Ære, skam og spas

Sagas

I mandags spillede jeg Sagas of the Icelanders sammen med Morten, Rune og Peter. Og det var både vildt interessant og helt umanerlig sjovt. Nu har jeg ikke for vane at lægge spilrapporter fra mine hjemmekampagner på nettet, men der er et par ting her, som jeg føler mig drevet til at dele.

Vi spiller, som sagt, Sagas of the Icelanders, et Apocalypse World-hack af Gregor Vuga. Man spiller folk og fæ på Island i 900-tallet. Kønsroller og sociale spilleregler er meget vigtige, og udover en håndfuld universelle basis-moves har hvert køn endnu en håndfuld køns-specifikke moves. Det fylder godt i spillet, og er kilde til noget meget interessant spil. En af grundegenskaberne er “gendered”, hvor god man er til at udføre sin socialt foreskrevne kønsrolle og få udbytte af den. I mandags var tredie spilgang.

.

Dramatis personae

  • Joheim, en dygtig og ærekær bondemand ved Sælfjorden. Han er fantastisk til at hævde sin ære og fornærme andre mænd, og OK til at slås (men ikke fantastisk). Joheim har virkelig godt styr på dét der med at være mand.
  • Solveig, Joheims kone. Hun er en dygtig bondekone og en elskværdig værtinde, og hendes tunge er skarp. Hun har virkelig godt styr på det dér med at være kvinde.
  • Ragnhild, Joheims (voksne) lillesøster, som er skjoldmø. Hun er ret sej til at slås (en del mere end Joheim), men hun er råddent elendig til at være kvinde. Det gør dog ikke at hun har adgang til mandsære…

Solveig elsker Ragnhild, har hendes ryg socialt set, og udlever sine egne drømme gennem Ragnhilds vilde liv. Og et par relevante af bipersonerne:

  • Ask og Embla, Joheim og Solveigs to børn.
  • Røde Leif, Vore Heltes nabo. Han er frustreret enkemand, og en rædsom kujon. En Nice Guy ™ af den slags, som kan finde på at sætte ild til dit hus for at kunne hjælpe dig med at slukke branden. Hvilket var præcis hvad han gjorde i sommers, da Joheim og Ragnhild var borte på vikingetogt til Irland. Han vil gerne have Ragnhild i sin seng. Eller Solveig. Eller en eller anden, ved Nidhug!
  • Orm, Leifs ærlige men voldelige lillebror, der ledede vikingetogtet i sommers. Ikke en dygtig bonde, men en pænt badass viking. Han er forelsket i Ragnhild, og Solveig planlægger at få dem gift, når tiden er ret. Orm tjener…
  • Høskuld Gode, den lokale stormand, som ejer det skib, Orm fører. En klog, rig, og grådig mand, som også har kastet sit øje på Ragnhilds ynder.

Der er også adskillige naboer, og en skummel sejd-kone, men nok om dem.

Af relevant baggrund, som ikke allerede er fremgået: Det er efterår. Solveig har luret, at det var Røde Leif som brændte gården ned i sommers, men hun har ingen beviser. Hun har betroet sig til sine nærmeste, og Joheim har forsøgt at få Høskuld Gode til at vende sig mod Leif, hvad han dog afslog at gøre uden beviser. Til gengæld har Høskuld lovet at hjælpe med genopbygningen ved at skænke kostbare bjælker (for på Island gror der ikke stort af bjælkeværdige træer). Også Røde Leif har lovet at hjælpe, for han er da en god nabo. Vore Helte har ikke helt endeligt besluttet sig for, om de vil trække Leif på tinge eller hvad de vil. Nåja, og så er der noget, der lurer ude i vildnisset. En bjørn, måske? Men der er jo ikke bjørne på Island…

.

Action!

Mandagens spil startede med at Solveig og Joheim så Høskuld komme op fra fjorden med tømmer og et dusin mænd, Orm og Leif blandt dem. Ragnhild og Embla var ude og vogte får, og Embla så noget, bjørnen måske, lige før de tog hjem.

Der var en lidt trykket stemning ved brandtomten. Joheim og Solveig havde alvorlig kløe efter at konfrontere Leif, men de havde virkelig også brug for at genopbygningen ikke blev afbrudt, nu hvor vinteren var lige om hjørnet. Orm kastede lange blikke efter Ragnhild, og Solveig rådede ham (med tung spilmekanisk vægt) til ikke at gå hastigt og overilet frem overfor Ragnhild. Høskuld antydede over for Ragnhild, at han og hans følge ville blive og hjælpe i mange dage, hvis hun gik i seng med ham, og ellers ville de tage hjem i morgen, når den mest nødtørftige ramme til det nye hus var rejst. Det blev hun pænt skræmt og forvirret over, og prøvede at vinde tid og finde på råd. Orm tilbød sin hjælp med at fange “bjørnen”, og foreslog enten at lede efter spor i morgen, eller ligge på lur med et lokkefår i nat. Ragnhild greb beslutsomt chancen for at komme væk, gik med på forslaget om lokkefår ved nattetid, og kostede dermed sin bror og svigerinde dyrt.

Efter at Ragnhild og Orm havde ligget på lur i den første halve time, og der ikke var sket det store, prøvede Orm ret kejtet og nervøst at lægge an på Ragnhild (kejtet og nervøst fordi han handlede mod Solveigs råd). Ragnhild gjorde taknemmeligt og beslutsomt gengæld, og de to havde alt for travlt til at bemærke, at nogen eller noget tog fåret og forsvandt. De endte så med at komme hjem med kviste i håret og dårlige undskyldninger om en løs knude og et løbsk får i den mørke nat, efter at regnvejr havde gjort sporing håbløs.

Næste morgen, hvor Høskuld og hans folk (dvs. også Orm, men ikke Leif, den “gode nabo”) skulle til at pakke sammen og drage hjem, var Orm og Ragnhild lidt kåde. Kåde nok til at Høskuld ikke var meget tilfreds, og til at Joheim måtte tænke noget over, om han kunne undlade at konfrontere Orm uden at tabe ansigt – hvilket skrabede an, sådan lige akkurat. Hvilket nok var meget godt, i og med at både Orm og Ragnhild er nogle rå børster.

Og så skete der adskilligt andet, men jeg måtte lige dele den situation.

.

Ære, skam og spas

Det var virkelig sjovt. På en måde skete der ikke det store (i modsætning til sidste gang, hvor der var vikingetogt, forræderi, drab og ildspåsættelse), men alligevel skete der en hel masse. Folk brugte deres mekaniske redskaber på måder, der gav sjovt rollespil, og det var interessant. Der var en masse mennesker, som havde lyst til at knalde eller dræbe hinanden på kryds og tværs, men den sociale og praktiske situation gjorde det ugunstigt at handle nu frem for at gemme det til senere. Spændingen i rummet var ret spændende. Meget karakteristisk var det de to glasbutiks-elefanter, som rent faktisk fik noget action …og det skal der nok også komme konsekvenser af.

Sagas of the Icelanders minder på en måde en del om AW, og ikke bare fordi begge dele har moves. I begge spil er menneskerne belejret af et nådesløst vildnis, og ressourcerne er knappe. I begge spil skal det nok ende med vold på en eller anden måde. Og dog, hvor AW har fokus på volden og på ret umiddelbar bestikkelse, fokuserer Sagas mere på det skrøbelige samfund og dets regler, fordi selv en gang stridbare individualister, uanset hvor gode bondemænd de hver især er (og det er sygt vigtigt at være en god bondemand/kone i Sagas), før eller siden ender med at få brug for støtte.

Og det samfund hænger sammen ved hjælp af ære og skam. Og det er utrolig sjovt. Sagas of the Icelanders er præcis lige så fantastisk, som jeg havde håbet at Tremulus ville være.

Reklamer

~ af troelsken på 7. august 2014.

En kommentar to “Ære, skam og spas”

  1. […] tirsdags sluttede vores før omtalte Sagas of the Icelanders-kampagne, Sælfjords-sagaen. Det var der vist ikke lige nogen der havde forestillet sig, da vi satte os til at spille. Ud af […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: