[Miljøet] Fastaval og reruns

Det er en sandhed med modifikationer, at der ikke er rollespil reruns på Fastaval. På Fastaval 2016 var der f. eks. Særimner reruns om søndagen, adskillige af æresgæsten Jackson Tegus spil i løbet af onsdag til lørdag, og Pathfinder Society-scenarierne er ret beset også reruns. Ikke desto mindre er der tradition for at stille krav om at de ordinære/”rigtige” Fastaval-scenarier, dem som udgør den klare hoved-mængde og som har mest fokus (og mulighed for pingviner), skal være premiere-scenarier. En gang imellem foreslår folk at der for alvor skal åbnes op for reruns af rollespil på Fastaval — således også under diskussionerne i kølvandet på dette års Fastaval.

Med andre ord er Fastaval premiere-kravet et træ, som af og til skal vandes med debatter på internettet og offline. Fordi det behager mig, vil jeg her opregne argumenterne for og imod, og forklare hvorfor jeg mener at det i Fastaval-sammenhæng er en fabelagtig idé med premiere-kravet. Men først, hvad indebærer premiere-kravet? Helt præcist hvordan det ser ud kommer an på årets call for synopses, men i et tidligere call så det sådan her ud:

De indsendte scenarier skal være premierescenarier. Hvis et scenarie tidligere har været officielt afviklet på en anden con, skal der derfor være ændringer i scenariet, der vil give spillerne en markant anden oplevelse, hvis det skal tages i betragtning. Efter scenariefeltet for Fastaval 2015 er offentliggjort, må et scenarie gerne testes efterfølgende på en anden con. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt ens scenarie vil tælle som et premierescenarie eller ej, er man meget velkommen til at kontakte os…

Som det ses, er der lidt plads til fortolkning og forhandling, men der er ikke desto mindre en klar linje.

Hvorfor reruns?

Fordi vi gerne vil have gode scenarier på Fastaval, og hvilken bedre kvalitets-test end at scenariet er kørt på en con? På den måden kunne vi få sikre hits til Fastaval, hvor premiere-scenarier nødvendigvis er lidt mindre sikre.

Fordi det er unfair at et godt scenarie skal afskæres fra goderne ved at køres på Fastaval, bare fordi det har kørt andre steder først (som andet end en erklæret spiltest af et scenarie tiltænkt Fastaval).

Fordi det er en mærkværdigt vilkårlig begrænsning — hvorfor lægge sig så fast på lige det, i stedet for at være lidt fleksibel og gelinde?

[Uddyb gerne i kommentarerne, hvis der er gode argumenter, jeg har overset — jeg spiller for det andet hold, så det kunne jo ske]

Hvorfor kun premierer?

Fordi kernen i at Fastaval har kunnet være et internationalt kraftcenter for rollespil så længe og så stabilt er fokus på fornyelse på baggrund af en solid tradition. Og fornyelse rimer på premierer — premierer skuer fremad, hvor reruns i sagens natur skuer tilbage. Det betyder ikke at reruns skal forbydes globalt (eller bare nationalt), men at de ikke passer ind i den måde at gøre tingene, der har virket så godt for Fastaval.

Fordi barren for produktionsværdi mht. Fastaval-scenarier allerede er truende høj. Vi er allerede ved et punkt, hvor det er pænt fucking skræmmende at skulle have et scenarie med som debutant. Hvis der kom reruns med, ville det betyde erfarne forfattere som kunne bruge tiden på at visuelt og sprogligt højglanspolere deres spil, hvor forfatteren til et premiere-scenarie rent faktisk er nød til at, you know, skrive et scenarie. Og vi vil rigtig gerne have debutanter med, jævnfør Fastavals førnævnte tradition for fornyelse.

Fordi pladsen af logistiske grunde er begrænset til ca. 30 scenarier i hoved-delen af connen, og kampen om den plads allerede er alt rigeligt hård. Den skulle nødigt komme til at se så hård ud, at debutanter eller folk med bare en smule impostor syndrome (og det har en hel del virkelig talentfulde folk en snært af) mister modet når der skal skrives synopser.

En fabelagtig idé

Fordi det er ret centralt, gentager jeg lige mig selv en lille smule. Kernen i at Fastaval har kunnet være et internationalt kraftcenter for rollespil så længe og så stabilt er fokus på fornyelse på baggrund af en solid tradition. Dette hjælpes godt på vej at premiere-kravet, som ikke egtl. forbyder reruns, men skubber dem væk fra center stage. På den ultra-korte bane kunne det muligvis give et mere attraktivt program at give los for reruns (om end jeg ikke engang er overbevist om dét), men inden for et års tid eller to ville det føre til mindre spændende rollespil, når barren blev hævet og det førte til færre debutanter og færre chancer.

~ af troelsken på 6. juni 2016.

2 kommentarer to “[Miljøet] Fastaval og reruns”

  1. Et argument “for” reruns:
    Grænsen for hvad der tæller som et rerun og hvad der er en en “spiltest” på et egentlig Fastaval scenarie er ret arbitrær.

    Hvis jeg kører et scenarie på Con2 2016 for at få det med på Fastaval 2017, så er det et rerun og det må ikke komme med. Hvis jeg får en synops godkendt til Fastaval 2017, også kører det på Con2 2017, er det intet problem.

    Som jeg forstår gavner det ens chancer i synopsisudvælgensen hvis ens scenarier allerede har noget arbejde i sig. Altså gavner det mine chancer hvis jeg playtester mit scenarie privat i 2016, inden jeg sender synopsis indtil Fastaval 2017. Hvis jeg playtester det på Con2, på eget initiativ, uofficielt, er det også fint. Hvis det kører officielt, som en del af programmet, slam, rerun, kan ikke godtages. Og iøvrigt ligegyldigt hvor mange hold det kørte eller ikke kørte med og om det overhovedet var skrevet ned, eller noget jeg kørte fra min egen hjerne. (Tror jeg? Reglen nævner ikke umiddelbart om det tæller hvis scenariet ikke er nedskrevet endnu.)

    Det er ikke et stort problem som sådan. Når man prøver at lave en regel, tegne en streg i sandet, bliver det altid lidt arbitrært hvor den streg bliver sat. Der er få ting i denne verden der reelt kan binært defineres. Men hey, du spurgte efter modargumenter.

    På Viking-Con har vi efterhånden eksperimenteret en del med de der reruns og min/vores holdning til dem ændrer sig nærmest år til år. Der var tidligere visioner om at VC netop kunne være connen for reruns, fordi det ikke rigtig er et kraftcenter for noget som helst. Nu læner min holdning sig mere op af dit tredje argument/paragraf: Der er begrænset plads. Og jeg vil egentlig gerne have at der er plads til de folk der gider at skrive nye ting til os. At VC kan være stedet hvor du har rigtig gode odds for at komme med, ihvertfald bedre end 50/50. Også selvom din synopsis er underlig og erfaringen minimal. Hvis der så ikke er så mange premiere scenarier at pladsen er trang, er der intet at tabe ved at fylde om med reruns.

    • MHT vilkårligheden er det grunden til at vi havde en “tjek med os hvis du er i tvivl”-paragraf med i den ovenfor citerede udmelding. Og linjen har heller ikke været super stabil på FV, eller kun siden 2010, så vidt jeg lige husker. Vi ved strengt taget intet sikkert om i år før de scenarieansvarlige har lavet et formelt call for synopser.

      Det giver i mit hoved fin mening at VC har eksperimenteret med at give reruns en mere fremtrædende plads. Det giver sådan set også fin mening at VC ikke går helt så meget rerun-amok i år som sidste år.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: