Blackbox: rollespil med lyd, lys og krop

Bethmoora by night

Blackbox-rollespil er en sjov fisk. I bund og grund er det teatersport møder rollespil, på en scene med lyd og lys. Der er ikke nødvendigvis et publikum (men der kan være det). Nu er jeg som udgangspunkt pænt forhærdet bordrollespiller, skønt jeg i årevis har leget med semi-live, og jeg sidste år vovede mig ud i “rigtigt” live med Just a Little Lovin’ og Blackbox med Jesper Heebøll Arbjørns Night Café til Blackbox Cph. Der er efterhånden et regulært blackbox-miljø i landet, som trækker gæster til fra nær og (moderat) fjernt, med arrangementer i både København og Horsens, og med knopskydning på Rosenteatret i Århus. Det er vokset ud af teater-genren af samme navn, som nogen så på et tidspunkt smed rollespil ind i.

I morgen mandag den 29. starter billetsalget til Blackbox Cph 2016, og jeg opdagede i den forbindelse, at jeg har et par ting på hjerte.

I den sorte kasse

Så hvad er det, blackbox-rollespil kan? Meget kort fortalt stimulerer det sanserne så stærkt som live-rollespil, men har bord/semi-live rollespillets fleksibilitet mht. tid og sted og mulighed for at fucke med hvad-du-ser-er-hvad-du-får.

Styrken ved live er at det er ret fedt at det som dine sanser og din fortæller dig faktisk tæller, sådan i det store og hele. Når du nedsænker dig i rollespillet på en sanselig måde i timer og dage, gør det nogle ting for dig, som du ikke får ud af at sidde og rulle terninger (og så giver det ret meget lækrere billeder at dele på sociale medier, så dine venner kan se hvor kreativ og spændende din hobby er). Til gengæld har live også nogle ret skrappe begrænsninger. Det indsnævrer ret kraftigt, hvad vi kan spille, og mange af de ting, vi KAN spille, bliver dyre og besværlige. Jeg kan nemt nok slippe af sted med at spille en høj, tynd, 40-årig hvid mand (+/- 10 år eller så) af vestlig middelklasse. Men skal jeg bare ret meget uden for min egen socialklasse, begynder det at involvere ganske store udgifter eller anden logistik til kostumer. Skal jeg spille kvinde, ikke-hvid eller for den sags skyld ikke-menneske, eller bare en karakter som er væsentlig lavere end 185 cm høj, bliver det straks langt besværligere, og begynder at belaste hvad-du-ser-er-hvad-du-får. At skifte rolle undervejs er i bedste fald besværligt og belastende, skønt ikke umuligt. Spring i tid og rum giver potentielt ret store problemer. Med mindre det er in-crowd, men det er så også en ret markant begrænsning.

Bord/semi-live rollespil har STORE negative styrker i form af alle de ovenstående problemer, der IKKE er der. Det sætter os fri til at spille en langt større spændvidde af historier uden at det bliver et problem — hvis vi vil spille nuttede Pixar-dinosaurers kærlighedssorger, så kan vi det, no probs (og det er forresten ret fedt!). Samtidig har bord/semi-live til fulde mange rollespillets styrker i form af spiller-valg og spil på relationer, og giver (meget lettere) adgang til kreative godter omkring scenesætning, medskabelse og brug af mekanik til at forme spil og fortælling. Der er dog også skrappe begrænsninger på deltager-antallet — de fleste bordrollespil protesterer over mere end syv deltagere, og de er ofte gladest omkring fire eller fem.

Blackbox rollespil er ikke så glad for egentlig mekanik, men ellers giver det adgang til så godt som alle bor/semi-live rollespillets styrker, samtidig med at det tillader større deltagerantal og ikke mindst åbner op for en høj grad af sanselighed, der sparker som live-rollespil. Sanseligheden opnås dog på en noget anden måde end i live; selvom blackbox godt kan involvere kostumer og kulisser, er det sjældent vellignende traditionelle nu-ligner-jeg kostumer og omgivelser, men ting der meget klart og fysisk markerer fysisk anderledeshed fra normalen. Og her er vi ved sagens kerne.

Liminoidt rum

Blackboxen er et liminoidt rum, som meget klart markerer at hvad der sker her er uden for de normale regler og begrænsninger. Sanserne bombarderes med ritual-elementer, lyd, lys, mørke, stiliserede optrin og brudstykker af “rigtig”, gribende fortælling. Kroppen er i spil, og fantasien maler selv fortællingens billeder oven i omgivelserne — men her er omgivelserne MEGET mere modtagelige for fantasi-billeder end hjemme i dagligstuen, eller i et klasselokale på en skole. Det kan blive RET fedt, når det er fedt.

Hvad blackbox i særdeleshed gør fedt, som ikke bare er afbalancering af live vs. bord, er at repræsentere abstraktioner konkret og sanseligt. Man får noget konkret at forholde sig til, og det liminoidt ikke-normale gør det nemt at acceptere, intellektuelt OG følelsesmæssigt. Det bliver “helt normalt” og fuldstændig funktionelt, at tanker, følelser og konformitet eller afvigelse kan udspilles ved at man uden ord står og slår på en stol med et par trommestikker (true story).

Blackboxificering

Mange bord/semi-live rollespil kan fint puttes i en blackbox og få del i godterne, og hvis man tænker lidt uden for bord/semi-live boksen kan man ofte slippe afsted med at have væsentligt flere deltagere. Omvendt kan elementer af større live-produktioner også puttes ind i blackboxen og have det fint. Eller man kan skrive direkte til blackboxen, for den sags skyld, men for en bord/semi-live veteran som jeg selv er blackboxificerings-vinklen interessant.

Jeg har selv skrevet til Blackbox Cph i år, og der er netop tale om en blackboxificering. Udgangspunktet var mit bidrag til nano-antologien Fortællinger fra fem faldne riger fra Fastaval 2015, Tårer for Bethmoora. Det er et lille spil som leger med sorg-ritualer og poetisk medskabelse, og nogle sjove ting der sker når man gør ting der kommunikerer stærke følelser. Der er endda musik med, så det tigger om at blive blackboxet! Men i en blackbox kan det samme spil uden problemer tage langt mere end de oprindelige ca. fire deltagere, hvis det skæres lidt anderledes, og jeg kan langt lettere slippe af sted med at involvere spillernes kroppe i at bygge Bethmoora. Desuden kom der nogle sjove ting ud af at flå sedler itu med byens vidundere på, som kan skaleres ret vildt op, og som ser pænt meget federe ud i et mørkt lokale med farvet lys på!

Blackbox-version her. Blackboxen er det perfekte sted at give ritualet gas og lade det udvirke sin sære magi over deltagerne.

Og kan i huske, hvad jeg sagde om nuttede Pixar-dinosaurer? De kommer også på Blackbox VI, hvor der nu er fortælle-sekvenser med plyds-dinosaurer, og man fysisk kan spille nuttede dinosaurer med korte arme og deres tragiske kærlighedsliv…

Jeg skal desuden spillede Det er dyrt at leve, et af side-spillene til det fantastiske flygtninge-scenarie Intet Hjem — Tusind Stjerner.

Og der er mange andre fine ting. Fik jeg nævnt at billetsalget starter mandag?

Just a Litte Lovin’

Bare lige for en god ordens skyld. En af grundene til at JaLL er så fabelagtigt et spil er at det på et par punkter skubber hårdt imod kostume-live scenariets grænser. Blandt andet kan man spille blackbox-scener som kan være uden for tidens normale forløb, og der er også nogle fabelagtige rituelle optrin omkring sygdom og død, som præsenterer nogle hårde realiteter omskrevet til poesi — og dermed gør det muligt overhovedet at håndtere dem i spil.

~ af troelsken på 28. august 2016.

3 kommentarer to “Blackbox: rollespil med lyd, lys og krop”

  1. “Moderat fjernt”? Tsk-tsk. Hviderusland, USA, Tyskland, norden…
    Rosenteatret har i øvrigt planer om fast månedligt spil, tiere hvis det kan lade sig gøre.

    • Nu jeg tænker over det kan jeg faktisk godt huske at BBhorsens har haft ret god rækkevidde.

  2. Billetterne til Blackbox kan købes nu her: http://blackbox-cph.dk/billetter/

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: