…jeg dør

Oboshi-park_cherry_blossoms

Her er lidt om æstetik og design af rollespil, og om at det “at vinde” kan være nogle helt andre ting.

For et par uger siden havde jeg en meget interessant og tilfredsstillende rollespilsoplevelse med Mads Kirchhoffs con2-scenarie “Duel”, som siden har rumsteret noget i mit hoved. Det er en trist historie om samuraier som har været venner men som nu er blevet skilt ad af politiske rævekager og forræderi, og nu bliver de nødt til at slå hinanden ihjel på kryds og tværs. Der er fire samuraier (eller for de pedantiske, to samuraier og to ronin). Spillet er en art uformel turnering mellem dem, så de slås to og to, og de overlevende fra de to første kampe mødes i en finale, som kun én kan overleve. (De døde får også interessante ting at gøre.)

.

Kampen som ramme

Nu lyder det jo meget blodigt og action-agtigt, og det er det kun til dels. Før og efter kampen (dvs. ja, når den ene af dem er død) spiller man relationsscener fra dengang man var gode venner, og undervejs i kampen skal begge parter illustrere forholdet mellem de to ved at sætte korte, erindrende fortællescener fra fortiden. Man slås, jovist, men det er den som bliver angrebet, der bestemmer hvor galt det går — og det er ret beset æstetisk kulør, der ikke i sig selv afgør kampen, om man får et par skrammer i de indledende faser. De to andre spillere sætter scenen, og taler undervejs for omgivelserne, hvad enten det er et blodigt slag med hundredevis af krigere eller en frostklar morgen i skoven. Og når kampen nærmer sig sit klimaks, klipper man ind over med glimt af natur, faldende kirsebær-blomsterblade, en ravns skrig som runger gennem skoven, sådan noget. Og nogle gange siger man ikke noget i lidt tid.

Det er en ret smuk form for vold (og denne sætning er sand på flere måder).

Så, før eller siden, har man gennem kampen og erindringerne fået god føling med de to tidligere venners forhold, og så er det tid til at nogen skal dø. Man signalerer dette åbent ved at spørge “Er du klar?” i spillet, og når begge erklærer sig klar, fortæller man de sidste glimt af skønhed omkring de kæmpende, lægger hænderne i armlægningpositur og stirrer hinanden barsk i øjnene. Så råber begge…

JEG LØBER

JEG TRÆKKER

JEG SVINGER

…og så er de forbi hinanden. De afgørende sværdhug er faldet, og kampen er forbi. Der går bare et øjeblik, før den besejrede falder om. Indtil da må man kun sige små sætninger, der starter med “jeg”.

…Jeg sukker tungt.

…Jeg slipper sværdet.

…Jeg falder ned på ét knæ.

Og det slutter så, når en af spillerne siger “jeg dør.” Dette afgør kampen. Hvis ingen siger det, går spillet i stykker.

.

Mål og midler

Det handler ikke om at vinde. Det er ikke uvæsentligt hvem der lever og hvem der dør, men det at man som spiller gør sit bedste for at besejre den anden spiller (spillere, ikke spilpersoner) er ikke en del af oplevelsen her, og det kan spolere spillet ret grundigt, hvis ikke man kan slippe det med at ville vinde for at ville vinde. Det handler om hvem det ville være moralsk og (tragisk!) æstetisk fedest, hvis de blev slået ihjel. Man kan sige, at hele kampen er en forhandling mellem de to kæmpende spillere, rammesat og formidlet af de to andre, om hvem der skal leve og dø. Om hvad der ville være bedst og smukkest og mest forfærdeligt. Men al forhandlingen er skjult, underhånds, underspillet; der er ikke tale om realitetsforhandlinger i scenesætningskomitéen.

Denne skjulte forhandling ud fra æstetiske motiver, som potentielt tillader spillerne at smadre spillet ved at de begge nægter at dø, er vildt interessant. Det knytter an til den meget danske idé (con/artsy-danske, i alt fald) om at Gøre Det Rigtige For Historien, men afkobler helt den ellers fremherskende tendens til enten at tale det til døde eller overlade det til spilleder (for der er ingen spilleder her). Jeg kunne godt få lidt lyst til at trolle amerikanere, med deres meget kompetitive baggrundsværdier, ved at udsætte dem for dette her. Og jeg tror at for rimelig åbne og nysgerrige amerikanere kunne det blive fremragende netop fordi det ville være på en helt anden måde grænseoverskridende.

.

Punchline?

Dette er et eksempel på en spændende og ud-af-boksen ting, man kan gøre med kamp, sejr, nederlag og Den Gode Historie. Lad det være en opfordring til at kigge ud over de sædvanlige antagelser, når I laver spil. Muligvis havner I så lige tilbage i business as usual, men en gang imellem gør I måske ikke, og når I gør, er det måske på et mere oplyst grundlag. Plus, sjov med æstetik er også værd at tage et kig på.

Advertisements

~ af troelsken på 25. februar 2015.

4 kommentarer to “…jeg dør”

  1. Jeg må indrømme jeg egentlig ikke havde tænkt så meget over at en “powergamer” kunne ødelægge spillet. Jeg har spillet det fire gange med fire ret forskellige grupper og det har ikke tilnærmestvist været et problem. Afgørelsen plejer at være for kort, nærmere end for lang og det er kun passende med spillets æstetik at den bliver næsten pin-agtigt lang, fordi folk er stædige. Jeg har svært ved at forestille mig nogen skulle være stædige nok til at sidde en halv time og svede på hinanden men det er vel ikke umuligt. For ikke artsy-spillere tror jeg ihvertfald det er et mindre problem end scenariets kompleksitet og uintuitive ritualer.

    Ikke dermed sagt Amerikanerne ikke skal trolles, det har de kun godt af 😉

  2. Det lyder som et rigtig fint lille scenarie – selvom jeg, personligt, har dårlige erfaringer med at lave scenarier der går i stykker, hvis spillerne ikke spiller det rigtigt.

    <- jeg mener ikke at man holde op med at lave den slags scenarierne, der kan gå itu, men det er lidt farligt og på en given Fastaval vil minst en spilgruppe ødelægge ens værk.

    • Jeg vil sige, som Mads også har antydet, at det ikke som sådan er et *skrøbeligt* scenarie, fordi det egtl. står så klart, at man smadrer det ved at være et asshole — at det går i stykker er ikke noget, der bare sådan sker. Noget af det potentielt ret herlige her er netop det at spillet smasker lige op i sylten på spillerne, hvad der er på spil.

      Men hist og her skal der nok kunne være en gruppe, der crasher på det. Them’s the breaks.

  3. […] glad for idéen om lav-barre, åbent rollespil i con-sammenhæng. Selv kommer jeg nok til at have Mads Kirchhoffs Duel med under armen, og jeg er ret spændt på at se, hvad folk ellers stiller op […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: