Rollespil og publikum

For nylig var jeg med til at spilteste Elias’ Fastaval-scenarie Death of a Playwright, hvilket var en fin og interessant oplevelse. På mange måder ret nært inspireret af sidste års smash hit Forrykt, men på et par måder skiller det sig ud: Dels er der åben og in-character meta-snak om hvad der foregår og hvad vi skal med det (et træk som vi f. eks. har set før i min gamle favorit, Peter Fallesens Auto de fe), dels er et teater-lignende publikum aktivt tænkt ind, og det gør interessante ting som fik mig til at fundere over publikums rolle i forskellige medier.

I bøger og film må skaberne nødvendigvis tænke publikum og publikums reaktioner ind, men skabere og publikum har ikke direkte adgang til hinanden. Læsere/seere kan spejle sig i værket og leve med, skaberne kan prøve at forudsige og spille på publikums reaktioner, men det bliver hypotetisk og indirekte.

I det meste rollespil er (skue-)spillere og publikum sig selv og hinanden, og alle står på scenen. Noget rollespil afviger fra dette, ofte på en ikke vildt funktionel måde. Morten Greis har blogget en del om gamle 90’er scenarier, hvor spillerne søges reduceret til nærmest passivt publikum for scenariet som værk, og det var for det meste noget hø, so vi er vel af med. Men selv om min plan B-impuls er at fokusere på spillerne som skabere frem for passive modtagere, så er der alligevel et par skægge ting at se på her, som kunne vise sig værd at forfølge.

Aktivt publikum

For det første, et publikum behøver ikke at være passivt. I teater er publikum aktivt til stede i situationen og kan juble, buhe, råbe spørgsmål med mere. Dette er ret meget en ting i Death of a Playwright, hvor de spillere (spilleder har også en rolle i fiktionen, som troldmanden Prospero) som ikke lige er i en given scene sidder på en række stole og er publikum. Der er seks deltagere, og typisk er der 2-3 som rent faktisk spiller i en scene. Det giver en vis masse af publikum, som man kan rette monologer til, appellere til for sympati eller skælde ud for “forkerte” reaktioner. Og som publikum kan man både legitimt læne sig tilbage og nyde showet, eller man kan engagere sig i handlingen og forsøge at trække den i retning af éns dagsorden ved tilråb og reaktioner, eller man kan hviske kommentarer med andre publikummer. Og det gør at downtime ind imellem de “rigtige” scener blev lejlighed til ret frugtbart spil, når diskussionen af scenerne og Shakespeare’s liv bølgede.

Publikum og skuespillere var et aktivt spejl for hinanden. Det gjorde noget ret magisk, som jeg har oplevet i enkelte vilde og anarkistiske teaterforestillinger. Noget magisk, som skriger på at blive leget mere med.

Spilleder som publikum

Det har slået mig at et uerkendt men ret vigtigt aspekt af hvad det vil sige at være spilleder er at være spillernes publikum. “Cheerleader”-funktionen er utrolig meget noget med at være et aktivt publikum, som giver spillerne positive at angle efter. Med mit scenarie På tømmerflåden opdagede jeg at det ikke virkede uden spilleder. Det krævede dog NÆSTEN ingen spilleder — under spiltests havde jeg bare siddet lidt væk med en notesblok, og spillerne havde en gang imellem kunnet skæve hen på mig, og jeg havde kunnet smile lidt, rynke brynene eller se undrende ud, og så virkede det fint. I den første con-version havde jeg skrevet spilleder ud, og scenariet døde hårdt. I en senere con-version puttede jeg en (lidt mere aktiv) spilleder ind, og så virkede det fremragende, men den kritiske forskel var meget subtil, om der var et autoritativt publikum i form af spilleder eller ej.

Nu er det ikke for at sige at spillederløse scenarier ikke kan virke, men helt bort set fra de formidlingsmæssige udfordringer, så gør det noget med et publikum.

Hvad nu?

Jeg er ikke helt færdig med at tygge på dette her, og glæder mig til at høre mere om Death of a Playwright på Fastaval. Et af mine skuffe-projekter, en rollespils-adaptation af den græske tragedie Kvinderne fra Troja, har lige fået et boost, for jeg er nysgerrig efter at arbejde med dette her.

Reklamer

~ af troelsken på 24. februar 2016.