Kvindens rolle i rollespil

Fastaval er over os, og jeg sidder som spilleder på fire spændende scenarier. Tre af dem har kvindelige forfattere, og kvinder spiller en interessant rolle i scenarierne. Så her er et lille essay om det. De tre scenarier, jeg har i tankerne er Skæbne-blade, Et hjerte af metal og Scrap-bog.

Skæbne-blade er for mig særligt interessant, da scenariet minder meget om “Kvinden, der var“. I KdV har vi den perfekte kvinde, som nu er gået sin vej, og det har hun af egen vilje, fordi de fire personer i hendes liv (far/mor/storebror/storesøster(ven/veninde/elsker/elskerinde) alle har svigtet hende, og de sidder nu tilbage og mindres hende.

I Skæbne-blade har vi fire personer, der skal re-evaluere deres liv efter, at de har svigtet den perfekte kvinde, Madeline, og det er manden, elskeren, sønnen og søsteren, som alle begærer hende, og i takt med at de begærer hende, begår de vold imod hende. Manden slår hende, elskeren er voldelig, sønnen begår stedfortræder lemlæstelser (dvs. han skader hendes dyr), og søsteren forgiver hende langsomt. Ganske vist kan Madeline synes uperfekt i kraft af, at hun er sin mand utro, men det opvejes af, at begge de voksne mænd i hendes liv udøver vold mod hende, og hvor meget er det en affære, når elskeren forsøger at voldtage hende?

I KdV gælder det for de fire personer at komme til en erkendelse af, hvilket svigt de har begået imod hende – for præmissen er, at hun er perfekt, og derfor kan scenariet ikke tolerere, at spillerne forsøger at gøre hende mindre end perfekt, og derfor må spillerne acceptere, at deres egne roller ikke er perfekte (ved en afspilning forsøgte en spiller faktisk defensivt spil ved at forsøge, at gøre sin egen rolle til offer for den skurkagtige kvinde, men det blev underkendt af andre spillere). I S-B giver den perfekte kvinde, Madeline, de fire karakterer en chance for at forsone sig. I den forbindelse anvender scenariet En djævel for enden af scenariet på en interessant måde, idet at valget træffes halvvejs inde i scenariet, hvorefter man fortæller karakterens resterende livsforløb – vi ser altså konsekvensen af valget, og derefter gives karakteren en chance på ny, og nu kan træffes et nyt valg, og vi ser nu et nyt livsforløb, som måske er bedre end det første.

Begge scenarier anvender den samme model – den perfekte kvinde, der beholder sit perfekte gennem sin fravær – hvorved de begge honorerer den hollywood-model, der har udnyttet denne ide utallige gange – og hvorfra Peter og jeg til KdV bevidst hentede inspiration via artiklen Man kan aldrig vide for meget om Hitchcock af Slavoj Zizek, der netop beskriver hvorledes Hollywood anvender den perfekte kvinde, og hvordan hun altid enten fjernes fra verden (dør) eller nedgøres, når hun dukker op (mindre smuk, mindre ærbar, falden osv.). I KdV valgte vi at give hende en selvstændig vilje ved at gøre at gøre det til et præmis, at hun var gået sin vej, og tilbage sad de uperfekte karakterer frem for at lade hende blive uperfekt. I S-B bliver hun slået ihjel, men bliver nærmest stærkere af det, idet hun kan vende tilbage og tilgive sine bødler, der gives en chance for at smide det uperfekte fra sig selv. Hun er perfekt, og de uperfekte karakterer gives en chance for at blive perfekte og finde sammen med hende for enden af verden, for i denne verden kan ingen eksistere perfekt.

Omvendt er Scrap-bog en historie om en kvinde, der ikke er perfekt, men drømmer om det perfekte liv. Historien bevæger sig frem og tilbage mellem den grå hverdag og de rosenrøde drømme om det gode liv – og hvad er det så for scener, der veksles imellem: kæresten, hjemmet, middagen (dvs. kvinden som værtinde), mandens karriere og graviditet. Under karakterbeskrivelsen finder vi kvinden, Monas, mål: “Manden, brylluppet og barnet. Et ønske om det perfekte liv, som hun har planlagt siden hun var ganske lille.” Det er således muligt for hende at komme i mål – som en af mine kammeraters storesøster beskrev det, da hun var blevet gift, fået hus og barn – men lighed med alle de amerikanske sitcoms om ugifte kvinders stræben efter at blive gift, så er det uklart, hvad resten af livet efter ægteskabet skal bruges til.

Omdrejningspunktet i scenariet er, at kvinden drives til vanvid af spændingsfeltet mellem den grå hverdags realiteter og de rosenrøde drømme, som har en helt bestemt række komponenter – mand, barn og hjem – og der er ingen alternativer til denne drøm. Scenariet tillader Mona at drømme og drømme om alt det, hun vil, men hun kan aldrig drømme uden for denne ramme – hun kan ikke drømme andre livsforløb såsom karriere, krealiv og kollektiv. Da den grå hverdag ikke tillader hende at opnå sine rosenrøde drømme, drives hun ind i en verden af vrangforestillinger, hvor hun stjæler en andens barn for at få det liv, som hun forventer at have retten til.

Et hjerte af metal har en tredje model. I forgrunden finder vi metalpoeten Granhøj, som kæmper med sine indre spændinger omkring sin kunstneriske karriere, og de to kræfter, der forsøger at skubbe ham i den ene eller den anden retning, nemlig musen og kæresten. Musens eksistens er betinget af Granhøjs valg, og kæresten ser sit forhold til Granhøj – og derved hendes eksistens som kæreste – ligeledes betinget af Granhøjs valg. Begge kvinders tilstand er betinget af mandens valg.

Man kan kritisere Et hjerte af metal for, at den måde de to kvinder kan realisere sig selv på er gennem en mand – men der vil jeg gerne skyde forbehold ind. Et forbehold er, at scenariet bygger på en fortælling, operaen Tannhäuser, fra en anden tidsalder, hvor kønsroller så anderledes ud, og det kan være vanskeligt at løsrive sig fra al den bagage og nogenlunde bevare den oprindelige historie ved en genfortælling. Et andet forbehold er, at begge kvinder – der på hver sin måde er muse for manden – faktisk indtager en meget stereotyp funktion, som er gældende for mange krimi-serier, hvor der er en magisk specialist (House, Castle, The Mentalist etc.), hvor den kvindelige hovedperson er lederen af et hold af mænd, og over hende er den store faderlige leder, og så er der den kreative, ukontrollable ekspert, hvis ekspertise hun ikke kan overgå, allerhøjest matche, når hun bestræber sig på det, og hendes opgave er at holde styr på den mandlige, magiske kreative energi, der uden rammer bliver destruktiv. Derfor har den magiske specialist typisk ikke noget liv uden hende i hans liv til at skabe ordnede rammer, og hvis hun ikke holder hans kraft i ave, går ting i stykker. Dette er en tidstypisk fortællemodel, der gennemsyrer et utal af (amerikanske) tv-serier, og dele af den er at genfinde her – med andre ord Sherlocks mandlige makker har fået et alternativ i den kvindelige mellemleder. De to kvinder i Et hjerte af metal er stærkere end tidligere historier, og i scenariet har de begge – men mest af alt Lizzie – muligheden for rent faktisk at vælge metalpoeten Granhøj fra. For musen kan det betyde enden på hendes eksistens, men for kæresten Lizzie betyder det, at hun er fri til at gå andre veje.

~ af Morten Greis på 22. april 2011.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: