplæg var inspireret af pastiches over Golden Age-krimier, og det var et forsøg på at lege med intrige- og krimi-genren: http://mgreis.wordpress.com/2010/02/05/mord-pa-det-britiske-landgods/
    Så er der din gode pointe med at oversætte fortællinger og typer af oplevelser knyttet til et medie til et andet medie, og hvordan vi kan simulere en Christiefortælling, men vi kan ikke skabe Christie-oplevelsen, som er ih så åh så forbistret godt set. Der er et punkt i din diskussion, der minder mig om kritikken af indie-spil på RPGforum, nemlig at man ikke kunne udforske en velskreven krimigåde, for i indie-spil bliver den skabt kollektivt og/eller af systemet, og overraskelserne bunder i spontane påfund frem for overraskelsen ved at afdække, at spilleder havde fundet på det på forhånd – argumentet forudsætter, at der er en kvalitativ forskel på de to typer overraskelse, og at spilleder ikke improviserer, og argumentet ignorerer et godt klassisk råd til spilledere om, at hvis spillerne præsenterer en bedre tese, end den man selv har udvirket på forhånd, skal man bruge spillernes.

    Det gør det fristende, at argumentere for, at klassisk rollespils investigation faktisk præsenterer det ønskede spil, men det gør det ikke. Det sker ikke, fordi ganske vist skal spillerne gætte med på gåden, ligesom læseren gør det, men i rollespil er gådegættende publikum sammenfaldende med detektiven, og man får ikke den nødvendige afstand.
    Umiddelbart er jeg fristet til at argumentere for, at man skal have tre ting i spil for at genskabe Christie-oplevelsen – den forberedte krimi-historie, den mysterie-afdækkende detektiv og spilleren (i en art dobbeltrolle), som det gådegættende publikum. Det jeg tænker er, at spilleren er distanceret fra sin detektivrolle, når det gælder afdækningen af mordsagen. Forestil dig, at hver spiller har en rolle (en mistænkt eller detektiven), og at man gennemspiller hændelsesforløbet, mens alle gætter med på, hvem morderen er, og spilleder har på forhånd bestemt sig for en morder. Spillerne gennemspiller nu handlingsforløbet, og de skal regne ud, hvem morderen er, inden deres karakterer gør det.
    Tak for et iøvrigt godt indlæg.

  2. Spændende oplæg! Nu udgør leg med genre så stor en del af så meget rollespil, at overvejelser om forholdet mellem genreelementer og genreoplevelsen må siges at have ret generel (rollespils-) interesse. Jeg har en idé om at mange spillere vil føle lunt kildrende genreoplevelse ved at kigge sig omkring i et rollespil og genkende en masse genretypiske elementer, uanset at spillet ikke ret beset genskaber den egentlige genres måde at sætte elementerne sammen på. Rollespillere er tolerante mennesker (i alt fald hvad angår rollespil).

    Dernæst en quibble og et spørgsmål:

    Quibble: A propos Orientekspressen, og som Christina gjorde opmærksom på, er Hercule Poirot ikke professionel detektiv?

    Spørgsmål: Hvordan gør man egtl. i Murder Mysteries? Jeg har aldrig spillet et, men er det ikke guldalderkrimi-rollespils-emulering?

    • @Troels: Det er helt afgjort sjovt at få lov at lege med et genremateriale, man kan lide. Prøv at se, hvordan folk agerer, når man smider et “Star Wars” eller “Spaghettiwestern”-scenarie efter dem. Det er skægt at få lov at knibe øjnene sammen, skyde fra hoften og hvæse “If you wanna shoot, shoot. Don’t talk”. Det er bare værd at bemærke, at det er en anden slags fornøjelse. Det er lidt ligesom spegepølsemadder lavet af marcipan – de smager godt og nogle gange kan de ligne en rigtig spegepølsemad rigtig meget, men hvis man bed i en, når man havde lyst til en spegepølsemad, ville man blive skuffet.

      Og jo, Poirot er professionel detektiv, men han er professionel amatørdetektiv. Han er ikke noget så vulgært som en politiopdager. Det forbløffer mig egentlig, at dette ikke er en klausul i hverken Van Dine’s eller Knox’ regler for at skrive detektivromaner – jeg troede, det ville være med, men jeg har lige tjekket. Men det følger måske af Van Dines klausul 9 “There must be but one detective — that is, but one protagonist of deduction — one deus ex machina. To bring the minds of three or four, or sometimes a gang of detectives to bear on a problem, is not only to disperse the interest and break the direct thread of logic, but to take an unfair advantage of the reader. If there is more than one detective the reader doesn’t know who his codeductor is. It’s like making the reader run a race with a relay team. “

      • Spegepølsemadder af marcipan? Fremragende billede. Jeg tror ved nærmere eftertanke, at jeg måske selv har smurt en for nylig. En “old school D&D kampagne” der indeholder en masse nostalgifremprovokerende elementer (en lidt bagudskuende version af reglerne, dungeons på ternet papir, fokus på kamp og loot) uden at det, der kommer ud af summen af elementerne, overhovedet er tæt på at være en trofast genskabelse af gammeldags D&D.

        Vi laver vist en hel del spegepølsemadder af marcipan heromkring?

  3. Jeg har heller aldrig fået spillet Murder Mysteries. Sker det nogensinde, at folk får spillet dem?

    • Det kommer an på hvad du mener med “folk”. Folk i rollespilsmiljøet? Jeg ved at Marie-Luise har planer om at sætte et MM op for sine “civile” veninder. En kvik googling synes at vise, at det danske udbud af Murder Mysteries er både nogenlunde omfattende og på rimelig vel opdaterede sider, og det kunne tyde på at der er folk ude i landskabet, som gør det. Hvad end det (MM) mere præcist går ud på.

      • Jeg har spillet et Murder Mystery engang! Det var en af de ting, der ikke kom med i indlægget.

        Det, jeg spillede, var en mellemting mellem en selskabsleg og et intrigescenarie. Man satte sig ned og spiste mad og talte “in character”, og i hver akt fik man en lille lap med spor, man kunne få ind i diskussionen. Den spiller, der var morderen, fik det først at vide i sidste akt. Efter desserten satte man sig ned og anklagede hinanden for mordet og blev enige om, hvem man mente var skyldig.

        Jeg husker det som meget hyggeligt, og det har “gætte med”-aspektet. Og man kan have det hyggeligt med at lege med velkendte genreelementer. Det er stadigvæk noget andet

  4. Altså, når man godt kan lide Agatha Christie, så virker det altså lettere forræderisk på mig at begynde at argumentere for, at Christie ikke lavede litteratur. Selvfølgelig gjorde hun det! Flere af hendes romaner er nyskabende i form og koncept – Mordet i Orientekspressen, En af os er morderen, Endeløs nat, Tæppefald … Plus at kernen i Christies værker, som i de fleste gode krimier, er en samtidsskildring. I dette tilfælde af den engelske (øvre) middelklasse i al dens fjollethed.

    Og med udgangspunkt i det sidste, så tror jeg, man stirrer sig blind på genren, hvis man partout vil have spillerne til at spille detektiven. Jeg tror, den kan knækkes sådan her:

    – Spillederen spiller detektiven.
    – Rammen for spillet er den afsluttende scene, hvor detektiven a la Poirot har samlet alle de vigtige aktører i samme rum for at afsløre morderen.
    – Spillerne spiller de øvrige tilstedeværende – dvs. de potentielt skyldige (evt. flere roller til nogle spillere).
    – Derfra rekonstruerer man, hvad der er sket – mord, spor, mistanker, hemmeligheder osv., indtil morderen til sidst bliver udpeget.
    – Evt. kan to af spillerne være polspillere i stil med Guernica og andre scenarier, så de altså har et særligt ansvar for at spille ind med bipersoner, hændelser osv. I Poirot-universet kunne de repræsentere hhv. Kaptajn Hastings og Inspector Japp.
    – Alle rollerne skal have motiver, luskede baggrunde og pikante hemmeligheder – men ingen af spillerne ved på forhånd, hvem der er morderen. Evt. kan man instruere spillederen i at beslutte det på forhånd, evt. skal det stå helt åbent, men når spillerne ikke fra start ved, hvem det er (inkl. deres egne roller), lader det dem gætte med på den genrekorrekte måde.
    – Kan afvikles som rent fortællespil, men kan også tilføjes storygame-elementer a la “hvor meget på mistanken på dig lige nu?”

  5. Og bortset fra det er jeg enig i, at der sjældent virker godt at kopiere direkte fra andre medier til rollespil. 🙂 Ikke uden at overveje, hvilken oplevelse man vil give folk hvordan.

  6. […] indlæg – i vores serie af overtænkning, fortænkning og indtænkning af rollespil – præsenterede Anne en række tanker omkring overførslen af golden age-krimier fra bog-mediet til rollespilsmediet, og hvorledes der er […]

  7. […] nogen tid siden skrev Anne et fremragende indlæg omkring krimien som rollespil. Længe har investigation (eller efterforskning) været formen, når det gjaldt […]

  8. […] Hvis du vil vide mere? […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: