Spillederskolen: Udfordreren

Dette er et indlæg i serien om spillederi, der tager udgangspunkt i Troels’ spillederskole, hvor vi tidligere har dækket Fremmaneren, Formidleren, Lokomotivføreren, Tyrannen, Cheerleaderen og Sandkassemesteren.

Således tager udfordreren sig ud i det oprindelige indlæg:

Udfordreren giver spillerne mulighed for at brillere, oftest men ikke nødvendigvis ved at presse dem med modgang og modstand i spillet. Det kan også være at præsentere en spiller for et twist eller omslag, som kræver tanke, følelse, handling som ellers ikke lå lige for. Er du den slags spilleder, som er i dit es, når du læner dig frem og kigger en spiller i øjnene med et smil, der siger: ”…og hvad vil du så gøre ved det?”, er dette måske dig? Personligt er dette nok min næststærkeste præference som spilleder. Jeg elsker synet af spillere med røde kinder og en antydning af sved på panden.

Right? Altså, de fleste spil er sjovere hvis der er lidt modstand, lidt uforudsigelighed, en indsats på højkant. Nogle gange ligger det i selve spillets regler, nogle gange kan spillerne udfordre hinanden uden at skulle bruge spilleder til andet end lejlighedsvis opmand og ordstyrer, og nogle gange har spillerne behov for at spilleder giver dem noget at rive i. Dette indlæg handler om det sidste tilfælde, om teknikken og spillederpositionen som udfordrer. Man kan kalde udfordreren bad cop til cheerleaderens good cop -og som forhørsteknikkens klassiske makkerpar hænger de ofte nært sammen.

Tricket: Der er en grundlæggende vigtig færdighed for udfordreren. Det er et udtryk, der siger at spillerne har din fulde, fokuserede (og ganske let rovdyragtige) opmærksomhed. Læn dig lidt frem og stir intenst, spændt på hvad spillerne nu vil gøre ved den udfordring, du netop har smidt i hovedet på dem. Hvis emnet ikke er af en meget dyster art som udelukker enhver antydning af lune, krydres det gerne med et lille, skævt, drilsk smil. Husk at du samtidig er spillernes fan, og du elsker dem, men bare på en lidt hårdhændet måde, der giver dem mulighed for at vise hvor seje de er.

Modstanderen
Den helt oplagte og banale form for udfordring er selvfølgelig spilleder som modstander. Det er spilleder, der styrer orkerne. Det er spilleder, der afgør at “sværheden for det klatre-tjek er 20”. Det er spilleder, der spiller den besværlige skrankepave, spillerne skal overtale til at give en tilladelse. Hvis spillet er ekstremt stramt skrevet, kan man som spilleder få lov til at slå sig løs og bare gøre sit bedste for at få spillerne ned med nakken; det kan være ganske skægt både for spillere og spilleder, men det er sjældent praktisk. Hvis der er bare en smule sandkasse over spillet, hvis der er overladt en smule til spilleders diskretion, virker det ikke, og det bør man som spilleder opfatte i en vældig fart. Der skal ikke meget albuerum til, før spilleder mere eller mindre kan knuse spillerne, selv hvis det ikke ligefrem er “rocks fall, everyone dies”.

Så hvad gør man så? Man presser dem. I de fleste tilfælde kan man få et fingerpeg fra scenariet eller systemet (hvor der er sådan et) om, hvor stærke spillerne er og hvor hårdt man kan presse dem uden at knuse dem. Pres kan dække over en række ting, lige nu tager vi taktisk/mekanisk modstand.

Det kan slet og ret dække over at sætte odds, i situationer hvor der er mekanisk tilfældighed og ikke overvældende mængder af taktiske muligheder. Ret basalt, men til tider relevant. Så er det bare at tilpasse til lejligheden, om det er et desperat sidste slag, hele aftenens spil på ét bræt, hvor den svedende spiller ser ned i løbet på 50/50 chance for katastrofe, eller et ud af flere slag undervejs, hvor der måske er 10-20% chance for fiasko. I det sidste fald kan en spilleders udtryk af spændt og lidt rovdyragtig forventning gøre meget for at højne spændingen. I alle tilfælde, og i særdeleshed når det er terninger (eller andre tilfældighedsfaktorer) der afgør sagen, er det værd at erindre sig Annes vise cheerleader-råd om at undgå whiffing. Spilpersoner er seje og skal ikke fremstå kiksede når de fejler, medmindre kiks er et specifikt tema ved netop dette spil. Desuden er det også meget vigtigt, at fejlede slag ikke skal stoppe spillet, de skal bare introducere komplikationer og svie lidt. Spil, der stopper, fordi man ikke kan komme gennem døren eller finde den rette bog, er meget kedelige. Du spilleder ikke kedeligt spil, vel?

Når spillerne kan påvirke deres situation ved at træffe taktiske valg gælder det almindeligvis om at antyde, at de nok skal klare sig, med mindre de klokker i det eller er voldsomt uheldige. Rådene fra odds-håndtering gælder også her, men presset på spillerne er øget, fordi spillet nu hænger på deres kløgt og nerve. Det betyder ikke at du skal udslette dem, hvis de ikke tager det ene rigtige valg ud af mange og i det hele taget handler optimalt. Du kan udslette dem, hvis spillets tema er deres udslettelse, og i så fald ville det være fjollet at lade dem smyge sig uden om temaet. Her kan jeg selvfølgelig give praktiske råd om at tilpasse din snedighed til spillernes, så de føler presset for at præstere, og deres sejre føles værdifulde fordi de er købt med anstrengelse (hermed gjort), men lige så vigtig er din indstilling og dit kropssprog. Uden at slippe den grundlæggende cheerleaderindstilling bør du i de fleste udfordringssituationer udvise en snert af drilsk, gemytlig blodtørst (tricket). Du skal glæde dig over deres succeser, og ikke hovere over deres fiaskoer, men du skal se lidt forventningsfuld ud, når de har indsats på højkant. Spillerne vil elske dig for det. Og hade dig, men de vil elske dig mere!

Fuck med dem
Også når der ikke er terninger og taktik på spil, kan du skabe en følelse af risiko og spænding ved at fucke lidt med spillerne. At afveje mekanisk modstand er fint nok, men det er for at rode med spillernes hoveder, og blive elsket for det, at jeg holder af spillederpositionen som modstander. Med at fucke mener ikke snyde dem eller udøve vold mod deres indsats i fiktionen, jeg mener at levere et mål af frydefuldt angstprovokerende usikkerhed.

Pres dine spillere med situationer, scenesætning og bipersoner. Ofte vil det skrevne materiale gøre dette for dig, men er I ikke ganske fast plantede på jernbanen, vil detaljerne være op til dig, og det er som bekendt der, Djævelen er. Gungrer i ud ad ganske faste spor, skal du blot føre lokomotivet med den rette udfordrende indstilling. Stil dem overfor svære valg, som de ikke uden hårde konsekvenser kan undgå at tage stilling til. Sæt dem i situationer, der grænser til det urimelige uden helt at være der, på en måde som virker meningsfuld og oplagt i sammenhængen. Ikke altid, men ofte, de skal ikke være sikre på at der venter slag fra en sammenrullet, fugtig Søndags-Berlinger i næste scene. Lav en gang i mellem oplæg til at ting går galt for dem, eller at deres succeser ikke havde de resultater, de troede de ville have. Igen, ikke hver gang, men af og til. Bedst er det, hvis disse snigende katastrofer ikke er vilkårlige, men kan vinkles som konsekvenser af spillernes valg og handlinger. For eksempel, spillerne beder en hård hund om hjælp og får det, men hjælperen går hårdt til værks og skader folk, Vore Helte helst ikke så komme så galt afsted. Hvad gør I …? siger du, grumt smilende.

Frist. Frist spilpersonen, og frist spilleren. Frist nærmere betegnet med fristelser, som ikke direkte ville få dem til at bryde de sociale rammer og plottets fremdrift, hvis der er sådan et. Frist dem med fristelser, som belaster de andre spilpersoner, som sender plottet på overraskende men farbare veje. Fristelser, som er meget lækre for spilpersonen, men som ville volde alvorlig skade på spilsituationen, og som derfor er ikke-valg for spillere med sociale færdigheder, er kiksede, kedelige og sørgeligt almindelige. Gør fristelserne til skæve vinkler snarere end grimme brud (med mindre det er spillets pointe).

Træk i den modsatte retning. Nogle gange er de bedste udfordringer at skubbe hårdt til spillernes idéer om, hvor historien og deres spilpersoner er på vej hen. Tving dem til at tænke. Hvis en spiller har sat sig lidt for fast på sin karakters færd mod afgrunden, og enhver angst og uvished derfor kun findes inde i fiktionen, ikke hos spillerne, kan man tilbyde en mulighed for at vælge livet, for at sone sine synder, for at vige tilbage fra afgrunden. Tving dem til at tænke over deres valg, gør valgene meningsfulde.

Udfordr dine spillere…
…og de vil gribe chancen for at brillere. De vil overraske og fornøje dig. Og de vil elske dig for det, selv når det ikke lige går, som de havde tænkt sig. I elsker jo hinanden, kærligheden skal bare have mulighed for at udfolde sig.

Advertisement

~ af troelsken på 9. juni 2011.