[Spillederskolen] Tyrannen

Dette er et gæsteindlæg af Stefan Lægteskov i vores serie om Spilledning, der tager udgangspunkt i Troels’ Spillederskolen, hvor vi tidligere har dækket Fremmaning, Formidling, Lokomotivføring og Cheerleading. Denne gang er det Tyrannen.

Tyrannerne i rollespil

En rollespilssituation er en kompleks affære og netop det med at finde ud af hvad godt rollespil er, hvordan et godt scenarie kan eller bør se ud og hvad rollespil i det hele taget er, er noget jeg ikke vil forsøge mig med at få udredt her. I dette indlæg vil jeg snakke om ansvar, om det at være den spilledertype der af andre end mig er blevet døbt tyrannen.

Stefan … Også vil jeg gerne have at det er et +1 magical beastbane sølvspyd, fordi jeg synes det passer til karakteren.

Uffe … Det kan du ikke, du få ikke lov til at have et våben der svarer til +3 når de andre kun har +2 ting. Men du kan få ingredienserne sådan at du senere kan få det magical beast bane også, men han kan ikke starte med det.

Stefan … Kommer vi til at møde helt vildt mange magical beasts da? Siden det er så stort et problem? Det kommer jo kun til at betyde noget hvis det rent faktisk har en betydning i spillet, ellers kan det jo have 20 ekstra ting uden at det er andet end fluff. Og idéen er jo at det passer ind i konceptet for min halforc paladin, det er ikke bare fordi jeg vil have en sejere karakter end de andre jeg vil bare gerne have lov til at lave min karakter som jeg synes han skal være til at starte med.

Uffe (Et eller andet fjollet om matematik og balance og om noget med de andre spillere)

Jeg hørte ikke rigtigt efter længere og i sidste ende måtte jeg undvære mit magical beast bane spyd, men vi mødte aldrig nogle alligevel. Så inde i mit hjerte var spyddet faktisk ekstra sejt imod magical beast. Selvom dumme tyranniske Uffe gamemaster ikke ville lade mig gøre det officielt.

Uffe forstår heller ikke noget som helst om rollespil, og hans kampagner er åndsvage. Jeg laver en kampagne, gør jeg, som jeg så får ham med i, og den bliver superfed, og han får ikke lov til noget som helst med sin karakter, mens alle de andre må være helt vildt seje, og så kan han se hvor dum han selv er…..

Eller nej, vent, han får også lov til alt muligt fedt og så ser han, at det er meget bedre rollespil, når spillerne har helt frie hænder, og så kommer han hen til mig bagefter og siger: ”Tak Stefan, du har vist mig hvordan rollespil skal være, du er meget bedre til det end mig.” Og jeg vil bare være sådan helt cool og sige: ”Tak, nå ja, det er da ok, du er da også god.” Men jeg vil vide, at han har ret, og han vil vide, at jeg ved det!

Den fine lille rant overover er selvfølgelig ikke baseret på virkelige hændelser eller karakterer… inspireret måske? Men er det ikke nærliggende at blive vred, frustreret, skuffet og alle mulige andre negative ting når det er man møder modstand eller begrænsninger fra spillederen?

Med udgangspunkt i min egen eksistens vil jeg sige at jeg har oplevet dens slags følelser, på baggrund af at have haft en spilleder, som jeg mente var en despot, der udlevede sine egne tåbelige magtfantasier, var det svært at nyde rollespillet dengang. Men jeg blev ved alligevel og blev så selv spilleder, netop for at vise hvordan det skulle gøres.

Det er bare svært at stå der og så skulle afgøre, hvad det er der så skulle gøre mig til en meget bedre spilleder end ham.

Ansvaret skal placeres et sted

Hvis man vil starte noget op, finde nogle spillere og skabe en eller anden form for historie sammen, så er det forbundet med ansvar. Hvis det er din gode idé, så er det op til dig at formidle den, og formidle netop hvorfor den er god. Det er en svær opgave, specielt hvis den spillergruppe man har, består af meget forskellige mennesker med meget forskellige forventninger og ønsker. Tyran har en negativ ladet betydning, men hvis vi kaldte det for instruktøren i stedet, ville det så ændre på, hvad hans rolle i rollespillet er? Det mener jeg ikke. Man kan godt have rollespil, hvor alle er ligeværdige parter i skabelsen af historien og rammerne, hvor det fungerer som freeform, fortællespil eller alle mulige andre variationer. Det er ikke det jeg vil ind på. Jeg vil tage udgangspunkt i den type rollespil, hvor vi har at gøre med en gruppe, der spiller efter den ”gamle” eller ”klassiske” model, en spilleder der har en idé til en kampagne, en række scenarier eller bare en enkelt session planlagt. En spilleder, som har en historie, spillerne skal være en del af. Her er man nødt til at have nogle klare linjer for, hvad det er man skal, hvad det er for nogle rammer, vi skal spille under. Kort sagt, hvad er den sociale kontrakt, vi går ind på her.

Her er det godt, hvis der er en, der ved, hvad han vil, og hvordan tingene skal være. Hvis han har en idé til en episk fortælling om striden mellem to familier af lampeånder i en fantasyversion af Arabien, hvor der skal være intriger og tvists og fatale hemmeligheder, der bliver afsløret undervejs, og han sidder i en gruppe med folk, der aldrig har spillet den slags før eller ikke ved, hvad det går ud på. Hvor gruppen ikke ved hvorfor det skulle være fedt at spille lige netop den slags rollespil. Så er han nødt til at tage styringen for at føre visionen ud. Han er nødt til at være den der viser de andre, hvordan tingene skal være. Det er ham, der har kontrollen over fiktionens rammer, alene. Ikke sagt på den måde at spillerne her ikke er deltagende eller kan være medansvarlige for skabelsen for fortællingen. Det betyder dog, at spillerne er nødt til at gå ind på de forudsætninger spillederen opsætter.

Spilleders forudsætninger

Den kontrol kan blandt andet tage form i valg af system, valg af karakterroller, valg af muligheder inden for de roller og et hav af andre ting, som han nødvendigvis er nødt til at være den, der bestemmer over. Han er nødt til at være den, der viser alle de gode ting ved netop hans vision, og han er også nødt til at være den, der skærer de ting fra, som ikke ville kunne passe ind. ”Nej du kan ikke have et lyssværd og kalde din karakter for Wonderboy, det her er en kampagne om romerske intriger.” Den slags restriktioner er for at fordre rollespil, der foregår under bestemte forudsætninger, ikke for at straffe spillerens kreative indslag. Kort sagt han påtager sig ansvaret for rollespillets indhold og rammer, og derved bliver han den enevældige tyran. Hans ord er lov, og hvis ikke man vil underkaste sig det, kan man ikke spille med, eller man vil næppe få en god oplevelse ud af det. Men det er netop en god ting. For det at en anden har en klar vision, som han kan formidle ud til andre, vil jo netop berige dem med noget nyt, noget de ikke havde før, et nyt syn, en ny oplevelse.

Ikke tyran, men instruktør

Så at være en tyran, eller instruktør, som jeg hellere vil kalde det, er en god ting, ud fra præmissen om, at instruktøren er kompetent. Det vil sige at spillederen har en vision, at han kan formidle den, at han ikke bruger rollespillet som sin egen lille fantasiverden til at udleve unævnelige ting med/mod sine venner/bekendte eller på anden måde misbruger den magt, han har fået tildelt.

Uffe må gerne bestemme om min karakter må starte med genstand X, fordi det er sådan rammerne er for netop det rollespil, vi skal spille. Han har sat de rammer af forskellige grunde, som jeg stoler på giver mening for, hvordan spillet kommer til at udfolde sig. Og ikke fordi han bare ikke kan lide mig. Jeg stoler på hans overordnede plan, og hvis ikke den viser sig at være noget for mig, kan jeg lade være med at deltage, men hvis jeg deltager under hans præmisser, er det rent faktisk muligt, at han kan give mig noget nyt, åbne en ny verden for mig.

So I bow to your will and wisdom Lord Tyrant and hope you will bless me with a view into your world of wonders.

Tak til Stefan for indlægget, der viser os, at Tyrannens stil ikke kun er en af “de onde” spilledningsstile, som Troels kækt har betegnet dem.

Reklamer

~ af Morten Greis på 2. juni 2011.

8 kommentarer to “[Spillederskolen] Tyrannen”

  1. Vild med introen, den er sjov. Jeg har spillet den slags rollespil, men det er mange år siden. Jeg havde på et tidspunkt en spiller der ikke ville spille med hvis han ikke fik lov at spille minotaur, eller sin overpowered vampyr fra en anden kampagne. Nu er vi heldigvis blevet meget bedre til at kommunikerer og finde ud af hvad kampagnen går ud på, derfor har vi sjældent behov for en tyran.
    Dog så syntes jeg tyranen kan bruges sjovt i et afblanceret spil, hvor det er spillerne imod spillet, hvor det er svært at vinde/overleve, og hvor der er klare ramme for hvad spillerne kan og må. Det bliver hen af brætspil, og kan give spillet et konkurrence element, hvor det føles meget federen når tingene lykkedes.

    • Ja, jeg tror mange af os kender det eksempel, du nævner der, Asbjørn 🙂

      Spil, der er sat op som “dueller” mellem spilleder og spillere kan være interessante, men de så forbistret svære at få til at fungere ret.

      • Frygt ikke! Der kommer råd om dét problem i et fremtidigt indlæg om UDFORDREREN! 🙂

  2. […] Spillederskole, hvor vi tidligere har dækket Fremmaneren, Formidleren, Lokomotivføreren, Tyrannen og Cheerleaderen. Denne gang er det […]

  3. Jeg synes det er sjovt hvor mange spillederroller der gerne vil være instruktører. Både Tyranen og Lokomotivføreren har fået den alternative titel. Jeg har lidt svært ved at se det skulle være mere positivt. Den arketypiske instruktør er jo sådan et ret sære kolerisk væsen, der piner og plager sine skuespillere til de har fået lige netop instruktørens egen vision frem.

  4. […] Tyrannen er en af de to ”onde” teknikker/præferencer. Som teknik kan det have sin plads som nødbremse. Af og til sker der ting i og omkring spillet, som kræver fast indgriben, hvis ikke spillet skal ødelægges. I og for sig kan enhver tiltage sig autoriteten til at gå ind og sige, ”det der er ikke OK, gør sådan i stedet”, men traditionelt set (i det danske rollespilsmiljø, i alt fald) falder den slags tilbage på spillederen, som har en del autoritet over spillets rammer by default. Som teknik kan det have sin retfærdiggørelse i nødsituationer, men som præference er det lige dele ynkeligt og træls. At spillederen så at sige er den fiktive verdens ”gud” såvel som den sociale rammes umiddelbare vogter har muligvis gennem tiden stivet nogle hårdt prøvede eksistensers skrøbelige selvtillid af, og godt for dem, men hvis spilleder kommer til at svælge i sin magt, kommer der rigtig skidt spil ud af det. Det er ikke dig, vel? Er det måske lidt det, så besind dig på at være en mild og retfærdig gud fra nu af, og find i særdeleshed nogle andre aspekter ved spillederkunsten at fryde dig ved. (Læs indlægget om tyrannen her) […]

  5. Confession time: I et af kapitlerne til “Legenden om… IV” til VC 30 har jeg brugt spillederens tyran-position som et bevidst værktøj til at forme spiloplevelsen.

    Det føles lidt sært…

  6. […] bedre jeg til “du skal, kraftedeme!” Men det er sket. Tak til Stefan Lægteskov for oplægget om tyrannen. Han er mindre fjendtligt stemt end […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: