[Miljøet] Julekalendre

Der sker sjove ting med den danske rollespils-blogosfære, når vi går ind i december. Både funny-peculiar og funny-haha.

Julekalender

I alt fald er det en forbløffende eksplosion af skrivemæssig kreativitet, og en tilhørende eksplosion af social og kulturel “markeds”-aktivitet. En række mennesker med en eller anden grad af brugbar platform i miljøet starter julekalendre op — et ret stort arbejde hvis det rent faktisk er en dags-kalender med 24 afsnit, og ikke den lidt lettere model adventskalender.

.

Hvad handler julekalendre om?

Nok ikke så meget om countdown til den dato, hvor vi leger at Jesus blev født, når vi taler om julekalendre i rollespils-sammenhæng. Jeg ser umiddelbart tre ting, blandet grundigt ind i hinanden, men nu prøver vi alligevel at pinde det ud i lidt kultur-analyse: Opbygge community, positionere sig inden for community og så selve indholdet.

Opbygge nørd-community

De fleste former for nørderi er sociale aktiviteter. Dette gælder for selv ensomme former som frimærkesamling (cue lam score-replik-vits her), hvor der er blade og foreninger og venners samlinger at sammenligne sin med. Og det gælder i høj grad for rollespil, der i sin kerne-aktivitet er ret social. Når man vifter med et stort nørd-flag i den virtuelle offentlighed og siger “hey, kom herover og nørd med! det er vildt fedt!”, så handler det blandt andet om at bygge og ikke mindst styrke og bekræfte nørd-community. I en kold vintertid er det en fin lille ting at samle sig om lidt lunt nørderi.

Positionere sig inden for nørd-community

Når man stiller sig op og kalder til nørd-samling, så kommer man for en stund til at være midtpunkt for en masse med-nørder. Hvis man kan få det til at løbe rundt i en lille måneds tid i træk, har man i nogen grad vænnet folk til at samles om én, til at lytte til én, til at se op til én. Man bekræfter og styrker sin position inden for det sociale netværk.

Selve indholdet

Selv om nørd-community og popularitet er en ting, er det nok de færreste af os, der først og fremmest er nørder for at være populære — så var vi formentlig søgt i andre retninger. Vi er her i høj grad, fordi vi elsker det nørdede indhold. Uden en ret dybfølt kærlighed til emnet er 24+ blog posts i streg en ganske stor indsats, som ville være pænt træls hvis ikke man syntes om emnet! Og så er der også den ting, at en julekalender er en ret god lejlighed til at promovere noget af det indhold, man selv holder specielt af, og trække nørd-fællesskabet en smule i netop den retning, man selv elsker mere end andre retninger.

.

Blogs, Facebook, Google+

Det er heller ikke helt irrelevant, *hvor* de kalendralske aktiviteter udfolder sig: På blogs, blogs promoveret på Facebook og andre sociale medier, eller helt og holdent på et enkelt socialt medie. Heldigvis (efter min lidt old school mening) handler vores online nørd-community primært om nogle ting, der foregår offline, men julekalendrene udgjorde en fascinerende illustration af at vores online-nørdliv er opsplittet efter nogle lidt vilkårlige skel, alt efter hvordan vi hver især spenderer vores tid på nettet. Facebook og Google+ udgør nogle sære parallel-universer, og rigtig mange brugere er udelukkende eller primært på det ene eller det andet. Mens f. eks. dansk con-rollespil er pænt Facebook-centrisk, er det amerikanske indie-miljø ret meget mere på G+, uanset at individer fra det også er på FB. Andre igen undgår helt sociale medier (som de rædsomme tids- og opmærksomheds-vampyrer, de er) og følger med ved at følge blogs på gammeldags manér, evt. understøttet af samlingspunkter som alexandrias blog-feeds liste.

Nedenfor ser jeg lige på et par julekalendre, og hvordan de ligger i det sociale og virtuelle landskab.

.

Julens høst

Morten Greis Petersen kørte et dobbelt-show: En advents-kalender om gamle, historiske juleskikke og en dags-kalender med filmiske pop-kulturcitater omtolket til rollespil. Dags-kalenderen, the main show, var en dobbelt-reference-genkendelses-leg, hvor genkendelsens glæde havde to lag. Der var ikke noget konkurrence eller count-down-element. Mortens kalender-aktiviteter var baserede på hans blog, og han linkede til både fjæsen og G+. På den vis var Morten klart den kalenderist i den danske rollespils-blogosfære, som favnede bredest ud over nettets geografi. Tror jeg nok — min egen synsvidde på G+ er begrænset. Imperier kunne blomstre og dø på G+, uden at jeg bemærkede det store, uanset at jeg har en tå i den lejr.

Klaus Meier Olsen kørte en Fastaval-scenarie-læseoplevelses countdown dagskalender, baseret alene på Facebook. Det var vejen frem til Klaus’ yndlings-scenarie-læse-oplevelse nogensinde, og et kald til community omkring kunstnerisk ambitiøse, tekst-orienterede (ikke bare nedskrevne) danske con-scenarier, i et konkurrence-perspektiv (fordi countdown til nr. 1). Det blev selvfølgelig anledning til både ture ned ad memory lane samt til en del scenarie-litterære og scenarie-historiske diskussioner, ofte med fokus på “hvad mon der dog kommer tættere på den 24.?”

Kristian Bach Petersen kørte en Sværd & Trolddom dags-kalender, hvor han selv og en del gæster uden snyd gennemspillede 24 gamle Sværd & Trolddom-bøger i udgivelses-rækkefølge. Ud over et nostalgi-trip var det også en række egentlig ret spændende små historier. Netop fordi der ikke blev snydt (formentlig, mostly), endte de fleste af dem med forskellige varianter af blodig død og anden fiasko, men en pæn lille del af dem lykkedes alligevel. Nok til at man turde håbe på det ville gå godt, alle de gange, hvor det gik skidt. Og så er Allansia, det land hvor de fleste af bøgerne udspiller sig, et sært, frodigt og fascinerende sted (Og “Allansia’s Got Talent”, ha!). Kristians julekalender var baseret på hans blog, og linket på RPGForum på Facebook. Her var nostalgisk appel til nørde-rødderne, snarere end til de snedækte tinder af litterære ambitioner — men resultaterne var for en pæn dels vedkommende ret tilfredsstillende læseoplevelser for mig.

Thais Munk kørte en art dags-kalender med en serie af blandede causerier om rollespils-relaterede emner. Egentlig ikke bundet op på noget snævrere tema end “rollespil”, så det var mest af alt normal rollespils-blogging accelereret op til et indlæg om dagen. Interessant nok er Thais ikke på FB, og hvis han er på G+, så har jeg ikke opfattet det. Det gjorde det synlige aktivitets-niveau omkring kalenderen mindre end omkring de kalendere, der målbevidst trawlede efter deltagelse på de sociale medier.

Johs kørte en dags-kalender om rollespils-systemer, han ❤. Det var en række ret korte introduktioner, med billeder, om systemerne og hvordan han ❤ dem. Der var både appel til nostalgi og mulighed for at snuse en lille smule til alle de muligheder, der er derude, centreret omkring kommercielt udgivne rollespils-systemer (med en enkelt undtagelse). Kalenderen var baseret på Johs’ blog, og promoveret på Facebook, i særdeleshed RPGForum.

Endelig, Nis. Nis kørte en advents-kalender, hvor han præsenterede gennemspilninger af den episke 4-binds Sværd & Trolddom-serie Sagaen om den Magiske Krone. Han snød åbent og ærligt helt vildt for at kunne komme gennem 4 bøger på 4×1 indlæg, i modsætning til Kristians mere hardcore tilgang. Det blev episk rollespils-fortælling, og en fin illustration af HVOR meget man skal snyde for at nå frem til et punkt, hvor nogen gider opstille statuer af én… Nis’ kalender var rent Facebook-baseret. Jeg kan ikke lige finde linket …og det er måske meget godt, fordi ZED folk kom til at se spoilers for den mest episke du-er-helten bog nogensinde!

…jeg har muligvis misset et par stykker, på baggrund af forskellige “højder” af platform, på grund af formatet af min net-tilstedeværelse (jeg læser blogs ud fra en blanding af alexandria og RPGForum/Danske Rollespillere på FB, jeg læser ting på FB, og jeg læser nogle gange ting på G+, hvis G+ sender mig en mail om at jeg skal) og fordi mit netværk ser ud som det nu gør, online og offline.

Selv satte jeg nærværende blog lidt på pause i december, på grund af travlhed og fordi så mange sagde så meget. Og jeg glæder mig allerede en lille smule til jul.

Reklamer

~ af troelsken på 15. januar 2015.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: