En virkelig fantastisk con

For nylig var jeg til Sandcon i New Jersey, sammen med Asbjørn, Jakob og ca. 40 andre rollespils-designere og rollespils-design-nære folk. Rart er nærmest poetisk underdrivelse — det var fantastisk. Der var både spændende spil, spændende diskussioner, sjove lege og en social atmosfære der var så tryg og behagelig, at det føltes fint (men ikke pligtigt) at tale om og spille på virkelig skrappe sager.

Verandaer og rollespil!

Verandaer og rollespil!

Først lidt om hvad Sandcon er for et bæst og hvad vi kan lære af det, så korte anmeldelser af de spil, jeg spillede i løbet af connens forlængede weekend.

Sandcon, USA og eksklusivitet

Sandcon er et fantastisk miljø, og det er ikke noget tilfælde. En lille håndfuld af primære arrangører (troikaen bag Sandcon er Lizzie Stark, Jason Morningstar og James Stuart.) har omhyggeligt designet det med al mulig social ingeniørkunst for at sørge for at fantastiskheden får de bedst tænkelige rammer. En vigtig del af det er eksklusiviteten — Sandcon-deltagelse er by invitation only. På sin vis lige som vores eget danske Sommerspil, men Sandcon er væsentligt bedre befæstet. Det kan man så som dansker studse lidt over (vi var fire danskere med, yay! internationalt orienteret nordisk rollespilsmiljø), men det noget højere konflikt-niveau i de amerikanske rollespilsmiljøer, og ikke mindst det amerikanske internets eksplosions- og brandfare, gør det til en VIRKELIG GOD IDÉ!

Generelt kører Sandcon på principper om deltagere frem for kunder, med tjanser til alle på den der chokerende kommunistiske måde som virker stærkt bekendt for folk, der har været på Fastaval. Ligeledes var deltagelse på dagsordenen med hensyn til kreative sager og spildesign — der hvor prestigen er, i en spildesign-centrisk sammenhæng som Sandcon. Alle var opfordret til at have mindst én aktivitet/leg/spil med, og helst ikke mere end to, så hæderen og stjernestøvet ikke blev koncentreret, og skemaet ikke blev (for ekstremt) overlæsset (små ekstra-ting var OK). Aktiviteter blev koordineret i blokke med løseligt organiseret tilmelding via opsætning af magneter med navne sat ud for aktiviteter på et whiteboard, op til to brikker pr. blok med mulighed for at springe direkte til reservekø. Konflikter om begrænsede pladser blev afgjort ved lodtrækning, når der så blev lagt hastigt puslespil ved blokkens start. Dette er et eksempel på social ingeniørkunst i praksis — i tidligere år foregik det ved pitch-sessions med håndsoprækning og nedstirrings-konkurrencer (hvad de indfødte kalder “knife fights”). Ligeledes blev der også opfordret til at lade være med at arrangere større spil udenom processen, fordi den slags meget let kan skabe klike/cool kids-stemning i et arrangement af den størrelse og karakter.

Ud af alt det får man så et helt usædvanligt inspirerende og sjovt kreativt miljø. Der opstod mere eller mindre spontant lege og running gags. Tre vinduer fra køkkenet ud mod en af de overdækkede verandaer blev for eksempel udstyret med skiltene “Window of Praise”, “Window of Judgement” og “Window of Harsh Truth”. Det kom der ret meget sjov ud af. Der opstod både en organiseret og, en sen nattetime, en mindre organsieret cuddle pile.

Jeg kom ud af det med hovedet snurrende af både lykke og idéer.

Spilanmeldelser

Disse anmeldelser er alle fuldstændig neutrale og objektivt sande. Især dem, der handler om mine egne spil.

Swords Without Master

Dette spil er allerede omtalt her, i anledning af at det kan blive pænt syret. Swords Without Master er et S&S/Weird Fantasy fortællespil af Epidiah Ravachol, som ikke var til Sandcon. Det var interessant og sjovt og en smule frustrerende, fordi jeg klart fornemmede potentialet for at spillet kunne “lette” og blive helt fantastisk, hvilket ikke skete. Men det var fedt at kunne give den gas i stilen fra Lord Dunsany og anden tidlig, mærkværdig præ-Tolkien fantasy.

Jeg skal definitivt prøve dette her igen og prøve at lege både med det psykedeliske og med om vi kan ramme nogle selvforstærkende effekter.

Velvet Glove

Af Sarah Richardson (som heller ikke var til Sandcon), et næsten færdigudgivet spil. Et af ganske mange Powered by the Apocalypse spil som ser dagens lys i disse år. Man spiller medlemmer af en (regulært kriminel) pigebande i en amerikansk storby i 1970’erne. Det var virkelig, virkelig rulle rundt på gulvet hylesjovt at spille seje men fucked up teenagepiger med væsentlig bedre fantasi og gåpåmod end impulskontrol og proportionssans. Det startede med et spil dodgeball som gik lidt over gevind, og gik hastigt ned ad bakke derfra. Det blev virkelig, virkelig beskidt.

Mekanikken gjorde nogle sjove ting med flavour og med at forme spillet, men det led så vidt jeg kunne se af den almindelige Powered by the Apocalypse-syge at der simpelthen var alt for meget, alt for specifik mekanik. Til kampagne-brug ville jeg fra designer-perspektiv kraftigt overveje at skære en trediedel af regler og moves væk, og til one-shot brug snarere halvdelen til to trediedele. Heldigvis var vi fire spillere som vidste hvad vi gjorde, og som var med på at når man har to timer, er det vigtigere at give den gas end at fifle med regel-detaljer.

Dette var den klart sjoveste ud af adskillige ret sjove spiloplevelser på Sandcon. Jeg ville ikke afvise at spille det igen, men det trænger sig ikke på i listen af ting, jeg skal have spillet i en af mine grupper.

World Wide Wrestling

Endnu et PbtA spil, af Nathan Paoletta (heller ikke til stede). WWW er et professional wrestling-rollespil, hvor man spiller teatralske performere, der lader som om de slås for publikum og prøver på at opnå popularitet og gunst uden at de selv eller deres kolleger kommer alvorligt til skade. Man spiller altså på sin vis folk, der rollespiller deres vildt over-the-top wrestling-karakterer. Ikke helt så hylesjovt som Velvet Glove, men stadig ret sjovt. Wrestler-personaerne var lidt bedre understøttet af selve spillet end performerne som (fiktive) rigtige mennesker, men man kan diskutere om det er en “fruitful void”-ting. Og igen, som med Velvet Glove, ville jeg være tilbøjelig til at skære hårdt i antallet af mekanikker og bevægelige dele, ca. lige så meget vil jeg tro. Man behøver ikke kende noget til pro wrestling for at spille, men spillet vinder nok noget på 1-2 spillere som er entusiastiske omkring konceptet.

Jeg tror ikke jeg ville være tilbøjelig til at opsøge det igen, men jeg ville heller ikke løbe bort i afsky. Det var regulært sjovt og en lille smule tankevækkende.

Nightingales (spiltest)

Dette var en tidlig spiltest, og spillet bar præg af det. Det kørte noget hakkende og den modulære karakterkonstruktion gav for en enkelt spiller uheldige resultater, som fuckede hans spil og fornøjelse noget op — men hey! det er derfor vi tester. Og dette til trods var der faktisk adskillige rygradsrislende intense øjeblikke i spillet, som nok skal blive rent dynamit, når det er færdigt. De tre forfattere, Mo, Rachel og Misha, var til stede og tilpassede undervejs, så det var også interessant som test i praksis.

Anyway, det handler om at være sygeplejersker i krig, her i Casablanca i Marokko hen mod slutningen af 2. verdenskrig. Vi skiftede mellem at spille vores sygeplejerske-karakterer og så bipersoner og ikke mindst patienter. Spillet er baseret på en masse kort, og såvel sygeplejersker som patienter er opbygget af et grundkort med biografiske oplysninger, til hvilket man ud fra andre kort føjer motivationer, behov, grupperoller, diagnoser eller what-have-you, maksimalt tre kort i alt pr. karakter.

Spillets kerne, som er det der VIRKELIG virker, er sygepleje-scener, hvor en sygeplejerske tilser en patient. Der er så nogle lidt abstrahér-bare konkrete ting man kan gøre, som angiver forskelige niveauer af intimitet, tage puls ved håndleddet, tage blodtryk ved albuen og så tørre panden. Patienten har en diagnose (f. eks. skudsår) som sygeplejersken godt kender, og et behov som sygeplejersken IKKE kender. Meget af spændingen i scenen kommer af at sygeplejersken skal prøve at finde ud af hvad behovet er, og om det er noget som hun kan og vil opfylde. Hvis f. eks. patienten har et behov for at sygeplejersken lyver diagnosen værre så patienten slipper for at komme tilbage til fronten, er det jo ikke sikkert at sygeplejersken er med på spøgen — men måske er hun?

Jeg skal SÅ meget have fat i Nightingales, når det kommer ud! Det gør nye og spændende ting og har noget på hjerte.

Sorcery in the Forest

Af, ahem, Troels Ken Pedersen. Et nano-spil, jeg havde med i baglommen som en mulig ekstra-ting, og det blev ganske rigtigt spontan-spillet. Fra nano-antologien I den dybe, mørke, mærkelige skov. Det blev til en historie om et metal-band, der havde smidt en guitarist ud, og nu vendte han tilbage efter hævn. Det blev sjovt, sært og kinky. Jeg er ret glad for det spil.

Dulce et decorum

Af, ahem, Troels Ken Pedersen. Det er nu et af mine yndlings-scenarier, og det kørte virkelig godt. I hænderne på mekanik-forskrækkede danskere er det en smule skrøbeligt, men for pokker hvor kan det komme op og køre, når det kører, og når skyttegravs-poesien og fiktionen spejler og skubber til hinanden.

Advertisements

~ af troelsken på 11. oktober 2016.

2 kommentarer to “En virkelig fantastisk con”

  1. Jeg glemte Goth Court! Hvordan kunne jeg glemme Goth Court? Af Liz Gorinsky. Et sted mellem livescenarie og selskabsleg med dramatisk makeup. Et hack af Jason Morningstars Ghost Court, hvor retstvister mellem levende og døde skulle afgøres.

    I Goth Court er det mellem Goths og Normies. Sjovt! Ret sjovt. Folk var tilstrækkeligt glade for at gå goth til at retssalen og retssagerne havde en decideret mange på Normies.

  2. […] formler og endelige svar på hånden. Der havde jeg så for nylig en mindre åbenbaring, ikke på Sandcon, men på vej dertil, ved Lucy the […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: