Forventningens glæde

…og andre ting at bruge rollespil til, når jeg IKKE lige spiller det.

Daydreaming

Rollespil kan være sjovt, spændende, udfordrende, hyggeligt, en lejlighed til at hænge ud med gamle venner eller møde nye mennesker — det er skønt alt sammen, men ikke hvad jeg vil tale om i dag. Nu er rollespil noget, jeg bruger en hel del af min fritid på, og selv om en god sjat af min rollespils-tid går med faktisk at spille, så er der også en hel del tid, hvor jeg ikke direkte spiller. Og (confession time) det hænder for øvrigt også jævnligt at jeg på en eller anden vis griber til rollespil på tidspunkter, som ret beset ikke er fritid. Og hvad mere er, jeg føler at jeg får gode ting også ud af min ikke-spiltid. Jeg har fået indrettet mit rollespils-liv sådan at det kun er en ret lille del, der er sur omkostning for at nå til det sjove. OK, jeg skriver rollespil, og det fylder i tidsregnskabet, men det er ikke primært det, jeg er ude efter her, så det gemmer jeg lidt. Så…

Helt banalt glæder jeg mig til at spille rollespil

Det er en behagelig ting at lade tankerne hvile på, når jeg ikke lige har andet, der trænger sig på; meget behageligere end mælkens udløbsdato, rygterne om næste fyringsrunde, sidste nyt fra Ukraine, den opgraderede procedure for nulstilling af forsikringsdækninger på livrentepolicer, eller hvad det nu måtte være. Alle de ting er fine nok at tænke på, når der er behov, men min hjerne søger også ofte hen på dem, når der ikke er behov, og så er det ærlig talt bedre at have noget behageligt OG interessant såsom rollespil til at tøjre mine vandrende tanker.

Jeg glæder mig til mine hjemme-kampagne-spil

Når jeg siger “glæder mig til rollespil,” så hænger det også sammen med andre nært beslægtede ting. Hvis der er tale om kampagne-spil, kan jeg tænke på, hvad der skete sidst, hvor vi står nu og hvad jeg selv kunne finde på at gøre fremover. Nu er det meste af hvad jeg spiller som hjemme-spil i disse dage plotløst eller variationer over temaet, så hvad end jeg er spiller eller spilleder i en given kampagne, er det stærkt begrænset, hvor langt frem jeg kan planlægge. Derfor tænker jeg mere i dramatiske enkeltsituationer som enten er åbenlyst påtrængende, eller som jeg har tænkt mig at udløse i spil med mine handlinger, end jeg tænker i langsigtet, strategisk plot. Jeg leger med situationerne i mit hoved, vel vidende at jeg formentlig ender med at blive overrasket af, hvad der faktisk sker, fordi der er andre levende mennesker med. Det kan jeg godt lide.

Jeg fornøjes over spillede one shots

Ret beset glæder jeg mig ikke helt så meget til con-scenarier, eller rettere, jeg glæder mig til connerne, til at se alle jer dejlige mennesker og spille spil med jer, og drikke og spise og snakke og filosofere og fjolle og danse. Til gengæld bliver spillede con-scenarier i høj grad til små, frydefulde ædelsten i mit sind, som jeg senere kan tage frem og beundre. Facetterne, lysets spil, det der øjebliks tung tavshed. Der er virkelig meget at både glædes ved og lære af, og begge dele gør jeg i høj grad ved at reflektere bagefter.

Spil giver anledning til at se dejlige mennesker

Som allerede antydet ovenfor. Jeg ser en masse mennesker i anledning af spil, og en pæn del af hvad jeg glæder mig til er at se jer, uanset om vi taler hjemme-grupper, ad hoc Hinterland eller conner. Faktisk er der en mulig svaghed i mit system her: Jeg er ikke ret god til at se folk, som jeg ikke spiller spil med. Selvfølgelig ser jeg ikke kun medspillere, men det falder mig utrolig meget nemmere at se folk, når der er spil til at strukturere vores samvær, enten ved at vi skal spille, eller ved at vi skal tale om dem/hjælpe hinanden med at lave dem/organisere og arrangere dem. Ikke desto mindre er det uomtvisteligt noget, jeg bruger spil til.

Skaberglæde med mere

Det er tilfredsstillende for mig at lave spil, at skrive om spil (som jeg gør i tastende stund) og også at arrangere spil og spilarrangementer. At skrive, finde på og køre hjemme-kampagner gør jeg i høj grad fordi det er en stimulerende udfordring og et sæt færdigheder, som det er tilfredsstillende at udvikle og udøve. Begge dele gør jeg, fordi jeg kan lide at gøre andre mennesker glade. Og så kan de (eller nok af dem) godt lide mig, og det kan jeg godt lide. Jeps, jeg har et ego og sociale behov. Og så er spil og spildesign for mig et rigt og givende samtaleemne, og samtaler om dem er hjørnesten i adskillige smukke venskaber.

Sociale redskaber

Nu vil jeg ikke gå så langt som at sige, at rollespil har gjort mig til en smooth operator, men af og til kan det være ganske godt at se sin situation lidt udefra, og eventuelt game den lidt. “Hvad ville jeg stille op, hvis dette her var et spil” er ofte et ganske nyttigt spørgsmål at stille sig selv, specielt hvis man tænker på det ud fra en lidt close to home stil, snarere end filmisk action…

Selv- og anden indsigt

Jo, i en eller anden grad er det at træne sig i at sætte sig i andres sko vel en menneskeligt nyttig øvelse, men det er ikke noget jeg gør uden for spillet. Jeg kunne godt finde på at se nærmere på dette her i egen ret på et eller andet tidspunkt.

Optimering af herlighed

Al denne fryd er ikke nogen lyksalig tilfældighed. Jeg har gennem årene mere eller mindre systematisk ryddet ud i ting, der både i og udenfor spil ikke gør så meget godt for mig, eller som jeg har mistet lysten ved, og opdyrket ting som behager mig. For eksempel har jeg ryddet ud i meget forberedelsestunge og tal/mekanik-tunge hjemme-spil, for besværet står for mig ikke længere mål med udbyttet, og det er opgaver, jeg har mistet lysten ved.

Desuden har jeg observeret en anden interessant ting: Når der enten er taltung mekanik eller alenlange plot, spærrer det for de klare farver i mine dagdrømme. Så bliver mine dagdrømme til kværnende tal og store skemaer i mit hoved, mens de fantastiske verdener blege og overdøvede står halvt i skjul af maskineriet. Og det har jeg så reageret på ved at fjerne den slags spil fra min menu.

Jeg er også lidt kræsen med hensyn til hvad jeg påtager mig af arrangøropgaver. Opgaver, som ikke bliver respekteret og værdsat i tilstrækkelig grad, påtager jeg mig ikke. I en god håndfuld år var jeg Departementet for Kedelig Administration og Logistik i teaterforeningen Projektmagerne, på Københavns Universitet. Projektmagerne lavede mange fede teateropsætninger, som jeg stadig er stolt af at have bidraget til at realisere, men jeg endte som ham, der lavede de kedelige ting og blev taget for givet af skønånderne. Det hjørne gider jeg ikke havne i igen!

Kræsenhed er vigtig. Hvis jeg påtager mig for meget, både med hensyn til arrangørposter, skriveprojekter og spil, bliver det en byrde frem for en fornøjelse. Der er ikke noget godt ved at have stress-ondt i maven over, at man skal ud og have det sjovt. Derfor prøver jeg at lægge bånd på min kraftige iboende tilbøjelighed til at kaste mig ud i nye spilgrupper, projekter og arrangøropgaver. Lige i år løb det sgu lidt fra mig med hensyn til at skrive til Fastaval, det kan jeg godt styre bedre.

Men jeg glæder mig til Fastaval, i overmorgen! Jeg glæder mig til spillene, til at se jer, til at tale om interessante ting med jer, og til at lære nye, seje ting og blive udfordret på de gamle færdigheder.

Hvad bruger I spil til, og hvad glæder I jer til? Og er der nogen måder, hvorpå I kunne få dette her med spil til at virke bedre for jer?

~ af troelsken på 14. april 2014.

3 kommentarer to “Forventningens glæde”

  1. Jeg er ikke super god til at glæde mig til rollespil. Ikke fordi jeg ikke glæder mig, men fordi glæden falder linært som tiden nærmer sig spiltidspunktet, og endda dypper ned i det negative. Så forventningens glæde bliver til nervøsitet. Det sker både som spiller og spilleder, men nok mest det sidste. Det hjælper ret meget at komme igang og komme igang med de første opvarmningsøvelser. Jeg tror det er noget der er ved at gå væk som jeg bliver mere rutineret; Jeg tror jeg har prøvet det meste dansk rollespil har at diske op med, i meget generelle termer (for vi finder jo på nyt hele tiden), men ikke nødvendigvis mere end én gang. Men ja, på dette års Fastaval oplevede jeg endda at være kølig selv som spilleder, så det kommer nok.

    Hvad angår hvad jeg ellers bruger det til, så hænger den sociale del, som du nævner, meget tungt. Det at jeg har en undskyldning for at komme lidt væk hjemmefra, at hænge ud med cool mennesker, som jeg altid har noget at snakke med om (“så hvad har du spillet?”) er en større grund til at jeg spiller rollespil end jeg måske vil indrømme. Og ja, jeg er også langt bedre til at hænge ud med netop de mennesker, end de almindelige mennesker. Men jeg ikke sikker på det er så underligt i virkeligheden. Jeg har oplevet mindre nørdede, mere socialt kompetente mennesker der var ensommere end mig. Jeg har ofte undret mig hvordan andre mennesker finder anledningen til at hænge ud med tætte venner de har ikke har et arbejde eller hobby tilfælles med, og jeg tror svaret er at det gør de ikke nødvendigvis.

    • Denne blog mangler en “like”-funktion. Eller også er det den, jeg bruger netop nu. Tak for specielt slutningen af din kommentar.

  2. […] Hvis du vil vide mere? […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: