Frihed og skæbne 1: Skyld

I det næste stykke tid vil jeg præsentere indlæg om filosofisk/religiøse diskussioner og historiske doktriner om fri vilje og skæbne, anvendt på rollespil. Med andre ord: Klassisk plan B vedkommende overtænkning af rollespil, fordi det behager mig. Jeg havde oprindelig tænkt dette her som et enkelt indlæg, men det stak sgu lidt af for mig, så det kommer til at fylde i alt fald to, før jeg er helt færdig, vekslende med andre ting undervejs. I er som altid mere end velkomne til at tænke med.

Fri vilje, hvad er det for en fisk?

Vi har i vestlig kultur en common-sense idé om hvad fri vilje er, som vi i det store og hele har fra renæssance-humanisterne, klarest formuleret af Erasmus af Rotterdam i skriftet “de libero arbitrio”, “om den frie vilje.” Common sense vil sige at “alle ved” hvad fri vilje er, men de færreste har egentlig gjort sig de bagvedliggende antagelser klart. Og der ligger immervæk nogle antagelser. Så hvad er det for noget, ifølge common sense?

• Vi kan gøre hvad vi vil og bestemme vores egen vej fremad.
• Dette er en god ting.
• Vi er ikke bundet af skæbne.

Især det sidste er dér hvor jeg personligt råber vagt i gevær, fordi det rejser spørgsmålet, fri fra hvad? Forudsætninger og omstændigheder? Dette vil jeg vende tilbage til i en senere episode, hvor vi blandt andet vil gense stakkels Gunhilda, men jeg kan godt spoile det en lille smule og afsløre, at jeg ikke selv tror på fri vilje i Erasmus’ forstand. Tag lige og gør jer selv den tjeneste at tænke over, hvad der for jer egentlig ligger i “fri vilje.”

Og nu til dagens hovedret:

Fri vilje på old school katolsk, og det at Gøre Det Rigtige For Historien

Den der idé med at fri vilje er en god ting? Læg lige den til side for en stund. Hvis man i dag spørger katolske lægfolk om fri vilje, vil det i de fleste tilfælde formentlig være Erasmus af Rotterdam, der kommer ud af munden på dem. Den old school tilgang til det er en helt anden:

Fri vilje er kapaciteten for ondskab, for afvigelse fra Guds plan og vilje, for at fejle moralsk.

Det er den direkte konsekvens af Kundskabens Træ og Syndefaldet, og den vigtigste konsekvens af at du har fri vilje er dette: Skyld. Når du gør det onde, er du hjemfalden til straf. Det er ikke svært at regne ud, hvad det rette er at gøre; det fortæller kirkens folk dig, og de læser det i bibelen og bliver ledt til det af helligånden. Hvis du gør hvad de siger du skal, kommer du i Himlen. Hvis du gør hvad de siger du ikke skal, kommer du i Helvede. De spirituelle konsekvenser af handlinger i kategori #2 kan bortvaskes af anger, skrifte og bodshandlinger (som foreskrevet af din skriftefader), men the fact remains.

(Teologisk ekskurs: I modsætning til dette tror protestanter IKKE på fri vilje, ligesom sunni-muslimer heller ikke gør. Konservative shia-muslimer tror på fri vilje, på den old school måde. Den katolske kirke omfavnede offentligt humanisternes positive take på fri vilje fordi de havde brug for det som spin mod Luther og protestanterne. Og nu tilbage til plottet…)

Hvordan udfoldes dette så i rollespil?

I old school plot-rollespil med en Historie, det være sig klassiske Fastawood eller købescenarier, er der rigtige og forkerte ting at gøre. Det rigtige at gøre er at Gøre Det Rigtige For Historien. Som den katolske kirke har sine præster som vejvisere, har Historien sin vogter, der fortæller dig hvad du skal gøre: Spilleder. OK, nu skal vi heller ikke forstrække sammenligningen, for rollespil har ikke en Frelse hinsides livet/spillet selv; rollespil har Den Gode Historie.

I praksis, i rollespil som er plotty på dén måde, er der en eller ganske få veje frem, som leder til den foreskrevne slutning. Spilleder fortæller spillerne hvad de skal gøre. Det kan være åbenlyst, det kan være en gættekonkurrence, det kan køre på social subtekst eller det kan være muligt at sidde på kroen i fem timer og spille tomgangs-spil; til fælles har de det, at man kan gøre det rigtige og følge historien, eller man kan gøre det forkerte og så enten få lov til at famle, til at blive skubbet, til at blive straffet i fiktionen eller til at blive straffet med social fordømmelse uden for fiktionen. Eller måske en blanding – i alt fald, skyld med skam på. Hvis man derimod hænger opmærksomt på spilleders læber, kan man blive belønnet med Den Gode Historie og social anerkendelse som Gode Rollespillere (det er vist så tæt, vi i denne sammenhæng kommer på frelse). Og hvis man artigt når til enden, og det ikke er en del af en Adventure Path i 20 dele, kan det endda være at man får lov til at forholde sig til djævlen for enden af scenariet, hvis der skulle være sådan én. I sagens natur kommer der aldrig rigtig til at bygge spil videre på den slags valg, men det kan da i alt fald give en varm og pelset fornemmelse af at éns frie vilje som spiller er blevet brugt til noget andet end at fejle eller ikke fejle.

Hvis nogen skulle være i tvivl, er jeg ikke katolik. Og jeg har skam gået et år i katolsk skole …de havde deres chance. Næste gang, jeg skriver om fri vilje og skæbne, vil jeg tale om spilleren som karakterens sjæl.

Hvad synes I om skyld, skam og rollespil?

PS: Selv om jeg ikke er enig, er Erasmus af Rotterdam sej nok. På min egen gudløse måde kan jeg fint relatere til hans humanistiske idealer, og han er hverken dum eller grum. Hvis jeg skulle være kristen ville jeg nok foretrække Luthers “nåden alene”-doktrin, for den er teologisk elegant og tilfredsstillende, men det skal jeg heldigvis ikke.

Del 2

Del 3

Advertisement

~ af troelsken på 9. marts 2014.