Frihed og skæbne 3: Spilleren som sjæl

SoulCarriedtoHeaven

Dette er 3. og indtil videre sidste del af serien om fri vilje, skæbne og rollespil. Del 1 og del 2, værsågod.

I mit eget liv plages jeg ikke videre af overvejelser om min udødelige sjæl, idet jeg er ganske forvisset om at jeg ikke har nogen.[1] Det forekommer mig intuitivt at “sjælen” er en kombination af bevidstheden som kropsfunktion og erindringer som fysiske aflejringer i kroppen — sjælen som noget adskilt fra kroppen, af en fundamentalt anderledes substans, som eksisterer i tid, rum og dimensioner på en helt anden vis (således som sjælen traditionelt er blevet anskuet) slår mig som en ukonstruktiv og skadelig idé. Cartesisk dualisme har overskredet sidste anvendelsesdato. Men det giver totalt mening når bare man anvender det på rollespil.

Hvad er sjælen for en størrelse?

I virkeligheden mener folk en forvirrende sværm af meget forskellige ting med sjæl, selv inden for den kristne tradition. En del kristne mener f. eks. at sjælen er personligheden i kroppen, og at det evige liv kommer ved at Gud bogstaveligt og mirakuløst genopliver kroppen ved Dommedag. Dem har jeg tænkt mig at ignorere til fordel for dem som, i tråd med “common sense” opfattelsen af begrebet sjæl, opfatter sjælen mere i overensstemmelse med Descartes opdeling af Verden i ånd og materie som strengt separate ting, med sjælen på åndesiden af sagerne — dette passer nemlig bedre på rollespil, og i mit kram. Så lad os generalisere på en koncis måde:

  • Sjælen er en separat ting fra kroppen, en grundlæggende helt anden slags substans.

  • Mens kroppen kan gå til grunde, overlever sjælen og drager et andet sted hen, et nyt liv eller et andet eksistens-plan.

  • Sjælen er kilden til personens bevidsthed og moralske kvaliteter.

Rollespilleren som karakterens sjæl

Forhåbentlig dæmrer det allerede, hvordan dette her hænger sammen med rollespil.

  • Rollespilleren er en separat ting fra karakteren, og eksisterer på en grundlæggende anden måde end karakteren. Karakteren er oftest meget anderledes end spilleren, såvel i kvaliteter som i kategori.

  • Mens karakteren kan gå til grunde, overlever rollespilleren (i det overvældende flertal af tilfælde) og går videre til nye oplevelser, og vil som regel med tiden komme til at bebo nye karakterer.

  • Sjælen er kilden til karakterens bevidsthed og moralske kvaliteter. Karakterens tanker tænkes kun i kraft af rollespillerens tanker, og hvis karakteren gør grufulde ting, er det på baggrund af rollespillerens beslutninger. Nu plejer vi at forsvare os med at karakterernes synder ikke er vores egne, men kig dybt i dit hjerte, og erkend at du er kilden til din karakters moral eller mangel på samme.

En voldsomt fortænkt måde at se på sagen? Velkommen til Plan B. Ikke desto mindre er dette en potentielt nyttig måde at anskue sagerne. Vi er i sidste ende kilden til vores karakterer. Selv hvis karakteren er udformet i et system designet af andre, eller måske endda, som i mange con-scenarier, slet og ret skrevet af andre — så er vi, når alt er sagt og gjort, ansvarlige for vores karakter. Rollespilsbegrebet “alibi” dækker blandt andet over greb, som slører og skjuler vores ansvar for at få os til at gøre ting gennem vores karakterer, som vi ikke ville kunne stå inde for, hvis vi tænkte nærmere over sagen. Vi har mange undskyldninger.

Hvad det betød for Gunhilda

Kan I huske Gunhilda? Gunhilda var en forholdsvis ubemærkelsesværdig landsbyboer i Hertugdømmet Karameikos, indtil Kristoffer Mads besluttede sig for at spille hende som karakter. Så blev hendes liv kortvarigt meget spændende, og derefter gik det virkelig fuldstændig galt. Mord, prostitution, brandstiftelse, stening. Kristoffer kom udefra, fra et helt andet eksistens-plan, måske en helt anden verden, og drev hende ud i halsbrækkende eventyr. Han drev hende til hendes undergang, og fortsatte efter hendes død (tilsyneladende) ubekymret med at blande sig i andre karakterers liv. Og lad os erindre, han lagde ord i hendes mund og drev hende til handlinger, der set fra en snusfornuftig betragtning var ret langt out of character. Han blev hendes skæbne.

Holder det?

For at opsummere, vi rollespillere er vores karakterers sjæle. Uanset deres baggrund og ydre omstændigheder i spillets virkelighed, og uanset hvad vi måtte opstille af bortforklaringer og røgslør, så er vi spillere kilden til karakterernes bevidshed og ageren, moralsk og på anden vis.

Men er det nu så simpelt? I bund og grund hænder det jo af og til, at vi gør ting, som forekommer out of character. At vi ikke har så meget styr på vores shit, som vi lige går og bilder os ind, med idéen om den gnistrende, guddommelige, selvbevidste SJÆL som den ophøjede og ansvarlige kilde til vores handlinger. I min lejlighedsvist deprimerende erfaring er den reflekterende bevidstheds rolle ofte at retfærdiggøre og bortforklare handlinger, snarere end at være kilde til dem.

Jeg har en håndfuld gange været ude for, at karakterer handlede på måder, som jeg ikke lige havde set komme. Selvfølgelig kunne jeg (tror jeg nok) have forhindret dem i at gøre hvad de nu havde gang i, ud fra en idé om at jeg bedre end dem vidste hvad der ville være in character for dem — men det ville have føltes som vold, og helt forkert. Karaktererne fik i de tilfælde lov til at styre showet. Som Anne antydede i diskussionen af Gunhildas historie, er årsagssammenhængen ikke nødvendigvis så simpel som den fremstår. Og hvad mere er, de øjeblikke, hvor kroppen løber af med sjælen, karakteren med spilleren, er for mig nogle af de allermest magiske øjeblikke, jeg kan komme ud for i rollespil. Hinsides sjælens ansvar og skæbnens planer og bånd.

*****

1: Min dødelige sjæl, derimod, er jeg som intellektuel lidenskabeligt optaget af. Men at jeg går op i den betyder ikke, at ormene ikke kommer til mæske sig i den.

Advertisements

~ af troelsken på 30. juni 2014.

6 kommentarer to “Frihed og skæbne 3: Spilleren som sjæl”

  1. Sjove overvejelser. Og så er det i disse sammenhænge (sjæl, bevidsthed, personlig identitet og hvad de har med hinanden at gøre), at jeg plejer at linke til denne quiz, som bruger science fiction scenarier til at sammenligne forskellige begreber om netop sjæl og personlig identitet:

    http://www.philosophyexperiments.com/stayingalive/Default.aspx

    /Terese

    • Neat! Det er jo nærmest et lille filosofisk sci fi novellescenarie, der forlanger at blive skrevet og spillet.

  2. […] Del 3 […]

  3. […] er del 2, del 1 er her, del 3 er her. I dag vil jeg skrive lidt mere om det spørgsmål, frasen fri vilje nødvendigvis rejser, nemlig […]

  4. […] har før filosoferet over konceptet om rollespilleren som karakterens sjæl. Her var idéen, at rollespillere forholder sig til deres karakterer, som sjælen traditionelt er […]

  5. […] rollespil med live-elementer. Derfor dette indlæg, som følger de tre om frihed og skæbne (1, 2, 3) men er endt med at følge mere op på tanker om forholdet mellem krop og sjæl, som også var at […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: