Ansvar for sig selv

…og sine omgivelser.

Der er blomstret noget af en samtale op om sikkerheds-kultur ifbm. rollespil, og et at de interessante og lidt ukomfortabelt knudrede aspekter af den samtale er spørgsmålet om ansvarsfordeling. Mellem arrangører/forfattere, afviklere/spilledere og spillere, og kollektivt vs. individuelt ansvar. Det er en samtale, jeg selv har bidraget til, og som jeg har en del meninger om — uanset at jeg ikke har simple formler og endelige svar på hånden. Der havde jeg så for nylig en mindre åbenbaring, ikke på Sandcon, men på vej dertil, ved Lucy the Elephant.

lucy-the-elephant

Jeg var på vej ned gennem New Jersey til Sandcon i en bil sammen med Mo, Brand og James, og jeg tror det var Mo som insisterede på at vi skulle tage en lille omvej for at besøge elefanten Lucy. Det er et hus af form som en elefant, en ærkeameriskansk “roadside attraction”, dvs. hvis der ikke er noget i sig selv interessant i nærheden, så må de lokale jo lave noget. Åbenbaringen ramte mig ikke i selve Lucy, men i gavebutikken i det lille grønne hus ved siden af.

Antagelser om graden af ansvar for sig selv

I den ene ende af butikken var der et lidt højt trin ned, hvor man nemt kunne komme til at snuble og slå sig. Der var så lagt tigerstribet gul advarsels-tape foran, og der var skilte. Sådan noget som 8-10 skilte, både til siderne og ovenover, hele vejen rundt. Det var helt overvældende, overdådigt vel-skiltet. Jovist, der er sikkert folk der har slået sig, og det er i USA hvor folk lægger sag an for et godt ord, så på et praktisk plan og i den lokale kontekst giver det sikkert mening, men helt ærligt provokerede skiltningen mig ret meget. Der lå en antagelse i GRADEN af skiltning om at folk er for inkompetente til at færdes frit uden at komme til skade.

Fordi jeg er mig, fik dette mig så til at fundere over rollespil og rollespils-kulturer. Vi havde også et par interessante samtaler på Sandcon om relaterede emner. Meget kort fortalt, så er det åbenlyst muligt at tage for lidt ansvar for sig selv og for andre, men det er også muligt at tage for meget.

For lidt ansvar

Fra arrangør/forfatter/spilleder-side kan man klart tage for lidt ansvar. Hvis man har fyldt svømmepølen med piratfisk er det nok en god idé at gøre opmærksom på det, og f. eks. oplyse at man nok ikke bør tage sig en dukkert, hvis man har menstruation eller åbne sår. For at sige det lidt mindre poetisk, hvis dit spil indeholder stabadser og farer, eller materiale som mange mennesker finder stærkt ubehageligt (mobning, døde børn, voldtægt, racistisk bullshit og lignende), og du ikke a) gør potentielle og faktiske spillere opmærksom på det og b) leverer et mindstemål af redskaber til at håndtere problemer der måtte opstå i den anledning, så tager du FOR LIDT ansvar.

Fra spiller-side kan man også tage for lidt ansvar. Hvis du som spiller ikke kigger dig for mht. hvad et spil indebærer, så du overser (tydeligt synlige) advarsler om piratfisk i svømmepølen, så tager du for lidt ansvar. Hvis du udfordrer dig selv, og du ikke holder i alt fald et halvt øje på hvordan du selv har det, men bare på et tidspunkt kaster dig ned og vil hjælpes, så tager du for lidt ansvar. Dermed ikke sagt at det er uansvarligt at bede om hjælp(!), men at det er pænt smart at have nok omtanke til at bede om hjælp FØR et problem løber løbsk. Hvis du fysisk eller socialt tæver løs på dine medspillere uden en gang imellem at tjekke om de er OK, så tager du i allerhøjeste grad for lidt ansvar!

Hvis ansvar skal være pålideligt, kræver det ofte at man tager et mål af ansvar for hinanden, og tager ansvar sammen. Som Asbjørn engang sagde, så er den bedste sikkerheds-mekanik i verden en spilleder, der rent faktisk holder øje med hvordan spillerne har det. Og dét der med at bede om hjælp? virker meget bedre, hvis andre rent faktisk tager det alvorligt, og ikke bare betragter det som en irriterende distraktion fra deres eget spil.

For meget ansvar

Trinnet totalt omkranset af advarselsskilte og højtråbende tape? Sådan kan for meget ansvar se ud. Når man får ikke nødvendigvis faretruende ting til at fremstå truende ved at bruge for meget krudt på at påpege at det I HVERT FALD ikke har noget med voldtægt at gøre (true story). Når man opstiller omfattende og bureaukratiske sikkerheds-procedurer, som ikke bare er dødvægt, men potentielt også kan games, tager man for meget ansvar. Den slags yder uden deltager-ansvar ikke ret meget beskyttelse — og det deltager-ansvar kan blive mindre oplagt at tage, hvis man fra arrangør-hold har gjort et stort nummer ud af at sætte sig på alt ansvaret.

På individuelt deltager-hold kan man tage for meget ansvar ved aldrig at vove pelsen selv om man har lyst (det er naturligvis ingen skam at holde sig fra kanten, hvis ikke man har lyst!), eller man kan spolere sin egen morskab ved at stresse for meget over farer, der ikke nødvendigvis er så farlige endda. Eller man kan spille så forsigtigt og over-hensynsfuldt over for andre spillere at man aldrig får leveret det pres, andre har brug for for at kunne få virkelig godt spil.

Hvis ansvarligheden skal være EFFEKTIV, kræver det oftest tillid. Og tillid kræver at man giver slip på noget af den kontrol, der kan føles som ansvarlighed.

Balance

Den korte version må være, at hvis man skal have en rimelig grad af tryghed sammen med en rimelig grad af frihed til udfoldelse, så kræver det en sikkerheds-kultur, som bakker det op. Ellers er man nød til enten at forhandle alt for meget om alt for mange detaljer, eller rode sig ud i alt for mange konflikter på baggrund af (for) forskellige standarder. Generelt er det ikke svært at opbygge en fungerende sikkerhedskultur i en mindre gruppe (hvilket ikke betyder trivielt nemt, eller konsekvensfrit hvis det fejler), mens større grupper kræver mere arbejde.

Sandcon var blandt andet imponerende, fordi vi fastlagde vores sikkerheds-kultur med vilje, og benyttede den høje grad af tillid og gensidig respekt, som så igen til dels byggede på eksklusivitet, til at fastslå sikkerhed som en ting, vi havde redskaber til og standarder for uden at det var SUPER farligt. Mine to mest aktive hjemme-grupper er sådan set også to imponerende stykker velfungerende sikkerheds-kultur, hvor vi kan gå pænt (OK, nogle ville sige skræmmende) hårdt til hinanden, fordi vi har gensidig tillid og nogle idéer om hvor grænserne går, selv om de er pænt langt ude. Hvis jeg skal opsummere mine erfaringer med the sweet spot mellem tillid og ansvar, så er det at det først virker rigtig godt, når det er en stærk del af den sociale kontrakt at man leger hårde lege uden at være trælse omkring det. Trælsheden kan tage mange former — jeg har mødt det som foragt for svaghed, hensynsløs optagethed af egen fornøjelse, konkurrence om at være være mest grænseoverskridende for den sociale prestiges skyld. Jeg har i mindre grad (men så alligevel) mødt trælsheden i form af overbekymring, og i form af social konkurrence om at vise sin moralske overlegenhed ved at være mest bekymret.

I større sammenhænge end det er det svært at opbygge og vedligeholde sikkerhedskultur uden enten at holde sig langt fra de grænser og grænseegne, hvor der sker interessante ting, eller af og til at vande frihedens træ med rocker-trælse internetskænderier om mobbe-scenarier, samtykke osv. Forhåbentlig kan denne opfordring til at antage at dine medmennesker er kompetente, uden at du af den grund behøver at té dig som et røvhul, tjene som et lille og fornøjeligt (se det nuttede elefant-hus!) bidrag til at holde frihedens træ frodigt.

Reklamer

~ af troelsken på 25. oktober 2016.

En kommentar to “Ansvar for sig selv”

  1. […] panic. Troels Ken Pedersen’s blog posts on how safety mechanics and culture is related, on personal versus communal responsibilities, and his writing that originally inspired me to write […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: