Mekanik og ansvar

Camelot, af Alan Lee

Camelot, af Alan Lee

Nu har det i årevis været et plan B talking point med rollespillere som medskabere, frie og ansvarlige spillere, og alle de fantastiske ting som kan blomstre op, når man fra forfatter- og spilleder-side giver slip på den totale kontrol. Og jeg står helt og aldeles ved alt dette, men det er klart at når man lægger væsentligt ansvar ud, løber man også en risiko for at bolde bliver tabt. Dette er historien om en god og heroisk bold i et godt og heroisk scenarie, som vi spillere tabte, fordi vi lidt var nogle padder.

Jeg foregriber lige pointen: Det er IKKE at spillerne ikke bør have ansvar, man at vi bør være os vores ansvar bevidst.

Ansvar i Arthurs England

Fastaval 2016 spillede jeg Legenderne om Kamelot af Johanne Schilling og Louise Floor Frellsen. Det havde jeg glædet mig ret meget til, da jeg har fidus til forfatterne og er ret glad for ridder-romancer, og det er lige sådan noget spiller-medskabende, halv-uforudsigeligt drama, som jeg lapper i mig. Desværre endte det med at blive en noget frustrerende oplevelse, ikke fordi scenariet er dårligt, men fordi vi som spillere groft fejlanvendte en mekanik, så det blev ret dræbende for spillet.

LoK er et ret teatralsk rollespil. Man opstiller som forberedelse de ting, som først og fremmest skal være brændstof i dramaet, og bestemmer de ting som er vigtigst for éns karakterer, og så spiller man scener. Her kan man så eskalere ved at brænde sine mål for til gengæld at bestemme udfald — og når først spillerne begynder på det, starter det selvfølgelig en dødsspiral, der leder til fald, død og undergang. Meget arthuriansk. Der er også nogle dramatiske virkemidler, man som spillere kan anvende for at højne drama, skubbe til medspillere og signalere, hvor man gerne vil hen. Man kan lave asides, man kan kortvarigt fryse en scene man selv er i for at fremsige en indre monolog, og endelig kan spillere der ikke er med i lige denne scene “fryse” scenen, træde ind og tale til de frosne karakterer og sige det som de ville vide, at éns fraværende karakter ville mene om dette her. F. eks….

Sir Lancelot og dronning Guinevere taler i rosenhaven, erklærer deres kærlighed og kysser. Kong Arthurs spiller siger “frys”, og mens Lancelot og Guinevere står stille, træder han ind på scenen og siger “hvordan kan i forråde mig på den måde? jeg er jeres konge, som I skylder troskab og kærlighed!”. Så forlader han scenen igen og Lancelot og Guinevere spiller videre, men nu er det fastslået, at de er sig deres pligt og svigt bevidst.

Det var den sidste, “frys”, som vi fuckede op. Jeg spillede Arthur, og stemmerne i mit hoved ville SIMPELTHEN IKKE HOLDE KÆFT! I den scene, hvor det var værst, var der TRE spillere som frøs scenen specifikt for at udbrede sig inde i mit hoved. Det var alle, der ikke var med i scenen. Jeg nåede ikke engang at reagere ind mellem “frys”-ene, de faldt ryg mod ryg. Nu var jeg ikke den eneste, der blev “fryst”, og jeg anvendte det også selv et par gange, men det med at “fryse” kongen stak helt af for os og blev et absurd kapløb.

Nu lyder det måske som om at jeg beklager mig over at uansvarligheden var noget som blev gjort mod mig, og det er måske ikke helt forkert. De andre spillere burde have styret sig da det begyndte at være klart at det var ved at løbe af sporet, og spilleder burde have brudt ind og påpeget at vi misbrugte mekanikken på en måde som skadede spillet. Men jeg var også tilstede som spiller, og kunne i stedet for bare at have knurret og brokket mig lidt, i stedet have taget samtalen med mine medspillere. Vi var alle voksne mennesker, og ud over bare at udvise lidt mådehold, burde vi have taget snakken og sammen taget ansvar for at løse problemet, da det viste sig at være et problem. Og den samtale kunne jeg præcis lige så godt have startet som alle mulige andre i lokalet, og jeg har efterfølgende sparket mig selv noget over at jeg ikke gjorde det.

Frihed under ansvar

Legenderne om Kamelot er et fint scenarie. Det giver rigtig meget plads til spillerne, og det er en god ting! Men i og med at der er plads til at boltre sig på som spiller, og til at tage kreative valg og skabe ting sammen, er der også plads til at slå ting i stykker på en ikke nødvendigvis heldig måde. Dette er nødvendigvis prisen for at lade der være plads til medskabelse og udfoldelse som er andet end underkastelse under forfatters og spilleders diktat.

At dette er en uomgængelig omkostning ved spiller-frihed betyder dog ikke, at vi ikke kan gøre andet end at vælge mellem frihed og frihed-ikke — vi kan nemlig optimere på vores situation. Vi kan arbejde, i både scenariedesign, i spil og i samtalen om spil og spillere gøre vores bedste for at fremme ansvarlighed og selvbevidsthed om positionen som medskaber som idealer og praksis i vores spilkultur. Være bevidste, se på spillene og vores kreative bidrag til dem som noget, vi er medejere af, og sige noget når vi ser et problem. Såvel in-game som out of game. Lige som med andre aspekter af rollespil.

Ros!

I øvrigt er Legenderne om Kamelot ikke blot et udmærket scenarie, det er også en rigtig fin guide og værktøjskasse til at lave rollespil i en arthuriansk setting, men en virkelig god introduktion til de mange temaer, og redskaber til at udvælge temaer og bringe dem i spil på en god måde. Hvad end der er tale om en one-shot, en hjemme-kampagne eller et 400-personers livescenarie med riddere i den mørke skov.

Reklamer

~ af troelsken på 4. juli 2016.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: