Sikkerheds-mekanikker og sikkerheds-kultur

Jeg er lige vendt hjem fra live-rollespillet Just a Little Lovin’, og det kommer I nok til at læse en smule mere om ved lejlighed. Men efter selve spillet, under en samtale om sex-mekanikker og sikkerhed i rollespil, sagde Mo Turkington noget om sikkerhedsmekanikker, som fik mit hoved til at eksplodere. Og her taler jeg for en god ordens skyld om følelsesmæssig/social/personlige grænser-sikkerhed, ikke stunt-sikkerhed.

Safety mechanics are not really mechanics, they are expressions of safety culture.

Jeg har længe haft et lidt ambivalent forhold til sikkerhedsmekanikker i rollespil. Det har stået klart for mig at når der er tale om rollespil med hårde emner og et setup som fremmer intense oplevelser, så har vi brug for EN eller anden måde at håndtere det end SELVFØLGELIG ER VI FOR SEJE TIL AT HAVE ET PROBLEM! — det holder lige indtil vi pludselig alligevel har et problem. Og når vi leger med nogle af de ting, jeg finder for alvor interessante i rollespil, så sker det altså en gang imellem at vi står med et problem. Jeg har selv brugt variationer over safewords-temaet i adskillige spil, men det står efterhånden klart at de har deres begrænsninger, i alt fald når de betragtes isoleret, som specifikke spil-procedurer til at håndtere specifikke problemer.

Kort fortalt er det et problem, at man ofte glemmer sikkerhedsmekanikker i kampens hede, eller at skaden groft sagt er sket, når man når frem til at bruge dem. I virkeligheden kan sikkerhedsmekanikker nemt have den stik modsatte effekt — det gør at folk vover sig ud, hvor de ikke kan bunde, fordi de TROR at sikkerhedsmekanikkerne rent faktisk beskytter dem …men det er ikke nødvendigvis tilfældet.  Langt hen ad vejen kan det samme siges om debriefing, det at samle struktureret op på, hvordan spillerne har det, efter spillet. Debriefinger kan ret nemt løbe af sporet, mens løftet om dem kan virke som om der er styr på sikkerheden. Alligevel har jeg brugt sikkerhedsmekanikker og debriefinger til spil, fordi der åbenlyst var et behov for at gøre ET eller andet, og dette her lå lige for.

For noget tid siden talte jeg med Asbjørn, som sagde noget i retning af…

Den sikkerhedsmekanisme, der virkelig rykker noget, er at have en spilleder som faktisk er opmærksom på sine spillere og deres behov. Alt andet, de formelle sikkerhedsmekanikker og så videre, er bare erstatninger.

Vi var der næsten. Sikkerhedsmekanikker er udtryk for sikkerhedskultur. Og spillederne er langt hen ad vejen rollespilskulturens præster og kultur-autoriteter.

.

Sikkerhedskultur

Det som rent faktisk kan holde os sikre, når vi vover os ud hvor der for nogle af os er potentielt grim smerte i farvandet, er at vi er indstillet på at tage os af os selv og ikke mindst hinanden MENS vi går på eventyr. Det kan være praktisk nok at have formaliseret nogle grundlæggende ting (sikkerhedsmekanikker) for at undgå misforståelser, men uden sikkerhedskulturen til at danne grundlag er mekanikkerne meget lidt værd, eller mindre end ingenting. Ud over at lette kommunikationen er mekanikkernes væsenligste rolle, at de kommunikerer til deltagerne at dette er en sammenhæng, hvor vi tager os af hinanden.

Hvis vi går og gejler hinanden op om hvor seje vi er og JEG er i alt fald for sej til at få noget i klemme, hvis vi foragter svaghed og betragter følelsesmæssigt svære emner primært som en anledning til at svælge i vores egen edgy-ness og gritty-ness, hvis vi betragter vores medspillere som statister og redskaber for vores egne individuelle oplevelser eller for at illustrere vores kunstneriske scenarieskrive-evner, så kan vi have sikkerhedsmekanismer fra væg til væg uden at det gør noget gavn.

Det nytter kun noget, hvis vi rent faktisk bekymrer os om os selv og hinanden som mennesker. Så simpelt er det. Tak, Mo.

Advertisement

~ af troelsken på 29. juni 2015.