Apocalypse World som det nye d20?

Dungeons & Dragons 3^rd edition fra 2000 var en bragende succes, som gav det gamle spil nyt liv og luft under vingerne. Det tog strukturen med klasser, racer og levels, samt naturligvis kuløren, fra ældre udgaver af D&D, men skiftede en slem rodebutik af mekanikker og procedurer ud med den centrale, nye d20-mekanik, stat-bonus+level/skill-bonus+situations/udstyrsbonusser+d20 mod sværhedsgrad, uanset om det drejede sig om færdighedsrul, angrebsrul eller saving throws. Det grundkoncept havde Jonathan Tweet haft med i posen fra Ars Magica, hvor kernen er næsten den samme, med en d10 i stedet for en d20.

Med D&D 3.0 kom også Open Gaming License, som gjorde det meget nemmere for andre at skrive supplementer eller egne systemer, som brugte de samme kerne-elementer. Det førte i nullerne til en regulær eksplosion af alle mulige og umulige d20-rollespilsbøger og d20-versioner af andre rollespil, for både at kunne udnytte den effektive kerne, og for at kunne trække på et publikum, der allerede var bekendt med systemet. Stargate-rollespil, Call of Cthulhu d20 og helt utrolig mange andre. Pathfinder står tilbage efter den store d20-eksplosion, men meget af det andet var …ikke så godt.

.

Hvad var der galt?

Nissen flyttede med. Forstået sådan, at der ligger en masse antagelser i d20. Selve d20-kernen er såmænd ret fleksibel, men den antager at man opererer med levels og classes, og i anden række med erfaringspoints og hitpoints pr. level. Det passer fint til D&Ds…

• voldelige men ikke specielt realistiske
• taktisk-team-orienterede (med distinkte karakter-funktioner)
• rags-to-riches, level 1-20

…måde at gøre tingene, men efterhånden som man fjerner sig fra den ret specifikke måde at gøre tingene på, begynder det at give mindre mening, men man skal holde tungen ret lige i munden, og udskifte vigtige støtte-dele af systemet, hvis man vil bruge det til andet end det oprindeligt tiltænkte formål. Hvilket vel er grunden til at det er Pathfinder som står tilbage, fordi Pathfinder faktisk bruger systemet til dets tiltænkte formål.

Jeg havde selv en fase, hvor det ofte var d20-kernen jeg greb til, når jeg bare lige skulle bruge en generisk, funktionel mekanik-kerne. Der hvor jeg for alvor fattede, at der var et problem, var med Call of Cthulhu d20. På nogle måder mere funktionelt end gamle Basic Roleplaying System-kernen i det regulære Call, men… efter et par levels begynder karaktererne at kunne tage en pæn sjat kugler i kødet uden at gå ned, fordi de får hit points x level, og man begynder at kunne tæve ganske mange Deep Ones uden at få SÅ meget sved på panden. Der hvor Call d20 er bedst, er de ikke-generiske elementer som er planket direkte fra gammel-Call, Sanity-slag og det grufulde, sjæle-ædende, ofringsbaserede magi-system. Det er de elementer, som faktisk stort set ikke har noget d20 over sig.

Men Troels, nu har du jo slet ikke nævnt noget om Apocalypse World endnu? Nej, men for my next trick har jeg tænkt mig at sige

stort set det samme om Apocalypse World

D. Vincent Bakers Apocalypse World fra 2010 var en bragende succes, som satte det amerikansk-orienterede indie-rollespils-miljø på den anden ende og trak virkelig mange nye spillere ind fra “mainstream” til dette nye vidunder. Kernen er “move”-mekanikken (som jeg for øvrigt har til hensigt at omdøbe til “træk” på dansk), hvor man slår 2d6 plus en stat mellem -2 og +3, med nogle situations-modifiers, og 10+ er stærk succes, 7-9 er svag succes eller succes med komplikationer, og -6 er fiasko med drastiske konsekvenser. Dertil hører playbooks, spillets udgave af klasser, som er definerede ved deres (ikke-taktiske) rolle og deres menu af special-moves til at supplere eller modificere de alment tilgængelige Basic Moves med, og spillets stats, cool, hard, hot, sharp og weird – de definerer, hvad man har med ind i sine moves. Der er også et grovkornet men rimelig effektivt kamp/skade-system, hvor almindelige bipersoner går ned efter to niveauer skade, mens spilpersoner først går ned efter fem og dør efter seks. Uden om spilpersonerne er der en række strukturer til spilleders brug, for det er plotløst rollespil hvor det vigtige er hvad der er og sker, ikke historien (og det rigtige for den). Trusler, fronter, ressourceknaphed, doom clocks, spilleder-træk. Så hvad er antagelserne?

• Eskalerende konsekvenser af konflikter er vigtige
• Fysisk vold og skade er vigtige
• En ustabil balance af samarbejde og konflikt spilpersonerne imellem
• En setting som er præget af knaphed på både materielle og sociale ressourcer, og deraf følgende kamp om dem
• Spilpersonerne starter seje, og bliver snarere mere alsidige eller forvandler sig, end egentlig mere slagkraftige, med erfaring

Med Apocalypse World kom snart også Powered by the Apocalypse, og en lang række hacks, indie-spil som kørte på samme maskine. Den helt store må være Dungeon World af Sage LaTorra og Adam Koebel, med Avery McDaldnos monstre-i-gymnasiet-spil Monsterhearts i hælene, men der er en lang række andre, såsom Monster of the Week, Sagas of the Icelanders og Call of Cthulhu-hacket Tremulus, og flere endnu. Dungeon World og Monsterhearts spawner endda deres egne hack-spinoffs. Der er også danske AW-hackere. Anne Vinkel gjorde det med Byen Melolonthinae, og jeg og Morten Greis med Legenden Om… V. Jeg fifler selv med at gøre det igen. Jeg har også leget med grundstrukturen til brug for private kampagne-spil.

Der er dog en hage ved dette: At hvis man fjerner sig fra AWs antagelser, skal man være forbistret omhyggelig med at tilpasse sit spil, så det passer til ens eget spils antagelser, frem for at AW-nissen flytter med. Hvis dette indlæg skulle være smukt symmetrisk, skulle jeg nu demonstrere, hvordan AW-hacket Tremulus bliver spoleret af, at antagelser flytter med over fra AW, som ikke hører hjemme i Lovecraft’sk horror/investigation. Men jeg er doven, og vil blot linke til det, jeg allerede har skrevet om emnet. Der er også andre, endda vældig succesfulde hacks, som har nisse-problemer. I Monsterhearts, som jeg har spillet en pæn del af, er stats, moves og playbooks blevet oversat på forbilledlig og fremragende vis, og selv om der er visse folk, der ikke er så vilde med den følelsesmæssige afpresnings-mekanik Strings, som er meget central i MH, så er jeg faktisk pænt tosset med den. Den gør forrygende ting, når først man har lært at bruge den, og den er ret ikke-AW. Der er dog også andre ting, der ikke er helt så vel omsatte, i særdeleshed på spilleder-siden. I AW er stort set alle bipersoner trusler, også ens egne bandemedlemmer, samarbejdspartnere osv., på grund af ressourceknapheden. Selv om de kan være udmærkede folk, har de en trussels-impuls, og det er pokkers nyttigt for spilleder. I MH er det kun de store, spektakulære, overnaturlige trusler som har trussels-typer, men i praktisk spil kan den nævenyttige gymnastiklærer være et lige så godt (eller bedre) redskab til at presse spillerne, som en eller anden fjern vampyr-overlord.

Grundstenen med stærk succes-succes men komplikation-fiasko er bomstærk, og vel værd at overføre. Men vær noget så allerhelvedes omhyggelig med at se til, at antagelser og spilmekanik spiller sammen! Det vil jeg i alt fald gå ret meget op i med mit næste Powered by the Apocalypse projekt.

Advertisement

~ af troelsken på 17. september 2014.