Rollespils blik for konstruktioner

Anskuende rollespil som et revolutionært projekt i overtænkningen af rollespil på planB-bloggen har rollespil været præsenteret som slow media, hvor rollespil kører i sit eget, unikke tempo, der bryder op i folks hverdag, og som et medie, hvor brugerne skaber deres egen mening. En tredje tilgang er rollespil, som et laboratorium for udforskning af normer og nedbrydelse af strukturer.

Essensen er, at rollespil skaber et rum, hvor der kan dispenseres for normer, strukturer og regler, som ligger ude i samfundet, og der kan eksperimenteres med andre blik på, hvorledes hverdagen kan indrettes. De erfaringer, der gøres, tager spillerne med sig ud af dette rum, mens de lader roller og fiktion blive tilbage.

Således har Jofrid plæderet for og eksperimenteret med at udfordre kønsroller, og hun er ikke den første, der har anvendt rollespil til at skabe et rum, der udfordrer (se Jofrids artikel i Think Larp-bogen fra Knudepunkt 2011).

Rollespils evne til at gøre dette ligger ikke alene i, at vi kan tage et givent emne op og fortælle en historie over det emne eller en underliggende tematik. Derimod kommer det ved, at i processen med at spille rollespil skabes et fiktionsrum, og i det fiktionsrum konstrueres samfund og verdener, og i takt med at vi konstruerer normer, regler og ideer i fiktionsrummet, åbner det øjnene for, at de normer, regler og ideer, der former vores hverdag også er konstruktioner, som vi bevidst eller ubevidst opretholder, og konstruktioner kan man stille spørgsmålstegn ved.

Kan vi få øje på det?

Udfordringen ved den ovennævnte dekonstruktive øvelse er at få øje på de konstruktioner, der skal udfordres. For mange er opbyggelsen af fiktionsrummet en nærmest bevidstløs eller automatisk proces, der ikke stiller spørgsmål ved det skabte, eller det tankegods, der ligger bag det skabte. Der finder meget redublikering sted, når folk f.eks. designer deres fiktionsuniverser, hvor de gentager deres egen hverdag med en anden kulør, således optræder utallige polyteistiske samfund sig som kristen-monoteistiske samfund, da vi som oftest kun sidder med en enkelt referenceramme for religion, og det er svært at skue ud over den ramme, man selv er indlejret i.

En måde at få øje på konstruktionens stivere, som vi selv er blinde for, er at konfrontere andre med konstruktionen, og derfor er det heldigt, at næsten* al rollespil er kræver mere end en deltager. I mødet med andres blikke på verdensbygningen opstår der uligheder eller uoverensstemmelser, og de er steder, hvor vi kan slå ned og stille kritiske spørgsmål: Når en gruppe spillere ikke oplever sig repræsenteret i scenariet (som var en god del af debatten omkring In Fair Verona – Stockholm Edition), eller når en række spillere oplever sig begrænset i deres udfoldelsesrum (som var kritikken af en række arbitrære afgrænsninger i et tidligere Krigslive), så er skafotet under verdenen blotlagt, og vi kan reflektere over de valg, vi har truffet.

*) vel vidende, at der blev forsøgt lavet solo-rollespil på Story Games-forummet.

Du kan ikke læne dig tilbage

Revolutionære rollespil er en aktiv proces. Der skal reflekteres. Læner vi os passivt tilbage og lader os underholde, skaber andre mening for os (som omtalt i sidste indlæg), og tilsvarende kan vi bevidstløst videreføre strukture i vores rollespil, hvis vi ikke lytter til andres observationer og tager kritisk stilling. Dette ligger godt i tråd med, at rollespil er en aktiv skabende proces, hvor hver deltager bidrager og yder til den fælles oplevelse.

Det revolutionære medie kræver aktive medskabere.

Reklamer

~ af Morten Greis på 15. december 2011.

2 kommentarer to “Rollespils blik for konstruktioner”

  1. Endnu en herlig overtænkning!

    Det her er den farligste del af rollespil i min bog, jeg var selv ude i et personligt paradigmeskift efter en rollespilsoplevelse til sommers, hvor mine tidligere antagelser ikke længere viste sig at holde til en empirisk prøve.

    For mig er det bedste rollespil som god solid science fiction, i det der opstilles et spejl hvor man overdriver tendenser og tråde i det eksisterende samfund. Ikke kun for at drømme nye verdener op, men også for at aftegne den vi selv lever i.
    Der hvor rollespil er stærkere er netop at man er nødt til aktivt at deltage i skabelsen af spejlbillederne, det er aldrig nok at sidde med det kritiske beskuende blik. Man kan ikke bare tænke over hvad man ville gøre i en situation, men rent faktisk handle efter det og se andre i øjnene mens man gør det.
    Oftest er det netop der hvor man ikke tænker over hvordan man handler at strukturerne træder tydeligst frem, når man bagefter tager sig selv i at have opfyldt en rolle der afviger fra det man antog om sig selv og samfundet omkring sig. Men refleksionen kommer stadig.

    • Tak 🙂

      Det er en interessant observation, du der gør, med at strukturerne bliver synlige i mødet med de handlinger, som er så “almindelige” for en, at man ikke bemærker, hvor konstruerede de også i deres almindelighed er.

      En anden interessant ting er også, at man er nødt til at handle, hvor det ellers gør ondt at handle, fordi man ikke kan læne sig tilbage og se en anden fortælle historien.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: