Skønhed, skyld og smerte

candlesonwater

…noget om meget forskellige gode oplevelser med rollespil. Og nok så meget af min sjæl, som man kan forvente at se blottet på denne blog.

Skønhed og skyld

På Fastaval 2014, torsdag aften, spillede jeg Tor Kjetil Edlands scenarie “I Say a Little Prayer”, et rollespil om AIDS-epidemiens indtog i homo-miljøerne i starten af 1980’erne. Det var en på mange måder smuk og intens oplevelse, hvor en meget forskelligartet gruppe ikke desto mindre skabte magi. Nogle bleedede ret hårdt, med varierende grader af ægte tårer og store følelser til følge, andre spillede igennem og havde store men ikke umiddelbart så hjerte/smerte oplevelser ud af spillet. Deriblandt jeg selv.

For mig var det primært en æstetisk og intellektuel oplevelse. Mit spil kom ret meget til at handle om skyld. Min karakter, Jim, var en intellektuel (ganske som jeg), og jeg opdagede hen ad vejen, at alt, hvad Jim gjorde, var motiveret af skyld. Først, skyld over at være bøsse, dernæst skyld over at blive i skabet over for sine forældre, både af frygt for økonomiske konsekvenser og for ikke at såre dem. Det kunne man kalde fejt og unfair over for Jims højtelskede og meget ude af skabet partner Robert. Så Jim bekæmpede sin egen skyldfølelse ved at gøre oprør mod det skylds-påduttende patriarkat og dets familie-idealer ved at have sex til højre og venstre, og pressede en ret såret og modvillig Robert til at acceptere det. Så Jim havde altså sammenbidt, brødebetynget og ikke synderligt nydelsesfuld sex, blandt andet med sin og Roberts roomie Benny, som var endnu mere om sig end Jim, og som senere fik AIDS og døde. Så fik Jim selvfølgelig enorm skyldfølelse over om han nu havde smittet Robert, og de endte med at have sig en tårevædet forsoning. Og så, som en sidste krølle, konfronterede Jim deres roomie Daniel og prøvede at guilt-trippe ham til at opføre sig mindre selvdestruktivt. Epilogen var en mindehøjtidelighed hvor de tre overlevende fra lejligheden, Jim, Robert og Daniel, søsatte lys på Søerne til minde om Benny og Tommy, der var døde af AIDS. Jeg brød ganske uironisk ud i sang, såmænd, for det virkede passende (og det var første gang nogensinde at jeg har gjort sådan i rollespil).

Det var en æstetisk stærkt tilfredsstillende spiloplevelse, og desuden et intellektuelt fascinerende studie i skyld, skam og intellektuel retfærdiggørelse. Uden at Jim og hans issues på nogen måde er 1:1 med mine egne, blev han dog anledning til selvreflektion hen over de næste adskillige dage. Jeg har ikke tænkt så meget over skyld siden det år, jeg gik på katolsk skole.

Smuk smerte og mere skyld

Lørdag dag kørte jeg mit eget spil Galaxisk Ekko. Det blev en både meget romantisk og meget tragisk historie, vi udspillede. Galaxity endte med at gå under, trods Jonas/Galaxitys heroiske og kompromisløse kamp for at redde sin verden, og det sidste der forsvandt var mindet om Jonas og Miriam der kyssede i en park under Galaxitys kupler. Mens den anden Jonas og den anden Miriam lå i hinandens arme i den rå og hårde verden, som blev tilbage. Jeg fik faktisk klump i halsen og blanke øjne.

Og så skete der noget interessant: Jeg følte skyld over at have større klump i halsen over tegneserie-baseret sci-fi end over bøsser, der døde af AIDS. Og SÅ tænkte jeg, “hey, det her er en interessant reaktion.”

Hvad man kan lære af det?

Mest af alt, at der er mange, ret forskellige goder at få ud af spiloplevelser. Ud over hvad jeg har opregnet her er der også spænding, katarsis, læring og sjov, samt utvivlsomt flere, jeg ikke lige har tænkt på. Og ydermere, at det ikke altid er til at forudse præcis hvilke oplevelser man får hvor, selv om det naturligvis er muligt at sigte. På forhånd ville jeg have skudt på at jeg ville få en følelsesmæssig rush ud af I Say a Little Prayer og primært æstetisk nydelse ud af Galaxisk Ekko.

Kan I huske at være blevet overraskede af den slags?

Advertisements

~ af troelsken på 30. april 2014.

3 kommentarer to “Skønhed, skyld og smerte”

  1. Rollespil er så magisk og subjektivt og personligt. Jeg har haft nogen af mine stærkeste oplevelser på tværs af scenarierne. Kapo endte med at handle meget om kærlighed, 2027 blev en meget overraskende og lærerig indsigt i hvordan det føles at afvise integration i en ellers velkommende kultur. Jeg elsker når den slags sker.

  2. […] tanken at jeg måske lå og rodede rundt i omegnen af en personlighedsforstyrrelse. Og det er ikke første gang, rollespil og rollespils-kultur har haft mig ude i at overveje hvad der mon var med mig, at jeg […]

  3. […] that I might be on the outskirts of some sort of personality disorder. And it’s not quite the first time that role-playing games and role-playing culture have had me wondering why I was reacting off […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: