Fortællerollespil

sortekunst

Begge mine to egentlige Fastaval-scenarier i år indeholder elementer af fortællespil, så det forekommer passende at tænke højt over hvad det egentlig er, jeg har gang i. Helt overordnet er det blandt andet noget af dette her jeg mener når jeg (igen og igen) siger at jeg “tror heftigt på rollespillere som medskabere.” Det er rollespil som energisk samtale, frem for en flok mennesker, der hænger andægtigt på en enkelt persons læber. Fortællerollespil kan være en god måde at skabe smuk og vildtvoksende fiktion sammen.

Hvad er fortællerollespil?

Rollespil, hvor spillerne overtager en del af de traditionelle spillederpligter med hensyn til at sætte scener og beskrive steder, personer og handlinger fra en fortællerposition snarere end en in-character position. Det dækker over en temmelig bred vifte af muligheder, og kan sagtens kombineres med traditionelt in-character spil.

Hvordan gør man det (godt)?

Når rollespil fungerer bedst, er det en dynamisk samtale. Spillerne reagerer på hinanden, tager tråden op og bygger videre. En samtale er meget sjovere end at en håndfuld mennesker sidder og kigger på én enkelt, der snakker op ad stolper og ned ad vægge. Det gælder også, og om muligt endnu mere, i fortællerollespil.

  • Fat dig i nogenlunde korthed, og giv bolden videre. Det holder samtalen flydende.
  • Brug få ord til at antyde egenskaber, frem for lange, udførlige beskrivelser. På den måde bliver der plads til, at tilhørernes fantasi kan sætte kød på knoglerne — og det er meget mindre kedeligt at høre på.
  • Sig det åbenlyse. Pluk de lavthængende frugter, og lad være med at prøve aktivt på at være spændende og original. Samtalen som helhed skal nok ende med at blive spændende, og den flyder uendeligt meget mere frit og organisk, hvis ikke deltagerne prøver for hårdt.
  • Genbrug altid ét eller andet element fra det der blev sagt umiddelbart forinden, og saml gerne ting op fra tidligere i samtalen. Sammenhæng og kontinuitet er fedt.
  • Lad være med at stresse over kontinuitet og historisk og dramatisk korrekthed. Kontinuitet er fedt, men en flydende samtale er vigtigere, så lad være med at tøve, stoppe op og rette dig selv eller andre, med mindre det er helt ødelæggende galt. Mindre kontinuitetsbrud og misforståelser er acceptable.
  • Lad være med at forhandle tingene til døde. Sig “ja!” og kom videre, hvis det overhovedet giver mening.

Hvad stiller man op med det som spilleder?

Hvis du er spilleder og skal håndtere fortællespil, så er der tre ting, du skal gøre:

  • Formidle formen. Hjælp spillerne til at gøre hvad forrige afsnit opregner og hvad det konkrete spil fordrer, giv fortælle-opvarmnings-øvelser, og bekræft dem i at det er fint at de gør spilleder-lignende ting.
  • Sætte rammer op, som spillerne kan boltre sig inden for. Spillerne kan meget nemmere skinne og stråle på disse traditionelle spilleder-enemærker, hvis du udstikker klare rammer for hvad det er, de skal, og hvad de skal med det.
  • Vær en del af samtalen. Gør de fortælle-ting, som spillerne skal gøre, så du klart og konkret demonstrerer i praksis, hvad det er de skal stille op, og vær selv en aktiv og dynamisk deltager i samtalen.

Dette her kommer også til at optræde som indslag i årets Fastaval spillederguide, samlet af Claus Raasted og Lars Andresen. Den bliver bomben!

Reklamer

~ af troelsken på 29. marts 2014.

10 kommentarer to “Fortællerollespil”

  1. Et spørgsmål jeg har gået og tumlet med i noget tid: Hvor er alle fuldblods-fortællescenarierne henne? Jeg blev først introduceret for genren for relativt nylig og kan ret godt lide den, men jeg lagde mærke der ikke rigtig var nogen, nogen steder. Altså, der er masser af scenarier der gør brug af fortælle ELEMENTER, men jeg har ikke set nogen nyere hvor man bruger mere tid på at fortælle end at spille en enkelt karakter. Nåede man på et eller andet tidspunkt frem til at fortælle delen virker bedre som en sub-element end sin egen genre, eller er det bare mig der ikke kan se dem der er?

    • Faktisk er Nazi Zombies of World War One tæt på at være et primært fortællescenarie. Og det bliver renere og renere fortælle-, jo længere man kommer frem i spillet. Jeg tror at selv de fleste “rene” fortællescenarier ofte tog udgangspunkt i karakterer, som man fortalte omkring.

      Fortællescenarier var vist store i slut-halvfemserne og start-nullerne, men den rene form er gået lidt af mode.

      • Kan du ikke komme med nogle titler fra Alexandria, Troels?

      • Gah! Jeg kan huske “Eventyret om de syv gåder” fra 2001, som Christina spillede. Ellers står det lidt tåget for mig, og jeg mistænker at de skjuler sig i listerne under den generelle tåge af “systemløs”.

  2. Kristoffer Apollos ‘Jisei’ fra 1997 er et klassisk fortællescenarie, og jeg har også en idé om at det var det første af sin slags.

    • Ja! En klassiker, og i alt fald det første, der gjorde det så rent her omkring. Tak.

      • De første fortællescenarier i Danmark var, så vidt jeg ved, Jisei og så Jacob Schmidt-Madsens Drømme ved bålet, som begge var på Fastaval i 1997. Jacob og jeg fik ideen uafhængigt af hinanden ca. samtidig (vi snakkede allerede om det til forfatterweekenden dengang).

  3. Et input til spillederens værktøjskasse: Aktiv udspørgen.

    Det har altid være en vigtig del af at køre fortællerollespil for mig. Hjælp spillerne ved at stille åbne spørgsmål til deres fortælling, som hjælper dem med at uddybe og sætte beskrivelser på. Brug de klassiske HV-spørgsmål: Hvem, hvad, hvordan, hvornår osv. Spørg: Kan du beskrive det nærmere? Vær både en modspiller og en medspiller på denne måde, men selvfølgelig altid konstruktiv, med blik på den samlede fortælling – det er her, du kan hjælpe spillerne med at knytte deres delfortællinger sammen. Og vær bevidst om, hvor styrende du ønsker at være – husk nu at give plads til spillernes fortælling.

  4. Og til spillernes: Vær ikke bange for modsigelser. Sig ja!, men det er ikke det samme som at acceptere alt som endegyldige fakta. I mange fortællescenarier fortæller man ud fra forskellige karakterpositioner, og det kan være helt acceptabelt, at det giver en forskellig opfattelse af, hvad der foregår / er foregået. Sådan er det også i det virkelige liv: Folk opfatter verden ud fra individuelle forudsætninger og de brudstykker, de hver især kender til. I fortællespil kan det give en dejlig kant og konflikt, hvis man fremhæver dette.

    (se den klassiske Kurosawa-film Rashomon for inspiration til dette)

  5. Kristoffer, du siger gode, smukke og sande ting.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: