Pas på, det’ farligt! – Den rituelle dans om den varme grød.

(INFO/disclaimer: Jeg er ikke liver, jeg har aldrig været i en situation hvor jeg tænker ”nu er det farligt”, der er sikkert endda nogle personer der mener at jeg er en dårlig rollespiller (det er jeg ikke). Til gengæld har jeg oplevet nogle stærke sider af rollespil og har jeg grædt til ”Memoratoriet” og set hele mit liv udfolde sig og blive forklaret i ”Nogle bliver født, nogle dør”. Og så synes jeg noget om forsigtighed. Og ”ja”, min konklusion er lidt det samme som Peter Fallesens)

Rollespil kan være farligt. Ellere rettere, så skal vi passe på at rollespil ikke bliver for farligt. Det synes at være den generelle holdning i de teoretiske debatter vi ynder at deltage i.

I en søgen efter den endnu bedre oplevelse, endnu mere indlevelse og endnu bedre historie skal vi være opmærksomme på at vi ikke overtræder grænsen. Rollespil piller ved folks hoveder, vi leger med forestillinger og følelser og vi skal passe på at vi gør det på en sådan måde at folk kan gå tilbage og være sig selv igen bagefter. Vi skal passe på at vi ikke manipulere deres virkelighed. Med andre ord, vi skal ikke gøre folk ”gak-gak”.

Dansk (og nordisk) rollespil bevæger sig altså forsigtigt fremad imod en eller anden grænse, hvor vi ved at vi skal stoppe når vi rammer. Der har været debat, bl.a. om Gang Rape og Delirium, hvor det bl.a. er blevet sagt at vi beskæftiger os med potentielt farlige tematikker og vha. virkemidler bringer spillerne i nogle potentielt farlige situationer.

Jeg vil forsøge at strukturere nogle tanker jeg har haft omkring farligt rollespil og håber at vise at forsigtighed kommer i forskellige former.

To spørgsmål:

En diskussion af farligt rollespil kan falde inden for disse 2 (3) spørgsmål.

1 – Hvornår er noget farligt/hvordan er det farligt?

2 – Hvordan skal vi forholde os til farligt rollespil?

1’eren prøver at bestemme hvori det farlige ligger i et bestemt rollespil. Det farlige ses som noget negativt og jeg vælger at tolke spørgsmål 1 som spørgsmålet om hvad der er den moralsk relevante forskel ved de rollespil der er uproblematiske at spille (de ufarlige) og de rollespil hvor man bør være forsigtig når man spiller dem eller måske helt skal afholde sig fra.

Rollespil kan være moralsk problematiske på en række områder. En faktor kunne være, når f.eks. Sanne Harder taler om at vi inddrager udenforstående personer uvidende ind i spillet og fiktionen. I blogindlægget peger Sanne bl.a. på en oplevelse hun har haft som vampet vampyr, hvis signaler blev fejlfortolket af en udenforstående. Samtidig henleder hun opmærksomheden på Charter, hvor spillerne ikke kan får forløsning i deres konflikter, med mindre de interagerer med ikke-rollespillende personer. Det store moralske spørgsmål her er et om mål/midler: er det moralsk forkert at inddrage intetanende personer som en del af rollespillet, lade dem tro at en fiktiv situation faktisk er virkelig, for at opnå vores mål; den gode rollespilsoplevelse. Farlighed for udenforstående kommer jeg ikke så meget ind på denne gang, men måske i fremtiden.

En anden ting man ofte peger på når man taler om farligt rollespil er, hvad rollespillet gør ved spilleren; mao. kan (indlevelses)rollespil blive så intenst og virkeligt at det kan være psykisk skadeligt for spilleren? Her skal man nok være opmærksom på at man ikke forfalder til tidligere(og nuværende) tiders anklager, fra ikke-rollespillere,  af rollespil som noget man kan blive skizofren og djævletilbeder af. At rollespillet er farligt fordi man bliver en anden person en den man selv er.

Det er dog ingen tvivl at det er lidt i den retning man skæver til når man i miljøet taler om at rollespil kan være farligt. Kan man komme ud på den anden side med en ændret opfattelse af hvad der er virkeligt og hvad der er fiktion, af hvem der er mig og hvem der min karakter og hvilke følelser tilhører os hver i sær.

Her skal vi passe på at vi ikke sætter grænsen for lavt for hvad vi mener med farligt rollespil. Meget godt rollespil kan vække en række spørgsmål og overvejelser i os om hvad det vil sige at være menneske, i et parforhold, hvad der er rigtigt og forkert osv. Det er en af grundende til at jeg, som filosof, kan lide rollespil: at det beskæftiger sig med temaer som er relevante for mig.

Af samme grund mener jeg også det er oplagt at man indenfor denne farlighedskategori skelner mellem temaer og virkemidler (i bred forstand).

Hvad skulle være det moralsk relevante der adskiller et tema fra et andet? Et oplagt bud kan være at pege på at et tema for en stor gruppe mennesker er tabubelagt og forbundet med ubehag. Lad os tage et eksempel:  ”GR”. Man kan pege på at det er farligt fordi emnet, gruppevoldtægt er et tema der er tabubelagt at tale om og forbundet med stor ubehag for mange.

Ud over de rent tekniske – og lettere uinteressante – problemer som hvor mange der skal finde et tema ubehageligt før vi kan klassificere det som potentielt farligt, så er det første vi må overveje om det virkelig forholder sig sådan at der er mange der finder det tabubelagt og føler ubehag ved at beskæftige sig med det. Det er et rent empirisk spørgsmål som jeg ikke kan afgøre her men Markus Montola har givet et forsøg i en artikel i Playground Magazine, der dog fokuserer på de der rent faktisk har spillet det, og ikke samtlige rollespillere, der må være det interessante felt for os.

Men lad os antage for argumentets skyld, at der er væsentlig flere der finder ubehag ved emnet ”gruppevoldtægt” end ved f.eks. emnet ”parforhold i IKEA”. Spørgsmålet er nu, om vi ikke på forhånd får frasorteret en ret stor del af de personer der har ubehag ved emnet. Det er de færreste der går i gang med at spille et scenarie der handler om incest, tortur, gruppevoldtægt, alkoholisme osv. hvis de på forhånd ved at det kan være ”potentielt farligt” for dem, hvad så end det betyder. Har en spiller f.eks. store traumer over en alkoholisk mor eller begynder at græde hver gang man tænker på incest, må vi forvente at disse personer melder fra. På samme vis må vi forvente at folk gør sig nogle overvejelser omkring temaet for det rollespil de skal i gang med inden de går i gang med at spille det. Melder en spiller sig til Gang Rape (eller et andet scenarie) uden at have overvejet om man finder scenariets tema for voldsomt mener jeg problemet ligger hos spilleren og ikke i scenariet eller temaet.

Det er dog langtfra sikkert at vi får sorteret alle de personer fra som scenariet er ”potentielt farligt” for, men hvor mange vi har tabt og har tilbage kan vi i bedste fald kun gisne om. Hvorom alting er, så ved de det ikke selv (og hvis de ved det på forhånd men ikke melder fra er ansvaret på deres skuldre) ligesom den flok af mennesker der ikke ved at parforholdscenarier kan rykke noget ved dem. Uanset hvilken gruppe der er størst har vi nu bevæget os et stykke fra at idéen om at temaet i sig selv er farligt. Det er nærmere hvad der ”gøres” med temaet der er farligt.

Virkemidler

Hvis rollespil er farligt og skadeligt må det derfor også have noget med virkemidlerne at gøre. Her kommer jeg lidt til kort i forhold til den enormt store mængde virkemidler der nu engang findes derude i de forskellige rollespil.  En ting er at jeg ikke kender til dem alle, men selv for dem der gør er det svært at pege på ”de farlige” virkemidler.  Når jeg taler om virkemidler taler jeg derfor overordnet set om alle de ting scenariet/spilleder/arrangør gør for at give os en god rollespilsoplevelse. Det kan være en speciel mekanik eller regel, eller et eller andet stykke udstyr. Det kan også være en eller anden ikke definer bar måde at give oplevelser på og måske er det egentlig bare det der ”er” rollespillet.

Men uanset hvordan vi definerer virkemidler er det svært at pege på lige præcis hvilken slags der er de farlige. For det første har virkemidler forskellige effekter på forskellige personer. Det oplever vi igen og igen til enhver efterevaluering af scenarier. Nogle mener at scenariet og virkemidlerne var fede, andre at det var mindre fedt eller ikke helt ligeså fedt.

Et andet problem er, at de farlige virkemidler i sjælden grad afslører sig som farlige før de er taget i brug og har vist sig som farlige. Det hænger selvfølgelig tæt sammen med at vi har en begrænset forståelse af spillernes psykologiske og mentale baner, og derfor ikke kan sige i hvilken grad de bliver påvirket af et givent virkemiddel.

Det er klart at der er en række virkemidler der er åbenlyst farlige, f.eks. hvis man udsætter spillerne for fysisk smerte eller forsøger at slå dem ihjel. Og så igen, for fysisk smerte kan komme i mange grader og nogle spillere vil være klart til at tage en vis mængde fysisk smerte hvis det kan forbedre spillet, f.eks. et puf i brystkassen eller et slag på skulderen, for at forstærke spillerens oplevelse af en voldsom scene.

Hvis den antagelse er rigtigt er det også her svært at se hvornår det bliver rigtig farligt. Igen er det meget afhængig af hvilken spiller vi spørger og det er langt fra sikkert at man er villig til at gå lige langt hvis man bliver udspurgt før, under og efter et scenarie. Samtidig kan det meget vel være at hvor langt den enkelte kan gå før det bliver farligt kan være kontekst og derved tema afhængigt. Måske skal der ikke så meget skubberi til i GR før jeg bryder fuldstændig sammen, i forhold til hvor meget IKEA scenariet kræver.

Inden jeg begiver mig videre til min egentlige pointe vil jeg tillade at putte rollespillet og spillerne i nogle kasser. Jeg har allerede været inde på at

For hvis virkemidler er midler, som det ligger i navnet at de er, må de være midler til at opnå et eller andet mål. Målet med rollespil er igen forskelligt alt efter hvilket form for rollespil vi spiller, men lidt generelt og løst formuleret kan vi betegne målet som ”den gode rollespilsoplevelse”. Der kan tænkes mange bud på hvad vi skal ligge i den gode rollespilsoplevelse, men jeg tør godt antage at indenfor snakken om farligt rollespil er den rollespilsoplevelse man jagter ofte noget med stærk immersion og noget der kan påvirke en følelsesmæssigt.

Spørgsmålet er så hvor grænsen mellem mål og middel skal sættes. Hvilke midler er vi villige til at bruge for at opnå den ekstreme oplevelse. Hvor meget er vi klart til at pille ved spillernes mentale selv – ændre deres opfattelse af virkelighed, hvis det kan give en ekstrem fed oplevelse for livet?
Vi bevæger os over til spørgsmål 2: Hvordan skal vi forholde os til det farlige rollespil.

Forsigtighed?

Den overvældende snak om sikkerhed fik med til at tænke på mine tidligere tiders undervisning i argumentationsteori, hvor vi så på glidebaneargumentet. Vi kender det alle sammen: en eller anden ny teknologi eller nyt lovforslag er på bordet, og straks er modstanderne ude og sige at det fører til en glidebane. Når først vi siger A implicerer det at vi senere vil sige B. ”Hvis vi tillader at daginstitutioner tager særhensyn til visse religiøse spiseforbud, hvad bliver så det næste? Det er en glidebane på vej mod et samfund hvor vi lader os diktere af et religiøst mindretal.”

Det er klart at i en hvis grad er der noget rigtigt ved glidebane argumentet. Hvis vi hæver hastighedsbegrænsning på motorvejen fra 110 km/t til 130 km/t er det herefter (alt andet lige) lettere at hæve den til 135 km/t end end hvis den stadig var på 110 km/t.

Udfordringen for de der anvender glidebaneargumentet er at vise at B uundgåeligt, eller med stor sandsynlighed, følger af A. Endnu mere interessant er det dog at glidebaneargumenter i en vis grad er selvgendrivende. Netop ved at påpege at der vi ved at tilslutte os A er tættere på en ubehagelig konsekvens B, øger vi opmærksomheden på at vi skal være ekstra påpasselige. Og det er netop det glidebaneargumentet viser at vi allerede er. Vi er klar over den øgede risiko, og det i sig selv er med til at sænke risikoen for ubehagelige B.

Det er her jeg ser parallellen i den enorme snak der er om farligt rollespil. Med sådan en enorm snak om ”vi skal passe på at vi ikke ender der hvor det er skadeligt” har vi allerede taget et skridt væk fra det skadelige. Vi har sat gearet en tak (eller flere) ned, for at være sikker på at vi kan nå at stoppe når det er nødvendigt. Det farlige rollespil er først rigtig farligt i det øjeblik B er uundgåeligt. Indtil da står man stærkt hvis man ved at B er mulig, men også svagt hvis det medfører at man i frygt for B begynder at slække på målet; den gode rollespilsoplevelse.

Det minder om den rituelle dans om den varme grød. Alle råber ”Den er varm! Den er varm!”, men så længe der ikke er nogen der stikker fingeren i grøden for at mærke hvor varm den virkelig er, ved vi det ikke. Det betyder ikke at vi skal plante hovedet i grøden med 3. grads forbrændinger til følge, men idéen er netop at vi ved at den kan tænkes at være varmt, så lad os undersøge hvor varm.

Umiddelbart lyder det fornuftigt at være forsigtig, og jeg mener heller ikke vi skal stille forsigtigheden over styr. Accepterer vi spillernes stræben og jagt efter den ultimative rollespilsoplevelse, der ligger lige på grænsen til det farlige, så bliver vi nødt til at søge til den, mere bevidst.

Hvorfor ikke prøve bevidst at finde grænsen til det farlige? Det virker som om det er der den gode rollespilsoplevelse er. Forsigtighed i den sammenhæng vil sige, ikke at vi stopper før, men at vi stopper når vi er inde på det farlige område; trækker fingeren op af grøden når fingeren får smerter fra varmen.  Hvis rollespillerne bliver ved med at jagte det ultimative, så må man også være villig til at ofre noget for det.

Rent konkret er jeg ikke den rigtige til at afgøre præcist hvordan man sikrer sig på denne måde. Måske man skal have en række fagfolk til at observere spillerne og sige hvornår de mener det er for farligt at fortsætte. En ting jeg dog vil foreslå er at man er klar til at stoppe rollespillet før tid. Hvis vi virkelig mener at målet tillader en række midler, så må vi også mene at det tillader det ”middel” at vi stopper når det er for farligt; når vi har krydset grænsen. Det er en lille pris at betale i jagten på den ultimative oplevelse.  I praktisk vil det betyde at spillerne må være klar til at ofre helheden. Vi spiller mod det ekstreme, og når vi rammer det – når vi er inde i den farlige zone- må scenariet stoppe.

I rollespillet ikke er vandtætte skodder mellem mål og middel. Den gode rollespilsoplevelse er målet, men hvis en spiller mister en arm, kan det sagtens skabe en dramatisk historie, og på sin vis en god oplevelse, men på sigt er det nok ikke noget man tænker tilbage på med glæde. På samme måde med de mentale og følelsesmæssige aspekter af rollespilsoplevelsen. Vi vil gerne mindfuckes! Vi vil græde, føle og opleve historien, men kun i den grad at vi kan vende tilbage til os selv igen. Oplevelsen tager simpelthen skade hvis midlet er for hårdt. Sikkert er det dog, at hvis ikke vi søger grænsen aktivt, så finder vi den ikke. Med mindre det er et uheld, og så vil vi typisk ikke være ordentligt rustede til mødet med det farlige.

Så min opfordring er: søg grænsen. Den findes men lad os finde ud af hvor. Det ved vi aldrig rigtig før vi har krydset den, og når det sker skal vi også være klar til at stoppe, reflektere over hvad der sket, og fortsætte igen. Tal ikke om at det er farligt, men undersøg hvor farligt (men også hvor sjovt) rollespil er. Forsigtighed er påkrævet. Men forsigtighed i dette tilfælde er ikke at stoppe jagten på grænsen, men at lære at kontrollere den ved at kende den.

Min opfordring er: smag grøden.

Reklamer

~ af mosekjaer på 28. marts 2011.

19 kommentarer to “Pas på, det’ farligt! – Den rituelle dans om den varme grød.”

  1. Jeg genlæste Poppers tanker om fremskridt og moral for ikke så længe siden, og fik genopdaget has begreb om det moralske fremskridt, som potentielt har sin anvendelse hvis man ønsker at promovere ‘sikkert’ spil (hvilket man ikke nødvendigvis behøver gøre jf. bl.a. min Playground artikel); altså et fremskridt (et designelement et spilteknisk greb) det altid er muligt at rulle tilbage, hvis det opdages at det er problematisk. Dvs. en situation hvor der designes efter maximen at en hver situation skal kunne demonteres, hvis det er nødvendigt. Om det kan lade sig gøre ved jeg ikke helt, men der kunne ligge et spændende eksperiment i at designe et spil om “farlige” emner med et moralsk benspænd – f.eks. vad brug af allegorier eller krav om at efterlade visse ting usagt, som f.eks i “Vasen.” Bare strøtanker

    • Jeg elsker Poppers falsifikationisme, men jeg hans kritik af psykoanalysen køber jeg selvfølgelig ikke. Kort sagt mener jeg at falsifikation er et helt nødvendigt princip indenfor naturvidenskab, men jeg mener ikke at det kan oversættes til andre erkendelsesmæssige områder. Popper er jo mega meget et produkt af sin tid – og det en tid før vi for alvor begyndte at fortolke og forstå omfanget af Wittgenstein og en tid hvor Hegel desværre var ikke fik nok opmærksomhed.

      Nå, hvor om alting er, så er der forskel på det naturvidenskablige laberatore og på rollespilslokalet. Og de forsøg vi gør i det ene kan nok ikke fortolkes indenfor samme “sprog” og derfor heller ikke udfra samme metoder. Derfor bør Popper og hans metoder holde sig langt væk fra mit spillokale.

  2. Problemet med at demontere, de-eskalere eller helt stoppe en rollespilssituation er at det er den enkelte der er nødt til at sige fra og standse de andre indblandedes oplevelse. Det er et sted hvor man meget hurtigt bliver trukket for langt af gruppepres.

    Der skal bedre værktøjer til for at det kan blive en realitet. Vi har brug for bedre værktøjer til at tale om det vi oplever imens vi oplever det eller måske en anonym måde at melde ud på?

    • Hej oliver

      Tak for kommentar

      Du rammer lige ned i det der er min svaghed, nemlig at jeg ikke har evnerne til at afgøre hvilke “stop” værktøjer der er rigtige og forkerte. Min pointe er mere teoretisk, at man ved at snakke om hvor farligt rollespil er, skal passe på at man ikke bremser sig selv og glemmer at udforske den farlighed, fordi der findes nogle ekstrem fede oplevelser på grænsen til det farlige.

      Jeg tror du har ret i at man bliver grebet af gruppepres og har svært ved at sige stop selv. Netop, derfor kunne det måske være en god idé at have nogle “observatører” der på en eller anden måde kunne gennemskue hvornår det var tid at stoppe. Det ville selvfølgelig være enormt ressourcekrævende, men som sagt så er jeg ikke stærk nok psykolog/sociolog/alt muligt andet relevant, til at pege på hvad der kan lade sig gøre.

    • Netop det med mekanikker og værktøjer for den enkelte til at kommunikere “nu bliver det lige lovlig hedt” var sjovt nok noget jeg var ret omhyggelig og eksplicit med i Tortur. Hvilket jeg så havde tre hensigter med: Dels at gøre det klart for spillerne at det var legitimt at signalere ick! (og derved modvirke gruppepres og selv-pres), dels at sørge for at signalet kunne blive sendt FØR det blev udvandrings-problematisk, dels (snedige mig) at den synlige tilstedeværelse af nødbremsen skulle øge spillernes tryghed og dermed forebygge, at bremsen overhovedet blev relevant.

      Der blev Der har så vidt jeg ved ingen udvandringer været fra Tortur, men der er blevet signaleret advarsel enkelte gange. Og en enkelt spiller valgte at udvandre efter min briefing på FV, før holddeling. Det var jeg alt i alt ret tilfreds med, for så vidt jeg kunne se, havde de fleste af grupperne bevæget sig i det interessante grænseland.

  3. Rigtigt gode tanker, Kasper. Bortset fra… Hvem fanden mener at du er en dårlig rollespiller???

    Jeg skal personligt give vedkommende en olfert medsamt en rigtig dårlig rollespilsoplevelse med varige psykiske og fysiske mén tilfølge!

    En pointe, som Tobias Wrigstad blandt andet er inde på her: http://www.copenhagengamecollective.org/2010/04/09/tobias-wrigstad-at-itu/ (56.38), er at det ikke er nok at stoppe (Oliver nævner det også ovenfor) – vi skal også TALE om det. Det virker måske enormt 70’er pædagogisk at sætte sig ned i en rundkreds og sige “jeg føler ligesom at det her blev lidt hårdt for dig kan du ikke forklare mig hvor det gik galt?”, men jeg er overbevist om, at når vi kommer til det grænseoverskridende, så er det helt nødvendigt at vi også debriefer os selv – om ikke andet, så ud fra forsigtighedsprincippet.

    Tobias fortæller om et eksperiment, hvor de fik en spiller til at fingere et sammenbrud for at se, om de andre spillere kunne deale med det. Jeg er ikke sikker på at deres eksperiment er repræsentativt for noget som helst, men deres konklusion var i hvert fald, at det kunne de ikke – “people were jerks, they left!” Uanset om dette virkeligt er state of the hobby, så er det i hvert fald vigtigt at være opmærksom på ikke at havne der. Og så peger eksperimentet måske også på, at farlige situationer kan opstå, også når vi ikke synes at temaerne eller virkemidlerne peger i den retning.

    Så når vi selvfølgelig til at alt er farligt, men venner, det er det også (livet er farligt), så selv når vi spiller Toon eller Mumi eller Smølf – eller d&d, så skal vi stadig huske at være mennesker for hinanden! Det var bare lige min lille blødsødne, pladderpædagogiske pointe.

    Det var vist det – godt og vigtigt indlæg!

    • Hej Niller

      Tak for kommentar

      Det første kommer sidst. Her kommer det næstførste.

      2.Samtalen om det er en meget god pointe, som jeg ikke har fået med (måske fordi jeg ikke har beskæftiget med så meget med det konkrete). Men hvis ikke vi snakker om det, så lærer vi ikke noget om hvor det farlige ligger og hvor grænsen er, og hvad den kan gøre ved os. Og hvem ved, måske bliver vi endnu bedre og kan klare nogle mere følelsmæssige ekstreme oplevelser i fremtiden.
      Og som du skriver, så kan det farlige opstå uden at vi er forberedt på det, og måske netop derfor er det vigtigt at vi udforsker det noget mere, for at kende det, kende symptomerne på at det er på vej, og have en bedre evne til at deale med det.

      3. Jeps, livet er en farlig satan. Og det med Mumi, Toon og Smølf er også lidt min pointe med første del af indlægget. Måske er nogle temaer farligere end andre, men vi kan ikke udelukke at en eller anden ting i smølf kan trigge noget indeni mig.

      1. Det med dårlig rollespiller, det ved jeg ikke om der er nogen der tør påstå. Jeg tror bare det var for at undgå et modargument der siger noget i retning af “jamen du er også bare en dårlig rollespiller der ikke forstår hvordan det hele hænger sammen”.
      Lad os forøvrigt tage en battle til fastaval om hvem der er den bedste rollespiller. Vi uddeler bedømmelsessedler om os til vores medspillere og GM.

  4. Forresten… Helt sikkert et gensyn værd: http://www.youtube.com/watch?v=MxTrJJOhQdA

    Husk ikke at spille rollespil i mere end tre måneder, så er det slut!

  5. Tak for dit indlæg – det kan jeg lide. Jeg har tre spørgsmål.

    Du skriver målet for virkemidler er Den Gode Rollespilsoplevelse. Samtidig går du i næste sætning over til at snakke om den ekstreme oplevelse. Er det stadig det samme mål; og hvis det er – er den gode rollespilsoplevelse nødvendigvis ekstrem?

    Der er megen snak om grænser og finde grænserne for den gode Rollespilsoplevelse (“Hvorfor ikke prøve bevidst at finde grænsen til det farlige? Det virker som om det er der den gode rollespilsoplevelse er.”) – at en maksimering af oplevelsen, findes så tæt på “grænsen” som muligt. Er denne definition af den gode Rollespilsoplevlse altid, eller i de fleste tilfælde, korrekt?

    Hvad ér grænsen – kan vi overhovedet forholde os til den i andet end enkelttilfælde og gætværk?

    • Tak for din kommentar – det kan jeg lide. Og dig også.
      Jeg har 3 svar – måske?

      1. bumtibum, her har du nok ret i at jeg ikke er så præcis. Jeg tror præmissen for mit indlæg er de former for rollespil, som mange i min omgangskreds ynder at spille, hvor man hele tiden bevæger sig længere og længere ud og prøver nye territorier af… altså nogle mentale og følelsesmæssige stærke oplevelser, som gerne sidder i kroppen noget tid efter.
      Dermed ikke sagt at det er den eneste form for gode rollespilsoplevelse, men det er blot den slags rollespil jeg taler om her. For mit indlæg er måske mere rettet mod “forsigtighed” fremfor rollespil.
      Og lad os da lige nævne det igen, for Slavemesteren fra Ascalon er en af de fedeste oplevelser jeg nogensinde har haft, men er ikke (tror jeg) indenfor “de potentielt farlige”.

      2. Jeg tror jeg svarer på din 2 i 1 også?

      3. God pointe du har her. Grænsen er meget udefinerbar og nok også forskellig fra person til person. Kan vi finde “den eneste ene grænse”? Nej. Men vi kan gå på opdagelse i grænselandet og undersøge hvilke stier der er uhyggelig men sikre og lære de stier at kende hvor der er dødelige skjulte fælder. Du forstår?
      Igen så er min pointe mere rettet mod forsigtighed. At “vi skal også passe på det ikke bliver for farligt” i stedet skal erstattes med “lad os undersøge hvor farligt det egentlig er”. Det er to forskellige måder at være forsigtig på.

      • jeg vil gerne følge lidt op på denne grænse-snak, da jeg føler det er vigtigt at få med at det også er grænsesøgende er mange ting, ikke kun det farlige. Jeg kommer med skøre eksempler: At lave f.eks. rollespil der består af 5 mennesker der læser Anders And blade, ingen bevæggrund – eller en sms der ticker ind med teksten “du har nu tabt spillet”. Det er grænse(og diskussions)-søgende at /kalde/ det rollespil.

        Den form for rollespil du snakker om her, den farlige, er en lille del af en, i mine øjne, stor grænse med alt fra ligegyldigt, til næsten rollespil – over til rigtig godt (for nogen) til rigtig farlig (for andre).

        Og når vi så har grænsen på plads, så kan vi begynde at udforske det der er indenfor.

  6. Den grænsesøgende oplevelse er blot en af de måder man søger den gode rollespilsoplevelse. Hvorfor? Fordi at søge grænsen er noget vi mennesker anser som en positiv udfordring. Om det så er i rollespil eller tophastigheden for et fly.

    Kunne man ikke påstå at dette års scenarie hardcore er et forsøge på at nå en grænse?

    • Jo, nøjagtig! Hardcore!

      Jeg skal faktisk spille Hardcore (som det eneste jeg skal spille i år, ligefrem), så jeg kunne egentligt godt tænke mig at spørge ud i rummet: Hvad synes I man skal tænke på, når man er spiller i et scenarie med dét oplæg? (http://www.fastaval.dk/hardcore/)

      Tobias er jo oplagt ude på at afsøge ‘it’s just a game’ alibiet, og jeg er lidt i tvivl om, hvor meget han tænker i at beskytte spillerne. Det er jo lidt et koncept, der lægger op til ikke at ville beskytte spillerne overhovedet. Det har jeg det fint med (det er jo derfor, jeg har tilmeldt mig), men jeg er lidt loren ved, om mine medspillere også vil have det fint med det – OGSÅ bagefter…

      Skal man gå til sine medspillere med nærgående spørgsmål før senariestart for at sikre sig, at der ikke ligger nogen hunde begravet bag deres pandebrasker, eller hvad? Nogen gode ideer til at sikre sig, at man ikke får en akutindlæggelse på den lukkede på samvitigheden?

    • Hej Simon

      Tak for kommentar.

      Det med at søge grænsen tror jeg også er noget meget menneskeligt, og i forbindelse med rollespil så tror jeg at det virkelig fede spil ligger helt derude, hvor man ikke ved hvad det helt er der sker med ens følelser og inde i hovedet.
      Jeg ved du også har spillet memoratoriet og som jeg skriver i min info/disclaimer så skete der noget med mig der. Jeg stod og tudede over at jeg havde mistet mine børn samtidig med at jeg godt vidste at det var et spil. (på dette tidspunkt havde jeg ikke selv børn, eller gravid kæreste, og tror ikke jeg dengang havde noget nær den følelse omkring det at have børn som jeg har nu)
      Men det var fedt. Det var virkelig fedt. Måske fordi jeg oplevede en helt anden side af mig selv, havde nogle forestillinger og oplevelser jeg ikke troede muligt. Og det var fedt at komme videre igen bagefter. Det er også det jeg har hørt fra delirium spillere. Det var virkelig fedt og ekstremt, fordi man bevægede sig ud et sted man ikke havde været før.

      Jeg ville gerne have nævnt hardcore, men kunne ikke lige få det til at passe ind, da jeg ikke kender andet end foromtalen endnu. Jeg tror, og håber, at hardcore udforsker grænserne. Desuden har hardcore noget af det jeg forespørger, nemlig viljen til at gå helt derud, men også acceptere at man så måske stopper “før tid” (det er muligt at gå). Så kan det selvfølgelig være et problem med gruppepres (som Oliver nævner) og at man ikke selv kan se det i situation. Og som Niels nævner i sin Hardcore kommentar, så er der nogle spørgsmål om spillerbeskyttelse.

      Jeg glæder mig i hvert fald til at spille det, og håber jeg får lov.

  7. En lille teori om at krydse grænser i spil: Det er rollespillets svar på fissionsenergi, sådan i metaforisk forstand. Hver gang en grænse berøres, udforskes eller brydes, frigøres følelsesmæssig energi.

    Indsæt metaforer om nedsmeltninger og vindmøller efter behov…

  8. […] Forestillingen har en så stor styrke, at selv rollespillere sjældent selv ikke kan lade være med at forestille sig, at deres hobby er potentielt farlig for en tænkt mulig teenager (men måske er den endelig blevet farlig jf. Fallesens artikel i Playground Magazine #1 samt dette blogindlæg – men se også Kasper Mosekjærs indlæg om farlighed i rollespil). […]

  9. […] rollespil Visse rollespil er så grænseoverskridende, at man overvejer, hvorvidt de er farlige eller ej. Nogle er grænseoverskridende, fordi de omhandler intime emner, som Min piges spurv, men i sig […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: