Inspiration

Jeg arbejder på et par scenarie-projekter. Det ene er inspireret af John Ajvide Lindquists “Håndteringen af Udøde”, det andet af en blanding af nogle specifikke elementer fra Vincent Baker-spil, et par andre ting og så Lord Dunsany. Det er specifikt det sidste, jeg vil tale om, for der er det lidt sjove ved sagen, at Lord Dunsany er enormt vigtig for sagen, selvom det i sig selv vil være ret svært at bygge rollespil direkte over de tidlige dele af Lord Dunsanys produktion, som især inspirerer mig. Det er en bestemt æstetik, en stemning.

Vi starter lige med en af Sidney Simes fantastiske illustrationer, her til “The Madness of Andelsprutz” fra A Dreamer’s Tales, fra 1910.

Dun2

Ret fascinerende, ikke? Her er det byen Andelsprutz’ sjæl, som er ved at forlade legemet, byen.

Stemning, hvad er det?

Nu er dette nok ikke stedet at udrede begrebet æstetik fra bunden, så lad os se på stemning. En stemning er den fornemmelse man får af, eller har for, et eller andet, her noget kunst og/eller rollespil. Nu er en fornemmelse i sagens natur noget meget subjektivt, men det er noget, som man kan (og mange gør) kaste store anstrengelser i at kommunikere til andre. Kunst, I ved. Nogle gør det med store, komplicerede fremstillinger, andre kan nå langt i at kommunikere stemning med mere begrænsede midler. Såsom en fiktiv havn fuld af hajer. I nærværende sammenhæng vil jeg sige, at fornemmelsen er en vigtig del af mit entusiasme-brændstof for at overhovedet skrive dette her, og det er en entusiasme, jeg har lyst til at dele.

Her er det Lod, med verdens første sværd, og det træske gudebillede, fra “The Sword and the Idol”, ligeledes fra A Dreamer’s Tales.

Dun3

Lord Dunsany, hvem er det?

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. baron af Dunsany (i Irland), 1878-1957. Klassisk, jagtglad, kolonikrigs-udkæmpende britisk adelsmand. Derudover skakspiller, konservativ politiker og ekstremt entusiastisk jæger. Ikke just et åbenlyst Troels-idol, kunne man mene. Men Lord Dunsany var også en banebrydende tidlig fantasy-forfatter, som har inspireret mange andre. De fleste og bedste af Lord Dunsanys fantastiske værker blev skrevet før Tolkien blev rig og berømt.

Her er Byen Aldrig, fra The Book of Wonder fra 1912.

Dun6

Hvad er det for noget, han skrev?

Det er ikke rigtig Sword & Sorcery, Lord Dunsany skrev. Det er snarere Sword & Sorcery-mytologi og eventyr. Meget af det er tidløs Østen for Solen, Vesten for Månen eller fiktiv fortid, men en del af det blander velkendte steder i (forfatterens) nutid promiskuøst og foruroligende med fantastiske elementer. Han skrev et par fantasy-romaner, men hans claim to fame er hans noveller, som er fantastiske i alle ordets betydninger. Mange af dem blev illustreret af Sidney Sime, eller blev slet og ret skrevet til at illustrere Sime-billeder.

Novellerne er korte og to the point, samtidig med at de med få ord fremmaner fantastiske landskaber. De er gerne lidt grumme i det, uden at udpensle ret meget action (med mindre der er tale om jagt…). Både mennesker og guder får ofte grimme overraskelser. På en smuk måde.

Her er Hish, stilhedens gud, fra The Gods of Pegāna (1905)

Dun4

De ting har rumsteret i mit hoved, siden jeg for små tyve år siden først læste Dunsany. Nu har jeg fundet nogle regler og rammer, som jeg tror vil gøre det muligt, ikke at lave Lord Dunsany the Roleplaying Game, men at få rollespil til at føles lidt sådan, som det her får mig til at føle.

Endelig, på vej til det sidste, fine billede, er her Lord Dunsanys allerkorteste novelle, fra Time and the Gods (1906).

The Jest of the Gods

Once the Older gods had need of laughter. Therefore They made the soul of a king, and set in it ambitions greater than kings should have, and lust for territories beyond the lust of other kings, and in this soul They set strength beyond the strength of others and fierce desire for power and a strong pride. Then the gods pointed earthward and sent that soul into the fields of men to live in the body of a slave. And the slave grew, and the pride and lust for power began to arise in his heart, and he wore shackles on his arms. Then in the Fields of Twilight the gods prepared to laugh.

But the slave went down to the shore of the great sea, and cast his body away and the shackles that were upon it, and strode back to the Fields of Twilight and stood up before the gods and looked Them in Their faces. This thing the gods, when They had prepared to laugh, had not foreseen. Lust for power burned strong in that King’s soul, and there was all the strength and pride in it that the gods had placed therein, and he was too strong for the Older gods. He whose body had borne the lashes of men could brook no longer the dominion of the gods, and standing before Them he bade the gods to go. Up to Their lips leapt all the anger of the Older gods, being for the first time commanded, but the King’s soul faced Them still, and Their anger died away and They averted Their eyes. Then Their thrones became empty, and the Fields of Twilight bare as the gods slunk far away. But the soul chose new companions.

Dunsains Børn har set første spiltest, og det gik strygende. Flere følger.

Her kommer Romance ned fra de skovklædte bakker i “Poltarnees, Beholder of Ocean” (fra A Dreamer’s Tales).

Dun1

Hvad inspirerer dig?

Reklamer

~ af troelsken på 1. august 2014.

7 kommentarer to “Inspiration”

  1. Jeg kunne i øvrigt godt tænke mig et blog-indlæg om hvad du ligger i ordet “æstetik” i forbindelse med rollespil. Jeg har hørt dig bruge det en del gange og jeg tror ikke jeg forstår ved ordet hvad du gør.

    Ang. hvad der inspirere mig, så var Genesis listerne i Mod Stjernerne og Skumring en interessant udfordring. De er egentlig ikke specielt svære at lave, men de kræver at man samler så meget inspiration som muligt. Cirka en tredjedel af mulighederne er gængse troper, en tredjedel fri fantasi jeg selv har fundet på, og en tredjedel inspiration fra specifikke steder, måske remixed en smule for at gøre ukendelige. Især i Skumring gjorde jeg en indsats for at få min inspiration fra så obskure og besyndelige kilder som muligt. I praktisk, fordi jeg ikke er så litterær, kom det primært computerspil, film og tegnefilm, især de japanske. Jeg synes de er gode til, selv når de laver bevist ‘vestlig’ fantasy, at skabe ret specielle universer med deres helt egen visuelle æstetik. Som f.eks. spillet hvor hele verden lever oven på kroppen af to døde guder, frosset i kamp, et kontinent udgjort af et sværd hugget ned i skulderen på den ene. Mit sidste scenarie, Gudedræbere, var inspireret af meget de samme kilder, mens jeg faktisk så lidt Space Opera fan før jeg skrev Mod Stjernene at jeg stjal fra meget velkendte kilder, e.g. Star Wars, Warhammer 40K, Star Trek, osv.

    På et mere generelt plan, hvad der inspirerede mig til at skrive dem, istedet for hvilken inspiration jeg brugte MENS jeg skrev dem, kom trangen for Space Opera fra Mass Effect. Skumring, derimod, stammer fra musik, fra [post-rock og nogen fornemmelser og betragtninger jeg gerne ville udtrykke. Kunst, du ved. Præcis det samme er tilfælde for mit næste scenarie, inklusiv postrock, og sandsynligvis og forhåbentlig for god del af de næste scenarier jeg skriver.

    • Nu er “æstetik” et potentielt ganske langhåret begreb, som vil være svært at udrede uden at blive temmelig akademisk. Men det kan da være, at jeg skulle lave en æstetik-serie. Jeg har en del tanker i den retning, og Annes kommende gritty & edgy-indlæg kunne også passe ind her.

  2. […] Og nu vil jeg gå ind og læse mig en Lord Dunsany-novelle… […]

  3. […] det med Byen Melolonthinae, og jeg og Morten Greis med Legenden Om… V. Jeg fifler selv med at gøre det igen. Jeg har også leget med grundstrukturen til brug for private […]

  4. […] noget tid siden om æstetik og inspiration, og om det at ville ramme en bestemt stemning. Ved den lejlighed gled jeg elegant uden om hvad ”en æstetik” er i rollespilssammenhæng. I det næste stykke […]

  5. […] Grundlaget er til dels de ting som bliver antydet i Drager og Dæmoner og til dels forfatteren Lord Dunsany, som Troels har introduceret mig for. For at tage den første del med Drager og Dæmoner, så […]

  6. […] Dette spil er allerede omtalt her, i anledning af at det kan blive pænt syret. Swords Without Master er et S&S/Weird Fantasy fortællespil af Epidiah Ravachol, som ikke var til Sandcon. Det var interessant og sjovt og en smule frustrerende, fordi jeg klart fornemmede potentialet for at spillet kunne “lette” og blive helt fantastisk, hvilket ikke skete. Men det var fedt at kunne give den gas i stilen fra Lord Dunsany og anden tidlig, mærkværdig præ-Tolkien fantasy. […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: