[Miljøet] Afskaf Otto?

Tag det som et tanke-eksperiment og en refleksion over dansk con-rollespils udvikling og retning, ikke som en konkret hensigts-erklæring. På dette tidspunkt. Så, med Kristians ord i nogenlunde frisk erindring, uanset at jeg kommer et lidt andet sted fra:

otto1

Mellemspil med koldskål

Anekdote-tid:

Sonny lavede i år koldskål til foreningsarrangementet Sommerspil. Sommerspil har tradition for ved afstemning at udnævne “årets sommerspiller”, som får en præmie i form af et spil til et par hundrede kroner. Peter blev glad for koldskål i det danske sommerland, og Peters impuls var at stemme på Sonny — snarere end at sige til Sonny, “det var da en fin idé med koldskål”. Imidlertid havde vi droppet den præmieuddeling i år, så Peter blev nødt til at sige det til Sonny, hvis han ville gøre noget med sin anerkendelse.

Tak til Peter for den udmærkede observation.

.

Hvad er Otto godt for?

Det er almindeligt kendt, at Otto-uddelingerne, som har fundet sted på Fastaval siden 1992, har hævet standarderne for skrivning inden for danske con-scenarier i almindelighed og Fastaval i særdeleshed. Det har fået folk til at anstrenge sig mere, det har knæsat nogle standarder for scenarier, og fordi dommerne skal læse teksten, har det højnet det skriftige niveau. Skriftligheden har gjort det meget nemmere at lære af og udvikle på tidligere scenarier. Til sammen har skriftligheden, prestige-guleroden og fokuseringen af samtalen om scenarieskrivning ført til en renæssance af Nyt Nordisk Rollespil. Interessen for at skrive er enorm nu. Vi laver virkelig gode og interessante ting, som det er værd at være stolte af.

Og det er jo altsammen fint (nej, seriøst, det ER virkelig fint), men…

.

Hvad skade gør Otto?

Otto har en tendens til at få alting til at handle om Otto.

Det kan blive en ting at skrive for at vinde Ottoer, mere end for at skabe smukke spil og glade spillere, og vinder spillet ikke, har det alt sammen været lige meget.

Det kan blive en ting at skrive til dommerne, mere end til spilleder og spillere, og det fremmer ikke nødvendigvis smukt spil.

Otto (og den otto-drevne form for skriftlighed) favoriserer humanister og kommunikations-uddannede i en grad, så variationen i forfattermassen er truet og folk uden længere videregående uddannelser har svært ved at være med.

Otto fremmer status-spil og hierarki-dannelse mellem forfattere og forfatter-spirer. Nogle bliver udfordret af status-spillet til at stræbe hårdere, andre synes at det er træls at skulle trækkes med den slags uden for arbejds-livet, og det driver dem væk. Jeg kender ganske dygtige og inspirerende folk, som finder det her forbistret.

Otto hæver barren i en grad, så det kan være pænt intimiderende for debutanter, ja for hvemsomhelst uden for den etablerede inderkreds. Der er gode ting ved en vis barre-højde, men kun indtil et punkt.

Otto øger Fastavals prestige så meget, at det ødelægger de andre conners image. Hvilket fører til at mange vil skrive til Fastaval eller slet ikke, fordi de andre conner ikke ER noget.

Kombineret med den hævede barre udgør den måde, hvorpå Fastaval suger al opmærksomhed til sig potentielt en trussel mod vækstlaget i dansk con-rollespil.

Jeg ved ikke helt om boble-økonomi er den helt rigtige metafor for dette her problem, men den er heller ikke helt forkert. Folk bliver inspireret/drevet af prestigen til at lægge enorme mængder af kræfter og hjerteblod i først at presse puklerne gennem nåleøjet, og siden skrive værker af ofte foruroligende høj produktionsværdi. Otto er the name of the game. Det har drevet udvikling og fornyelse frem med stormskridt, men det truer samtidig med at indsnævre forfatterfeltet og udgøre et problem for nye forfattere. Vi risikerer at dræbe rollespil på de andre danske conner eller reducere det til Pathfinder Society mens Fastaval vokser sig til et enormt (elfenbens-)tårn, som på et tidspunkt finder sig beboet af en sluttet og homogen kreds af efterhånden ældre forfattere, der kigger sig undrende om efter fornyelsen, lige før det hele ramler.

Og så kommer zombie-apokalypsen, og vi dør allesammen fordi vi ikke trænede med pumpguns og samlede forråd mens tid var. OK, så galt går det nok ikke, og jeg taler ikke kun om zombie-apokalypsen, men helt alvorligt, der er nogle omkostninger ved den måde, vi gør tingene, som måske nok er værd at tænke over.

.

Kommer nogle af Ottos velsignelser slet ikke af Otto?

Som jeg ser det, er den magiske ingrediens i det Fasta-centriske rollespilsmiljø den lidenskabelige og inspirerende samtale om vores hobby. Det at vi går op i det med liv og sjæl, uanset at det for pokker bare ER en hobby. Ikke bare skrive, men også spille og spillede. Det at vi ikke bare påfører hinanden anekdoter om vores Vampire-karakterer (og accepterer andres som en træls men nødvendig pris for at kunne fremføre vore egne) — OK, det gør vi også lidt en gang imellem — men at vi tager diskussionen op på et niveau, hvor den bliver både interessant og nyttig.

Anekdote-tid 2:

I 2009, da mit Fastaval-debutscenarie Tortur kørte, blev jeg i caféen passet op af  en lidt oprevet fyr, som havde hørt og talt om dette her freaky og problematiske men fascinerende scenarie, “Tortur”, og han ville tydeligvis bare eksplodere, hvis han ikke kunne komme til at diskutere det med en eller anden. Vi diskuterede så, og det var ikke før et kvarters tid inde i samtalen at det gik op for ham, at det var mig der havde skrevet det.

Indtil det øjeblik var jeg en Viking-Con forfatter, som prøvede lykken på Fastaval. Fra det øjeblik var jeg totalt solgt på Fastaval, for den slags ville aldrig være sket på VC, og det var fantastisk.

Den slags samtale er måske nok i nogen grad powered by Otto, men jeg mistænker at den i højere grad er formet og fokuseret end egentlig skabt af Otto. Nu har jeg ikke umiddelbart magt eller agt til at trække Otto ud bagved og give ham en kugle for panden, men jeg finder det alligevel værd at holde omkostningerne for øje og se efter måder at få så meget som muligt af det gode med så lidt bullshit som muligt. Sådan noget som en elastik om håndleddet til at hive i, hvis man tager sig i at tænke “hvis det ikke kommer på Fastaval, kan det være lige meget”, “hvis det ikke vinder en Otto, har det været forgæves”, eller den der grimme lille impuls til at afskrive folk i miljøet, der lægger kræfterne andetsteds end Fastaval.

Der er et par samtaler, der virkelig godt kunne bruge at vi tog dem direkte, om koldskålens egne fortræffeligheder, uden at hægte dem op på konkurrencen og præmien.

Advertisements

~ af troelsken på 23. juli 2014.

57 kommentarer to “[Miljøet] Afskaf Otto?”

  1. Alle de op-listede ulemper ved Otto-uddelingen er bestemt gyldige. Men alle løsninger og modeller har både fordele og ulemper. Hvis jeg var FV-general i dag, vil jeg helt sikkert være fristet til for alvor at udfordre Ottoens magt.

    Da jeg var FV-General for Fastaval 92 stod jeg for det den reform af spiltræffet, som stadig er grundlaget for den nuværende model. Det skete både fordi, vi havde en krise med Fastaval – ingen gad stort set at tage ansvaret for køre træffet, hvorfor det var blevet smidt i favnen på mig, der var en blå-øjet 21-årig uden nogen synderlig erfaring med at tage ansvaret for andet end min egen kampagne. Til gengæld slumrede der i mig en vision om noget nyt – helt ubekendt for bestyrelsen som havde udpeget mig.

    På det tidspunkt var der tre spiltræf i DK – VIKING-CON, Fastaval og Spiltræf Odense. Odense og Fastaval var hyggelige og på enhver måde uprætentiøse. VC kørte efter amerikansk model med D&D-scenarier, hvor der bl.a. var point-uddelinger til individuelle spillere undervejs i spillet, for at klare sig godt (rimeligt belastende, hvis du spurgte os fra Århus). Alle tre spiltræf kårede kun vindere blandt spillerne (helt misforstået, hvis du spurgte mig – spillerne havde allerede vundet oplevelsen, spil-lederen havde også fået en oplevelse – den eneste, der ikke fik noget var scenarieforfatteren).

    Vi indførte Ottoen som en løsning på en række problemer, og som en del af samme løsningsmodel blev der, med top-styret FV-General-dekret, også afskaffet en gammel tradition for at skabe plads til det nye. Den afskaffelse var ret upopulær eller i bedste fald blev visdommen i den stærkt betvivlet af de fleste af dem, som var noget i miljøet dengang.

    Hvad var det så jeg afskaffede? En tradition for at de to vigtigste scenarier var AD&D- og Call-scenarierne, hvor man bestilte et scenarie hos en solid og betroet GM fra inderkredsen. Da jeg blev General var min første udmelding, at der ikke længere ville være hverken et AD&D eller Call-scenarie. Det kan måske være svært helt at fatte i dag, hvor kontroversielt det var. Men det ville svare til at en ny, ukendt FV-general i dag ud af det blå annoncerede, hun ville afskaffe Ottoen.

    Men for mig var det ikke ud af det blå. Det var bevæggrunde og hensigter. Der var en plan, men mest af alt en vision – som af den ægte slags, hvor jeg mente at kunne se en verden, som ikke eksisterede endnu, men lå lige om hjørnet, hvis vi eller turde runde det. Det skulle ikke længere handle om spil-systemer, men om scenarier. Det skulle ikke længere handle om at udpege en vinder blandt spillerne af scenarierne, men om at belønne scenarieforfatteren og fremelske et kunstnerisk niveau – og derfor indførte vi Ottoen.

    Alle løsninger har fordele og ulemper. Tiden før Otto og reformen af Fastaval i ’92 & ’93 havde ret få fordele og mange ulemper. Reformen forsøgte at gøre noget ved følgende ulemper:
    – Miljøet stod stille.
    – Ingen tog sig selv alvorligt, kun reglerne tog man (i Århus til nød) alvorligt.
    – Vi var nørder uden nogen form for coolness-faktor (a.k.a. totale tabere).
    – Vi elskede fantasien, men havde ikke modet til at drømme for alvor.
    – Vi elskede at være sammen med andre, men isolerede os nemt.

    Med hensyn til at tage os selv alvorligt, havde både reformen og Ottoen fra begyndelsen jo en indbygget selv-ironi – at selvom vi ønskede at tage vores kunstform alvorligt, så ønskede vi ikke at være selvhøjtidelige. Det er jo stadig bare noget rollespil og nogle nørder. Det var en både-og indstilling.

    Og Ottoen stod jo ikke alene – reformen indebar mange ting:
    Banket (for at vi skulle feste – noget ingen gjorde på det tidspunkt).
    Scenarieansvarlig/workshops (for at tage scenarierne alvorligt)
    Workshops/seminar på FV (for at tage os selv alvorligt og gøre hinanden klogere).
    Udenlandsk æresgæst (for at åbne os for verden og tage os selv alvorligt).
    Flere frivillige (for at det var en fælles opgave).
    Logo og lækker grafik (sådan da – men igen for at turde stræbe udover hobby-niveauet).
    Walkie-talkies (for at have styr på det hele og tage gæsterne alvorligt).
    Økonomi-chef (shout-out til Henrik Lykke, der tog pengene alvorligt og var med til at 10-doble overskuddet).

    Det var en reform over en meget stor front, der alt sammen var møntet på, at skifte kursen for miljøet – at vi skulle tage vores sjov mere alvorligt, os selv og vores fantasi mere alvorligt – og ikke nøjes med at være hobby-nørder, der købte det seneste Dragon-magazine og en liter Cola.

    Det lykkedes – både fordi der var et behov, fordi vi var seje og heldige.

    Så hvis jeg skal følge tankeeksperimentet, vil jeg sige til den FV-general, som kunne finde på at aflive Ottoen, at jeg fuldt kan forstå fristelsen, men at der skal være en vision bag, et større løfte om en anden måde, og en konkret måde at indfri det løfte på.

    Og så skal man have modet til at stå alene og være upopulær en tid, indtil man findes sine første følgesvende, der også kan se vitsen i det vanvid, man har gang i.

    Og helt til slut; jeg ikke tror, at Ottoen er hunden, der er begravet – for Ottoen er nemlig meget synlig og nem at opponere imod – og stort alle ulemperne på listen handler dybest set ikke så meget om Ottoen, som om menneskelig adfærd. Ottoen er måske det mindste onde, som den latterlige del af menneskelig adfærd kan kaste sig i grams for. Den visionære mærker de usynlige behov og de usynlige forhindringer, der står i vejen for at de behov bliver opfyldt. Revolutionen er altid uventet.

    • Tak for den kommentar, og for den fine opregning af baggrunden. Med hensyn til den menneskelige adfærd, så er sagen (som jeg ser den) at Otto et langt stykke hen ad vejen former adfærden og samtalen om den, på måder som ikke er entydigt heldige. Jeg mener at det er værd at se på såvel gavn som uheldige bivirkninger, og prøve at håndtere dem.

  2. Der er godt nok en del jeg er uenig i, i ovenstående.

    Otto hæver barren, i en sådan grad, at det kan være intimiderende for debutanter. ….. Bemærk, at “problemet” her er den høje barre, altså det høje kvalitets niveau og det høje udbud af scenarier. “Problemet” er ikke Otto. Otto er midlet der skaber den høje barre og det høje kvalitets niveau, og det høje udbud (altså, at mange forfattere har lyst til at skrive til Fastaval). Det synes jeg personligt er ret åndsvagt IKKE at stræbe efter.

    Otto favoriserer Humanister og kommunikations uddannede. Well…. at skrive et scenarie er i høj grad en formidlings opgave. Dermed er det vel ikke overraskende at folk der ved noget om formidling har en fordel ? Det er igen et spørgsmål om, at høj kvalitet alt andet lige er nemmere at producere, hvis man er dygtig til håndværket. Igen, mener jeg at det er en god ting for Fastavals deltagere, hvis de præsenteres for så høj kvalitet om muligt.

    Otto har en tendens til at få alt til at handle om Otto. Det synes jeg er en u-underbygget påstand.

    Skrive for at vinde Ottoer, og skrive til dommerne.. tjo …tja. De par år jeg var dommer, oplevede jeg det ikke som et udpræget problem: Jeg tror i sidste ende at folk skriver scenarier for deres egen skyld mere end noget andet. Jeg oplever også, at dommerne som regel er savvy nok til at belønne de scenarier der rent faktisk ER gode spiloplevelser, om de så er skrevet til dommerne for at vinde Ottoer eller ej.

    Status spil mellem forfattere og forfatterspirer ? Seriously ? Med mentor ordningerne ? Med forfatter weekender ? med alt det vidensdeling Fastaval sætter i værk hvert år ?

    Fastavals prestige øges i en grad der ødelægger de andre Conners image ? Nu går det helt, helt galt. Detder, er simpelthen Jantelov af den absolut værste skuffe. Så, fordi Fastaval er så succesfuld, ødelægger den de andre Conner. Derfor bør Fastaval hvad ? sørge for at blive en ringere con ? forringe forholdene for sine forfattere ? Sørge for at spiloplevelserne på fastaval ikke er *for* gode, for tænk nu hvis det betød at Fastaval trak opmærksomhed fra en anden con ? Det er simpelthen så bagvendt logik at jeg slet ikke kan følge med.

    Trussel mod vækstlaget…. really ? REALLY ? Fastaval tiltrækker sig international opmærksomhed, som stedET hvor det absolut mest sublime rollespil foregår. Fastaval er, som du selv skriver, en KÆMPE driver for forfatter talent udvikling, kvalitets udvikling og community i Danmark, og efterhånden mere og mere internationalt. Og så er det på en eller anden måde en trussel ?

    Du ved ikke om Boble Økonomi er den helt rigtige metafor. Det er det ikke. Vrøvl er den helt rigtige metafor.

    • “Kvalitet” er ikke en entydig faktor. Når vi ser spil med prof-udseende layout og forfattere der kaster om sig med fine ord, så er det ikke nødvendigvis fremmende for den gode spil, men det ER potentielt pænt skræmmende.

      Den konkrete baggrund med “boblen” er de seriøse problemer som Forum og Viking-con har haft med overhovedet at få nok spil, sammenholdt med at FV14 fik crazy mange synopser og måtte afvise mere end halvdelen. Og jeg har hørt adskillige udtale, at hvis ikke de kan skrive til Fastaval, er det lige meget at skrive, for det tæller ligesom ikke. Og det er desværre socialt underbygget, for (a propos status-spil) er det sgu rimelig almindeligt at støde på at folk øjeblikkeligt mister interessen for et givent spil, hvis de hører at det bliver skrevet til noget andet end Fastaval. Tilsammen kan det komme til at betyde at væsentligt færre nye forfattere kommer i gang, og så kan vi risikere at det bare er os gamle semi-proffe røvhuller, der sidder på FV og spekulerer over hvor den næste generation blev af.

      Det betyder ikke at Fastaval skal begå rituelt selvmord for “miljøets” skyld, men at miljøet bliver trukket så skævt er ikke nødvendigvis en god ting.

      Og påstår du helt seriøst at der IKKE skulle være Otto-tællende status-hierarkier mellem rollespilsforfattere? Really? Så har du godt nok fine skyklapper på!

    • Jeg er enig i alt det Kroll skriver. Jeg kan heller ikke begribe hvordan Fastaval/Ottoen gør de andre conner dårligere. Jeg skriver ikke til andre conner, fordi jeg ikke gider skrive scenarier der kun bliver kørt på to hold.

      Derudover er det min oplevelse som aktiv spilleder og fastavaldeltager at der netop hele tiden kommer nye og dygtige scenarieforfattere til. Så jeg fatter ikke helt kritikken af forfattermiljøet som et lukkede miljø.

      • Johannes, Fastaval/Ottoen gør de andre conner dårligere ved sammenligning. Du ved, ligesom Real Madrid får Holte Boldklub til at se dårligere ud. Og i øvrigt, på Viking-Con tror jeg godt langt de fleste (og specielt dig, fantasiens vogter) kan regne med at få mere end 2 hold, men det er vist et sidespring vi har været ude af et par gange.

        Om forfattermiljøet er lukket? Nej, ikke direkte. Der er ikke officielle adgangskrav. Men i den grad indirekte. For at føle sig accepteret i klubben, for at blive invitere med på Ørsted f.eks., kræver det langt hen ad vejen du har netværk, social skills og/eller er en del af segmentet på en eller anden måde. Min oplevelse er i hvert fald at 90%+ af “miljøet” er akademikere, venstreorienterede og velformulerede, som nok de 3 mest udbredte træk.

        Selvfølgelig er der sociale gruppedynamikker på spil her, ligesom i alle andre gruppering. Og det faktum at gruppen allerede er voldsomt homogen forstærker kun det faktum. Ja, der kommer nye forfattere til i en nogenlunde rimelig hastighed (tror jeg), men det er nogen helt bestemte typer der kommer til, nemlig dem der allerede passer ind.

  3. Jeg kan godt forstå pointen, men ser nu heller ikke Ottoen som et problem. Det har dog heller ikke været drivkraften de gange, hvor jeg har sendt scenarier ind – selvom man lige op til nomineringerne godt kan blive grebet af stemningen – men indtil videre ser jeg mere mig selv som en der bare forsøger sig frem og håber at spillerne får en god oplevelse ud af det. Det der fik mig til at sende ind til FV2010 var uformelle diskussioner i cafeen, hvor kloge folk som Greis gav positivt feedback på mine ideer og opfordrede mig til at gå videre med dem – og det var rigtigt fedt at bagefter få både positiv og kritisk feedback. Man kan altid blive bedre og i den proces er det fint at have nogen at lade sig blive inspireret af – heriblandt nogle i Otto-feltet, men langt fra udelukkende, for der bliver skrevet mange gode scenarier.
    I forhold til at fortsat skabe nye forfattere, er der initiativer (f.eks. workshops, men jeg tænker også, at scenarieskrivningskonkurrencen er tiltænkt forfatterspirere), men der kan givetvis gøres mere. I kraft af min egen, på ingen måde generaliserbare, erfaring, tænker jeg at de erfarne som inspirationskilde er en effektiv måde. Jeg ved ikke om man lidt i tråd med workshops, kunne have et arrangement på FV der simpelthen bare hed “uformel snak om scenarieideer”, med en garvet forfatter som tovholder – noget der ikke virker skræmmende, men stadig kan være noget der kan give folk blod på tanden. Eller hvis man som modspil til det konkurrenceprægede lavede et fællesskrivnings-novellescenarie, hvor dem der vil, skriver et kort scenarie sammen på FV (ved ikke om det kunne virke eller om for mange forfattere fordærver scenariet). Jeg ved ikke om det er ideer der giver mening. Men pointen er at jeg synes det er fint at der er noget at stræbe efter – jeg synes det er fint at dyrke eliten – så længe man sørger for at have tilsvarende initiativer til at forfatterspirere får mod på at skrive og at der er gode muligheder for sparring.

  4. Selvom du også får lidt flejl, Troelsken, vil jeg bestræbe mig på at agere modvægt ved at stille mig op og sige, at jeg elsker dette her blogindlæg!
    Mest af alt elsker jeg det, fordi jeg synes det er så utroligt vigtigt at stille spørgsmål ved det etablerede – at blive ved med at være ambitiøs, at aldrig hvile på laurbærene, og sige “sådan er det bare”. Vi skal denondelyneme stille spørgsmål ved ALT! Kun sådan slipper vi for at blive fanger af traditionen og slaver af vanen. Jeg synes du opsummerer problematikkerne rigtig godt, om end i stenografilængde, men der er måske også grænser for, hvor meget tekst man kan læse med gnidret hvid mini-skrift på sort baggrund 😉
    Troels Chr. Jakobsen var engang med til at skrotte en masse snærende forestillinger om, hvad en rollespilskonkres skulle indebære. Det bragte en masse gode ting med sig. Lad os blive ved med at undersøge, om man kan gøre tingene anderledes. I love it ❤

    Kroll skriver i sin kommentar, at det er en formidlingsopgave at skrive et scenarie. Men hvem siger egentlig, at det scenarieformat, der findes nu, bør være det eneste – og det endelige? Hvis det betyder, at vi sier en masse potentielle oplevelser fra, skal vi overveje, om dette her kan gøres anderledes. Og det har både Troelsken og jeg vist på fornemmelsen at det gør, når vi frygter, at “variationen i forfattermassen er truet”.
    Personligt fordi jeg har deltaget i Blackbox, der udspringer af improteater, live og drama, og ikke af det skrevne ord. Nu har jeg oplevet på egen krop, at der findes potentialet for en mere fysisk form for rollespil, hvis fokus ikke er det verbale, men noget magisk, der opstår mellem mennesker, hvis kroppe befinder sig i samme rum. Det ville være synd og skam ikke at gøre plads til denne udvikling.
    Men selvfølgelig er der ingen der siger, at Ottoen ikke kan udvikle sig sammen med rollespillet. Det har den faktisk altid gjort. Dens definitioner for hvad et godt scenarie er bliver løbende tilpasset. Så problematikken opstår kun, hvis folkene bag den gror fast i indspisthed og mangel på visioner. Det håber jeg aldrig kommer til at ske. Det ser jeg ingen tegn på er ved at ske. Jeg tror dommerne er nogle mennesker, der er utrolig “plugged in” – og jeg ved for a fact, at det samme gælder for de scenarieansvarlige.

    Jeg er enig i, at vi i Danmark har fået et problem der handler om, at Fastaval er blevet den eneste “fine” og “rigtige” con at skrive til.
    Jeg har skrevet til en del andre conner, og jeg oplever, at de af mine scenarier, der ikke var til Fastaval, har fået et sted mellem ingen og minimal opmærksomhed. Det betyder, at nogle af dem er blevet spillet med under 2 hold. Det er simpelthen ikke umagen værd. Som Johs siger i sin kommentar for oven: Man gider kun at skrive, hvis man ved, at ens scenarie når ud til nogle modtagere.
    Er der mon behov for flere conner? Eller skal Viking-Con, Hyggecon, ConII og de andre bare tage sig sammen? Jeg tror det ikke rigtigt. Jeg synes de scenarieansvarlige på de andre conner gør et strålende stykke arbejde. Jeg tror problemet måske kunne være noget helt andet: Ratioen mellem con-spillere og con-forfattere er forkert. Der er simpelthen ikke nok aftagere i målgruppen på de andre conner.
    Nu vi er ved det (og ja, det her er min personlige kæphest, hvis nogen skulle være i tvivl): Niveauet af professionalisme fra forfattere til spillere er også galt! Forfatterne er blevet markant dygtigere end spillerne, og deres (vores) scenarier er blevet så komplekse og kunstagtige, at der ikke er nok spillere, der er dygtige nok til at spille dem. (Ok, det er min påstand, jeg kan ikke bevise det, men sådan er min opfattelse). Netop dét tror jeg i høj grad er Ottos skyld! Vi har BRUG for, at der kommer fokus på de spillere! Ikke nok med, at de skal blive dygtigere: Det skal også blive federe at være en god spiller. Der skal være en belønning, et afkast, der gør at folk flokkes til spillokalerne, på samme måde som de flokkes til Fastavals synopseskrivning. Det er dejligt at være casual gamer, og selvfølgelig skal de også have lov at være der – men hvis ikke der er nok dead serious gamers til os alle sammen, så er der ikke længere et marked for vores scenarier, og så kan vi godt pakke sammen.

    Skal vi indføre en Otto for bedste spillerpræstation? Jeg ved det ærligt talt ikke! Men vi skal have gang i den debat, så der kan komme nogle løsningsforslag på bordet.

  5. Åh, dammit, WordPress. Det var den gale profil :/ Ovenstående post var skrevet af Sanne Harder.

  6. I forhold til skriftlighed er dommerne jo ikke den eneste målgruppe. Langt vigtigere er spillederne, og hvis det ikke var for skriftligheden ville det jo kun være forfatteren selv der kunne sætte det op. Derudover mener jeg at skriftligheden har spillet en stor rolle i forhold den høje kvalitet som Fastaval-scenarier har (og den fortsatte udvikling), i og med at man har haft mulighed for at blive inspireret af andres tidligere scenarier, bygge videre på gamle idéer og undgå at opfinde den nye tallerken igen og igen. I forhold til formidling har fokus fra de scenarieansvarliges side i løbet af de sidste fem år først og fremmest været, at det skulle være nemt tilgængeligt for spillederen at køre, og netop i forhold til formidling er der meget hjælp at hente både gennem workshops, forfatterweekender og ikke mindst sparringspartnere.

    Sanne, jeg er helt enig, at black box og fysisk rollespil er helt vildt fedt, men jeg synes ikke, at det er uforeneligt med nedskrevne scenariertekster. Sarabande fra Fastaval fra 2013 var netop et primært non-verbalt og meget fysisk black box scenarie, og det har en scenarietekst, så jeg kan ikke se, hvordan den skriftlige tradition udelukker den slags scenarier?

    • Ganske enig. Det er det, som er virkelig fremragende ved den skriftlige tradition.

  7. Simon: De to ting udelukker ikke hinanden. Men behøver man helt at udelukke en tradition, hvor scenarier fungerer som mundtlig overlevering? Sjovt nok har Lizzie Stark netop en ny blogpost ude om dette i forhold til larp: http://lizziestark.com/2014/07/23/larps-oral-tradition-dying/
    Jeg synes ikke rigtigt den slags scenarier har sin gang på Fastaval. Der er en tendens til, at scenarier, der ikke passer ind i Ottoens definitoner, går under radaren. Er det ikke lidt synd?

    • Jeg synes faktisk ikke, at det gør noget, at den tradition ikke har plads på Fastaval – ikke mindst fordi den på sin vis er aktuel i forhold til Black Box CPH, der ikke fokuserer på skriftlighed. Mit og Ninas scenarie Hvid Død er f.eks. ikke skrevet ned, bortset fra workshoppen i stikordsform, og det er blevet sat op flere gange i forskellige lande af andre, der tidligere har spillet det.

      I forhold til Fastaval og de andre conner synes jeg det er fedt, at de er forskellige og tilbyder forskellige ting, og at mindre conner kan finde en niche i at dyrke andre ting end Fastaval.

    • Hov, og så synes jeg nano-antologien fra i år, Dancing with the Clans og Xp-faktor er gode eksempler på scenarier, der ikke passer ind i Otto-definitionerne.

      • Ja, det tænkte jeg også. Og jeg synes stadig det er ærgerligt – for det var scenarier, der gav deltagerne nogle rigtigt gode oplevelser, og som jeg et eller andet sted godt kunne tænke mig, at man skabte et incitament for, at der kom mere af.

    • Sanne: “Der er en tendens til, at scenarier, der ikke passer ind i Ottoens definitoner, går under radaren. Er det ikke lidt synd?”

      Det synes jeg er noget af en påstand. Jo, skriftlighed er et ubetinget krav (som så fører mange andre gode ting med sig). Men Fastaval er da om noget en con med ekstrem alsidighed i scenarierne. Det gælder både i form og indhold.

  8. Jeg er, ikke overraskende, næsten helt enig. Dog så mener jeg du mangler at nævne en af de vigtigste bagsider af pingvinen: Folk bliver ked af det. Ja, det gør de rent faktisk. Sure, skuffede, ærgerlige og bare godt gammeldags ked af det. Og det syntes jeg klart er det værste.

    Jeg syntes bestemt det er på tide at få skudt den fugl, og få prøvet noget andet af. Men det er selvfølgeligt nyt og farligt og anderledes, og derfor kommer det squ nok ikke til at ske lige foreløbigt. Jeg ved faktisk ikke om der overhovedet er nogen enkeltperson der ville kunne tage den beslutning alene. Generalen? Overdommeren?

    Bevares Ottoen har sikkert været med til at skabe meget af det fantastiske håndværk vi producere i dag, men behøver det at betyde vi skal blive ved med at bruge den?

    • Men hvad skal vi så, synes du? Jeg er bange for, at det ville dræbe vores helt særlige scenarietradition, hvis vi skød pingvinen.

    • God pointe med de sårede følelser. Jeg er har ikke til agt (og min magt i den forbindelse er stærkt begrænset) at smide pingvinen ud med isvandet uden at have alternativer, men alternativer til status quo, med eller uden pingvin, er en samtale om er værd at have.

      Omend min first order of business her er at få talt om hvad pingvinen overhovedet gør, på godt (og det ER en del godt) og ondt, og jeg ville være lidt ked hvis vi begyndte at lave for meget hårdhændet social engineering uden at have haft afklaringen først.

  9. Spændende emne at tage op og spændende at læse folk kommentare.
    For mange år siden var jeg med til at skrive et scenarie og på selve valden blev det hypet en del og da det så ikke blev nomineret kan jeg husket hvor skuffet jeg blev.
    Under festen fik jeg en god snak med en anden forfatter, hvor ytrede i min skuffelse at jeg ikke gad at skrive til fastaval mere.
    Han udbrød jammen cecilie du deltager jo ikke i andre conner, så selvfølgelig skal du da skrive til fastaval hvis du har en idé du brænder for.
    Og han har jo ret, hvorfor skulle jeg skrive et scenarie til f.eks vikingecon som jeg aldrig har været på?
    Og btw fik han ret jeg skrev igen til fastaval et par år efter og kan mærke at det med en Otto ikke betyder så meget som det gjorde for mig i starten. Nu handler det mere om to ting. 1 at slå fast at ikke spilde folks tid, de skal have en god oplevelse.
    2 at slå fast at selv om man ikke er akademiker kan man sagtens skrive scenarier, hvis idéen bare er der.

    • Godt at få lidt flere synspunkter og ikke mindst otto-oplevelser (er det så “otto-levelser”?) på banen. Og jeg er overordnet meget enig i dine prioriteringer, hvor dan vi så end skal forfølge dem.

  10. De fleste af ankerne med Otto, virker som om det er anker med Fastaval versus andre con’er. Så den logiske løsning er ikke at lægge bånd og lovgive om pingvinen, men at slippe den løs, og se om den kan overleve ude i landet. Dvs., hvis det Danmarks scenarie-pris, og ikke Fastavals scenarie-pris.
    Prøv at tænke over det: Hverken Den Danske Horror-pris eller Niels Klim Prisen (scifi) bliver vundet af nogen der sender deres historier ind til noget bestemt forlag, med den hensigt at vinde prisen. De bliver nomineret på baggrund af den præstation de har lavet for den bog eller blad eller website de har lavet det til. Dén tilgang har også en masse problemer (den samme antologi har det med at blive favoriseret), men de er ikke uløselige.

    Det var i øvrigt lidt af en øjenåbner at læse om baggrunden for Otto. For jeg har længe gået og tænkt: Hvorfor f… handler det så meget om forfatterne? Er det ikke spillerne der skal være stjernen i deres egen historie? Det virker lidt sådan, at når man giver noget den opmærksomhed det burde have haft… så kan det pludselig komme til at fylde det hele. Og det var vel aldrig meningen med Otto’en da den blev indført? Det taler jo også for en reform.

    • Interessant tanke at nationalisere Otto. Jeg er lidt tvivlende i praksis, ud fra afstanden mellem de konkrete oplevelser og så den organisation, der vil skulle bære det, men ude af boksen, DET er det. Interessant.

  11. Beklager at jeg tager ordet igen, men Troels har fat på noget, som rækker langt ud over Otto’en. For det handler jo om menneskelig adfærd, og ikke en dum pris. DET HAR NEMLIG ALDRIG VÆRET ET ÅBENT MILJØ! Da jeg meldte mig ind i min første rollespilsklub, så var der ikke nogen gruppe jeg kunne springe på. Den havde jeg, værsågod, selv at prøve på at samle. Da jeg deltog i min første conplanlægnings-gruppe og min første redaktion, så blev de mindste interne uoverensstemmelser mødt med samme attitude: Hvis ikke du kan lide det som det er, så må du lave din egen con, redigere dit eget blad, skrive din egen blog. Så selvfølgelig har jeg været igennem de fleste af de ting, og sluttet en vis fred med miljøet, som glad program-medskyldig for Forum. Dét som har betydet mest for mig, var dog da min makker også fat på mig, og sagde: “Kom, nu laver vi et spil.”
    Men jeg ville virkelig ønske at jeg IKKE skulle have været igennem alt dét der “din egen dit-og-dat” først. For det ER en bombe under systemet, som Troels skriver. Det er jo netop IKKE sådan at en masse forfatter-spirer aldrig får lavet noget, bare fordi de ikke kom med i de store drenges klub. De laver jo netop deres eget, ligesom at rollespillere brød ud af wargames og fandom, og ligesom at live rollespil tog hele scenen med storm. Hov, nu fik jeg det faktisk til at lyde som en god ting… men det betyder at nogle af de gamle tiltag, som faktisk var rigtig fede, bliver overset og glemt, fordi den nye generation ikke husker dem som andet end dén der lukkede dør, som de gik forbi.

    • Rasmus, jeg synes du skal passe på med ikke at gøre dine egne oplevelser til almengyldige sandheder. Jeg er ikke i tvivl om, at du personligt har oplevet et lukket miljø, men det er altså ikke det samme som, at miljøet ER lukket sådan helt generelt, eller at dit “miljø” er det samme som andres “miljø”.

      Hvordan oplever du den lukkede dør på Fastaval i forhold til scenarieskrivning? Er det synopsis og idéworkshops’ene, hvor man kan få råd og vejledning? Er det det nye tiltag med synopsissparringspartnere til debutanter? Er det prioriteringen af at få debutanter med i årets felt, når der skal udvælges synopser?

      Ja, det er et nåleøje at få sit scenarie med på Fastaval, og det vil det være, så længe der bliver indsendt dobbelt så mange synopser ind som der er plads til. Men et nåleøje er altså ikke det samme som en lukket dør. Eller en klub for store drenge…

      • Det er lidt af et dilemma, at åbenhed giver nyt blod og byder folk velkommen (yay!), men at det samtidig er svært at bygge fede ting op i helt pivåbne organisationer, fordi kontinuitet og ansvar-tagen kan være problematiske (boo!), så for mig at se er det et spørgsmål om afvejning.

        Som jeg har oplevet Fastaval, er de ydre kredse meget åbne (med forbehold for forfatternåleøjet, som med fasta-forfatteriets nuværende popularitet er svært at komme udenom) mens de indre kredse er mere lukkede. Og her bliver det for øvrigt spændende at se, hvad der sker på Alea-fronten.

        Og se i øvrigt mit digre værk: https://planbrollespil.wordpress.com/2014/04/04/miljoet-netvaerker-nordvaerker/

  12. Jeg forstår et eller andet sted vitterligt ikke det vigtige i Ottoen længere. Jeg kan i hvert fald ikke selv gå op i det.

    Det er sådan kun 5 menneskers holdninger om scenarierne og hvilke de synes var bedste på forskellige punkter. Det er da mægtig fint, men hey…og hva’så?

    Man vælger vel i en eller anden grad selv hvor meget man går op i det. Det kan så meget vel være at nogen indenfor vores miljø er nødt til at tage diskussionen om Otto’en og dens rolle, inklusiv om hvorvidt det handler om at man gerne vil anerkendes for ens arbejde som scenarieforfatter. Det kan sgu være reelt nok, men så må man snakke med scenarieansvarlige/ens venner/andre om det. Det er i hvert fald ikke prisens skyld hvis man er ærgerlig som forfatter, men det kan skyldes manglende selvværd eller lignende. Det er i hvert fald mine tanker ift hvad jeg har oplevet fra forskellige forfattere i tidens løb, inklusiv mig selv.

    Jeg synes at bedømmelse er okay, men man skal som modtager af den bedømmelse være opmærksom på at det sådan set bare er 5 menneskers holdninger. Det er i hvert fald mit take på det 🙂

  13. Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår pointen med indlægget.

    Hvad er det vi får ud af diskutere Ottoens skyggesider uden at samtidigt at diskutere konkrete alternativer?

    Alle Troels’ disclaimers til trods, har jeg svært ved ikke at læse indlægget som en implicit kritik af Otto-systemet – og det af en af de centrale aktører i systemet.

    Som potentiel forfatter giver det mig en mærkelig smag i munden, at Troels, der skal vende tommelfingeren op eller ned på min scenarieide, er så kritisk overfor den pris jeg gerne vil vinde.

    • Vi kan potentielt få det ud af diskussionen af Ottos skygge (pokkers, hvorfor kaldte jeg ikke indlægget det?), af vi kan minimere skadelige virkninger uden at nødvendigvis at smide de gode virkninger bort.

      Og gu’ fa’n er det her kritik. Er det en ond og nedbrydende ting i din bog? Hvis jeg var ligeglad, ville jeg ikke kritisere. Min kritik vokser ud af min kærlighed til Fastaval-forfatteriet.

      • Opbyggelig konstruktiv kritik er godt. Kritik der fokuserer på det problematiske, uden at komme med konstruktive løsningsforslag, er, når de kommer fra centrale aktører i systemet, delegitimerende.

        Hvilke af de skadelige virkninger forsvinder ved at vi taler om dem?

        Hvis ingen af de skadelige virkninger forsvinder ved at vi taler om dem, hvad er dit reformforslag så?

      • Mit ærinde er i første omgang bevidsthed. At minde os selv og hinanden om, at pingvinen handler om rollespil og rollespillere, ikke omvendt. For jeg tror faktisk *netop* at mange af de skadelige virkninger forsvinder ved, at vi taler om dem, og minder os selv og hinanden om, hvad det er, vi gør dette her for.

        Jeg tror at vi kan holde os selv og hinanden op på ikke are skrive dommerorienteret og unødvendigt akademisk. Jeg tror at vi kan forsøge ikke at forlange det af andre. Jeg tror at vi kan minde os selv og hinanden om at Fastaval ikke er den eneste con at skrive til, og om ikke at afskrive enhver samtale om scenarier, der er skrevet til andre conner end Fastaval som irrelevant. Ja, jeg tror på samtale.

        Selvudleverende eksempel: Så sent som i dag sad jeg og skrev scenarie til Viking-con, og tog mig selv i at have skrevet et afsnit, som formentlig ville være af begrænset værdi for spilleder, og mest gik ud på at forklare for dommerne (VC har jo sin egen pris, med mindre prestige men mange flere penge), præcis hvorfor og hvordan jeg var genial. Og så slettede jeg det lort, og nu jeg var i gang, trawlede jeg teksten igennem for unødvendige fremmedord og akademisk slang.

      • Samtale er jo svært af være modstander af. Man kan have forskellige opfattelser af hvor meget samtalen kan rykke, men den er jo som oftest en god ting. Når jeg så alligevel ikke har helt ro i maven, så skyldes det, at alle jo ikke taler fra samme udgangspunkt. Når du, som scenarieansvarlig, som provokation melder ud at Ottoen måske burde afskaffes, skaber det en usikkerhed omkring konkurrencen.

        Problemet er ikke budskabet, men afsenderen.

      • Jeg har ingen planer om at tie stille i de næste tre år, fordi jeg har en position i miljøet. Givet miljøets størrelse og bemanding var der godtnok rigtig mange af de involverede folk, der skulle holde mund om rigtig mange ting, fordi de er involverede. Det må folks mavefornemmelser kunne holde til — ellers bliver dette her godt nok et vældig klaustrofobisk lille miljø, og sådan ser jeg det ikke.

  14. Så kom Troels hjem fra ferie. Og hold da op. Jeg svarer lige et par steder her på tråden, og lægger ellers et link til den mammut-facebooktråd, som jeg må tilstå at jeg er et par hundrede indlæg bagud i – og det bliver jeg nok ved med at være foreløbig.

    https://www.facebook.com/groups/197562987007170/permalink/654518027978328/

  15. Det der med det der med at skrive akademisk, er noget du og Asbjørn har nævnt en del her og i FB debatten, men hvor er det du ser Troels? Jeg støder nemlig yderst sjældent på akademisk formidling i FV scenarier.

    • Jeg mener ikke, at scenarierne er fyldt med snak om Foucault og diskursanalyse (og hvis der var nogen, der ville skrive Foucault the RPG: cool nok). Når jeg skimmer en håndfuld af scenarierne fra FV2014 er der da lidt fremmedord og langhårede begreber hist og her, men mest af alt er formidlingsniveauet sofistikeret og tordnende højt.

      Og lur mig om der ikke er en ret nær sammenhæng med forfattermassens karakter af helstuderede røvere. Og lur mig endvidere om det ikke er noget scary shit at læse, hvis man har forfatterdrømme og kun er en halvstuderet røver.

      Mest af alt er jeg med lige dette her ude efter at gøre det til en del af samtalen, at man godt kan skrive scenarier og gøre spillere glade (og hvem ved, måske endda tage en pingvin hjem?) uden at skrive lige som os kommunisaurus rex’er.

      • Hvad mener du med sofistikeret? Kan du give nogle konkrete eksempler på scenarier? Og et tordnende højt formidlingsniveau er vel kun en god ting? Jo bedre et scenarie er formidlet, jo større chance er der for at spillere og spilledere får det optimale ud af det, og jo større chance er der dermed for at de bliver glade.

        Lige præcis formidling er jo et område, hvor nye forfattere nemt kan springe et par læringstrin over ved at få hjælp af sparringsparterne, scenarieansvarlige og andre forfattere. At formidle et scenarie godt er altså ikke noget man lærer på universitet, men ved at læse andres scenarier, læse guides til scenarieskrivning og trække på den kollektive erfaringsmasse (der står beredvilligt parat til at hjælpe).

        Mit første scenarie blev nomineret til bedste formidling i 2008, og det skyldtes altså ikke, at jeg havde læst 2 år på dramaturgi, men at jeg havde haft Sebastian Flamant som sparringspartner og Tobias Bindslet som scenarieansvarlig (og derudover også læst en masse velformidlede scenarier på Alexandria, samt Sebastians fremragende scenarieguide). Ved at lytte til deres råd og vejledning undgik jeg de værste begynderfejl og jeg slap for selv at skulle lære, hvordan man ikke skulle gøre, ved at fejle, og jeg kunne springe et par trin over på læringsstigen.

        Du skriver om, at Otto fremmer status-spil og hierarki-dannelse mellem forfattere og forfatter-spirer, men det miljø jeg oplever er et der er ivrigt efter at dele viden og erfaringer og hjælpe debutanter (og hinanden for den sags skyld) med at scenarierne bliver så gode som muligt. Min oplevelse er, at folk ikke vil vinde en Otto fordi de andres scenarier var dårlige, men fordi ens eget scenarie var endnu bedre end de andre gode scenarier. Sådan har jeg det i hvert fald selv. Over hele linjen giver det bedre scenarier, og det er noget af det smukke omkring forfattermiljøet omkring Fastaval. Selvom der er en gipspingvin på højkant har langt de fleste forfattere en oprigtig lyst til at hjælpe hinanden med at lave de bedste scenarier i verden.

      • I SIG SELV er et højt formidlingsniveau godt. Selvfølgelig er det det. Det sætter bare, som sagt, en høj barre.

        Når jeg bladrer i en vilkårlig håndfuld af scenarier fra i år, hvad end vi snakker Fordømt Ungdom, Mattanza, Fredløs eller, selvfølgelig, All For Metal, så er det sgu rimelig fucking vildt at se (og de er gode scenarier, ikke fjender af Folkerepublikken). Hierarkiet er ikke bare et spørgsmål om små konger på bjerget. En god del af statussen ligger netop også i at dele ud af sin viden. Og det er godt! Det gør bare ikke, at det ikke er status. Og noget status som, uanset postulaterne om dens usynlighed eller irrelevans, af og til godt kan føles af nogle af de folk, som ikke har den.

        For øvrigt stiller jeg mig noget skeptisk over for påstanden om, at to års dramaturgi-studier ingen forskel gjorde mht. at komme ombord i FV scenarie-koderne. Selvfølgelig stod de ikke alene, men jeg mistænker alligevel at sagen havde været en smule anderledes, hvis din baggage havde været to år som klejnsmed. Ikke at du ikke sikkert kunne have rocket og rullet som scenarieskrivende klejnsmed, men du havde spillet (/skrevet) mere på udebane, end tilfældet var med dramaturgi i tasken. Og jeg slåes af undren over, at det tilsyneladende kan være et kontroversielt udsagn.

        Alt hvad jeg ønsker mig til jul er at folk anerkender at status quo ikke er neutral, naturlig og en fuldstændig flad bane. Så kan vi måske få jævnet lidt ud der, hvor det er muligt uden at smide for mange børn ud med badevandet.

  16. Jeg har ikke sagt, at status er usynligt eller irrelevevant, men jeg synes at det positive fylder så meget mere. Er det ikke godt, at der er status i at dele ud af sin viden? Er det i virkeligheden ikke fantastisk?

    Klart mine mine studier også har spillet ind, ligesom jeg også har erfaring fra at skrive stile i gymnasiet og i folkeskolen. Men min pointe er, at det ikke er den primære grund til, at min scenarietekst blev god, for det er ikke det samme at skrive en akademisk opgave, som det er at skrive en scenarietekst. Det er et håndværk, man skal lære. Jeg har haft gode forudsætninger for at lære det, ja, men det betyder ikke, at der ikke også er kæmpe stor hjælp at hente for klejnsmede i vores dejlige miljø – og den dimension ser du helt bort fra i din kritik.

    Jeg tror altså ikke at der er ret mange der ikke anerkender, “at status quo ikke er et neutralt, naturlig og fuldstændig flad bane”. Selvfølgelig er der status forbundet med at vinde Otto’er, skrive gode scenarier og i at kunne hjælpe andre med med at skrive gode scenarier.

    Det som jeg tror folk reagerer på (i hvert fald jeg selv), er at din fremstilling af Ottos slagsider kommer til at fremstå som unuancerede, provokerende postulater, der er ude af proportioner med den virkelighed, som opleves. F.eks. siger du, at Otto ødelægger de andre conners image, men jeg har ikke hørt om nogen, der siger, de kun vil skrive til Fastaval, fordi de gerne vil vinde en Otto. Til gengæld har jeg hørt folk sige, at de kun vil skrive til Fastaval, fordi de er sikre på at få mange spillere (mere end to hold i hvert fald), fordi det er der deres venner kommer, og på grund af forfattermiljøet og den service som de scenarieansvarlige yder med forfatterweekends, workshops osv.

    • Et sted hvor jeg ser en stor barriere for nye forfattere er synopseskrivningen, for hvis man ikke har træning i at skrive en god synopsis, kan man risikere, at ingen forstår ens gode idé og den ryger under de scenarieansvarliges radar. Det kan modvirkes med synopsisguides, synopsisworkhops, prioriteringen af at have en hvis mængde debutanter med i feltet, samt dit og Maries fremragende tiltag med synopsissparringspartnere for debutanter. Og så tror jeg det er vigtigt at man som scenarieansvarlig er ekstra opmærksom på ikke principielt at vælge nogen synopser fra, bare fordi de ikke lever op til den almene opfattelse af, hvad en god synopsis er. Hvis en synopsis fra en debutant er mangelfuld, men man fornemmer noget guld i idéen, kan man jo godt tage fat i vedkommende med opklarende spørgsmål .

      • Gode pointer, Simon. Dem vil jeg holde i tankerne. Omend der er naturlige grænser for hvor langt above and beyond the call of duty man kan have overskud til at gå, når der ligger 60+ synopser på éns bord. Jeg vil bestræbe mig på at se idéernes skønhed, hvilket også ligger godt i tråd med hele diskussionen her.

    • Og ang. mit indledende spørgsmål omkring status og vidensdeling, havde jeg overset, at du selvfølgelig også synes det er en god ting, at der er status i at dele ud af sin viden. Men jeg har ærlig talt svært ved at forstå, hvorfor nogen folk synes, det er et problem?

      • Det er vist ikke videndelingen som er problemet, men andre aspekter af status-spillet, som eksisterer sideløbende med videndelingen.

    • Du bemærkede ikke det afsnit i indlægget, hvor jeg roste Otto- og FV-kultur? Jeg mente skam hvert ord.

      MEN jeg mener ikke, som andre lader til, at de positive aspekter er SÅ positive, at de negative skal ties ihjel. Jeg vil (igen, igen) så vidt muligt have de positive ting OG have lov til at tale om/prøve at håndtere de mindre positive ting. Og min baggrund for at skrive dette her var at jeg faktisk efterhånden er stødt ind i en hel del mennesker, som synes at problemerne med ottoriet faktisk er problemer, sammen med koldskåls-samtalen om hvad der sker når præmien og præmiens proces kommer i vejen for præmiens angivelige emne, hvilket jeg i nogen grad personligt kan nikke genkendende til. Det synes jeg ikke, jeg har nogen forpligtelse, moralsk eller organisatorisk, til at tie om.

      Du har haft gode forudsætninger. De har ikke stået alene, for du har nydt godt af den fine hjælp, der er at hente i miljøet (og yay! for det), men kendsgerningen står ikke desto mindre tilbage, at du HAR haft gode forudsætninger. Som for øvrigt jeg selv også har som uddannet historiker. Og min oplevelse af samtalen omkring dette her, når den ikke har haft karakter af utilfreds murren i krogene, har netop været at den dominerende opfattelse er at status quo netop er en neutral kendsgerning. Hvis det er en selvfølgelighed, at forfatter-ræset har nogle sociale og faglige slagsider (som er det jeg mener med at banen ikke er flad), så er det da pudsigt at jeg har trukket så meget ild i den anledning.

      • Jeg har helt generelt lidt svært ved at læse hvad du skriver Troels. Hvad mener du med den sidste sætning?

      • Og i øvrigt lige præcis det med baggrunden til at tage det op er der hvor jeg stadig mangler svar. Jeg mener ikke din liste er reele større problemer. Du skriver, at du har talt med nogle stykker – men hvem og hvormange vil du ikke på banen med. Derfor synes jeg det bliver en vild svær diskution, fordi du har opsat en præmis om at der ER problem, og hver gang nogen siger den imod, så skriver du at folk ikke vil snakke om skyggesiderne og du da også anerkender de positive sider. Eller sagt på en anden måde: Du skriver du gerne vil debatere skyggesiderne, men jeg oplever at du ikke vil debattere deres eksistens – den præmis har du allerede vedtaget for debatten. Well så bliver det sgu lidt svært for os som er uenige med dig at deltage.

      • Jeg mener at jeg har fået en pæn del (verbalt) på puklen for at sige dette her. Pænt og høfligt, for vi er pæne og høflige folk, men ikke desto mindre på puklen. På den baggrund har jeg ikke til hensigt at navngive kilder, der ikke allerede har navngivet sig selv. Det ville ganske enkelt være uhøfligt. Men vi kan jo starte med mig selv, Kristian og Asbjørn, for at nævne et par stykker som er nævnt i eller under indlægget selv.

        Du bliver med andre ord nødt til at stole på, at når jeg siger at jeg har talt med en del folk om dette her, har jeg talt med en del folk om dette her. Eller ej. Det er selvfølgelig op til dig. Det er en samtale, ikke en retssag.

      • Er der nogen der sagt, at du har en forpligtelse til at tie? Jeg har I hvert fald ikke, og jeg har heller ikke set andre udtale det her i debatten. Det som jeg kritiserer er ikke, at du har rejst en kritik. Det synes jeg er rigtig fint, og det er altid værd at tage en snak om, hvor vi kan gøre tingene bedre. Det som jeg kritiserer, er måden du gør det på. Du opstiller nogle præmisser for debatten, som jeg enten mener er ude af proportioner eller ganske enkelt ikke er rigtige – uden at komme konkrete eksempler eller argumentere for, hvorfor de er rigtige. Tag f.eks. det med at Otto’en ødelægger de andre conner. Det mener jeg ganske enkelt ikke er rigtigt af de grunde jeg har nævnt ovenfor, og jeg savner belæg for den påstand.

      • Og ja, jeg har haft gode forudsætninger for at lære at skrive scenarier, men jeg HAR altså lært mere om at skrive en god scenarietekst af rollespilsmiljøet end jeg har af at gå på universitetet. Det er trods alt hos der har ekspertviden på området. 🙂

  17. “Det er vist ikke videndelingen som er problemet, men andre aspekter af status-spillet, som eksisterer sideløbende med videndelingen”.

    Altså, det er ikke problematisk, at der er status i vidensdelingen.Hvilke aspekter er det så?

    • At folk føler sig underlegne, udenfor, forbigåede, på sidelinjen ift. samtalen mellem “stjernerne”. Når der er folk med høj status følger det også, at der er andre som har lav status. Og der er nogle stykker, som får mere end nok hierarki i deres hverdag og derfor slet og ret bliver irriterede på hele samtalen omkring hierarkiet, så semi-formelt og noblesse-oblige det ellers måtte være.

      Af konkrete eksempler på en potentielt destruktiv ubalance, jeg har set mellem FV og de andre conner, er at FV er ved at drukne i synopser, mens både VC og Særimner i år har haft deciderede problemer med at skaffe forfattere. Og det tror jeg ikke er tilfældigt, som jeg allerede har sagt.

      • Yes, det er vel næsten ikke til at undgå, at der vil være status og hierakier. Men hvis Otto ikke var der, ville der vel stadig være status i at skrive gode scenarier (eller i at skive scenarier i det hele taget)? Og så igen, måske ikke, Otto’en blev jo bl.a. indført for at der skulle være mere prestige i at skrive scenarier. Jeg har det lidt dobbelt med det her. På den ene side synes jeg det er godt, at der er status i at gøre en stor så stor indsats for Fastaval, som det er at skrive et godt og gennemarbejdet scenarie, på den anden side, er det jo træls, hvis folk føler, at de bliver holdt nede/set ned på.

        Indspark: I virkeligheden er Otto jo med til at bryde status quo i forhold til, hvem der anses for at være “stjerner”, når en debutant næsten hvert år kommer ind fra sidelinjen og nupper en Otto.

        Ovenover skriver du potentiel destruktiv ubalance, det gør du ikke i dit oprindelige post, og allerede der begynder det at være et mere nuanceret billede, som er det jeg efterspørger. Jeg er enig i, at en af grundene til at Viking-con og særimner fik få synopser er, at der er mange, der allerhelst, og i nogen tilfælde udelukkende, vil skrive til Fastaval. Men jeg tror også, der er mange andre grunde til at folk ikke har sendt synopser ind til de to conner, som ikke har noget med Fastaval at gøre (f.eks. at begge conner er ved at bygge en ny scenarietradition og forfatterkultur op – særimner fra bunden og for vikingcon er i gang med at genopfinde sig selv på scenariefronten – og ting tager tid. Eller at nogen tidligere har haft dårlige oplevelser med Vikingcon – selvom det er mange år siden, og derfor ikke har lyst til at skrive. Eller at benspændende til særimner for nogen ikke lige inspirerede til at skrive et scenarie). Og som jeg nævnte i et tidligere indlæg, tror jeg ikke, at Otto er grunden til at folk skriver til Fastaval, som du hævder i din oprindelig post.

        Det er jo iøvrigt først i løbet af de sidste fem år at Fastaval har fået så mange synopser, og så vidt jeg ved, væltede Vikingcon sig heller ikke i synopser før da?

      • Hæ. Jeg er efterhånden ved at blive en smule konfus mht. præcis hvad jeg har sagt og skrevet hvor mht. denne debat. Jeg er ret sikker på at jeg har sagt det med VC, Særimner og synopserne et par gange, men hvor?

        Anyway, VC havde OK træk sidste år MEN mange af scenarierne blev aldrig afleveret, og har haft vist næsten en halvering i år, hvor scenariekonkurrencen ikke er en nyhed. Særimner har også haft en markant tilbagegang i synopsetilstrømning i år ift. sidste år, så det er ikke BARE begyndervanskeligheder. Min læsning af det er, at både VC og Særimner har prøvet at komme i gang med “seriøse” scenarier men har mistet nyhedsværdi (og i øvrigt havde lidt logistisk bøvl i år), samtidig med at kombinationen af Otto-brandet og Klaus/Kristo, Kristian/Simon-scenarieansvarlig-æraen har gjort FV til en ustoppelig mastodont, som trækker forfatteropmærksomheden helt vildt.

        Hvilket set i snævert FV-perspektiv er vildt sejt (og seriøst, jeg er benovet over at skulle bygge videre på jeres bedrifter), men har nogle uheldige bivirkninger ved at kaste lidt for mange håbefulde ind i en flaskehals med plads til lidt for få forfattere, sådan nationalt set.

  18. Nej, det er ikke bare begyndervanskeligheder, som jeg skriver tror jeg, det er mange forskellige ting, hvoraf en af dem er, at Fastaval er så attraktivt at skrive til. Men det har som sagt ikke ret meget med Otto at gøre, som jeg ser det. 🙂

    Sidste år sendte Kristian og jeg reklame og kontaktinfo med for tre forskellige conner (Con2, Hyggecon og Vintersol) ud sammen med afslagsmailen, og det er i hvert fald en konkret ting man kan gøre fra Fastavals side i et håb om at flere af de mange gode scenarieidéer ender med at blive til scenarier.

    • Og jeg og Marie har skam også tænkt os at koordinere med andre conner, måske også VC og Forum mht. forløbet næste forår.

      Grunden til at jeg ser Otto som en *del* af dette problem er, at Otto, brandet og præmierne, er en væsentlig årsag til prestigen ved FV-forfatteriet, som trækker så hårdt i forfatterne. Der er også andre dele, jovist, såsom at man kan få mange hold til artsy stuff, og den inspirerende samtale på selve FV, som jeg taler om i indlægget.

  19. […] Og i disse dage er det klart den artsy ende, som er motoren i dansk con-rollespil. Så tørster du efter gyldne pingviner, skal du nok i alt fald lave en eller anden artsy vinkel på dit old school stuff – rent klassisk […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: