Psykedelisk rollespil

Det er noget sludder, ikke bare fordi det er fiktion (hey, rollespil!), men fordi det ikke giver mening, selv om det *føles* som om det giver mening. Jeg er ikke helt sikker på præcis hvad jeg vil stille op med det, men det er en interessant størrelse, og nu da jeg ved hvordan man kan gøre det, skal jeg (eller du) nok finde på noget at bruge det til før eller siden. Og det siger nogle potentielt ret interessante ting om medskabt fiktion og konstruerede virkeligheder.

sime

Anyway, jeg var for nylig med til Sandcon, en lillebitte amerikansk con for rollespilsdesignere. Super, super hyggeligt og inspirerende og alt muligt fantasktisk, som der nok skal komme et par blogindlæg til ud af. Men altså, helt konkret spillede jeg Swords Without Master af Epidiah Ravachol, et Sword & Sorcery fortællespil. Det var ret sjovt og interessant uden i vores tilfælde at blive helt godt — jeg kunne se hvordan det kunne nå “kritisk masse” og begynde at flyde helt frit og vidunderligt, hvilket det ikke gjorde for os.

Vi lavede karakterer, fire eventyrere i en syret fantasy-verden, ved at vælge fra en stak med syrede billeder af seje folk og så give navn og tema til dem, og navngive andre ting som man kunne se på billederne. Derefter skulle vi så fortælle ting, med stemning som enten var jovial eller traurig. Slag med to terninger afgjorde skift i stemning, og nogle slag udløste effekter såsom mysterier eller moraler. Den slags blev skrevet ned, og det samme gjorde det, når en af os sagde noget særligt mindeværdigt badass.

Virkelighedsfornemmelse

Så hvordan blev det psykedelisk? Jo, spillet gør ganske meget ud af at understøtte fortælletekniske fif, som får ting til at føles som sin egen, troværdige virkelighed. Det primære fif er REINTEGRATION af elementer som tidligere har optrådt. Spilleder riffede over de elementer fra vores karaktér-billeder, som vi havde givet navne, og vi selv fulgte trop (som man nu gør) da fortællingen tog fart. Ligeså med ting, der blev skrevet ned som moraler og mysterier, og de badass ting som blev skrevet ned var også markeret til genanvendelse. Samtidig blev virkelighedsfølelsen også understøttet af ting som mysterierne, der forudsatte en underliggende sandhed som skulle kredses om og afsløres, og moralerne, som forudsatte en social virkelighed forbundet med fiktionens verden. Alt i alt gjorde det, at den fremkommende fortælling føltes meget livagtig.

Syre

Der var bare et lille problem. Tid, sted og årsag var fuldstændig vildt usammenhængende. Ting, der var in-game illusioner og magiske spring flød sammen med fortællespring og slet og ret med enorme kontinuitets-bloopers. De vildeste kom af at min karakter kontaktede sin onde ånd for hjælp, hvilket (morale!) førte til at ånden korrumperede en lokal stamme som boede i gange under isen — de havde været fredelige håndværkere, men blev nu forlokket til at danne en skrækindjagende dødskult. Den blev så skrevet tilbage i tiden, som om den havde eksisteret i årevis og havde enorme ressourcer (seriously! de halshuggede kejseren som en taktisk afledningsmanøvre!), selv om vi havde etableret det, og gjort det til moralens pointe, at de var blevet korrumperet på grund af en ting, jeg lige havde gjort.

Læg dertil at æstetikken derudover var ret vildt over the top — åbningsscenen var i en kro, der befandt sig i det frosne, udhulede lig af en hval, der lå på en gletcher i det høje nord — og resultatet blev at det føltes ret meget som et syretrip. For selv om teksturen af det føltes meget fortælle-sandt på grund af fortællefiffene, så var det åbenlyst at det var det pureste nonsens. Det gav en interessant og foruroligende effekt, som faktisk mindede om mit idol Lord Dunsany i hans mere foruroligende historier. Og jeg kunne godt se potentialet for at nå kritisk masse og påkalde sand magi.

Perspektiver

Nu kunne man nok godt bruge Swords Without Master til at lave mere normalt rollespil, hvis f. eks. man som gruppe fulgte en social kontrakt om ikke at fucke for groft med tid, rum og årsag. Man kan utvivlsomt også opnå psykedeliske effekter med andre rollespil (selv om jeg tror SWM understøtter det noget bedre end de fleste) eller konstruere rollespil specifikt til at gøre det.

Psykedelisk rollespil er pænt sjovt når man bare giver den gas uden at stoppe op og fundere over hvor meget det hænger sammen, fordi de narrative fif gør at det ikke taber kulør af at køre af sporet, som “normal” rollespil ellers plejer at gøre. Det sug i maven som fremkommer når afgrunden af uvirkelighed åbner sig under én fødder samtidig med at fiktionen skinner i klare farver har også en charme i sig selv. Men jeg har også en kraftig, intuitiv fornemmelse af at det kan bruges som redskab til andre ting.

En mulighed som foresvæver mig, men som jeg ikke har analyseret i bund, er at det kan bruges som åbne-kort mindfuck. Mindfuck kan give energi, men det kan også have omkostninger i form af slid på tillidsbånd og engagement i fiktionen. Måske kan psykedelisk spil bruges til at give noget af den samme energi og sug men med slagkraftig fortælleteknik i stedet for snyd til at drive spillet frem over knækket i virkelighed?

Andre idéer og betragtninger er meget velkomne! For som sagt, jeg finder dette her interessant og har lyst til at lege med det.

I øvrigt er virkeligheden i sig selv langt mere skræmmende fragmentarisk og usammenhængende end vi almindeligvis forestiller os, og ja, vi bruger narrativ teknik in real life til at lade som om vores individuelle og kollektive liv er mere stabile og fornuftige, end tilfældet er. Men det bliver måske lidt af en tangent…

 

*****

PS: Dette er ikke en opfordring til at indtage hallucinogener. Og hvis du gør, så husk at tage en behersket dose, opholde dig et nogenlunde trygt sted og have nogen som ikke er på så mange stoffer til at passe på dig.

Reklamer

~ af troelsken på 5. oktober 2016.

5 kommentarer to “Psykedelisk rollespil”

  1. Interesting suggestions elsewhere: https://plus.google.com/u/0/108820459262608527469/posts/5mMi1iYfgze

  2. Ah, Swords without Masters! Har spillet det én gang og spilledt to gange. Der er mange ting jeg godt kan lide ved det, mest af alt det centrale koncept om at slå terninger for stemning/flavour, men jeg har heller aldrig heeelt fået den op at ringe. Det har det samme problem som et par andre indiespil med at det ikke helt er et one-shot og ikke helt er en kampagne. For kompliceret og svært til førstnævnte og for simpelt og upermanent til sidstnævnte. Der er en del man skal lære og konstant huske uden at mekanikkerne minder en om dem, som i min erfaring tager hele første session at komme ind i flowet af. Jeg tror det kunne være virkeligt fedt med en gruppe hvor alle har spillet det et par gange og har buy-in i spillets struktur.

    Ingen af gangene jeg har spillet det har det dog blevet surrealistisk. Det virker for mig som et tilfælde eller et resultat af de syrede billeder (som ikke er en fast del af spillet. De gængse regler siger bare man skal have en simulacra/repræsentation af karakteren, der ligeså godt kan være en vase som et stykke musik). Jovist, vi sprang lidt i tid, sted og continuitet som spillet påbyder, men vi sørgede så vores bedste for at binde tingene sammen og få det til at passe. Det tror jeg er default instinktet for rollespillere i de fleste tilfælde.

    Men surrealistisk rollespil er klart fedt. Det har en eller anden unik, knitrende energi i sig. Jeg glemmer hele tiden jeg burde lege mere med det, men jeg har heller ikke haft ideen til det endnu. Eller vent, måske har jeg, hmm…

    Mit favorit surrealistiske rollespil er stadig Depereo. Under opvarmningen spilles flere scener hvor en eller begge hovedpersoner dør hvilket ødelægger kontinuiteten fra starten og sælger den surrealistiske stemning og mindset ret godt. Også er der førspils-spilleder-setting-byggeri som hurtigt går hen og skaber noget ret underligt.

    Listen af surrealistiske spil jeg har spillet er dog nok heller ikke så lang; Diverse Blackbox mærkeligheder jeg har prøvet (Final Descent of John, Borderline) tæller nok i sidste ende ikke, da de er konkrete i deres fortællinger, bare mærkelige og abstrakte i deres udtryk.

    Og først her, i enden af min post opdager jeg at jeg bruger order “surrealistisk” hvor du bruger “psykedelisk”, men jeg tror sgu stadig vi mener det samme.

  3. […] spil er allerede omtalt her, i anledning af at det kan blive pænt syret. Swords Without Master er et S&S/Weird Fantasy […]

  4. […] Ellingboe og ERs hustru Emily Care Boss. Jeg havde for nylig tankevækkende fornøjelse ud af hans potentielt pænt syrede Swords Without Master, og selv hvis jeg aldrig havde spillet noget af hans, ville han have en plads i mit hjerte for at […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: