Et liv efter spillet?

Ash

Hvad bliver der af karakterer efter at vi er holdt op med at spille dem? Nogle gange holder vi op med at spille en karakter, fordi karakteren døde; andre gange forlader vi dem i live, med eller uden noget der føles som en afslutning.

Jeg har før filosoferet over konceptet om rollespilleren som karakterens sjæl. Her var idéen, at rollespillere forholder sig til deres karakterer, som sjælen traditionelt er tænkt at forholde sig til legemet — når legemet dør, går sjælen videre til andre ting, et andet liv eller mange. Og det er spilleren, der indeholder kernen af karakterens, well, karakter, og essentielle moralske egenskaber. Men hvad så, når sjælen forlader legemet, uden at det er dødt?

Lad os se på et par muligheder…

De falder sammen som vådt pap

Nogle gange er der intet andet i karakteren end spillerens hånd, der roder rundt med en fiktion, mens den anden hånd ruller terninger. Så kan det være lige meget, hvad der sker, når hånden forsvinder — karakteren havde intet liv, ingen mening i sig selv. Og hvad der måtte komme derefter kan højst blive anledning til et skuldertræk, hvis man på en eller anden måde tvinger sig til at tænke tanken.

Deres historie er fortalt

…og de kan hvile i fred. Nogle gange fordi rollespillet rent faktisk fortalte deres historie og fik forløst deres centrale konflikt, så de fra nu af kan leve deres liv fredeligt og uden skrækkelige ånder fra en anden verden til at drive dem ud i al mulig galskab. Nogle gange fordi man har lært dem at kende på en eller anden virkelig dyb måde, uanset at der måske nok kunne være mere drama i dem. Men nu føles det på en eller anden måde som om de kan klare sig selv, uanset at jeg drager videre til andre spil. Og det behøver slet ikke at betyde at alle løse ender er bundet op. Sådan har jeg i alt fald haft det med nogle af mine yndlings-karakterer.

Nogle karakterer er skabt med deres arc indbygget. Hvis ikke de er gode, og har set godt spil, kan de nemt risikere at reagere som vådt pap, når jeg forlader dem, men er de good stuff, kan de måske hvile i fred.

Der er kraft og uforløste konflikter tilbage i dem

Se dette her kan være frustrerende! Nogle gange løber en kampagne ud i sandet af whatever årsager, og man er ikke færdig med karaktererne. Eller de er ikke blevet forløst, når kampagnen stopper, men der er masser at forløse. Vi KENDER dem ikke helt, men kan se at der er noget dér.

Anekdote-tid: Min første Monsterhearts-kampagne havde tre spilpersoner. Varulven endte, da alting brændte og eksploderede, med at blive ganske godt forløst. Men spøgelset og heksen var bare ikke helt …færdige. Uanset at de var spændende folk. Men, men, det var ret klart at kampagnen var færdig. Argh! Anne og jeg sad bagefter og fantaserede om, hvad der mon senere skete med dem, men det er bare ikke det samme at fabulere som at se det falde ud i spil. Specielt fordi karaktererne havde haft et så stort og tilbagevendende potentiale for at overraske os undervejs.

Heksen Ash, min karakter, var en ret feminin men også in-your-face goth-dreng fra en familie af fucked up hippier som solgte stoffer og opdrættede forældreløse børn for de kommunale tilskud på deres nedlagte landsted i Maine, USA. Han var også fysisk kønstvetydig — han havde små men umiskendelige bryster, og var slank nok til at der ikke rigtig var nogen tvivl. Det var han så, sammen med sine (traditionelt feminine, fordi heks)magiske kræfter, ret forvirret over. Havde han bryster, fordi han var heks? Eller havde han heksekræfter, fordi han havde bryster? Desuden var han ikke en alene-heks, han var med i en kreds af fire hekse, hvoraf de andre tre var piger, der gik på samme High School. På den vis var lidt ligesom en af pigerne.

Man kunne forvente sig at han ville have vist sig at være til drenge. Man kunne forvente sig at han ville vise sig at identificere sig som kvinde. Man kunne have forventet mange ting, som ikke skete. Terningerne påstod stædigt, at han ikke var tiltrukket af en meget relevant (og pænt hot) dreng, og i stedet for sød musik endte det med et blodigt mord, da situationen løb helt ad sporet (fordi den søde drengs familie havde gjort Ash’s ven spøgelset til, well, spøgelse). Desuden viste det sig at han havde omtrent lige så meget sex med piger som resten af drengene i hans klasse til sammen — heksekulten blev flittigt brugt som rituel undskyldning for gruppesex, hvor den heksede retfærdiggørelse for Ash’s medvirken og rolle *ikke* var at han var en af tøserne, og spirituelt lesbisk. I praksis viste han sig egentlig også at finde en vis tilfredsstillelse i at være aktivt kønsforvirret og kønsforvirrende, men blev aldrig afklaret om det før kampagnen sluttede. Og så var både hans familie og hans heksekult splittet ad for alle vinde, og han har ikke fundet nye ting at bygge sit liv op om. Det ville nok være noget med at tage sig af sin yndlingslillesøster, som er en menneskeædende udød rædsel foruden en ret sød og kvik lille pige, men hvordan?

Et sted derude i en parallel dimension

Jeg ved det ikke, og jeg finder nok aldrig ud af det, selv om jeg kan drømme. Og det plager mig en smule. Jeg har en sær fornemmelse af at jeg her ikke så meget er draget videre til himmels som den suveræne, sejrende sjæl, men snarere har efterladt et lille stykke af mig selv hos Ash, og hos adskillige andre. Og i min sære fornemmelse eksisterer de derude, på et andet eksistens-plan.

Det er selvfølgelig en risiko ved at lade karakterer antage deres eget liv, at de risikerer at løbe fra én. På den anden side kommer der også så meget magi ud af karakterer, der vokser vildt og lever deres eget liv, at det kan være risiskoen værd for, at de stikker af med stumper af mig.

Reklamer

~ af troelsken på 10. juni 2015.

2 kommentarer to “Et liv efter spillet?”

  1. Hammergodt indlæg Troels 🙂 Jeg vil gerne lige skamløst promovere min egen blog, hvor jeg har skrevet om noget lignende her: https://thaismunk.wordpress.com/2011/01/30/hvad-sker-der-med-karakteren-bagefter/

    Kristoffer Mads skrev derudover et voldsomt morsomt indlæg om noget lignende her: https://planbrollespil.wordpress.com/2010/12/11/fortaenkninger-%E2%80%93-i-think-therefore-gunhilda-dies/

    • Bukker og takker. Kristoffer Mads’ karakter Gunhilda kan man sige er bedstemoder for dette indlæg, idet Mads’ indlæg inspirerede mit indlæg om spilleren som karakterens sjæl, som dette indlæg er et weird-ass tillæg til.

      Og i øvrigt, great minds think alike. 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: