20. december: Ron Edwards

#20

ron-edwards

Ron Edwards

Debut: 1996

Alexandria-styrke: 0,1

Hidsighed: 100%

Kubik: 125 ccm

Ron Edwards er det store dyr i indie-åbenbaringen version 1. Med spillet Sorcerer og sin fremtrædende rolle i forummet The Forge forvandlede han indie fra en ting, nogle få folk gjorde, til en dynamisk tendens.

Sorcerer har i mange år stået for mig som ur-indie-spillet. Nu er vi faktisk kommet i gang med at spille det, og det er sjovt! På nogle måder gør vi det vist forkert — på 3 sessions har vi endnu ikke haft en kamp. Sorcerer er på mange måder ret 90’er, men man kan også klart og lysende se visionen om et spil, der vil finde ud af, hvem du er. Edwards har lavet, og laver, mange andre spil.

Ron Edwards spillede en ledende, omend ikke enevældig, rolle i nullernes indie-opblomstring. The Forge (nu lukket, men der er et fint arkiv) var centrum for en vældig kreativ opblomstring som kombinerede rollespilsteori med praktisk hjælp til udgivelse og analyse af faktisk spil. Det var en vindende kombination, og revolutionerende for mig. Jeg vil sige helt åbent, at hvis ikke det var for rollespilsteori, der udsprang af The Forge og Ron Edwards’ projekt, ville jeg ikke spille rollespil i dag. Det viste mig at rollespil ikke behøver at begrænse sig til fornøjeligt tidsfordriv af en bestemt slags, det kan være mange ting for mange mennesker. Og hvis vi faktisk taler om hvad vi gerne vil med det, kan vi både undgå trælse misforståelser og opdage spændende nye ting at ville.

Diskussionerne bidrog også til den første indie-guldalders fald. Der gik internet-konflikt i det på den mest internettede måde. Til sidst førte det til mere eller mindre non-stop råberi, både på The Forge og andetsteds. De fleste af de involverede endte med at blive trætte af at føre de samme diskussioner igen og igen og igen, og selv om The Forge-folkene forsøgte at omkalfatre diskussionerne i et par omgange, endte det et ukontruktivt sted henne. Igen spillede Ron Edwards en fremtrædende rolle — han er stærkt polemisk og status-søgende, og har i mange omgange pisset virkelig mange mennesker af, både retorisk, socialt og indholdsmæssigt. Til sidst var han en rød klud, og det blev vist nærmest til en slags tåbeligt overgangsritual for nogle kredse at en ung mand skal drage ud i vildnisset kaldet internettet, specifikt The Forge, og udæske Ron Edwards til klaphattet teori-diskussion om emner som for de seriøse players var blevet lukket år forinden, for kun således bliver en ung mand en mand. Eller noget. Jeg har set det. Det var træls. Og Edwards kunne blive pænt fucking spids, hvilket selvfølgelig gjorde ham så egnet som manddomsprøve. Jeg skal understrege at jeg har været involveret i adskillige diskussioner med Edwards, og han har aldrig været andet end beleven over for mig.

Men nok ancient history! Vi er i den anden indie-guldalder, og den er glorværdig! Tilbage står Edwards’ centrale arv, spil som faktisk tør handle om noget og har en kvalificeret idé om hvordan man faktisk gør dét.

Advertisements

~ af troelsken på 20. december 2016.

17 kommentarer to “20. december: Ron Edwards”

  1. […] #20: Ron Edwards […]

  2. Edwards er en… Interessant skikkelse. Han har lavet nogle interessante spil, men meget af det er også sært, svært og lidt… Uelegant.

    Jeg skal ærligt sige, at han ikke er min favorit blandt de designere, der er rundet af The Forge.

  3. Måske. Jeg kan se en del fastavalscenarier, der bærer præg af inspiration fra Edwards. Ikke så mange andre.

    Vi er nogle stykker, der fandt Under my skin inspirerende, men det er ikke umiddelbart aflæseligt i de scenarier, jeg ved det har inspireret til.

    • Altså, der har i tidernes løb kørt ganske mange GURPS-scenarier, f. eks.

      Og Tweet var med til at lave Vampire. Og Qivittoq var voldsomt og synligt inspireret af Brand Robin’s Hope. Og Epidiah Ravachols lille idé med nanospil har haft nogen indflydelse på Fastaval. Og der har været et par Harper-hacks. Og et par stykker til af varierende synlighed. Men du har ganske ret i at Edwards HAR været (og for så vidt er) en vigtig indflydelse.

      • jeg skulle selvfølgelig have præciseret “i nyere tid” 🙂

        ok, fair nok, der har klart været enkelte scenarier hist og pist, der har været inspireret af andre – men Edwards synes jeg man kan sige har haft en bredere, synlig påvirkning på Fastaval. Klart den største amerikanske indflydelse siden Rhein-hagen, tænker jeg. Og bortset fra svenskerne den største internationale indflydelse på de aktuelle former.

        Var Tweet med på Vampire fra starten? Jeg troede først han kom til senere – efter folk holdt op med at skrive Vampire scenarier. Men jeg spillede det jo aldrig, så min viden er totalt ringe 🙂

      • Det forstår jeg ikke du siger, Max. Jo, en del forfattere har nok taget udgangspunkt i Edwards’ teorier. Men både Jackson og Robin D. Laws må have inspireret tidligere scenarier, og Lizzie Stark, Emily Care Boss og Jason Morningstar har helt sikkert haft indflydelse. På forskellig vis – jeg tror for eksempel Lizzies indflydelse har været meget som mediator mellem os og amerikanerne.

        Og så er jeg lidt nysgerrig på, hvor du ser indflydelsen fra Edwards. Der er indflydelse fra indie-bølgen, og den er klar. Men fra Edwards egne spil? Det har jeg sværere ved at se.

      • Nyere tid…

        Og det var med vilje, jeg skrev designer. Lizzie Stark har haft indflydelse som ambassadør, men ikke som designer.

        Og klart, der har været inspiration på enkelte scenarier. Jeg nævner jo selv under My skin. Men Edwards og hele debatten han skabte vil jeg mene påvirkede meget mere bredt, på hele måden vi snakker om rollespil og design.

        Jeg er i øvrigt lidt overrasket over fjeldgænger som amerikansk eller canadisk inspireret. Det tænkte jeg ikke over da jeg spillede det.

      • Hov! Jeg rodede i Ars og Vampire. Tweet var med til Ars, som Vampire har trukket massivt på mht. kosmologi og mekanik.

      • Hvori bestod eller hvordan kom inspirationen fra Hope til udtryk i Fjeldgænger?

      • (jeg har nemlig ikke læst Hope)

  4. Inspiration fra Hope til Fjeldgænger, hvordan ses?

    Altså, René skriver det straight up. Og det er glødende åbenlyst hvis man har læst eller spillet begge. Fremgangsmåden er at behandle nationale traumer ved at køre individuelle traumer gennem en vridemaskine af national mytologi, sat op i en roadmovie/quest-struktur.

    • Jeg gættede også på at det var tematisk, det havde inspireret, men jeg kender som sagt kun Hope af omtale, så jeg ville ville lige være sikker. Når det gælder form og virkemidler er Fjeldgænger meget klassisk Fastaval.

      • Her bliver det så lidt mere dynamisk end som så. Formen i Qq er for så vidt også ret tæt på Hope, men Hope er til gengæld også i udpræget grad et canadisk take på FV-formen, fra en forfatter der havde været på FV før, så tingene bider sig lidt i hinandens haler. 🙂

  5. Nå ja, og for ikke at være provincielt Fastaval-centrisk: Robin D Laws er kæmpestor på Viking-Con.

  6. Smukt 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: