Den gode rollespiller findes ikke og skal dø
Vi sad fire mennesker omkring et bord, og fordi vi ikke spillede rollespil talte vi om rollespil. Og før eller siden kom jeg i gang med min standardiserede rant om, hvorfor jeg ikke kan lide begrebet ”Den Gode Rollespiller” og synes det skal dø på blodig vis, og Peter Fallesen havde ikke bedre forstand end at foreslå, at jeg skrev et indlæg til bloggen om det. Kort sagt, det er Peter, I har at bebrejde for dette. Her følger min rant om Den Gode Rollespiller.
Begrebet Den Gode Rollespiller er dybest set unyttigt. Rollespil er afsindigt bredt, og forsøg på at definere den gode rollespiller ender enten med at blive så brede at de er intetsigende, eller at degenerere til one-true-way-ism ved at tage godt rollespil i én betydning (om det så er evnen til at være fuldstændig indlevet tyve timer i træk iført håndsyede sko, evnen til at lave impro-fortælling, evnen til at vælge de helt rigtige feats og vinde de hårdeste encounters eller evnen til at rulle en natural 20 når det virkelig gælder) og insistere på at alt andet ikke er rollespil. At tale om Den Gode Rollespiller bliver som at tale om den Gode Sanger – der findes fremragende bluessangere, operasangere, jazzsopraner og rappere, men jeg nægter at tro, der er nogen, der gør det hele godt, og hvis vi vil tale om God Sang på en interessant måde, har vi brug for at kunne skelne mellem de forskellige typer.
Jeg er også villig til at argumentere for, at Den Gode Rollespiller er et skadeligt begreb. Den Gode Rollespiller tager godt rollespil og insisterer på, at det er en personlig egenskab ved et eller andet menneske. Kombineret med at godt rollespil (som sagt) kan være så absurd mange forskellige ting [1] har vi kimen til alt, der er forkert.
En side af dette, som Peter Fallesen – hvis fejl alt dette er – påpegede, er følgende: Hvis jeg kender dig, ved jeg, hvilke bolde du griber og hvilke du taber. Hvis jeg ikke kender dig, ved jeg, at jeg skal være opmærksom på, hvordan jeg kaster til dig, fordi jeg ikke kan være sikker på, at du griber. Hvis jeg ved, at du er en God Rollespiller (for det siger alle) kaster jeg bolde, som jeg venter, en God Rollespiller vil gribe, og om du griber dem afhænger meget af, hvor gængs min forestilling om Den Gode Rollespiller er.
En anden skadelig side ved at gøre godt rollespil til en personlig egenskab er, at det opmuntrer til se-mig-rollespil, hvor den Gode Rollespiller kommer til at tro, at godt rollespil er noget, hun gør, snarere end noget hun gør sammen med andre. Showspil og guitarsoloer følger, og det er for det meste kedeligt at se andre spille rollespil.
Men mest af alt er Den Gode Rollespiller et vildledende begreb. Vi burde tale mindre om gode rollespillere og meget mere om godt rollespil. Er det mig, der splitter hår her? Ja, det er det nok. Men: At sige ”NN er en god rollespiller” er en elendig forklaring på, hvorfor man havde en god rollespilsoplevelse. Det tager de konkrete ting, NN gjorde (og det faktum, at de skete i kontekst af et specifikt rollespil/scenarie/system og i en social og kreativ kontekst, som resten af de tilstedeværende ikke kan udelades fra) og gemmer dem bag en personlig dom over NN. Det afleder vores opmærksomhed fra de teknikker, der blev brugt i spil, hvordan de virkede, og hvorvidt de ville fungere i andre kontekster, og det gør det sværere at skelne de ting, NN gjorde, som virkede, fra dem, som ikke virkede. Det er simpelthen det dovneste svar på spørgsmålet ”Hvorfor var det her godt?”
Det er utroligt rart og hyggeligt og socialt bekræftende at stå efter en god rollespilsoplevelse og fortælle sine medspillere, at de er gode rollespillere. Det er betydeligt mere interessant at se den gode spiloplevelse ikke som en magisk effekt af Gode Spillere men som noget, der dels er større – fordi det er et resultat af samspillet mere end af den enkelte spiller – og dels er mindre, fordi det er kommer af konkrete ting gjort i konkrete øjeblikker, teknikker der kan betragtes, beundres, analyseres og efterlignes.
*****
1: Jeg kender fornuftige mennesker, der vil mene, at godt rollespil er at lægge karakterspillet til side, når det er tid til at være taktisk og andre, der vil sige det stik modsatte. Foreløbig har dem på det første parti givet mig flest chokoladekiks, men jeg er villig til at tænke godt om de andre. ↩
planB - this revolution will not be televised 
Den Gode Rollespiller bliver den første mod muren! Eller kommer i alt fald til at stå pænt langt fremme i køen.
Man kan måske sige at Den Gode Rollespiller til dels er skabt af sin skygge, Den Dårlige Rollespiller. Der er folk, som det i de fleste sammenhænge er ret træls at spille sammen med, men her ligger trælsheden oftest ikke i detaljerne omkring de tekniske færdigheder, men ude på det omgivende sociale niveau.
Og for øvrigt kan jeg bedre lide riff-rock end solo-rock…
Meget enig. “Den gode rollespiller”- begrebet kan også mødes som en slags mentalt skjold usikre rollespillere prøve at gemme sig bag. Specielt hvis de har en eller andet fjollet opfattelse af at rollespil skal være noget performance-agtigt.
Ja, og jeg bilder mig ind, at ideen om den gode rollespiller kan fostre performance-spil. Jeg har fanget mig selv i tåbelig se-mig-spille-rollespil-allesammen-adfærd i situationer, hvor det er lykkedes mig at få en ide ind i hovedet om, at man forventede, at jeg var en God Rollespiller.
For mig har Den Gode Rollespiller været en svær barriere i mange år. Jeg fik præstationsangst af at skulle spille overfor Gode Rollespillere og frygt ved at skulle spille uden dem. På en måde, er mit bidrag til årets spillerkompendie på Fastaval et opgør med den tanke, rollespil er noget man hele tiden bliver bedre til, ved at spille det og være opmærksom på sig selv og sine medspillere.
På den anden side af mønten er også at Den Dårlige Rollespiller har fået for stor magt, der er for meget “defensible design.” Spil der ikke giver plads, fordi man forsikrer sig imod destruktivt spil, frem for at finde måder at lade det bedste skinne igennem.
Ak ja! Robust og fleksibelt design er godt. Inddæmmende design er trist.
Á propos Den Dårlige Rollespiller: En rollespilsoplevelse, der står for mig som en lysende ædelsten af sublimt spil, startede med at jeg efter et par minutter i lokalet tænkte “åh nej, jeg går ind til fire timers elendighed”. Vi skulle spille følsomt og højpandet drama, og én spiller jokede om miniguns, én spiller var efter egen erklæring taget med på con som en eller andens kæreste, og de sidste to var på ingen tid i gang med at udveksle pænt tekniske krigshistorier fra Shadowrun og Vampire. Men da vi kom i gang, var vi fantastiske sammen.
(Men OK, der er sgu folk jeg vil gøre en vis indsats for at undvige i rollespilssammenhæng. Gustne overlæg, sorte sjæl, visne hjerte mig. Men det er der.)
Jeg er, ligesom som alle andre, ret enig med Anne. Min fastaval i år var et bevis overfor mig selv om hvor nedern og kontraproduktive mine egne forestillinger om den gode rollespiller er. Uden at gå alt for meget dybten med nogetvsom helst, så spillede jeg småkedeligt rollespil med folk jeg normalt ser op til og jeg tror en af grundene til det blev kedeligt var at jeg kom til at se dem som “gode rollespiller” fremfor de personer de er. Gode rollespiller kan blive et abstrakt begreb som kan være med til at gøre at jeg misforstår den konkrete rollespilssituation. Det blev det for mig på fastaval. Rollespil er for mig noget personligt fælles, hvor vi bygger noget meget privat, med udgangspunkt i vores personligheder, op sammen (altså et fælles projekt). Den er smuk konstruktion, hvor der faktisk ikke rigtig er plads til abstrakte fordomme.
Når det er sagt, så forbeholder jeg mig retten til at kunne sige “ov, hvor var/er du megasej!” til en medspiller.
Rigtig godt sagt. Det synes jeg godt jeg kan genkende.
Og jeg vil nådigt tilstå dig retten til at fortælle folk, at de er seje. Men også kun fordi du er en god rollespiller 😛
Faktisk følte jeg efter at have skrevet indlægget en stærk trang til at lave et den-gode-rollespiller-totalspil. Det skulle køre konstant og i årevis og foregå noget i retning af, at alle nye deltagere fik et antal startpoint. Hvis andre så kaldte dig en god rollespiller, ville du få flere point, og det ville de også selv, men hvis tilstrækkeligt mange andre (eller rollespillere med en tilstrækkeligt høj status = et tilstrækkeligt højt pointantal) kaldte dig en dårlig rollespiller, ville du tabe point, og det ville dem, der havde backet dig også. Der skulle på en eller anden måde korrigeres, så domme fra folk med højt pointtal var flere pointtal værd og så dit relative pointtal spillede en rolle. Det ville være ondskabsfuldt og taktisk og ufatteligt sjovt.
SÅ enig! Og i Fastaval-sammenhæng er der endnu en faktor; hvor længe var den formodede Gode Spiller i baren igår, eller kommer han/hun direkte derfra?
Personligt har jeg været heldig nok til ikke at stå i den situation, hverken med de fulde/tømmermandsramte eller med de uoplagte. Men man hører tydeligt skuffelsen hos folk, der ud fra de folk de var i rum med forventede deres livs oplevelse, og endte med at få noget halv-lallende, uinspireret, og af og til afbrudt af “ej, det kan jeg ikke overskue, skal lige ud og knække mig”…
Tilgengæld har jeg gennem årene haft nogle absolut fantastiske spil-oplevelser med folk jeg den dag idag ikke aner hvem er, men nikker til på hver Fastaval, fordi det var dig-der-der-spillede-ham-der-og-det-var-fedt.
Og lige som Oliver er jeg også stødt på termen “Dårlig Rollespiller”, omend ikke helt på samme måde; efter at have haft en opløftende, dramatisk og gennem-velspillet scenarie-oplevelse, har jeg oplevet at blive spurgt af andre “Åh, du endte på hold med XXX, det er jeg ked af, var det ikke frygteligt?”. Nej, det var det ikke. Men tak for i det mindste først at sætte den fordom i hovedet på mig bagefter, så jeg kan mane den i jorden med det samme!
Spilstartstombolaen, for nu at blive i Fastaval-regi, giver også en glimrende anledning til at forsøge selv at opsøge hold, som spilleder eller spiller, hvor man møder nye mennesker med et åbent sind, i stedet for at spille med den samme gamle gruppe, eller “de Gode Spillere”. Dels sætter man sig ud over Gode/Dårlige spiller-problematikken, og dels kam man se spillerne som spillere, i stedet for sin bedste ven/største idol/nemesis, med tilhørende forventninger.
Den mulighed findes jo så sjældent i det daglige rollespil, men det kunne nok være sundt for mange grupper at have en form for “guest appearance” fra folk udefra, bare for ikke helt at falde i samme rille hver gang.
Vi bruger gæstespillere fra tid til anden i nogle af mine kampagner. Det er ret sjovt at have gæstespillere på besøg, da de ofte ændrer dynamikken i spilgruppen, når de er på besøg.
Noten minder mig om et af mine første møder med Den Gode Rollespiller, en gang i tidernes morgen.
Det var en gang heroisk fantasy, og der var nogle spillere som insisterede på at opføre sig taktisk komplet tåbeligt i kamp, fordi “det er godt rollespil” at elvere og dværge skal skændes. Men hvis vores roller er big damn heroes, hvor fedt rollespil er det så lige at de kæmper skidt, fordi de opfører sig idiotisk? Ikke desto mindre mødte der mig bebrejdende og bedrøvede blikke, tydeligt skuffede over at jeg ikke værdsatte Det Gode Rollespil. Grargh!
Men det handler vel mere om diskussionen om det Gode Spil end den Gode Spiller? Ak, et emne for en hel blog i sig selv…
Oh ja. Der er en mindre serie af blogindlæg at skrive om “Ting, folk har fortalt mig er dårligt rollespil, og hvorfor de tog fejl”
De første numre på listen: At tale i tredje person, at handle på out-of-character-viden, at engagere sig i spilmekanikkerne, at spille for at vinde, at tænke på sin spilperson som en person snarere end et redskab til at lave en historie…
Jo. Jeg tror dog at Det Gode Spil springer af samme giftige kilde, The One True Way.
Jeg har også en lidt ambivalent følelse omkring termen “den gode rollespiller”, for en god spiloplevelse handler nu ofte om hvem man spiller med. Jeg ser det dog som noget kontekstuelt der afhænger af dels kemien spillerne imellem og dels om det er en sammensætning af spillere, der passer til scenariet. Nu kan jeg jo godt lide de såkaldte “føle-føle”-scenarier med høj grad af indlevelse og har haft så god spil-kemi at jeg næsten har tænkt “du er den eneste for mig” om en anden spiller (indtil den næste gode spilkemi – på det punkt er jeg lidt promiskuøs) og spillet med den samme spiller igen og tænkt “det her går bare ikke – det er ikke dig, det er mig…” fordi det bare var en anden type spil… så måske kan man ikke tale om den universelt gode spiller, men mere relativistisk tale om den gode spil-kemi…
PS: jeg kom til at tænke over titlen… hvordan kan “den gode rollespiller” dø hvis den ikke findes?
Well, den skal vel dø, fordi folk bliver ved med at holde ideen i live? Der sigtes således efter et memedrab.
Den gode rollespiller skal dø fordi jeg generelt går ind for at slå ting ihjel og begrave deres ikkeeksisterende, sønderlemmede lig dybt i den giftige jord. Eller, øh, hvad Morten sagde. Og fordi det gav titlen en rigtig fin kadence.
Men alvorligt talt – dybe grave i den giftige jord! Vi kan begrave alt muligt der, og sommernætter er perfekte til at dumpe dem ned i graven i tavshed og under en tungthængende måne. Vi kan have det så sjovt.
Fremragende indlæg – helt enig i (næsten) alt hvad du skriver!
Dog er jeg i tvivl om hvorvidt du er ude i at disse showspil som “dårligt rollespil”? Det kan næsten læses sådan… For det tilfælde vil jeg gerne vifte lidt med showfanen: Jeg oplever at showspil efterhånden har fået et dårligt navn, og det synes jeg egentligt er synd. Jeg mener helt klart at showspil kan være meget konstruktivt og kan være med til at skabe stemning, inspirere og forstærke oplevelsen og indlevelsen for de andre spillere – og for showspilleren selv. På den måde kan det også forbedre andre typer rollespil: Historiefortælling, indlevelsesspil etc.
Når det er sagt, så kan showspil indlysende også være destruktivt, hvis det sætter sig på det øvrige spil, muler de andre spillere eller bare er malplaceret, som ofte er tilfældet. Men gælder det ikke alle former for rollespil? Hvor fedt er det at spille med en spiller, der er så indlevet, at det er det eneste der er for ham eller hende i verden? Hvis historiefortælling bare er historiefortælling, kan det så ikke blive lidt tamt? Eller hvis én spiller synes, at nu skal han edermuleme fortælle de andre en rigtig god og laaang historie?
Må jeg lige have lov til at klappe i hænderne over Lasses kommentar ovenfor: Se DET er godt rollespil ;oD
@Niels: Hmm – jeg er vist nok lidt vanetænkende i at se showspil som dårligt spil. Det har du nok ret i. Er det nu, vi skal bede dig om en artikel om konstruktiv brug af showspil? 😉
Jeg tror måske, at dårligt rollespil (tit) er det spil, der lukker de andre spillere ude. Showspil, der er “ti stille og se mig spille rollespil”, indlevelsesspil, der bliver for narcissistisk til at spille til de andre og (mit nye yndlingshadespil) historiefortælling af typen “sæt jer ned og hør mig knævre i fem minutter”.
Den artikel kan jeg hurtigt skrive. Den hedder “London Crawling”. 😀 Superhelte rollespil kræver om noget showspil i form af at man er nødt til at give den gas, bruge store armbevægelser og have store ting på spil (store følelser såvel som store katastrofer). Der synes jeg at showspil (som i “Se mig være sej og spille op til jer, så I også kan være seje”) i den grad er på sin plads.
Det er sjovt, for i mit tilfælde har showspil altid handlet om at lave noget sejt, som de andre derefter kunne spille videre på. Det tror jeg er mit krav til showspil: Du kan give den max gas, så længe du giver noget til de andre og ikke er på hele tiden.
Fedt indlæg. Jeg er enig i mange af tingene. Jeg giver dog Niels ret i at showspil kan være ganske godt. Jeg mener bestemt heller ikke det er kedeligt at se andre spille rollespil, jeg kan faktisk godt lide at læne mig tilbage, for at se spillet udfolde sig (derfor ender jeg tit som spilleder).
Jeg havde en traditionel opfattelse af Showspilleren som Den gode rollespiler før i tiden. Ham har jeg siden omdøbt til Power spilleren, hvilket er et dårligt navn da der leder hen på Power Gamer, som mange kender som regel teknikeren. Min opfattelse af denne Power spiller er dog en blanding af showmanship og høj kreativ energi.
Min nye opfattelse af Den gode rollespiller er baseret på evnen til at følges med de andre, samt at føle scenariet og spille på samme tematik og genre som vi fælles arbejder med. Og evnen til at bygge videre på andres oplæg. Meget mere en team player. Det syntes jeg næsten altid giver pote indenfor de spilstile jeg har prøvet. Det er jo også tilpas positivt og abstrakt til at man ikke kan bruge det til ret meget :).
Jeg syntes Anne har ret i at vi ikke kan bruge det brede begreb “Den gode rollespiller” til meget andet end et ego-boost.
Også enig. Der er selvfølgelig nogle, hovedsageligt sociale egenskaber, som alle nok kan blive enige om er forudsætninger for rollespillet, men det har ikke så meget med “godt rollespil” at gøre. Det ville være mere konstruktivt at diskutere specifikke egenskaber ved rollespillere og rollespil, som er befordrende for bestemte spillestile og genrer – og ikke mindst, hvordan man kan hjælpe spillere, som ikke er så stærke i lige præcis det. For nu at starte med nogle tilfældige:
Genrebevidsthed. Dramaturgisk sans. Begge gode i spil, hvor spillerne skaber historien. Kan afhjælpes med grundig introduktion og instruktion.
Nogle spillere er rigtigt gode til at sætte andre i spil. Rigtigt godt, hvis de andre spillere griber boldene.
Nogle spillere er gode til høj- henholdsvis lavstatusroller. Meget brugbart, men afhængig af casting.
Nogle spillere fylder naturligt meget. Kan rive andre med, men også komme i vejen. Kan afhjælpes med eksplicit, social instruktion.
Improvisation – væsentligt, hvis spillet kræver “on the spot” kreativitet. Kan afhjælpes ved at give spillerne mulighed for at tænke sig om.
Humor er selvfølgelig også væsentligt i nogle spil.
Og mange andre ting…
Man kan sikkert lave en klassificering af forskellige spilegenskaber, men jeg ved ikke, hvor brugbart, det egentlig ville være.
Jeg synes faktisk det ville være en rigtig god idé at lave en grundig gennemgang af de forskellige dyder i det gode rollespil. Hvordan de kobler sig til forskellige scenarietyper, osv.
@anne+max: Men om vi bryder “den gode rollespiller” op i en raekke teknikker og egenskaber samt parrer det med praeferencer staar vi saa ikke tilbage med flere typer “gode rollespillere”? Altsaa fx dem der er gode til det der indie/jeep/old school/indleve/whatever?
Jeg synes det er helt legitimt og en fantastisk ting at der findes mange forskellige maader man kan faa noget ud af rollespil paa, men at haevde at der ikke er nogen der er bedre til noget end andre synes jeg er letkoebt (og for dem som her synes jeg skyder over maalet vil jeg henvise til overskriften for indlaegget).
Der kan vaere en god pointe i at ukritisk og ureflekteret brug af den positive dom det er at kalde nogen en god rollespiller kan vaere med til at skabe misforstaaelser. Men omvendt synes jeg det er kontraproduktivt at tabuisere at hylde nogen for det de er gode til. Det kunne jo vaere man kunne laere noget (hvis man vel og maerke holder tungen lige i munden istedet for at stikke den op hvor solen ikke skinner).
Frikard
Jeg tror at problemet er The One True Way, som forhindrer én i at se, hvad der faktisk er og ikke er foran éns snudeskaft. Plus, Den Gode Rollespiller som begreb tager spilleren ud af sammenhængen, og ofte er man ikke god alene, men i en eller anden kombination af konkrete spillere, genre, virkemidler mm.
Sandheden og det gode rollespil er konkret og lokalt. Den Gode Rollespiller er abstrakt og universel. Derfor er Den Gode Rollespiller en død rollespiller. 😉
Den onde rollespiller ….. ?
Hej Anne
Meget spændende emne.
Jeg har lige en ting. For du stiller det meget om som at den gode rollespiller er et fy-begreb, men godt rollespil må vi gerne tale om:
“Vi burde tale mindre om gode rollespillere og meget mere om godt rollespil.”
Kan man så ikke holde sig til en definition af den gode rollespiller som “en der ofte(re end de fleste andre) udfører godt rollespil (hvad så end det er)”?
Ellers meget enig i mange af pointerne om hvad “godt rollespil” så er, og min egen oplevelse er netop også at kemi i gruppen er ninja-vigtigt.
[…] som har kraft til at drive spillet frem. Dvs. man skal undertrykke sin opdragelse, som siger at Den Gode Rollespiller gør ingenting (som ikke er en del af Den Gode Historie), og handle. Gøre ting, også selvom det […]
Livet uden plot, del 1 « planB – this revolution will not be televised said this on 18. august 2011 hos 06:24 |
[…] værdi i variation. Vi skal ikke stræbe efter at blive den ene, ultimative gode rollespiller, for den gode rollespiller findes ikke (og skal dø). Vi skal stræbe efter at få mest muligt ud af mange former for rollespil, og vi skal tage det […]
De frie og ansvarlige spillere « planB – this revolution will not be televised said this on 10. november 2011 hos 08:23 |
[…] For det første, den gode rollespiller findes ikke (og skal dø). […]
Livet uden plot, del 2 « planB – this revolution will not be televised said this on 27. april 2012 hos 08:18 |
[…] er et oplæg til sociale julelege, statushierarkier og “hvem er de gode rollespillere her?” overvejelser som lukker ned for spillere med lavere status. Det er sjældent DET spil, […]
Realitetsforhandlinger i scenesætningskomitéen « planB – this revolution will not be televised said this on 7. juni 2012 hos 07:43 |
[…] på spilleders læber, kan man blive belønnet med Den Gode Historie og social anerkendelse som Gode Rollespillere (det er vist så tæt, vi i denne sammenhæng kommer på frelse). Og hvis man artigt når til […]
Frihed og skæbne 1: Skyld | planB - this revolution will not be televised said this on 9. marts 2014 hos 14:01 |
[…] The Good Role Does Not Exist and Must Die (PlanBRollespil. Danish) […]
How to Become a Better Larper » Lizzie Stark said this on 29. april 2014 hos 22:55 |
[…] The Good Larper Does Not Exist and Must Die (PlanBRollespil. Danish) […]
How to Become a Better Larper | Leaving Mundania said this on 9. august 2014 hos 12:31 |
[…] The Good Larper Does Not Exist and Must Die (PlanBRollespil. Danish) […]
How to Become a Better Larper » Lizzie Stark said this on 14. august 2014 hos 22:48 |
[…] er jeg ikke super vild med begrebet Den Gode Rollespiller. Efter min mening findes Den Gode Rollespiller ikke (og bør dø), som begreb forstået. Det ER dog muligt at tale om nogle konkrete teknikker og tilgange, der kan […]
Hvordan vi fejler, når vi fejler | planB - this revolution will not be televised said this on 21. august 2014 hos 13:17 |
[…] af smerten og nederlaget som et ideal for rollespil, og dermed bekræfte hinanden i at vi er Gode Rollespillere. Jeg er med på at der også kan være en liflig befrielse i ikke at være forpligtet til absolut […]
Playing to lose | planB - this revolution will not be televised said this on 7. maj 2015 hos 15:07 |
[…] was written by Danish freeform designer Anne Vinkel. It previously appeared in Danish on the Plan B Rollespil. Translation here courtesy of Troels Ken […]
The "Good Roleplayer" Doesn't Exist and Must Die - Leaving Mundania said this on 4. november 2015 hos 00:26 |
[…] Hvis du vil vide mere? […]
23. december: Drømmen om den gode rollespiller | planB - this revolution will not be televised said this on 23. december 2015 hos 14:20 |
[…] man gør krævende og kunstnerisk ambitiøst rollespil; det er sådan man viser at man er en god rollespiller. Hvis man ikke føler alle følelserne meget lidenskabeligt, er man ikke helt i […]
[Miljøet] Tårer og den nye norm | planB - this revolution will not be televised said this on 9. februar 2017 hos 09:04 |
[…] flere elementer der er åbne, jo mere spil kan det give anledning til. Dermed ikke sagt at du er en Dårlig Rollespiller hvis du har uafsluttede elementer i din backstory, men tjek lige at du holder muligheder åbne. […]
Backstory, en ædel kunst | planB - this revolution will not be televised said this on 4. august 2020 hos 16:40 |