Frihed og skæbne 2, nu med mere skæbne

Dette er del 2, del 1 er her, del 3 er her. I dag vil jeg skrive lidt mere om det spørgsmål, frasen fri vilje nødvendigvis rejser, nemlig fri fra hvad? Med andre ord, skæbne. Og selvfølgelig, hvordan tanker som disse om tilværelsens struktur ser ud, når det omsættes til rollespil. Hvad mere er, derigennem vil jeg forklare hvad det fede er ved det der Story Now, som de cool børn syntes var cool for otte-ti år siden, og som gør at jeg glæder mig helt vildt til at spille Monsterhearts på tirsdag.

Skæbnen som gudernes plot, og karakter som skæbne

Vi starter lige med at gribe tilbage til grækerne og romerne, hvor det er til at finde klare og fyndige demonstrationer af disse her ting udmøntet i praksis, litterært set. Episk, faktisk.

Mit favorit-eksempel på skæbnen som gudernes plot stammer fra fjerde sang af Vergils Æneide, det store episke digt om Roms grundlæggelse, som blev til fordi romerne ville have deres egen Iliade/Odyssé-ting, hvor de var heltene. Her flygter den trojanske helt Æneas fra Trojas ødelæggelse og drager til Latium og grundlægger Rom, fordi himmelfaderen Jupiter syntes at det skulle være sådan. Imidlertid kom Æneas og hans flåde på deres vej forbi Karthago, hvor de blev gæstfrit modtaget af karthagernes dronning Dido. Sød musik opstod mellem Æneas og Dido, og han besluttede sig for at slå sig ned der og blive hod Dido. Det var dog imod plottet, hvorfor Jupiter sendte sin guddommelige budbringer Merkur ned til Æneas for at fortælle ham at det altså var hans skæbne at drage til Latium og grundlægge en by dér, og nu havde han bare at tage videre, fordi Jupiter sagde det. Trist og nedbøjet over sin tunge lod svigtede Æneas sine løfter til Dido og forlod hende, og såede dermed frøet til det fremtidige fjendskab mellem Rom og Karthago.

Mit favorit-eksempel på karakter som skæbne stammer fra 22. sang af Iliaden. Achilleus er grækernes mægtigste helt, Hektor er trojanernes. Achilleus er sejere end Hektor, og det ved Hektor godt. Men Hektor er kæk, ambitiøs og modig, foruden en pligtopfyldende søn, ægtemand og far. Da Achilleus kommer efter Hektor har Hektor en chance for at flygte ind i byen, men han tøver lige præcis længe nok til at Achilleus kan afskære ham, hvorefter Hektor prøver at flygte, for han er (i modsætning til Achilleus, kunne onde tunger sige) ikke dum. Syv gange jager Achilleus Hektor rundt om Trojas mure, før de kæmper, og Achilleus dræber Hektor. Hvorfor tøvede Hektor? Fordi han tænkte at måske kunne han klare det, selv om han intellektuelt godt vidste at det kunne han ikke. Det øjebliks tøven var nok, og det gik sådan, fordi Hektor var så pokkers kæk. Med andre ord, vi gør, hvad vi gør, fordi vi er dem, vi er. Og det er skæbne fordi digtet ret mange steder siger skæbne. Og Hektors død er et helt kritisk øjeblik, som afgøres af hans karakter, så dér.

Nu er det ikke fordi al diskussion om skæbne uden videre kan presses ned i disse to kasser uden at gøre vold på den, men nu følger vi lige tanken, og ser på det i rollespil.

Skæbne i rollespil

Skæbne som (guders/forfatters/spilleders) plot er simpelt og velkendt nok. Det minder om katolsk fri vilje som jeg diskuterede sidst, bortset fra at hvis det her er skæbne, får man ikke engang lov til at blive straffet for at afvige fra det, man bliver slet og ret tvunget gennem plottet med Djævelens magt og vold. Nu kan den udlægning lyde vældig negativ, og sådan er det ikke nødvendigvis ment. Der kan af og til være noget befriende over bare at kunne følge programmet og spille de scener, forfatter og spilleder definerer. Det er som regel ikke sådan, jeg kommer helt op og ringe, men jeg har spillet fremragende spil, der var meget låste. I det lange løb bliver det bare sådan lidt, you know, låst.

Karakter som skæbne er lidt mere subtilt ved første øjekast, og det er rollespilsmæssigt old school. Tag alignment, for eksempel. Din D&D-karakter har et alignment, som i en hel del situationer siger, hvad du skal gøre. Jaja, der kan være gråzoner der er åbne for fortolkning, og kyllinger der spiller neutral for at have plads at røre sig på. Eller tag GURPS: Hvis du har en given disadvantage, for eksempel “Greed” eller “Honesty”, har du et program at følge. Du gør, hvad du gør, fordi du er den, du er. Og det står lige dér på dit character sheet. Hektor havde helt klart taget “Overconfident.” Til gengæld fik han ti character points, men de slog ham ihjel…

“Men”, kan jeg næsten høre tilhørere sige, ” Troels, er det ikke bare at have en karakter og spille rollespil, det der?” Mjo, det troede jeg også engang, men så opdagede jeg alternativer. Alternativer, som i sidste ende har reddet rollespil for mig som hobby.

Play to find out

Spille for at finde ud af, hvad der sker er den ene ting. Én ting er, at selv om forløbet er nok så fastlåst, så kan man stadig værdsætte spillet af lys og farver, men der er nu altså noget helt særligt ved at det ærligt og redeligt ikke er fastlagt, hvad der skal ske. Til hverdags hjemmebrug spiller jeg efterhånden ikke så meget, som ikke er varianter af plotløst rollespil. Det er mig simpelthen velbehageligere over halv- og hel-lange stræk. Den anden ting er den følelsesmæssige kerne i det meste plotløse spil, nemlig at spille for at finde ud af, hvem karaktererne er. Der er få ting i rollespil, jeg knuselsker så meget som når mine karakterer overrasker mig. Nogen gange har man en karakter i en situation, hvor man havde forestillet sig at det var én ting, der ville være logisk at gøre i situationen, og så er det alligevel som om karakteren vender sig om og oplyser mig om at det altså er noget andet, der skal ske nu. Det kan være hjulpet af mekanik, eller det kan være intuitivt. Uanset, så er det mit rollespils drug of choice.

PS: Jeg fik vist lovet lidt for meget, da jeg sagde at jeg ville vende tilbage til Gunhilda. Det gør jeg, og til sjælens mysterier (i rollespil), snart.

PPS: I Luthers version af ufri vilje er det ikke nødvendigvis sådan at alle vore handlinger er dikterede udefra. Det er bare sådan, at vore viljer og handlinger ikke har indflydelse på den ene ting, der virkelig betyder noget, nemlig spørgsmålet om frelse eller ej. Og nu skal jeg nok holde op med Luther, i alt fald indtil jeg begynder at ramble om ham igen.

Advertisement

~ af troelsken på 24. marts 2014.