Kiss and tell

Eller sex i rollespil og show, don’t tell. Og hvad man kan stille op med det.

På Fastaval i 2012 var der ret meget fiktiv sex. To af scenarierne har det som et helt centralt element, at man skal rollespille sex, verbalt. Jeg taler om festival sex-novellen Summer Lovin’ og om mit eget nær-fremtids science fiction swinger opus Min piges spurv. Helt grundlæggende har de to spil samme procedure for sex:

  1. Man sidder og holder hinanden i hånden og ser på hinanden.
  2. Den ene spiller siger noget seksuelt, som den spillers spilperson gør ved den anden spilperson.
  3. Den anden spiller siger noget om den anden spilpersons reaktion på handlingen, og…
  4. …siger selv noget, som den anden spilperson gør ved den første…
  5. …som så selv reagerer, og handler, og så fremdeles.

Så langt, så specifikt og temmelig ens. Begge dele handler om sex, endda om ikke nødvendigvis særlig perfekt sex. Og dog er det to meget forskellige scenarier, ikke bare på grund af setup’et omkring hvordan man når frem til at have fiktiv sex, men også i hvordan det foregår.

Sanselighed

Meget kort fortalt er forskellen, at sex i Min truntes tukan er sanseligt og umiddelbart, mens man i Summer Lovin’ har adgang både til partnerens indre monolog undervejs, og tager udgangspunkt i udsagn om hvordan scenen ender, idet sex foregår i flashbacks fra sladrescenerne. Det vil sige at man i det ene skal begrænse sig til handlinger og reaktioner som den fiktive partner vil kunne opfange med sine fiktive sanser, og ikke véd hvor situationen er på vej hen, mens man i det andet kan udtrykke sin egen spilpersons tanker og reagere spilmæssigt på den anden spilpersons tanker, og véd i grove træk hvor situationen er på vej hen.

Det lyder måske som en lille ting, men Spurvens forbud mod indre monolog er et ret hårdt benspænd for danske con-rollespillere. Vi er virkelig grundigt trænede til at begynde at fortælle om vores tanker og følelser, når vi spiller drama-spil. Det gør dog en enorm forskel. I summer-lovin’-spil skaber man sammen en fortælling om kikset, charmerende festival-sex. I spurvespil gør benspændet det til en ret nær og indlevelsesfremmende simulation af den reelle situation i sex, med al den tilhørende uvished om, hvad der sker inde i partnerens hoved, og hvor vi er på vej hen. Det vokser der så fortælling ud af. Min kones and er på sin egen meget verbale måde show, don’t tell. Summer Lovin’ er kiss and tell, med sladdertema, leg med pral og virkelighed og det hele.

I øvrigt morede det mig noget at se et par medspillere til Summer Lovin’ falde i at levere sanselige reaktioner frem for indre monolog …for de havde spillet Min ægtevivs vagtel og var blevet trænet i sanseligt spil. Hæhæ.

Køn og seksualitet

Der er køn på spil i begge scenarier, ikke overraskende. I det længere og mere komplekse Min hejres trane er seksuel orientering og præferencer også på spil. Alle karakterer er funktionelt biseksuelle men på ret forskellige måder og af ret forskellige grunde, hvilket så er kilde til forhandlinger, refleksion og som regel en hel del lidt ukonventionel sex.

I det kortere og simplere Summer Lovin’ er der “kun” standard hetero sex på spil, i prædefinerede par. Til gengæld spiller Summer Lovin’ på køn og kønsklichéer i sladrescenerne, hvor kvinder og mænd sladrer separat. For mig, deltagende mand, var de kvindelige sladderscener ret overbevisende, mens de mandlige, skønt sjove og nødvendige, lidt forcerede fordi det ikke virkede oplagt at de (mandlige) karakterer ville være tilbøjelige til at have de diskussioner i den detaljegrad. Det forekom mig ret klart at de tre forfattere som kvinder har designet og skrevet ud fra et kvindeligt synspunkt …men måske virkede de sladrende kvinder overbevisende på mig, fordi jeg aldrig har sladret med kvinder uden mænd til stede. Af gode grunde.

Interessant er forskellen på spillersiden. Summer Lovin’ kræver overensstemmelse mellem spillerkøn og spilpersonskøn, mens Min kærestes krage caster ud fra opførsel under første del af opvarmningen og bevidst blæser spillernes køn et stykke, og endda opfordrer til at caste til cross-play hvis det i øvrigt passer ind. Her lægger Summer Lovin’ sig an til at bruge spillernes livserfaring til at skabe en fortælling, mens Spurven kaster spillerne ud i udforskning af (formentlig) mindre velkendte territorier.

Magtforhold

Der er nogle magtspil som ligger og lurer i oplægget og karaktererne til Min jentes jagtfalk. Det er så op til spillerne, hvor meget det skal i spil – der er ikke lagt op til at noget skal forløses. En enkelt karakter, Nanna, har en potentielt lidt dominerende position, men spillet støtter hende kun lidt og beskytter hende ikke, hvis hun skubber dominansen ud over sin arrangørrolle og eventuelle aftalte dominanslege. For øvrigt kan jeg som forfatter afsløre, at en del af karakterer er bygget ved at lege med, undergrave og til dels ombytte nogle moralske og magtmæssige kønsstereotyper. Det ville have set noget mere problematisk ud, hvis Erik og Nanna havde byttet køn, eller hvis Kirsten havde været den Karsten, hun først var tænkt som.

I Summer Lovin’ derimod er det min opfattelse fra spil, at der er er en systematisk skævhed i moralsk og æstetisk position – kvinderne har, om ikke stærke, så mindre svage positioner. Uden at spoile det kan jeg sige, at mændene er på mere gyngende grund end kvinderne i alle tre par. Måske er det forfatternes (kønnede) udgangspunkt, der taler? Måske er det en bevidst venden på hovedet af den sædvanlige fordeling af skyld og skam ifbm. uforpligtende sex? Jeg ved det ikke. Det var sjovt at lege med for mig, så ingen sure miner herfra, blot en lidt undrende observation. Jeg prøvede i hovedet at vende det om, og så så det (som i spurven) lidt mindre kønt og charmerende ud.

Sikkerhed

I Min elsklings ælling er dagsordenen udforskning af noget gyngende seksuel og psykologisk grund, ikke mindst den grundlæggende uvished i seksuelle møder. Til gengæld er der et science fiction element, solide karakterer og klare sikkerhedsprocedurer til at gøre spillerne trygge. Summer Lovin’ er lige nu og her, og inddrager spillererfaringer i spillet, og der er ingen eksplicitte sikkerhedsredskaber. Til gengæld er tonen lagt humoristisk an, klichéerne er lige til at gribe, og spille/fortællestilen gør det nemt at overskue og styre spillets gang. På den måde er spillene forskellige i forhold til spillernes tryghed, men forekommer mig begge at være grundlæggende fornuftige og ansvarlige.

Med hensyn til sikkerhed: Graviditet, sygdomme, samtykke og den slags, inddrager begge spil emnet uden at gøre det til EMNET!! Det er i begge tilfælde andet, der er det interessante, men der er stadig gode grunde til lige at berøre de forskellige slags sikkerhed. For det første er det god form lige at sikre sig at alle er med på god praksis når sex er på bordet (om man så må sige), for det andet er der en kraftig tendens til, at hvis især samtykke kommer i spil som problem uden at det sker på en kontrolleret måde, suger det alt til sig og så handler spillet om dét og intet andet.

I spurven fastslås det at mændene er på prævention og alle er helbredstjekkede, og overgreb er eksplicit forbudt både in game og som spilleregel for rollespillet. I Summer Lovin’ sættes for alle forhold scenen, hvor begge bliver klar over at de faktisk kommer til at have sex, og kondomer mm. bringes i øvrigt tidligt i spil, både in game og ved at spilleder henleder spillernes opmærksomhed på det.

Hvorfor spille fiktiv sex?

F0rdi det er interessant. Fordi det er spændende. Fordi det får blodet til at rulle i årerne, ikke blot i underlivet men i hjertet og hjernen. Sex er ikke generisk. Detaljerne betyder noget. Hvad vi gør sammen har meget at sige om, hvem vi er. To meget eksplicitte, men dog meget forskellige, gode scenarier om sex giver meget forskellige spiloplevelser og belyser meget forskellige temaer ud over den velsmurte gnubben af hud og slimhinder, de har til fælles. Sex er godt, både som mål og middel.

Jeg tror, sex er kommet for at blive. Også i rollespil.

~ af troelsken på 13. april 2012.

25 kommentarer to “Kiss and tell”

  1. jeg har altid haft det lidt svært med sex i rollespil, og har bevidst undladt at melde mig til f.eks. de to nævnte. Det synes at have en tendens til at gribe spotlyset; hvis først blodet ruller, som du siger, så bliver man nærmest høj på den følelse og det samspil. Og det kan være rigtigt fedt, især i en gruppe med tillid. Men i forhold til en anden, bærende historie, synes jeg det kan være problematisk, fordi man så nemt kan glemme alt om den. Jeg vil meget gerne læse Min Møs Mursejler, og se hvordan du løser balancen med at få et sci fi tema igennem.

    Men ville også meget gerne høre dine og andres tanker om sex som redskab, ikke emne, i et scenarie. Nathan’s Hearts Blood i år havde lidt af det, men på den victorianske, underforståede måde, hvor det er så implicit og uudtalt, at det næsten bliver ren flirt, trods fysisk interaktion.

    • Jeg skal lige have friseret Min Dames Dodo en lille smule, så kommer det op. Stavefejl i titeldigtet, grrr!

      Du har ganske ret i, at ligesom overgreb kan gribe rampelyset fra sex, kan sex gøre det fra alt muligt andet. Ikke desto mindre virkede det fint i de to scenarier her, fordi sex var så central en del af tematikken, at det pr. definition ikke var forstyrrende.

      Sex, faktisk rollespillet sex, kan være et stærkt virkemiddel til at udtrykke og udvikle relationer mellem karakterer, når man faktisk stiller skarpt på nogle detaljer frem for at trække det blomstrede forhæng for. Mit udgangspunkt for at skrive Min Snuts Svane var erfaringer fra mit eget Tortur, hvor sex i to omgange blev brugt til at illustrere hvordan traumer havde ændret et ægteskab – der var sex før og efter. Som sådan mener jeg at sex kan bruges som mere begrænset virkemiddel i en bred vifte af scenarier. Bare der er plads til at kiks og ufuldkommenhed kan være interessant.

      Hov! Kikset sex! Det skal lige ind i indlægget.

  2. En lille tanke der ikke har så meget med sex at gøre, men med dit benspænd som jeg (også tidligere har sagt) synes er vildt godt. Du skriver:

    “[…]Spurvens forbud mod indre monolog er et ret hårdt benspænd for danske con-rollespillere. Vi er virkelig grundigt trænede til at begynde at fortælle om vores tanker og følelser, når vi spiller drama-spil. ”

    Ja, vi har djævelsk svært ved det. Spørgsmålet er så om vi ikke skal prøve at blive bedre til det og udvide vores brug af dette benspænd mere bredt indenfor rollespil og ikke kun indenfor sex? Jeg havde f.eks. i forskellige scenarier en række fortællescener (ikke dramaspil måske?) hvor det klart blev bedre ved at jeg udelukkede alle former for tanker osv. men fokuserede direkte på hvad det ydre øje ser. Det er måske meget normalt og velkendt, men ikke desto mindre oplevede jeg også det modsatte.

    Det er klart at når GM spørger “Hvad tænker XX” lige nu, så er det svært at gøre det uden indre monolog, men jeg er frisk på at prøve at tænke benspændet videre i ikke-sex scener.

    I spurven har det en helt klar funktion i forhold til temaet, men hvis vi overall kan få federe (individuelle?) historier og rollespil ud af det, så er jeg frisk på at prøve.

    • Ja, sanselighed har klart potentiale for bredere anvendelse i rollespil end bare i fiktiv sex. Jeg tror ikke at det kommer til at passe ind i mit næste opus (som vist kommer til at lægge hovedpersonernes indre liv ret meget ud på bordet), men det er helt klart noget, jeg godt kunne tænke mig at arbejde videre med en anden gang.

      Det gør nogle stærke ting. Det trækker spillerne skarpt ind i spilpersonerne og tvinger dem til at se fiktionen derfra frem for fra oven. Trækker spillet fra historiefortælling i retning af indlevelse. Som sådan er det nok værd at holde i tankerne som et generelt værktøj i kassen, når det er den slags man vil opnå med sit spil.

    • Crossroads fra årets fastaval har den regel. “Always tell what your character is DOING, not thinking”.

      • Ja og nej. Crossroads stiller skarpt på de moralske valg og deres praktiske udførelse, ikke på detaljerne som afslører indre liv.

        Dvs. det tror jeg nok, men jeg er ikke sikker. Da jeg spillede Crossroads var vi to spurvetrænede spillere. Jeg tog selv teten og lagde ud som den første spiller og spillede ret spurvet, og det satte så i nogen grad tonen for spillet. Ikke sikker på hvordan det havde været uden spurveagenter? Hvordan var det hos jer? Afslørede det ydre det indre (sådan da, og antagende at du spillede Crossroads)?

      • Det var kun ment som en kommentar i forhold til forbud imod indre monolog. Jeg er godt klar over de 2 scenarier vil noget helt forskelligt med der forbud.

  3. Men er det ikke fordi vi nu er i modbølgen overfor ” kan du ikke lige prøve at forestille dig at din karakter også tænker noget?” som vi først skulle have på plads?🙂

    • Måske? Men jeg tænker nu ikke bare frem og tilbage, men fremgang. Vi er ikke bare gået tilbage. Nu kan vi (med sanselighed som princip) finde ud af at stille skarpt på dramaets nuancer …det manglede vi lidt, før vi begyndte at rode rundt i folks hoveder. Eller vi havde det mest som frustreret amatørteater, som ikke rigtig engagerede med fiktionen.

    • Jeg ved ikke, om det er en modbølge – er det i virkeligheden ikke to forskellige virkemidler, som man bør bruge i forskellige situationer?

      • Tja, ovenfor illustere Troels de to virkemidler som repræsenterende. Netop de to ses ofte som modpoler indenfor rollespils design som ikke altid begge to kan tilfredsstilles. Så jo, jeg ville også mene det handler om en prioriterisering, alt efter hvad ens spil handler om.

      • Sandt nok, Mads. Og morsomt fordi de to scenarier på vigtige punkter ligner hinanden utrolig meget.

    • Jeg synes Monica her, erhver kulturel strøm i udvikling veksler kontinuerligt frem og tilbage mellem paradigmer. Ingen af de poler den svinger mellem er frem eller tilbage men del af en fremadrettet oscillation der afprøver virkefeltet og forsøger at finde både grænser og fællesskab. Det ses i alle medier og er et sundhedstegn.

      • Det er jo den rene vandsengs-poesi, Oliver!😉

        Og nu er scenariet for øvrigt til download på Alexandria.

  4. Lidt OT, men @Troels: Kan du uddybe, hvordan spillerne brugte sexproceduren? Der er jo helt sikkert en social barriere i den, så hvor detaljerede/eksplicitte blev de – og hvordan blev den overordnede stemning i rummet?

    Jeg er nysgerrig, fordi sexmekanikker virkelig er noget, der har været svært at få has på.

    • Der er helt sikkert en social barriere i det, men det sorterede mest folk på forhånd. Ud over det kræver det naturligvis opvarmning. I spurven kørte det sådan, at man almindeligvis spiller to sekvenser fra et samleje, hhv. forspil og godt i gang/nær klimaks (ellers kan det blive nogle meget lange scener). Mellem handlingerne og de detaljerede fysiske reaktioner som er kerneelementet i sanselighedsprincippet (en latter, en gysen, et stræk) bliver det rigtig meget konkret, med væsker og kønsdele og det hele.

      Det giver gennemgående en ret intens stemning, både fordi sex er højoktan brændstof og fordi man ikke er helt sikker på, hvor det her lander. Der har været nogle som zonede lidt ud under andres sexscener, fordi kombinationen af holde-hånd-og-se-i-øjne og fraværet af indre monolog ret meget får spillet til at foregå mellem de konkret involverede snarere end rettet mod publikum/fortællingen (hvilket også gjorde det mindre porno-agtigt, vil jeg tro). Der er også et element af, at når først man er varmet op og har brudt de barrierer, der skal brydes, bliver det gerne, øh, pænt hot.

      Svarer det?

    • På mit hold blev de meget explicitte! De holdt i hånd, og hvad der blev beskrevet, blev gjort ved hånden. En af scenerne, den første og iøvrigt mellem to piger, var meget intens, men også meget forsigtig, da det var den ene karakters første lesbiske oplevelse.
      Det var overraskende smagfuldt, smukt, faktisk. Der blev hele tiden spurgt “Føles det her rart”.
      Vi brugte ikke opdelingen i to sekvenser som Troels ellers havde beskrevet i scenariet, for det var ikke nødvendigt og ville have sat en unødig begrænsning på mit hold. For andre hold der var mindre åbne tror jeg til gengæld den opdeling kan være en rigtig god idé.

      Til slut var stemningen blandt folk som et gruppekram pakket ind i en dyne med en kop varm kakao. Trygt, godt, intimt og tilfredsstillende.

  5. Jep, tak.🙂

  6. Nu skal der jo en ganske specifik type af idioti til for at argumentere for, at sex ikke er kommet for at blive, men jeg er faktisk ikke sikker på, at du har ret, Troels.

    Eller, hvor meget jeg end knuselsker Spurven (og virkelig tror på, at Summer Lovin, som jeg ikke har spillet, er knuselskeligt) viser de vel ikke andet, end at man kan lave scenarier, der handler om sex. Altså, hvis primære fokus er sex. De virkemidler, der driver sexscenerne i Spurven, giver også (som Sigrid påpeger) et massivt fokus på sex og kræver, at man lægger en masse opvarmningsarbejde i at kunne behandle sex. Jeg er ikke sikker på, man kunne bruge dem til at putte sexscener i et andet scenarie, uden at få det scenarie til at handle om sex.

    Og altså, generelt set er der jo meget lidt sex i det meste fiktion, i alle medier. I hvert fald meget lidt on-screen, udpenslet sex. Det ville forbløffe mig, hvis rollespil kunne holde til så meget mere sex end de andre medier.

    • Hæ, jeg ville være tilbøjelig til at give dig ret, hvis ikke jeg allerede på forhånd havde positive erfaringer (og andenhånds tilbagemeldinger) med sex som dramatisk virkemiddel i scenarier der rettelig handler om andre ting.

      En væsentlig del af min baggrund for at skrive Spurven var min erfaring fra Tortur med at eksplicit sex kunne virke godt som mere afgrænset virkemiddel i et scenarie, der handler om noget helt andet end sweet lovin’. Desuden har jeg fra pålidelige kilder (bl. a. Peter Fallesen) at eksplicit sex skulle have virket ret godt i Det hemmelige selskab (fra 2005). Og så er der selvfølgelig også mit Kærlighed og kaos, med forbehold for Uffe…😉

      De betingelser, som her var til stede, var scenarier som stillede skarpt på menneskelige relationer og opvarmede (på forhånd eller i spil) spillerne til at engagere med hinanden inden for rammer, der gav en klar idé om hvordan sagen skulle gribes an. Det er selvfølgelig ikke betingelser som er til stede i alle eller bare de fleste scenarier, men jeg vil mene at de er til stede i mange.

      Ærligt talt er jeg ikke helt sikker på om det i hverken rollespil eller anden fiktion så meget er et spørgsmål om at fiktionen kan holde til det så meget som det er et spørgsmål om konventioner og kulturhistorie. Lad mig sammenligne med vold i fiktion. Hører det hjemme i alle sammenhænge? Absolut ikke! Er det anvendeligt i en del (fiktions-)sammenhænge? Absolut. Kan både on-stage og off-stage vold virke? Absolut. Gælder alt dette her for fiktiv sex? Det vil jeg mene. Der er bare en stærk, kulturel tradition for at sex skal være off-stage. Nu eksisterer rollespil selvfølgelig ikke løsrevet fra kulturen i bredere forstand, men vi er ikke henvist til tankeløst at reproducere vores ikke-rollespillende kulturelle omgivelser. Vi kan sige, “hey, det her virker, lad os bruge det i sammenhænge hvor det giver mening og vi har lyst”.

      Og for øvrigt mener jeg at emnet sex, også som fokus, har mange, mange flere scenarier i sig. Igen, sammenlign med vold.

      • Nu er vold og sex jo ikke det samme. IMO, primært fordi vold ikke er en accepteret del af vores samfund, men en bredt accepteret del af vores fiktive fremstillinger. Sex er ret omvendt, vi gør det, det er ok, men lad os lade være med at snakke om det.

  7. Hm, overvejer om ikke jeg er enig, og dermed aldeles uenig…

    Sex sammenlignet med vold, både som tema og/eller virkemiddel: Det er rigtigt at vi i lang tid har haft vold i scenarier i mange grader og afskygninger, fysisk eller mental. Og volden har kunnet træde i baggrunden som effetkivt virkemiddel, uden at blive et tema (lad os bare nævne hack’n’slash scenarier som noget af det mest basale). Men, her kommer så min påstand: I det øjeblik man eksplicit beskriver volden, så *bliver* den et overskyggende tema. Den eksplicitte beskrivelse af noget der taler til vores urinstinkter, især hvis det gøres i direkte person, vil overskygge alt andet. Jeg kan ikke komme på én eneste rollespilsoplevelse hvor der har været en egentlig beskrivelse af volden og dens udførelse, uden at den vold har været et tema. Modsat har vi vel alle sammen oplevelser hvor volden er uudtalt eller underforstået, eller symbolsk markeret, og dermed været et godt virkemiddel.

    • Bliver vold et tema, når det beskrives eksplicit? Absolut! Det bliver ET tema. Men jeg har spillet masser og masser af rollespil, hvor vold indgik i nogen grad af detaljer, som OGSÅ handlede om alt muligt andet. Jeg køber ikke at det at det bliver overskyggende for alt andet følger som nogen uundgåelig nødvendighed. Der kan godt være mere end et tema på banen ad gangen, og de kan spille sammen på diverse måder.

      Og, øh, det samme med sex.

  8. […] udtryk for dette års Fastaval-zeitgeist var tydeligvis Sex. Troelsken har lavet et fint indlæg hvori han forklarer hvordan hans eget scenarie Min Søsters Sekretærfugl bruger sex på en ægte, […]

  9. […] Hvis du vil vide mere? […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: