[Miljøet] Bedste spil(oplevelse), stadig nyt

Tidligere skrev [Miljøet] Bedste spiloplevelse, ny og bedre:

Denne her er om Otto. Nu er Otto jo ikke en stillestående pingvin, men én, som dommerne konstant forsøger at holde i topform. Dette her er også at læse på fastaval.dk, men i modsætning til dér kan man her mene og føle og endda tale med hinanden. Det er I hermed inviteret til at gøre, så snart I har læst hvad dommerne har at sige.

Det var om rollespil. Men der er kommet en brætspils-otto, og den skal uddeles for tredje gang. Den giver vi for følgende:

“Gives til det ny-designede brætspil, som leverer en helstøbt brætspilsoplevelse med en kombination af (gen)spilbarhed, iderigdom, præsentation og en tænken uden for æsken, der hver bidrager til et funktionelt hele. Spillet skal byde os på den fængende og fordybende oplevelse, der både udfordrer og griber os.”

Så langt så godt. Med kun en Otto at uddele er der mange ting at samle inde under en pris. Fastaval er en rollespilscon, og det med en lang tradition bag sig. Der uddeles derfor en stribe priser til forskellige dele af rollespilsscenarierne på Fastaval. Er der et overlap mellem brætspil og rollespil? Kan rollespilspriserne genbruges, når det kommer til rollespil? Det er tid at overtænke.

Otto’erne på rollespilsfronten er fordelt som 5 + 1 + 1, hvor de fem første er forskellige aspekter af rollespil, den næste er juryens specialpris og den sidste er deltagernes pris. På brætspilsfronten kan der let uddeles en specialpris og en deltagernes pris, dvs. bedste spiloplevelse, men hvordan med de første fem priser, der gives forskellige sider af rollespillet? Kan de gengives i brætspilstermer? De fem priser er formidling, fortælling, roller, virkemidler og bedste scenarie.

Hvis rollespilspriserne blev givet til brætspil

Bedste fortælling – Brætspil er sjove på denne front. Der er abstrakte kortspil, som Skak og Quarto, om hvilke det er svært at identificere med brikkerne, og selvom man kan fortælle historien om kongen, der slog den anden konge, så er det en fortælling, der klaskes ned over en spiloplevelse – og netop påklistrerede temaer er noget visse spil og spildesignere (Knizia i særdeleshed) anklages for. For nyligt er et brætspil om pingviner blevet reskinned til et A Game of Thrones-brætspil, og uden at ændre på spillet handler det nu om Westeros i stedet for pingviner. Temaer kan let klistres på, og fortællinger er let noget, som eksisterer afkoblet fra brætspillet. I andre brætspil undskyldes ligefrem middelmådigt game play med, at man skal hygge sig med historien i spillet (feks. CV, Gloom og Chez Geek).

Brætspil har også to andre særkender. Det ene er fraværet af identificerbare protagonister (genkendes også i visse computerspil) for når man spiller (Avalon Hills) Civilization, Sid Meier’s Civilization, Clash of Cultures eller Nations, hvem er protagonisten? Hvem er protagonisten i Power Grid eller i Hey, That’s My Fish? De røde pingviner eller de blå pingviner? Nogle gange er det bare de blå brikker eller de røde brikker. Et tredje særkende er de gudsjammerligt kedelige temaer. Brætspil er nærmest et unikt medie på dette område, hvor man kan have så trivielle hverdagstemaer, så man tror, det er løgn. Talrige tyske brætspil har dette træk, som f.eks. Cinque Terra, Factory Manager, Packet Row og talrige andre ressource-management spil om hverdagsemner som driften af en fabrik, at bringe afgrøder fra gården til det lokale marked eller være den bedste til at pakke en flyttebil.

Brætspil kan have en klar og tydelig fortælling (I er en gruppe riddere, der skal forsvare Kong Arthurs rige i Shadows over Camelot), et påklistret tema (I er nomader, der etablerer handelsruter gennem ørkenen i Through the Desert), en overfladisk historie (I skal bygge togruter mellem europæiske hovedstader i Ticket to Ride: Europe) eller være et abstrakt spil (I skal lave fire på stribe som i Quarto).

Bedste formidling – En pris, der i rollespil i sine tidligere udgaver var i fare for at blive prisen for bedste printer, men som nu handler om formidlingen, og i brætspil er det meget, meget centralt. Mange spil har elendige regelbøger med knudrede regler, dårlige oversættelser og uklart sprog – eller bare en fjollet opstilling (i Mage Knight er der en tutorial og en regelbog, men de regler, som man lærer i løbet af tutorialen er ikke forklaret i regelbogen, så hvis man f.eks. vil slå og se reglerne for klostre, skal man huske, at klostrene blev introduceret i afsnit tre i tutorialen!). Brætspil bruger også mange visuelle remedier til at formidle med i form af symboler og tegn – blandt andet for at kunne gøre spillene sprogneutrale og derved lettere at udgive på flere sprog, da kun regelbogen skal oversættes frem for at spillets komponenter skal oversættes. Brætspil inkluderer også ofte et taktilt element, og der er stor forskel på, om man spiller med vægtede, smukt udskårne skakbrikker med filt underlag eller lette plastikbrikker. Nogle gange er det lir i stil med bilag i farveprint frem for sort-hvid, andre gange er det en betydningsfuld forskel – Dixit var nok ikke blevet den succes, det er, havde spillet ikke haft ekstra store kort med eventyrligt smukke og stemningsfulde motiver. Formidling i form af den gode regelbog, af de tydeligt kommunikerende komponenter (inkl. fornuftige farvevalg med markante farveforskelle end f.eks. Village, hvor det i dårligt lys kan være svært at se forskel på flere af spillets klodser) samt spilmateriale, der i sin form understøtter spillets form (i Sigismundus Augustus er der et væld af kort med stemningsfulde motiver og bagsider, men brikkerne i spillet er de grimmeste ludo-brikker længe set, så mens kort, markører og spilleplade er smukke, er brikker og terninger skuffende). Andre spil glemmer at have gode oversigtsplancher (i Sigismundus Augustus er der mange symboler på kortene, men der er kun et oversigtsark, som alle spillerne skal deles om).

Bedste roller – Du er grøn, jeg er rød. Roller i brætspil er som allerede omtalt under ‘fortælling’ ikke altid lige klare i brætspil som i rollespil, og denne pris er ikke relevant i brætspil.

Bedste virkemidler – Brætspil er ikke meget andet end mekanikker. Teknikker er der ikke så meget af, men netop derfor vil en pris dækkende disse dele være så spændende. Som eksempel kan nævnes to gode kort-mekanikker, som nu bruges i mange spil, er deckbuilding (Dominion, Thunderstone) og deckconstruction (Magic: The Gathering, Android: Netrunner), som begge har transformeret spildesign og påvirket spilmarkedet. Det er visionært, og visionære mekanikker er værd at belønne. Ligeledes er teknikker, som påvirker spillet, men som ikke er strengt en del af spillet, spændende, f.eks. i Dread Curse, skal man i slutningen af hver runde signalerer, om man stikker af fra de andre pirater med sit loot eller ej, og her rækker alle spillerne deres hånd frem og afslører simultant, om de har en mønt i hånden eller ej. Har man en mønt, er man stukket af, og man kan nu læne sig tilbage og tælle point op, mens de andre spillere kæmper videre. I War on Terror-brætspillet følger en hue, så man kan identificeres som terroristen i spillet, og i Junta: Viva El Presidente følger solbriller til præsidentspilleren. Alle tre er stemningsfyldte teknikker, men ikke strengt nødvendige for spillet. Det er ligeledes meget spændende, og det er værd at præmiere.

Bedste scenarie – denne pris kan let oversættes til bedste brætspil, som bedømmes på bedste helhed og sammenhængende, gode oplevelse.

Af den gennemgåede gruppe af priser er bedste brætspil, bedste formidling og bedste virkemidler yderst relevante, og man kan ligefrem spekulere i at splitte kategorien virkemidler op i bedste mekanikker og bedste teknikker.

Fire kategorier for brætspilsbedømmelse

Lad nu blikket falde på vurderingerne inden for brætspil. På nuværende tidspunkt har vi fire elementer, som vi vægter: Præsentation, Originalitet, Playability og Buzz. De kan kort beskrives på følgende vis:

• Playability – Hvor tilgængeligt er spillet? Hvor hurtigt kan det forklares? Hvor hurtigt kan det stilles op? Hvor enkelt eller komplekst er det? Hvor meget spiltid og hvor meget downtime er der? Hvor mange gange kan det spilles?
• Originalitet – Ide, innovation, koncept – fungerer tema og mekanik sammen (ikke sjældent finder man ikke-tematiske elementer i brætspil), hvor meget hjælper settingen til at formidle og forklare spillet? Hvilke fantastiske mekanikker og teknikker er der i spillet? Hvor effektive eller hvor visionære er de?
• Præsentation – Formidling fra regelbog til spiloversigt, fra brikker, kort og spilleplade til sammenhæng mellem tema og mekanik. Hvor godt fungerer det? Hvor let forstås spillet, hvor enkelt er det at slå en regel op?
• Buzz – det tredje krydderi, det særegne, det, som løfter spillet et skridt højere op. Hvad er den vilde ide?

Det er de fire værktøjer, vi arbejder med, til at finde årets vinder. Det er ikke let, og jeg ville ønske, vi havde samme muligheder som rollespilsdommerne for at kunne belønne særegne styrker i de enkelte spil, så bedste virkemidler, bedste formidling osv. kunne belønnes.

Der er desuden flere hindringer i legen.

Benspænd: Filler vs Helaftensspil

Novelle-scenarie versus fuldlængde scenarie: Der skelnes flere steder mellem historier i novellelængde og romanlængde. I brætspil skelnes der mellem fillers (5-30min) og fuldlængde brætspil (30-120min) og helaftensspil (120+ min). Korte brætspil rummer sjældent den fordybelse, der er i lange brætspil, men omvendt rummer lange brætspil sjældent det hektiske spil, der er i fillers. Der er en ekstra udfordring i at sidestille de to typer af spil over for hinanden i samme konkurrence. Mange fillers er bygget op over en enkelt mekanik, mens lange brætspil ofte har et komplekst samspil af flere mekanikker (f.eks. er Dominion bygget op over deckbuilding-mekanikken, således et deckbuilding-spil, mens Mage Knight er anvender deckbuilding som en blandt flere mekanikker, og er således et strategispil med deckbuilding-mekanik. NB. Dominion er ikke helt et filler-spil, hverken i længde eller kompleksitet, men blev alene valgt for eksemplets skyld). Fillers og lange spil kan være hårde at sammenligne – og de kan være hårde at sætte et klart skel mellem.

Benspænd: Sociale spil

Jeg kunne føje flere benspænd til i form brætspilstyper. Nogle gange er det bare vanskeligt at sidestille Klodsmajor med Tales of the Arabian Nights med Jungle Speed med The Werewolves of Miller’s Hollow. Særligt en række af de sociale spil – The Resistance, Avalon, Ultimate Werewolf, Coup, Off Your Rocker, Mascarade, Once Upon a Time – er svære at vurdere, hvorvidt de er brætspil eller rollespil. De er snarere en tredje kategori eller en gråzone, da en række rollespil (f.eks. fra Nørwegian Style) minder mere om disse spil, end de minder om klassiske rollespil, og langt hen ad vejen ligner Avalon og Ultimate Werewolf mere et rollespil formidlet med brætspilsmekanikker (ligesom Warhammer Fantasy RPG 3rd ed er det – og så har vi slet ikke diskuteret grænsefeltet mellem D&D 4th edition og D&D Wrath of of Ashardalon, der kører på samme mekanik, men hvor det ene ses som rollespil og det andet som brætspil).

Afslutningsvis

Der er rig plads til at indstifte flere brætspilsottoer, og jeg har i teksten kommet med nogle bud på disse. Nogle af priserne er oplagte, virkemidler og formidling, og andre vil være praktiske (fillers vs ikke-fillers), mens nogle vil være spændende at uddele, f.eks. hybrid-prisen til bedste bræt-rollespil.

Lige nu er brætspilsottoen ved at blive etableret som en tradition på Fastaval, og det vil være for tidligt at forlænge prisoverrækkelsen med flere priser, men det er et mål at sigte imod. Imens er der rig mulighed for at arbejde med vurderingsprocessen, kriterier og så videre – og så venter der brætspilsjuryen en spændende og udfordrende proces, når potentielt meget forskellige spil skal vurderes side om side.

Advertisement

~ af Morten Greis på 13. marts 2014.