Det største 80’er scenarie: Slavehandleren fra Ascalon

I seneste indlæg – i vores serie af overtænkning, fortænkning og indtænkning af rollespilpræsenterede Anne en række tanker omkring overførslen af golden age-krimier fra bog-mediet til rollespilsmediet, og hvorledes der er en skelnen mellem at simulere miljøet og at genskabe læserens oplevelse med at følge krimigåden. I det følgende vil jeg arbejde videre med den tanke, at der flyttes en type fortælling fra et medie til et andet, og jeg vil her tage fat i en yndling her på bloggen, nemlig Slavehandleren fra Ascalon, som har været oppe og vende nogle gange før, og nu kommer til at gøre det igen.

Det meget indhold i Slavehandleren

Johs har selv været inde på noget af indholdet i Slavehandleren på sin egen blog, og jeg vil her gribe fat i scenariets uerklærede relationer til en række eventyrfilm. Basalt set er det mit argument, at Slavehandleren fra Ascalon er et forsøg på at overføre (80’ernes) eventyrfilm til rollespilsmediet.

Fem ensommere ryttere kommer løbende over sletten

Ud af ingenting kommer karaktererne løbende ind i historien, og ved scenariets afslutning ser vi dem løbe videre ud af sletten igen. Vore helte har ikke noget hjemme i den verden, som vi ser dem interagere med i scenariet. De kommer løbende til den, og de kommer løbende ud af den igen, men ikke desto mindre vedkommer scenariet hver helt, idet man som spiller skal knytte et individuelt mål til karakteren, som denne får muligheden for at opfylde i scenariet.

Motivet med den omstrejfende helt, der ikke kan få del af den verden, som han redder, er et klassisk motiv i mange af Hollywoods action film af de fantastiske genrer, og vi ser således dette motiv i film I Am Legend, Water World, Mad Max Beyond Thunderdome, Resident Evil 3 (og strukturelt er de fire film identiske).

Spillernes oplevelse og den sociale kontrakt

Imidlertid har rollespil det centrale skift i sin form, at der skal være en opgave (typisk en karakter) pr. spiller, der aktivt deltager, og at spilleren skal være nogenlunde sikker på, at dennes ‘opgave’ varer scenariet igennem. I modsætning til film, bøger og tegneserier, hvor personer kan skrives ud tidligt (endog også kendte skuespillere en gang imellem), så tillader den sociale kontrakt ikke rigtigt dette i rollespil – heldigvis er forholdet ikke 1:1, så man kan give spillerne biroller eller assisterende spillederfunktioner og des lige som alternativ til deres roller.

Hovedrolleproblematikken

Den anden udfordring, der skal løses er hovedrolle-problematikken. Dette er en klassiker fra mange live-scenarier, hvor en spiller og dennes rolle udpeges til at være det godes forkæmper, og han skal bekæmpe lørdagsdæmonen, men hvis det er hans rolle, hvad er så alle andres? I en bog kan vi fokusere på de personer, der er interessante, og efterlade dem, når de er uinteressante, men at blive efterladt i et live-scenarie, fordi ens rolle er uinteressant, er ikke en god løsning (nb. Louise Frellsens scenarie til dette års Fastaval har så vidt vides en helt anden tilgang til helte-historien, da helten i hendes scenarie essentielt set er en birolle, og man spiller i virkeligheden alle de omkringstående karakterers historie), og det er et plotdesign, som ikke rigtig er blevet løst, og som snarere er blevet erstattet af fraværet af plottet, eller spillere, der generelt spiller udenom plottet. I bordrollespil kan man lettere udpege spillere til at have en birolle-funktion uden at det bliver et problem (se f.eks. afspilningen af Lady Blackbird, hvor Peter og jeg med vores sekundære karakterer havde rigeligt at se til).

Fem sidestillede helte og ingen hjælper

For Johs er løsningen at præsentere fem sidestillede helte, der løber parallelt med hinanden, og som alle har et individuelt mål, som skal forløses i scenariet. Her devieres voldsomt fra (80’ernes) eventyrfilm, idet at filmen (f.eks. Conan The Destroyer, Conan The Barbarian, Beastmaster, Red Sonja, Krull, Princess Bride, Star Wars) introducerer den enlige helt, der undervejs samler sig et party af eventyrere. Opsamlingen af hjælpere, der har sine tydelige rødder i folkeeventyret, er borte i Slavehandleren fra Ascalon, og i stedet præsenteres de fem sidestillede helte.

Vismanden og det første slagsmål

Scenariet indledes med, at en vismand er kommet under angreb, og han undsættes af vores helte. Med kampen beviser de deres værd til missionen, og det er pointen med scenen. Af den grund får vi aldrig nogen større forklaring på bagholdet i scenariet. Det sker for, at vi kan se heltenes værd, og derved vide, at de er egnede til den forestående mission. Der er i rollen som publikum, at vi lægger mening ind i scenen, som ellers ikke bærer den store mening, og det gør vi, fordi vi kender fortællingen på forhånd.

Via publikum får scenen mening, hvorved det afsløres, at vi allerede kender historien, og det gør vi, fordi den er hentet fra andre medier, hvor den er fortalt med samme fortælleglæde.

At slagsmålet sker på en bro er naturligvis en indikator af, at vore helte er ved at bryde med det formløse (og derfor fortælleløse og identitetsløse) landskab, som de kommer løbende i, og at de er på vej ind i et fastlagt landskab, en rite de passage, hvor broen er overgangen.

Sumpen og edderkoppen

Denne scene er mere obligatorisk, end man måtte regne med. På overfladen kan den synes en homage til Tolkiens edderkopper og dødemandsmarsken, som er to mareridt eller rædsler forfatteren førte fra sit eget liv ind i sine bøger, men der er også et andet element, som er værd at holde sig for øje.

En af de stærkeste scener i The Neverending Story er netop mosen, som tager dem, der er uden livskraft. Atreius mister sin hest, da den opgiver ærgret, og han selv kæmper hårdt for at konfrontere vismanden.

Sumpen er dødsriget, hvortil man rejser, som et obligatorisk element for at mødes med vismanden. Allerældst er nok Odysseen, hvor Odysseus tager en tur om dødsriget for at snakke med en vismand, og det motiv er gentager i Neverending Story, og i et mindre omfang i The Labyrinth i form af The Swamp of Eternal Stench, der er sit eget helvede, der inkluderer en bro vogtet af en (to-hovedet) hund, hvilket fint spejler dødsrigets vogter Kerberos. Tager vi Krull med i regnestykket, og selvfølgelig skal den film inddrages, så er der scenen med spåkonen og kæmpe edderkoppen, og gift oplever vi også, som en trussel i relation til spåkonen i The Neverending Story. Basalt set er der en tematisk sammenhæng mellem spåfolk, edderkopper og sumpe,

Det erotiske samvær, som der ligges op til med kællingen i scenariet, har sine oplagte paralleller i både filmen Conan The Barbarian og i tegneserien Odkin den Snu.

Johs sammenstiller disse tre motiver til en sekvens, således at heltene drager til det sumpede dødsrige (understreget ved lotusblomsternes hallucinationer), hvor de konfronteres med hunedderkoppen, med heksen og med kællingen for at indhente oplysninger til den videre færd.

Byen – afgrænsningen af natur

Det kommer, som ingen overraskelse for os, at vore helte kommer til byen herefter. Efter at have forceret mosen i The Princess Bride kommer vore helte til byen, som heltinden gør det i The Labyrinth, og Conan med sit rejsefølge når Thulsa Dooms tilholdssted. Det samme gælder i Willow, Beastmaster og Ladyhawke. Efter dødsriget vender man naturligt tilbage til civilisationen, og den kommer i form af den af skurken kontrollerede civilisation, og således er Ascalon under Slavehandlerens kontrol, åbent eller skjult, er ikke vigtigt. Et fast tilbagevendende motiv er, at de gode bor i landsbyer, og således er vores helte også sendt i intro-scenen for at redde en gruppe kidnappede landsbybeboere – og her er Johs’ største deviation fra formlen for typisk får man landsbyen at se, og muligvis præsenteret en høvdingdatter, som helten kan forelske sig i. Der er naturligvis et logistisk problem at skulle præsentere fem høvdingedøtre, og derfor er det meget smart at underspille landsbyscenen, og den optræder derfor off stage i startscenen. Fra landsbyen til byen/borgen/fæstningen, som altid ligger som en gigantisk klods, der sætter en skarp afgrænsning til ødemarken. Der er ingen landbrug eller anden glidende overgang til byen/borgen, og hvorfra dens mange indbyggere får deres mad fra, er noget, som man ikke skal spørge til. Opland findes ikke. Der er kun landsbyen og byen/borgen.

Fra byen, borgen eller fortet kommer vore helte snart videre, og der er der to trin i Slavehandleren fra Ascalon.

Badstuescenen

Konfrontationen med skurken foregår typisk i to trin. Først er der hans løjtnant, eller også overvindes vore helte første gang af skurken, hvorefter de konfronterer skurken en gang mere. Faktisk er det, der her mangler, en krydsklipning til skurken, og en præsentation af, at der er nogen, som jagter vore helte. Dette motiv er i bedste fald også underspillet, da det til dels kommer i form af ninjaerne flyvende rundt på flyveøgler. Havde der været fulgt igennem på temaet, havde vi set ninjaerne på deres flyveøgler, og deres leder forfølge vore helte, og så afslutningsvis dukke op i Badstuescenen, og det er en mangel i scenariet, og en mangel, som skyldes, at scenariet ikke anvender krydsklip, og vi kan derfor ikke have scener, hvor heltene ikke er tilstede til at betragte begivenhederne. I den sammenhæng er spillernes og karakterernes blik på fiktionen ens. Der ses kun de ting, hvor begge parter er til stede.

Badstuescenen er det første af to show downs, og ved det første skal noget gå galt – heltene fordrives, tages til fange eller noget lignende – og i scenariet sker der det, at badstuen styrter i afgrunden.

Grotter, huler og tronsale

Dødsstjernen, Thulsa Dooms tempel, Castle Berkubane, The Black Fortress, Nockmaar Castle, Humperdinck’s Castle, City of Aquila, The Goblin King’s Castle er bare en række af de steder, som vore helte er nødt til at trænge ind for at standse skurken i kamp med sværd og med ord. Slimede huler, fugtige grotter og våde kældre har deres helt egen symbolik, som nok er værst i filmen Alexander, hvor far og søn snakker kvinder i den våde grotte, hvor de vader i vand til knæene. Samme symbolik finder vi sjældent i den lokation, som udgør skurkens tronsal, og hvor den endelige konfrontation finder sted. Det samme har vi Slavehandleren fra Ascalon, hvor heltene skal navigere en række huler, inden det dæmoniske væsen, der lurer for enden, med sine mange uskyldige fanger konfronteres, og i lighed med så mange andre film, kollapser hulerne, som bæstet opholder sig i, da det er besejret, hvilket opleves på glimrende vis Indiana Jones and The Temple of Doom, Red Sonja, Return of the Jedi og Labyrinth, hvor den besejrede troldkonges slot er opløst i de særeste brudstykker. Tronsalen er en forlængelse af skurken, og med hans død, kollapser den også.

Vore helte undslipper, de mange ofre er reddet, og vore helte er på tærsklen til ødemarken, og det gælder både for filmene som for scenariet. De kidnappede bringes tilbage til deres landsby, hvorefter heltene render ud i det uformelige tidsløse rum igen, som er sletten i scenariet.

1980’erne

De nævnte eventyrfilm er omtrent alle 1980’erne, og de rummer derfor et nostalgisk islæt, og det samme tilstræber Johs med sin anvendelse af Red Box Hack. Systemet søger tilbage til en anden periodes eventyr, og på den måde forankres scenariet i samme referenceramme som filmene.

I samme årti kørte også Dungeons & Dragons tegnefilmsserien, og den serie sammen med bøgerne bruges i følgende videoklip for at vise, hvor farligt rollespil er:

Afslutningsvis er der kun at sige, at Slavehandleren fra Ascalon på smuk vis er rollespilsversionen af en 1980’er eventyrfilm.

Advertisements

~ af Morten Greis på 20. januar 2011.

11 kommentarer to “Det største 80’er scenarie: Slavehandleren fra Ascalon”

  1. Jeg er meget beæret over læsningen – også selvom den også viser svaghederne ved mit scenarie. Du har set mange ting som jeg end ikke havde tænkt over. Hvis der skulle opstå en fortolkningskonflikt mellem forfatter og læser, holder jeg, med en bachelor i litteraturhistorie i hånden, selvfølgelig med læseren.

    Når det er sagt var det mit klare mål at skrive en 80er D&D-kampagne i scenarieform, at det så blev en 80er fantasyfilm er jo heldigvis ikke så meget ved siden af. Men at jeg er genrebevidst viser jeg fx ved at alle spillernes personer også hovedpersoner – noget som man praktisk talt ikke ser i andre medier end rollespil.

    Efter at have læst din læsning, så indser jeg at jeg skulle havde indbygget krydsklipscener.

    1000 tak for læsningen.

  2. Hæ! Som bekendt holder jeg meget af scenariet, og den sidste video er simpelthen for herlig. Glade evangelister har utvivlsomt voldt ret meget skade, men set på lidt afstand er de ubetalelige…

    • Det er egentlig fascinerende, hvor meget vi accepterer, at de fordømmer andre (og effektivt bærer falsk vidnesbyrd for så naiv kan man kun være, hvis man vælger at være det) og udsiger deres moralske domme over andre med dertil følgende skader, mens vi nøjes med at ryste på hovedet over deres opførsel. Når jeg tænker over, hvor mange, der har beklaget sig over, hvor generet de har været af disse religiøse menneskers opførsel, så synes jeg, at nogen er sluppet billigt af sted med at være det.
      Tag for eksempel (omend mindre grelt) Dialogcentret, som er vendt på en tallerken, men det er ikke fordi de har undskyldt deres opførsel, de har bare skiftet position for at tækkes hr og fru Danmark, hvis børn nu alle ‘går til’ rollespil.

  3. Har først set og fået læst indlægget nu.
    Det er virkelig spændende og interessant læsning. Nu har vi danset rimelig længe om den varme grød, så hvorfor tager vi ikke bare skridtet fuldt ud og starter den Badstuemester-fanclub.

  4. Skal det være til Fastaval, eller gælder det også andre conner?

  5. […] & Sorcery og Weird-genren, som har fungeret som grundlaget for Legenden om …-serien (jeg er imidlertid ikke den eneste med en interesse for 80′erne). For rollespil i denne periode er inspireret af helt andre historier, end dem eller rettere den vi […]

  6. […] dette nostalgidrive mod de gode gamle dage i scenariet Dungeon, manifesterede Johs dette i Slavehandleren fra Ascalon,(og flere Ascalon-scenarier kom til, f.eks. Dynastiet). Slavehandleren skabte eventyroplevelsen […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: