Rollespil som egenhændige fortællinger

I overtænkningens tegn fortsættes øvelsen med at overtænke rollespil, og det igen som et revolutionært produkt. Sidst betragtede jeg rollespil som slow media, og denne gang vil jeg med udgangspunkt i en art anekdote se på rollespil med andre briller:

En tese om shamaner

I en forlængst glemt artikel om shamaner og shamanisme stødte jeg på en interessant tese. Men først noget baggrund:
Med betegnelsen shaman menes typisk to ting, dels en religiøs specialist, der anvender ekstase som et middel i sin praksis, og dels en helt specifik institution blandt visse sibiriske folk. Den førstnævnte forståelse er en teoretisk størrelse opløftet til at være et universelt fænomen blandt folk, som mange gerne vil kalde primitive, og som de betegner som naturfolk, indfødte og skriftløse folk, og vi kan ikke forstå primitive folk uden også at forstå dem som noget fortidigt, og derfor betragtes shamanen – den religiøse ekstatiker specialist – som et tidligere udviklingstrin i folks religiøse udvikling inden den organiserede religion kommer til (den tidslinje er naturligvis noget med bavl, det tager vi en anden gang). Ideen om ekstatikeren kompliceres af, at fænomenet er udledt af en konkret institution, og konstrueret til at være noget helt bestemt. En konskvens er, at man (særligt når man tilskriver sig Mircea Eliades forskning, som længe har været den dominerende) f.eks. skelner mellem rigtig og forkert shamanisme, hvor afrikansk ekstatisk praksis er forkert, da konstruktionen, der definerer shamanisme, indeholder et ideal om, at shamanen skal styre sine ånder og ikke været styret af ånderne, som det forefindes Subsahara.

Tesen om shamaner

Der, hvor tesen kommer ind, er i forbindelse med en række asiatiske kulturer en anderledes form for shamanisme, hvor shamanen-skikkelsen optræder ved hoffer, og hvor de er i deres opførsel er introverte i deres stil kontra den sibiriske shamans ekstroverte stil, og disse hofshamaner har ikke samme kontrol over deres ånder, som de ekstroverte har det. Tesen går på, at de forskellige udtryksformer hænger sammen med samfundets magtstruktur, og at i de sibiriske egne er shamanen en uafhængig aktør, men den asiatiske ditto er indlejret i hofkulturen, og derved er der lagt bånd på udøvelser, idet at shamanen gennem sine religiøse opførsel skaber magt. Shamanen er en uafhængig instans, og for at undgå en konkurrerende producent af magt, har magthaveren indlejret shamanen i sin struktur og forvandlet den shamanske praksis til en introvert stil.
Hvor meget hold, der er i tesen, skal jeg ikke udtale mig om, dertil er det alt for længe siden, jeg læste den, men tanken var interessant, nemlig at shamanen skaber magt, og at hans evne til at udfolde sig derved er påvirket af hans omgivelser – og med ideen om at skabe magt, mener jeg her, shamanens evne til at skabe svar, orden og viden via sin direkte forbindelse til ånderne.

Kontranarrativer

Med blik på rollespil kan rollespil ses et medie eller projekt, der producerer kontranarrativer til omgivelserne, idet rollespillerne producerer dem uafhængigt og ukontrolleret af omgivelserne. Hvor shamanen gennem sin religiøse praksis taler med ånder og derved skaber sine egne forklaringer på årsager og løsninger, og han skaber derved magt gennem sin alternative tilgang til at skabe orden, som en fyrste eller et præsteskab ellers gør det. I lighed hermed skaber rollespillerne deres egne oplevelser og de skaber deres egne fortællinger, og derved skaber deres egen mening i hverdagen. Deri bliver rollespillet en alternativ kilde til mening, og rollespil bliver revolutionært.
Forsøget på at tæmme rollespil kommer gennem forlagenes produktion af bøger, der forsøger at strukturere spillerne til at spille på en bestemt måde eller at skabe bestemte typer af fortællinger – men så længe rule 0, husregler og uovervåget rollespil finder sted, skaber rollespillerne stadig deres egne narrativer. Et andet forsøg på at styre rollespillet er projekter, som Barda, hvor rollespil sælges som en form, hvor deltagerne passivt føres rundt i manegen og præsenteres for forskellige skuespillere, som underholder dem.
Rollespil er ikke kun et langsomt medie, men et medie, der fungerer bedst, når brugerne tager ejerskab over fortællingerne og skaber nye, og da rollespil fungerer ved uafhængige grupper, der spiller privat, skaber de narrativerne uforstyrret, men når rollespillet er slut, tager de stadig bevidstheden om disse alternative og egenskabte fortællinger med sig.
Advertisements

~ af Morten Greis på 9. december 2011.

4 kommentarer to “Rollespil som egenhændige fortællinger”

  1. Shamaner taler med ånder, rollespillere taler med hinanden… Hæ. I like it.

    Rollespil som faretruende uafhængig skabelse af mening, for så vidt rollespillet ikke er tæmmet som et produkt til forbrug og fortæring, hvor den aktive handling er reduceret til tygge og synke. Jo. Og hvis man så samtidig rent faktisk tager sin tid og dropper ud af ræset et øjeblik eller ti, begynder det at nærme sig det undergravende.

  2. Hvorfor blander du shamanisme ind i noget der tydeligvis er udtryk for en post-moderne skaber-forbruger kultur? At der skulle være tale om kontranarrativer uafhængigt af omgivelserne kan jeg slet ikke følge, rollespil er jo netop at tage omgivelsernes fortællinger og ved selv at genfortælle dem på egne præmisser, gør dem til sine egne. Uafhængighed findes dybest set ikke, alt er spejlet i det omgivende.

    Rollespil er som alle sande kontemporære kulturkonsumptionsformer både (u)kritisk forbrug af mainstream konsensusbilleder og undergravningen af disse.

    • Shamanen er alene hevet ind her, fordi det var erindringen om artiklen, som ansporede mig til indlægget.
      Med kontranarrativer mener jeg ikke, at rollespillerne fortæller historier uden for kontekst eller uden tilknytning til deres omgivelser, men at der er ikke en kontrol med deres fortællinger, og den mening, som de skaber uafhængigt, kan de tage med sig ud af rollespillet. – men derudover tror jeg ikke, vi er videre uenige.

  3. […] som slow media, hvor rollespil kører i sit eget, unikke tempo, der bryder op i folks hverdag, og som et medie, hvor brugerne skaber deres egen mening. En tredje tilgang er rollespil, som et laboratorium for udforskning af normer og nedbrydelse af […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: