Kiss and tell

Eller sex i rollespil og show, don’t tell. Og hvad man kan stille op med det.

På Fastaval i 2012 var der ret meget fiktiv sex. To af scenarierne har det som et helt centralt element, at man skal rollespille sex, verbalt. Jeg taler om festival sex-novellen Summer Lovin’ og om mit eget nær-fremtids science fiction swinger opus Min piges spurv. Helt grundlæggende har de to spil samme procedure for sex:

1. Man sidder og holder hinanden i hånden og ser på hinanden.
2. Den ene spiller siger noget seksuelt, som den spillers spilperson gør ved den anden spilperson.
3. Den anden spiller siger noget om den anden spilpersons reaktion på handlingen, og…
4. …siger selv noget, som den anden spilperson gør ved den første…
5. …som så selv reagerer, og handler, og så fremdeles.

Så langt, så specifikt og temmelig ens. Begge dele handler om sex, endda om ikke nødvendigvis særlig perfekt sex. Og dog er det to meget forskellige scenarier, ikke bare på grund af setup’et omkring hvordan man når frem til at have fiktiv sex, men også i hvordan det foregår.

Sanselighed

Meget kort fortalt er forskellen, at sex i Min truntes tukan er sanseligt og umiddelbart, mens man i Summer Lovin’ har adgang både til partnerens indre monolog undervejs, og tager udgangspunkt i udsagn om hvordan scenen ender, idet sex foregår i flashbacks fra sladrescenerne. Det vil sige at man i det ene skal begrænse sig til handlinger og reaktioner som den fiktive partner vil kunne opfange med sine fiktive sanser, og ikke véd hvor situationen er på vej hen, mens man i det andet kan udtrykke sin egen spilpersons tanker og reagere spilmæssigt på den anden spilpersons tanker, og véd i grove træk hvor situationen er på vej hen.

Det lyder måske som en lille ting, men Spurvens forbud mod indre monolog er et ret hårdt benspænd for danske con-rollespillere. Vi er virkelig grundigt trænede til at begynde at fortælle om vores tanker og følelser, når vi spiller drama-spil. Det gør dog en enorm forskel. I summer-lovin’-spil skaber man sammen en fortælling om kikset, charmerende festival-sex. I spurvespil gør benspændet det til en ret nær og indlevelsesfremmende simulation af den reelle situation i sex, med al den tilhørende uvished om, hvad der sker inde i partnerens hoved, og hvor vi er på vej hen. Det vokser der så fortælling ud af. Min kones and er på sin egen meget verbale måde show, don’t tell. Summer Lovin’ er kiss and tell, med sladdertema, leg med pral og virkelighed og det hele.

I øvrigt morede det mig noget at se et par medspillere til Summer Lovin’ falde i at levere sanselige reaktioner frem for indre monolog …for de havde spillet Min ægtevivs vagtel og var blevet trænet i sanseligt spil. Hæhæ.

Køn og seksualitet

Der er køn på spil i begge scenarier, ikke overraskende. I det længere og mere komplekse Min hejres trane er seksuel orientering og præferencer også på spil. Alle karakterer er funktionelt biseksuelle men på ret forskellige måder og af ret forskellige grunde, hvilket så er kilde til forhandlinger, refleksion og som regel en hel del lidt ukonventionel sex.

I det kortere og simplere Summer Lovin’ er der “kun” standard hetero sex på spil, i prædefinerede par. Til gengæld spiller Summer Lovin’ på køn og kønsklichéer i sladrescenerne, hvor kvinder og mænd sladrer separat. For mig, deltagende mand, var de kvindelige sladderscener ret overbevisende, mens de mandlige, skønt sjove og nødvendige, lidt forcerede fordi det ikke virkede oplagt at de (mandlige) karakterer ville være tilbøjelige til at have de diskussioner i den detaljegrad. Det forekom mig ret klart at de tre forfattere som kvinder har designet og skrevet ud fra et kvindeligt synspunkt …men måske virkede de sladrende kvinder overbevisende på mig, fordi jeg aldrig har sladret med kvinder uden mænd til stede. Af gode grunde.

Interessant er forskellen på spillersiden. Summer Lovin’ kræver overensstemmelse mellem spillerkøn og spilpersonskøn, mens Min kærestes krage caster ud fra opførsel under første del af opvarmningen og bevidst blæser spillernes køn et stykke, og endda opfordrer til at caste til cross-play hvis det i øvrigt passer ind. Her lægger Summer Lovin’ sig an til at bruge spillernes livserfaring til at skabe en fortælling, mens Spurven kaster spillerne ud i udforskning af (formentlig) mindre velkendte territorier.

Magtforhold

Der er nogle magtspil som ligger og lurer i oplægget og karaktererne til Min jentes jagtfalk. Det er så op til spillerne, hvor meget det skal i spil – der er ikke lagt op til at noget skal forløses. En enkelt karakter, Nanna, har en potentielt lidt dominerende position, men spillet støtter hende kun lidt og beskytter hende ikke, hvis hun skubber dominansen ud over sin arrangørrolle og eventuelle aftalte dominanslege. For øvrigt kan jeg som forfatter afsløre, at en del af karakterer er bygget ved at lege med, undergrave og til dels ombytte nogle moralske og magtmæssige kønsstereotyper. Det ville have set noget mere problematisk ud, hvis Erik og Nanna havde byttet køn, eller hvis Kirsten havde været den Karsten, hun først var tænkt som.

I Summer Lovin’ derimod er det min opfattelse fra spil, at der er er en systematisk skævhed i moralsk og æstetisk position – kvinderne har, om ikke stærke, så mindre svage positioner. Uden at spoile det kan jeg sige, at mændene er på mere gyngende grund end kvinderne i alle tre par. Måske er det forfatternes (kønnede) udgangspunkt, der taler? Måske er det en bevidst venden på hovedet af den sædvanlige fordeling af skyld og skam ifbm. uforpligtende sex? Jeg ved det ikke. Det var sjovt at lege med for mig, så ingen sure miner herfra, blot en lidt undrende observation. Jeg prøvede i hovedet at vende det om, og så så det (som i spurven) lidt mindre kønt og charmerende ud.

Sikkerhed

I Min elsklings ælling er dagsordenen udforskning af noget gyngende seksuel og psykologisk grund, ikke mindst den grundlæggende uvished i seksuelle møder. Til gengæld er der et science fiction element, solide karakterer og klare sikkerhedsprocedurer til at gøre spillerne trygge. Summer Lovin’ er lige nu og her, og inddrager spillererfaringer i spillet, og der er ingen eksplicitte sikkerhedsredskaber. Til gengæld er tonen lagt humoristisk an, klichéerne er lige til at gribe, og spille/fortællestilen gør det nemt at overskue og styre spillets gang. På den måde er spillene forskellige i forhold til spillernes tryghed, men forekommer mig begge at være grundlæggende fornuftige og ansvarlige.

Med hensyn til sikkerhed: Graviditet, sygdomme, samtykke og den slags, inddrager begge spil emnet uden at gøre det til EMNET!! Det er i begge tilfælde andet, der er det interessante, men der er stadig gode grunde til lige at berøre de forskellige slags sikkerhed. For det første er det god form lige at sikre sig at alle er med på god praksis når sex er på bordet (om man så må sige), for det andet er der en kraftig tendens til, at hvis især samtykke kommer i spil som problem uden at det sker på en kontrolleret måde, suger det alt til sig og så handler spillet om dét og intet andet.

I spurven fastslås det at mændene er på prævention og alle er helbredstjekkede, og overgreb er eksplicit forbudt både in game og som spilleregel for rollespillet. I Summer Lovin’ sættes for alle forhold scenen, hvor begge bliver klar over at de faktisk kommer til at have sex, og kondomer mm. bringes i øvrigt tidligt i spil, både in game og ved at spilleder henleder spillernes opmærksomhed på det.

Hvorfor spille fiktiv sex?

F0rdi det er interessant. Fordi det er spændende. Fordi det får blodet til at rulle i årerne, ikke blot i underlivet men i hjertet og hjernen. Sex er ikke generisk. Detaljerne betyder noget. Hvad vi gør sammen har meget at sige om, hvem vi er. To meget eksplicitte, men dog meget forskellige, gode scenarier om sex giver meget forskellige spiloplevelser og belyser meget forskellige temaer ud over den velsmurte gnubben af hud og slimhinder, de har til fælles. Sex er godt, både som mål og middel.

Jeg tror, sex er kommet for at blive. Også i rollespil.

Advertisement

~ af troelsken på 13. april 2012.