Kameraet er et røvhul

…eller, hvordan mit forsøg på at elske TV-serien Game of Thrones strandede. Og også en lille smule om rollespil.

To whom it may concern at this point: Milde spoilers for GoT indtil sæson 3.

For noget tid siden så jeg sæson 1 af TV-serien Game of Thrones, og gjorde mig i den forbindelse et par tanker om hvad det gør, at GoT er gateway drug for fantasy-genren i den grad, som det er blevet tilfældet. Kort fortalt: Jeg kan godt forstå at der er en del kvinder, der har det lidt stramt med GoT, selv om jeg OGSÅ godt kan forstå, at serien har mange kvindelige fans. Og race-mæssigt, oh sweet long-dead Jesus hvor fik alt på det østlige kontinent i sæson 1 mig til at vride mig i sædet, og ikke på den gode måde. Uanset at jeg overordnet set klart fandt at GoT er medrivende og interessant TV.

Noget tid senere fik jeg set 2. sæson, og den gled fint ned. De trælse ting på det vestlige kontinent (hjemme) holdt omtrent deres trælsheds-niveau, og trælsheden på det østlige kontinent blev væsentligt nedsat. Ikke fjernet, men en plot-tråd om mystiske, uudgrundelige, svigefulde østerlændinge (gammelkendte og noget trælse stereotyper) var dog klart at foretrække for de absurd afstumpede voldtægts-aber og den hvide frelserinde i sæson 1. Og the good stuff var godt, så good times, alt i alt.

Knæk!

Så fik jeg taget fat på sæson 3, som jeg nåede lidt mere end halvvejs igennem, før jeg kastede den fra mig i afsky. Endda længe før jeg nåede til brylluppet. På det østlige kontinent blev trælsheden skruet omtrent op til niveauet fra sæson 1, med over-the-top hændervriden over hvor slaveejende og slaveagtige østerlændingene er, og voldsomt opskruet hvid frelser. Og jaja, jeg ved godt at folk siger at på ET eller andet tidspunkt begynder serien at dekonstruere den hvide frelser, men seks afsnit inde i sæson tre var den sgu ikke gået igang endnu.

Og på det vestlige kontinent har vi den uendelige Theon Greyjoy tortur-porno. Igennem et halvt dusin afsnit var der i hvert eneste afsnit brugt væsentlige mængder af kamera-tid på Theon Greyjoys pinsler, fornedrelse og fortløbende sammenbrud. Det blev ved. Og ved. Og ved, i en aldrig ophørende strøm af stopper det ikke snart? …nej, vi kan lige give skruen et nøk til. Til sidst magtede jeg det simpelthen ikke mere, og sammen med den genfundne race-trælshed i Østen dræbte det enhver rest af trang til at se videre.

Kameraet er et røvhul

Som jeg også bemærkede ifbm. sæson 1, så har kameraet ret meget personlighed. Og jeg endte med VIRKELIG ikke at kunne lide det kamera.

Nu er det mildest talt ikke fordi at jeg stiller krav om at vigtige personer/helte skal være Gode Mennesker (TM). Det er helt OK, jeg er fint klar over at GoT ikke har egentlige helte (eller kun få, i alt fald), i mine øjne faktisk en af seriens kvaliteter (selv om egentlig rare folk faktisk kan være meget godt en gang imellem, og ALLE ER SVIN! RAAH! godt kan blive gammelt). Men helt ærligt, jeg var ved at have fanget hintet og udtrukket hvad jeg skulle bruge af det tortur-subplot efter tre afsnit eller så. Efter fem afsnit væmmedes jeg ved, hvordan kameraet og narrativet svælgede i det, ved en uendelig række af små twists og gotchas på Theons tortur. Små fif, hvor ikke blot bødlen men også kameraet frydefuldt legede med det. Da det efter seks afsnit ikke viste tegn på at komme til nogen konklusion, eller bare til at springe enkelte afsnit over, gav jeg op.

Det er muligt at det hele bliver vendt på hovedet to sæsoner senere, men FUCK. THAT. SHIT! For at citere mig selv fra det tidligere indlæg:

Men, har jeg hørt folk fremføre til forsvar for serien, hvis bare du læser frem til bind fire vil du opdage at det altsammen er en bidende kritik af feudalismen, kolonialismen og patriarkatet! Det er muligt, men hvis jeg skal vente 2.500 sider og ti år på at få de horrible pointer undergravet, SÅ HAR DE FÅET LOV AT STÅ I ÅREVIS, OG OVER TUSINDVIS AF SIDER!!! Det er ganske enkelt bare ikke godt nok, set fra et progressivt synspunkt.

Og ikke kun fra et ideologisk-progressivt standpunkt, også fra et mere personligt. Tortur i pop-kultur gør mig ofte meget træt (noget, jeg har arbejdet med før), men dette her tager sgu prisen. “24” sidder og hoster i GoT’s støv, for pokker!

Og nu, rollespil!

I rollespil er hver enkelt spiller sit eget kamera …og dog. Spillet selv, under en del indflydelse af en eventuel spilleder, har en del at skulle have sagt i hvilken vinkel, de enkelte rollespillere har at se på stoffet gennem. Spil opstiller uvægerligt en eller anden form for æstetik, en skala for smag, som de opfordrer spillerne til at opfatte og vurdere fiktionen gennem.

“Kameraet” i rollespil kan også godt være et røvhul. Hvilket kan være, i varierende og måske overlappende grader, interessant, træls og ret effektivt bort-drivende for undergrupper af spillere, som “kameraet” er et mere specifikt røvhul overfor.

Advertisement

~ af troelsken på 7. august 2015.