Vampyren i rollespil

Vampyren. Vampyren er en populær udød, hvis største konkurrent på markedet er zombierne. Vi skal denne gang kigge på vampyrens historie i Dungeons & Dragons. Jeg vil ikke udstrække dette til rollespil generelt, da det kommer dels til at blive meget omfangsrigt, og dels kommer til at spænde over langt mere materiale, end jeg har stående på mine reoler.

Udøde

Listen over udøde er i D&D lang. Først er der listen over kerne-gengangerne, som optræder på klerkernes turn undead-tabeller, hvilket gjaldt frem til 2000, hvor Turn Undead-systemet blev gjort mere generelt, og listen over udøde blev udvidet væsentligt fra den første D&D-grundbog og frem til i dag i takt med, at der blev udgivet bog på bog med nye monstre.

Mange af D&Ds klassiske gengangere har ikke samme prominente rolle i populærkulturen, som vampyren, spøgelset og zombien. Mumier og skeletter optræder sjældent, og det samme gælder for ghouls. D&Ds mange immaterielle udøde (wraith, spectre, ghost, haunt etc.) er naturligvis vanskelige at se som andet end variationer over spøgelset/ånden, og det samme gælder for de levende lig (wight, lich, ghast etc.). Den grad af specialisering, der er i D&D, smelter uden for D&D sammen til nogle basistyper af udøde – levende lig og ånder.

Det bliver derved til hovedkategorierne – vampyren, zombien og spøgelset – foruden et par mindre kategorier – Det levende lig og Det nekrotiske monster – hvor sidstnævnte typisk er noget bizart monstrøst, der vanskeligt kan identificeres, som en genganger, men snarere er en slags dødt kød drevet af mørke magiske/teknologiske/dæmoniske kræfter, såsom de sære zombie-mutant-monstre fra Resident Evil-universet.

Den historiske baggrund for gengangere, vampyrer og spøgelser, for zombier, skeletter og mumier tager vi en anden gang.

D&D-materialet

Følgende værker kommer til at udgøre grundlaget for vampyrstudierne, da de enten indeholder reglerne for “basis”-vampyrer, beskæftiger sig med vampyrer i Ravenloft-settingen eller omhandler D&Ds ærkevampyr Strahd von Zarovich. Dette er på ingen måde udtømmende, da vampyren som monster optræder i alskens D&D/AD&D-scenarier og som NPC i alskens D&D/AD&D-supplementer. Dertil kommer et utal af artikler i Dragon Magazine foruden diverse D&D-romaner og -computerspil.

Nedenstående udvalg er omfangsrigt i sig selv, og jeg vil derfor ikke gå i dybden med hvert værk, men i stedet lave en række punktnedslag og citere afsnittet om vampyren in extenso.

Monster: Vampire

  • D&D volume 2: Monsters & Treasure (1974)
  • AD&D 1st ed. Monster Manual (1978)
  • D&D Expert Rules Set (1981, 1983)
  • D&D Gaz1: Grand Duchy of Karameikos (1987)
  • D&D Gaz3: Principalities of Glantri (1987)
  • AD&D 2nd ed. Monster Manual (1989)
  • D&D Rules Cyclopedia (1993)
  • AD&D 2nd ed. Updated Monster Manual (1994)
  • D&D 3rd ed. Monster Manual (2000)
  • D&D 3,5 ed. Monster Manual (2003)
  • D&D 3,5 ed. Libris Mortis (2004)
  • D&D 4th ed. Monster Manual (2008)
  • D&D 4th ed. Open Grave: Secrets of the Undead (2009)

Vampyren Strahd von Zarovich

  • I6 Ravenloft (1983) – AD&D 1st ed.
  • I10 Ravenloft II: House on Gryphon Hill (1986) – AD&D 1st ed.
  • RM4 House of Strahd (1993) – AD&D 2nd ed.
  • Expedition to Castle Ravenloft (2006) – D&D 3rd ed.
  • Castle Ravenloft Board Game (2010)

Vampyrer i Ravenloft-settingen

  • Ravenloft Realm of Terror (Boxed Set) (1990)
  • Ravenloft Campaign Setting (Boxed Set) (1994)
  • Ravenloft Domains of Dread (Hardcover) (1997)
  • Ravenloft Campaign Setting (3rd ed.) (2001)
  • Children of the Night: Vampires (1996)
  • Van Richten’s Guide to Vampires (1991)
  • Van Richten’s Monster Hunter’s Compendium Volume One (1999)
  • Monstrous Compendium MC10 – Ravenloft (1991)
  • Monstrous Compendium MC15 – Ravenloft II: Children of the Night (1993)
  • Monstrous Compendium – Ravenloft Appendix III: Creatures of Darkness (1994)
  • Monstrous Compendium – Ravenloft Appendices I & II (1996)

Hvad kigger vi efter?

Det, jeg er på udkig efter, er billedet af vampyren, som den bliver gengivet i D&D-rollespillet. Hvilke kræfter besidder vampyren, hvilke svagheder? Hvad er vampyren for et væsen? Vampyren i rollespil er interessant, fordi den er et nedslag i, hvad vampyren er for et væsen, når vi møder den i romaner, film og tegneserier. I lighed med de andre medier trækker D&D på forestillingen om, hvad vampyren er for et væsen. Hvilken udvikling finder vi?

D&D i 1974

Det originale Dungeons & Dragons stammer tilbage fra 1974, og det udkom i forbindelse med figurkrigsspillet Chain Mail, som er grundlaget for D&D. I volume 2 finder vi monstrene og iblandt dem finder vi vampyren:

  • Dræbes ved træstage gennem hjerte, nedsænkning i rendende vand, i direkte sollys
  • Manes ved duften af hvidløg, spejle og synet af et kors
  • I dagtimerne skal de sove i en kiste med deres hjemstavns muld
  • Kun skades af magiske våben (ligesom spectres), forvandles til gasform ved 0 hp, og de regenererer skade
  • De dræner to (life energy) levels ved berøring
  • Kan hidkalde flagermus, rotter og ulve
  • Kan forvandle sig til gasform eller til en enorm flagermus
  • Kan fortrylle folk med sit blik
  • Dræbt af vampyr bliver til vampyr
Og erfarne D&D-spillere kan genkende omtrent samtlige træk i beskrivelsen af D&D-vampyren. Kernen til eftertidens vampyrer bliver lagt her. Der er dog denne passus, som er sær:
  • These monsters are properly of the “Undead” class rather than Lycanthropes.

Jeg har ingen ide om, hvorfor nogen ville overveje at klassificere vampyrer under lykantroper sammen med varulve og andre varvæsner. Der er ganske vist i folkloren en vis sammenhæng mellem vampyrer og varulve, men alligevel.

AD&D i 1978

Langt hen ad vejen er dette en uddybning af de evner, som vampyren har i 1974-versionen, og det nok mest væsentlige er tilføjelsen af svagheden over for vievand. En anden detalje er måden, vampyrer dræbes på. Først banker man dem med det regulære regelsystem (de skal ned på 0 hit points), dernæst kan man spidde dem, og gerne hakke hovedet af dem og proppe det med nadverbrød eller hvidløg. Elmineringen af vampyren finder sted både inden for og uden for kampsystemet.

D&Ds kosmologi er begyndt at udvikle sig. Hvorfor kan vampyrer dræne levels? Det kan de, fordi de har en stor mængde negativ planar energi sig, fordi de er knyttet til planerne for positiv og negativ energi. Der begynder at udvikle sig forklaringer på, hvorledes vampyrer fungerer inden for rammerne af D&Ds kosmologi.

AD&D i 1989

En sjov detalje er, at nu kan vampyrer klatre på vægge ligesom Stoker’s Dracula, og evnen sammenlignes med AD&D-formularen Spider Climb. Den formular findes ikke i basis-D&D, hvorfor basis-D&Ds vampyr (se nedenfor) ikke kan klatre på vægge.

Sidst men ikke mindst er meta-spekulationerne om, hvorledes træk ved vampyren fungerer i praksis begyndt at komme i spil. Hvis en vampyr kan holdes ved afstand med et spejl eller med hvidløg, hvordan gøres det så helt præcist? Kan vampyren snige sig rundt om? Osv. Ligesom vampyrens natur forklares inden for rammerne af D&Ds kosmologi, begynder man også at spekulere over, hvorledes vampyrens evner fungerer konkret – og det er sikkert baseret på erfaringer fra et utal af D&D-grupper, hvor spillernes karakterer har dystet mod deres spillederes vampyrer.

Imens vampyren i Dungeons & Dragons: Expert Rules Set (1983)

Denne vampyr adskiller sig ikke væsentligt fra AD&D-vampyren. Der er sat regler på, hvorledes en række af vampyrens specielle styrker og svagheder fungerer inden for reglerne, men stagen gennem hjertet, som ganske vist destruerer vampyren, er ikke håndteret med regelsystemet.

Imens nosferatuen i Dungeons & Dragons: Gazetteer-serien (1987)

Imidlertid passede det ikke helt godt ind i D&D Known World (Mystara-settingen før det blev til Mystara), som derfor præsenterede Nosferatuen i Gaz1 Grand Duchy of Karameikos (1987) og igen i Gaz3 The principalities of Glantri (1987). En glantrisk nosferatu-NPC optræder i PC2 Top Ballista (1989) – som er et Mystara-supplement om gnomernes flyvende by Serraine.

Så fik vi endelig en vampyr, der faktisk drikker blod! De tidligere versioner drænede deres modstandere for livskraft, og i den første version af D&D skulle vampyrens livsdrænen/bloddrænen omsættes til noget, der lå inden for reglernes rammer. Imidlertid er den level-drænende funktion rigtig dårligt drama uden for D&D-kampene (i kampene er vampyrer med deres evne til at frarøve en dyrt optjente levels en rædselsvækkende kraft), og her kommer nosferatuen ind, som en let nedtonet vampyr, der bevarer en større del af sin tidligere eksistens (sine levels fra levende lige). Dertil har “vampyren” fået kontrol over, hvem der genopstår som “vampyrer” efter dens angreb, og langt vigtigere: Ideen om at gamle “vampyrer” optjener nye fordele, her modstand over for solens dræbende kræfter.

(Sammenlign desuden stat-blokken med senere D&D-versioner og se, hvor simple basis-D&D-reglerne er i forhold til f.eks. tredje udgaven af D&D).

Ravenloft-scenarierne

Med scenarierne I6 Ravenloft og I10 Ravenloft II: House on Gryphon Hill introduceredes D&Ds mest berømte vampyr, Strahd von Zarovich. Han adskilte sig som sådan ikke meget fra AD&D Monster Manual-vampyren bortset fra, at han havde en historie, en identitet og nogle ekstra evner baseret på hans baggrund som skurk. Her er han i I6-versionen.

Ravenloft-scenarierne er ret unikke i D&D-sammenhæng. Der var lagt stor vægt på stemningen, der er fantastiske 3D-kort med til scenariet, og plottet i scenarierne er variable – i den første afgøres plottet via spåkort hos sigøjnerne, og i den anden i en hypnose-seance, hvor den hypnotiserede besvarer spørgsmål og svarere former plottet. Det er håndteret ved, at spillerne gives svarkort, og på skift besvarer en spiller hypnotisørens spørgsmål ved at vælge et af svarene. Det er to scenarier, jeg har planer om at genspille en gang inden for nærmeste fremtid, og mere vil jeg ikke sige om dem, da jeg hellere vil tilråde folk at finde nogen, der vil spille en version af scenarierne.

Suk! Hvordan omsætter man dette kort til et format, spillerne kan forstå og gengive på ternet papir?

Ravenloftscenarierne er også vigtige, fordi de er grundlaget for en hel setting inden for D&D-universet, og adskillelige steder, biroller og væsner blevet gravet ud af de to scenarier og givet en selvstændig eksistens i D&Ds horror-univers. Levn af hele dette koncept følger D&D endnu den dag i dag. Det oprindelige Ravenloft-scenarie findes også stadig i en eller anden form. Det blev genoptrykt til AD&D 2nd ed med House of Strahd, og tilvirket D&D 3,5 med Expedition to Castle Ravenloft, og senest er det kommet i en brætspilsversion. Scenarierne/brætspillet er desuden glimrende eksempler på udviklingen af D&D-spillet fra udgivernes side: AD&D 1st og 2nd: Kæmpestor, avanceret dungeon med mysterier og udforskning; D&D 3,5: En samling af encounters bundet løseligt sammen af lidt mellemspilssekvenser, hvilket forvarslede med al tydelighed D&D 4th ed. format. Sidst er spillet transformeret fra rollespil til brætspil.

Ravenloft – setting for gotisk D&D

I 1990 introduceredes Ravenloft-settingen. En hel verden inspireret af de to Ravenloft-scenarier, der nu består af en række domæner rig på gotiske monstre og i hvert domæne sidder en mørk fyrste fanget som regent. I Ravenloftdomænet Barovia finder vi Count Strahd von Zarovich nu opdateret til AD&D 2nd ed. Mange andre fyrster og skumle domæner kom til. Nogle fede, nogle corny og nogle bare ret pinlige. Det samme gælder for scenarierne, der veksler mellem at være ret spændende til at være håbløse pinligheder; en favorit for mig er stadig Feast of Goblyns, som er det første Ravenloft-setting scenarie, og det rummer rigtig gode ideer. Der er både vampyrer og en rigtig god tolkning af varulven, som mine spiller dengang vitterligt lærte at frygte.

Ravenloft settingen gennemløb tre perioder – 1990-1996: Gothic Horror; 1997-2000: Gothic Fantasy; 2001-2004: Fanbased Ravenloft. Helt glemt er Ravenloft stadig ikke, og settingen nævnes fra tid til anden i D&D-bøger, men den er tydeligvis kørt ud på et sidespor.

Vampyrvejledningen

Langt mere interessant var det, at Ravenloft introducerede nye regler for vampyrerne. Med alderen ville de akkumulere flere og flere kræfter (ligesom drager gør det). Det blev ekspanderet voldsomt i supplementet Van Richten’s Guide to Vampires (1991), den første i en serie af hefter, der beskæftigede sig med forskellige arketypiske D&D-horrorvæsner (varulve, spøgelser, mumier, “Frankensteins monstre” (golems/constructs), liches, demons, sigøjnere etc.). Van Richten’s Guide er skrevet “in character” af monsterjægeren Van Richten (Ravenlofts version af Van Helsing), og rundt om i bogen er der grå tekstbokse, som forklarer den spilmekaniske side af Van Richtens beretning. En ting, vi finder her er, at guiden rummer spilmekaniske regler for, hvorledes man jager en stage igennem en vampyr midt i kamp. Stagen er ikke længere forbeholdt GMs fiat eller begivenheder uden for kamp. En anden vigtig ting bliver, at vampyrens arketypiske evner bliver løftet op til et strukturelt plan – vampyrer hidkalder ikke rotter, flagermus og ulve, men dyr, som er dem tematisk relevante, de spiddes ikke generelt af egetræsstager, men af ting, der har symbolsk værdi for dem – en navigatør, der er blevet til vampyr kan således hidkalde sømåger og hajer, spiddes af sekstanter og fascineres af søkort i stedet for spejle. Klan-koncpetet fra Vampire: The Masquerade-rollespillet finder vi ikke her.

En vigtig økonomisk strategi i rollespil er supplementer. Derfor er der en stribe af dem, og på et tidspunkt begynder man på variation over tema. I Ravenloft monstersupplementet (Monstrous Compendium MC10 – Ravenloft) finder vi derfor en stribe forskellige vampyrer med hver deres tematiske evner (dværgvampyrer, elvervampyrer, kendarvampyrer etc.). Hver vampyr har sit fantasyrace-tematik lagt ned over vampyrens arketypiske evner – elver-vampyren skal spiddes på en anden måde end dværgvampyren. Et andet monster er The Vampyre (også fra MC10):

Det skal lige bemærkes, at Monster Manual-serien er i bogform, mens Monstrous Compendium-serien er en ringbindsserie. De fleste udvidelserne er løsark til at indsætte i det officielle Monstrous Compendium-ringbind, som siden viste at være for lille til de mange udvidelser – derfor hullerne i marginen på monsterbeskrivelsen.

Imens kom Vampire: The Masquerade (1991, 2nd ed. i 1992), som oprindeligt var stærkt inspireret af Anne Rices romaner om vampyren Lestat og venner – INterview with A Vampire udkom ganske vist i 1976, men først på dansk i 1991, og som film i 1994. I 1992 kom Francis Ford Coppolas Bram Stoker’s Dracula. Begyndelsen af 90’erne så en vampyrrenaissance og D&D red med på bølgen fra begyndelsen.

D&D i 2003

(Hvis der er problemer med at se billederne, så tryk på billedet som link)

Vampyren kan nu både drikke blod og dræne levels. Deres arketypiske D&D-angreb og deres arketypiske vampyrangreb er samlet i samme væsen. Vampyren forbliver i D&D et monster med mange af de klassiske træk, og det er ikke let at finde den romantiske blodsuger, som huserer i Buffy, Interview with A Vampire og des lige.

En væsentlig forskel mellem tidligere udgaver af D&D og tredje udgaven er, at denne version er en “maskine”, hvor man indsætter et tal i den ene ende, og ud i den anden kommer et resultat. Hver mekanik rummer små tandhjul, der griber ind i de andre teknikker. Enhver evne kan måles og vejes, gives tal og kategorier, og det er, hvad der sker her. Samtidig med bygger denne version af vampyren på indsigterne gjort fra så mange tidligere versioner, og her læren at vampyrens evner egentlig er et katalog af evner, som man vælger fra. Der er et basis-katalog, som vi finder i grundmonsterbogen, og den liste ekspanderes i diverse udvidelser, f.eks. Libris Mortis. Basalt set er der en kernevampyr, og den ligner den udgave, vi lærte at kende i 1974. Bloddrikkeri er en af de få ting, der er kommet til, en anden er sårbarhed over for sølv (ikke kun magiske våben) og klarere regler for afkommet.

D&D 4th ed.: Open Grave

D&D 4th ed. gør mærkelige ting, som vi kan se i afsnittet om vampyrer fra supplementet Open Grave. I denne version af alt reduceret til at handle om spændende og actionfyldte kampe, og alt hvad der ligger uden for kampe, beskrives generelt meget lidt. Basis-vampyren har fået fratages en række af sine evner, og dens svagheder er helt fjernet – hvilket er et generelt træk i 4th edition – svagheder (andet end ekstra-skade fra kilde X) er fjernet. Her er evnerne for en 4th ed.-vampyr fra monstermanualen:

Drikke blod, fortrylle med sit blik og tage gasform, foruden Spider Climb og Regeneration er, hvad der er tilbage. Sollys forhindrer regeneration, og vampyrens hvilested samt evnen til at forvandle folk til vampyrer er der stadig en version af.

En af de vampyrer, man kan rende ind i Castle Ravenloft (1983-version)

I Open Grave-supplementet addresseres alle de klassiske vampyrtræk: Hvidløg, stager, dyreskikkelse, rendende vand, hellige symboler osv. Vi får her at vide, at det er folklore, og det kan være sandt, det kan være forkert, eller det kan være, at hver vampyr har sin unikke tolkning af dette tema.

Vampyren i mere end 30 år

Gennemgående er det, at Open Grave opsummerer det katalog af specielle evner, som er D&D’s generiske vampyrevner siden 1974. Variationen er meget lille, og faktisk langt mindre end den spændvidde, som vi oplever, at TV har tildelt vampyren af særlige evner. Til gengæld gør D&D langt mere ud af, at hver vampyr kan have sin unikke tolkning af samme særtræk, mens populærkulturens vampyrer nogle gange devierer kraftigt herfra.

Vampyren er i D&D forblevet et monster, den er ingen mystisk elsker, der er ingen analogier til sex, men uagtet vampyren som monster eller erotisk fremmed kommer den stadig med så megen bagage, at ingen kan omtale vampyren uden at tage stilling til dens grundevner – eller lade være med at illustrere vampyren som mere end et monster. Kun de sider af vampyren, som afspejler D&Ds (unikke) regler har en særlig stilling (og det er egentlig bare level draining-evnen), som ændrer sig fra tid til anden, og det i takt med reglernes ændringer. Kernekonceptet har ændret sig meget lidt, og mest synes at være sket i 90’erne, hvor Ravenloft-settingen løftede vampyrerne op til at have en særlig position, som et settingens arketypiske gotiske monstre (listen over disse væsner matcher Van Richten’s Guide-serien: Vampyr, Varulv [lycanthropes], Mumie [ancient dead], Frankensteins monster [golems], lich, spøgelse, dæmon, sigøjner [vistani]).

Det er dog vanskeligt at sige, at vampyrer har en særposition i D&D-universet, da supplementerne til D&D er mange. På nuværende tidspunkt er det overordnede kategorier af væsner, der tildeles egne supplementer: drager, udøde, outsiders osv., frem for orker, elvere, vampyrer.

Advertisements

~ af Morten Greis på 8. juli 2011.

9 kommentarer to “Vampyren i rollespil”

  1. Du bør omdøbe indlæget til “Vampyren i D&D”. På den anden side kan jeg godt lide freudianske fortalelser.

    Hvad siger du med denne?

    • Oh, men titlen er skam ikke tilfældigt valgt. Jeg havde overvejet Vampyren i D&D, men ombestemte mig. Havde det været en amerikansk blog, havde det synes helt naturligt med D&D = rollespil, men nu snyder titlen.

  2. Jeg kan godt forstå hvorfor man kunen finde på at slå vampyrer ind under varvæsner istedet for udøde. De fan forvandle sig til dyr og vampyrisme kan smitte gennem bid. Folkloritisk er der ikke noget krav om at en vampyr er en levende død, omend det bestemt er et typisk tema.

    • Det mener jeg nu ikke. Mig bekendt har vampyrer i folkloren alle dage været levende døde. Hele forestillingen om vampyrer tæt knyttet til middelalderens forestillinger om gengangere (revenanter). Jeg kan ikke udelukke, at folklore i midten af 20. århundrede har udvidet sig til at inkludere levende vampyrer, men ikke i tiden inden.

      Der er en traditionel sammenhæng mellem vampyrer og hekse, og mellem vampyrer og varulve, ingen tvivl om det, men jeg forundres fortsat over, hvorledes vampyrer kan være kommet i betragtning som lykantrop, dels ud fra at jeg fastholder, at vampyrer er gengangere, og dels ud fra dyreformen ikke er vampyrens definerende træk (blodsugeri, tilbagevenden fra døden), mens netop forvandlingen til det dyriske er varulvens træk.

      • Nu ved du uden tvivl mere om folkloristik end jeg gør, men jeg vil våge den påstand at man sagtens kan finde kilder fra før det 20 århunderede med blodsugere der ikke er gengangere, og siden vampyrer er en ret skønsom sammenblanding af mange forskellige historier, så kan man ende med lidt af hvert. Specielt når man ser på hvor sære udpluk og sammenblandinger D&D ellers foretager. Jeg vil dog give dig fuldstændigt ret i at dyreformene ikke er det definerende for en vampyr, det er indtagelsen af blod.

      • Bare foreat være helt klar, så gik min kommentar egentlig mere på at det ikke ville have forundret mig hvis Gygax i tidernes morgen havde kastet sin kærlighed på en vampyrmyte der ikke nødvendigvis havde noget med udøde at gøre, eller hvis han havde ment at de både var udøde og lykantroper fordi de også kunne skifte form. Eller at kommentaren måske er kommet af en tilsvarende argumentation i deres spilgruppe.

      • Det tvivler jeg en del på, at der kan findes noget materiale, og særligt, når vi går længere tilbage. Vampyrmyten synes i 1600- og 1700-tallet meget tæt knyttet til gengangerforestillingerne, der rummer forskellige variationer over hvileløse, korporlige døde (natskærere, revenanter osv.).
        Der hvor det bliver tricky er, at en række “evner” eller karakteristika er ikke afgrænset efter nutidig klassifikation (tag middelalder-Nordens forestilling om at kunne synke ned i jorden – det er evne som både bersærkere og gengangere besidder), og der er således nogle ligheder mellem vampyrernes angreb på sovende, der minder om marens angreb på sovende, og både vampyrer og marer har evnen til at forsvinde gennem det mindste hul i et kammer – muligvis den evne, der i sort-hvid film er blevet oversat til vampyrens gasform, hvoraf D&D-vampyrens evner kommer fra. Derimod er der ingen tegn på, at vampyren ikke er en genganger, der lever videre i sin grav.

        Tendensen i opslagsværker til at finde “Vampyr-variationer” i ældre materiale består ofte i en sindrig cirkelslutning, idet 1600-1700-tallenes vampyrberetninger kodificeres i løbet af 1800-tallet og 1900-tallet til den nuværende vampyr, og ud af det kodeks uddrager man så karakteristika, som man sammenligner det ældre materiale med – så når man skal spidde en dødning og kappe hovedet af den for at stede den til hvile i 1200-tallets islandske sagaer, læser man det som en vampyrforestilling, da man læser 1800-tals vampyren ned over 1200-tallets materiale.

        Imidlertid har jeg vitterlig ingen erindring om at være stødt på ideen om vampyrer som levende væsner, men derimod som døde væsner, der lever videre i graven.

    • Er enig med Morten – varulven og lignende væsener er på mange måder en grænseeksistens mellem natur og kultur (dyret og mennesket), som ikke rummer de dødelige og seksuelle aspekter som vampyren har. Varulven slår ihjel som et dyr, hvorimod vampyren i langt højere grad indtager essensen af ofret (heraf det seksuelle). Det kan vel argumenteres at lykantroper er en af de antropormorfe udtryk for vores frygt for naturen og dyret i os selv, hvorimod vampyren er mere knyttet til seksual- og dødsdrift.

  3. […] Dungeons & Dragons 1974 […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: