Hvordan vi fejler, når vi fejler

Dette er i anledning af Claus Raasteds arrangement “Bliv en bedre rollespiller”-aften, i anledning af Sannes artikel om Den Gode Rollespiller. Jeg kom til at gøre mig lidt ud til bens i FB-diskussionen af Sannes indlæg, og da Claus foreslog at gøre noget konstruktivt og tale om det, nåede jeg ikke at lukke min store kæft i, før “det kan jeg da godt hjælpe med” var røget ud af den. Anyway, her er mine noter til, hvad jeg vil sige.

Nu er jeg ikke super vild med begrebet Den Gode Rollespiller. Efter min mening findes Den Gode Rollespiller ikke (og bør dø), som begreb forstået. Det ER dog muligt at tale om nogle konkrete teknikker og tilgange, der kan gøre forskellen mellem gode og dårlige rollespilsoplevelser.

Da jeg tænkte over dette her, var der et par ting som slog mig.

For det første slog det mig at det er en common-sense “alle ved at…”-ting at der er gode og mindre gode spillere. Når man bevæger sig mellem rollespillere, man kender, vil man endda ofte have en eller anden idé om ca. hvor på skalaen, folk lægger sig, med højde for de genrer og typer af rollespil, folk nu måtte gøre det i.

For det andet slog det mig at jeg har haft nogle fremragende, endda sublime, rollespilsoplevelser som i høj grad blev båret af folk, jeg ikke lige havde spottet som gode rollespillere, eller endda havde spottet som truende ringe rollespillere. Og på den anden side har jeg haft nogle ret middelmådige, eller endda pænt ringe rollespilsoplevelser, der blev båret, eller rettere ikke båret, af folk som jeg “vidste” var gode rollespillere.

Og det er da lidt pudsigt. Man skulle tro at der af dårlige rollespillere kom dårligt rollespil, og af gode rollespillere kom godt rollespil, right?

Det tyggede jeg så lidt mere på, specielt det med gode rollespillere, der leverede ringe rollespil, og nåede igen frem til to ting. Én er at det nogen gange har at gøre med at tage en risiko, og nogen gange går det altså skidt, men det er egentlig ikke noget, jeg har set så meget, og det vil jeg ikke tale mere om. Det andet, jeg har set, vil jeg derimod tale en hel masse mere om, og det er “gode” rollespillere, der gør uansvarlige eller dumme ting, som skader spillet. Og ja, jeg taler også om ting, jeg selv har gjort – jeg står ikke på min prædikestol og fordømmer synderne.

Her mener jeg at vi har noget at tale om, som kan udmøntes i konkret handling ret umiddelbart. For at opnå godt rollespil må man først lade være med at fejle på måder, som er nemme at undgå med lidt grundlæggende omtanke, ansvarlighed og kontrol over eget ego.

.

Så hvordan er det vi fejler, når vi fejler?

Her håber jeg at I kan føje flere til, men jeg kan da fremlægge et par stykker.

  • Lad være med at møde op stiv, bagstiv, tømmermandsramt eller med alt for lidt søvn. Vi er kød og blod, og fungerer kødet ikke, leverer vi pænt ringe rollespil. Dette her har jeg selv gjort, både som spiller og spilleder, før jeg kom på bedre tanker, og jeg har set en hel del “gode rollespillere” møde op til rollespil i en sørgelig forfatning efter at de havde festet igennem med de andre “gode rollespillere”. Så kommer den slags situationer hvor det går op for én, at en eller anden for et øjeblik siden kastede en bold til én, og at den der PLOP lyd lige før var bolden, der faldt til gulvet. Bemærk at dette her er under vores kontrol; vi kan bare lade være, hvis vi vil. Konkret handling, folkens.
  • Lad være med at fyre lange guitarsoloer af i panik over at I er nødt til at bære spillet alene. Kender I det der med at I kigger jer rundt, identificerer jer selv som stjernespilleren, der ene bliver nødt til at bære den tunge byrde af godt rollespil? Befippet over at de andre ikke straks fylder rummet ud, gør man det selv. Og så er der ikke nødvendigvis plads til, at lidt grønne eller beklemte spillere kan folde sig ud. I vil sikkert høre en masse mere om at give plads og opelske kemien mellem spillerne, og det bliver fint, men først: Hold hovedet koldt og lad være med at affyre guitarsoloer i panik. Hvis der virkelig kun er jer der kan noget, kommer det under alle omstændigheder til at blive skidt, men hvis I holder lidt igen, kan der måske opstå godt rollespil. For måske er de andre ikke så ringe endda.
  • Lad være med at være negative. At en spiller, som formår at føre sig med en vis social pondus, læner sig tilbage med krydsede arme og et skeptisk eller småsurt udtryk, når spillet bliver præsenteret og går i gang, er den perfekte selvopfyldende profeti. Jeg siger ikke at I ikke kan være skeptiske, men medmindre I har en konkret og virkelig god grund til ikke at bære jeres “happy face”, så lim det smil på! Fake it if you must, men erfarne spillere som er skeptiske over for et spil har en ret fantastisk evne til at dræbe stemningen. Igen, konkret handling. Det er ikke svært at smile! Vi behøver ikke engang at mene det!

Er der andre lavthængende frugter? Andre ting, vi kan undgå at ødelægge rollespilsoplevelser slet og ret ved at undgå at gøre?

.

Lidt af massens visdom

Og så lige et par gode pointer fra salen, nu hvor oplægget har været holdt. Jeg har desværre ikke helt styr på, hvem der sagde hvad.

  • Lad være med at være et røvhul. Ret åbenlyst, kunne man mene, men det tåler at blive sagt. Bare fordi du evt. måtte have pondus til at tromle andre som du bliver lidt irriteret på, behøver det ikke at betyde at du bør.
  • Sæt dig ind i foromtalen/genren/hjemmesiden. Gør det grundlæggende benarbejde. Forventningsafstem med andre, forventningsafstem ikke mindst med dig selv.

Og til slut, tak til Claus og Sanne, tak til de andre oplægsholdere for inspirerende, interessante og nyttige oplæg, og tak til en aktivt engageret deltagerskare.

~ af troelsken på 21. august 2014.

En kommentar to “Hvordan vi fejler, når vi fejler”

  1. Nu med video: https://www.youtube.com/watch?v=hel7Tw5ufNM&feature=youtu.be

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: