[Miljøet] Tårer og den nye norm

Henover de seneste år har vi (nordisk/internationalt progressivt rollespilsmiljø, både bord og live[1]) fået rollespil som kan bringe store følelser frem i spillerne, og som kan lade spillerne give sig store følelser i vold. Det har væsentligt udvidet rollespilsmediets kunstneriske rækkevidde og givet en masse mennesker (mig blandt andre) nogle store oplevelser. I den forbindelse er der også blevet udviklet nogle redskaber og noget kultur til at håndtere svære emner og svære følelser, ikke mindst ved at knæsætte at det faktisk er i orden at føle en hel masse og ikke være for sej og hård til at komme til at knibe en tåre eller ti. Bleed er kommet for at blive, og det er OK at bekymre sig om egen og medspilleres komfort og sikkerhed.

Det er fremragende. Jeg har selv været med på bølgen mht. både spil, design og kultur, også selv om jeg ikke personligt er videre tilbøjelig til at græde over rollespil, og jeg er glad for at være med. I de af mine egne spil som har med svære emner at gøre har jeg haft en debriefing med, som har involveret en replik om at det er OK at føle en masse stærke og mærkelige ting, og det er også OK at ikke føle det helt vilde.

tarer

Den nye norm

Sidste år opdagede jeg dog en overraskende skyggeside ved den nye accepterende kultur omkring det at komme til at føle stærkt over rollespil. Selv om det er en ret fast disclaimer at det er OK ikke at bleede ud over det hele, ikke bare i mine spil men for de fleste som siger ting i den stil, så er stærke og pleje/plads-krævende følelser på én eller anden måde gået hen og blevet ikke bare normale (fint!) men også normative.[2] Det er normen for hvordan man gør krævende og kunstnerisk ambitiøst rollespil; det er sådan man viser at man er en god rollespiller. Hvis man ikke føler alle følelserne meget lidenskabeligt, er man ikke helt i orden.

Det er en subtil ting, og helt sikkert ikke resultat af sammensværgelser og undergravende virksomhed, bare den samlede effekt af en masse oftest entusiastiske samtaler om jord-rystende, personligt transformative oplevelser, der har fået tårerne til at løbe.

Sammenligning af noter

Det var faktisk et tilfælde at jeg opdagede at der er et problem som måske er en smule større end mig. En gang sidste år, efter at have været vidne til udvekslinger (mest men ikke kun på nettet) mellem folk som havde haft jordrystende oplevelser og selv et år efter fik tårer i øjnene ved at høre lige netop dén sang, opdagede jeg at jeg faktisk var decideret bekymret over hvor lidt jeg egtl. følte. Som i, jeg tænkte i ramme alvor tanken at jeg måske lå og rodede rundt i omegnen af en personlighedsforstyrrelse. Og det er ikke første gang, rollespil og rollespils-kultur har haft mig ude i at overveje hvad der mon var med mig, at jeg sådan reagerede ved siden af (og under) normen. Anyway, det boksede jeg så med, og nåede ved at studere mit liv i løbet af et par ukomfortable måneder frem til at nej, resten af mit liv understøtter ikke idéen om at jeg skulle være under-udstyret med følelser og kapacitet for autentiske menneskelige relationer. Formentlig.

Det hændte så at jeg åbnede op og fortalte min ven Anne Vinkel om mine overvejelser, og hendes reaktion var kraftig og sigende:

Åh Gud, jeg troede bare det var mig!

Og så var det at jeg begyndte at overveje om der var mere på højkant her end bare mit eget ubehag. Om vi står med et kultur-problem. Når folk går og spekulerer på om de har reel psyko-patologi (som de ikke har), simpelt hen fordi lige denne rollespils-subkulturs standard for hvad VI føler ved rollespil er gået hen og blevet så ekstrem, så er det sgu ikke helt super.

Jeg kender adskillige rollespillere med réelle, honest-to-goodness personligheds-forstyrrelser, og de er udmærkede folk som jeg holder meget af både inden for rollespil og udenfor. Dette er ikke på nogen måde en kritik eller afvisning af dem. Men hverken jeg eller Anne er altså i deres situation! Diagnoser er en ting, man skal gå ret sobert til.

Skyld! Skam! Skændsel!

Hvis skyld er dette her så? Hvem kan vi pege fingre ad? Når jeg siger det på den måde får den opmærksomme læser nok en mistanke om at jeg lige om lidt svarer “ingen”, og det er 98% sandt. Dette er et kultur-spørgsmål, og som det så ofte er tilfældet med den slags, er ansvaret vagt og diffust. Hvis du under det følgende føler dig personligt under anklage, så skru gerne 98% ned for følelsen.

Det startede med et ønske om at udforske udfordrende ting gennem rollespil uden at falde tilbage i The Cult of Hardcore, som var ret fremherskende tilbage i starten og midten af nullerne — standarden var at VI som gode rollespillere var alt for seje til at have ondt i maven over de spil som vi spillede. Det opgør med hardcore-kulten, som rollespilskulturen omkring sikkerhedsmekanismer, debriefinger mm. repræsenterer, var tiltrængt.

Ifbm. debriefinger, og war stories i det hele taget, samlede snakken sig om de som havde ekstreme oplevelser, der gjorde sikkerhedsmekanismer og debriefinger relevante. Logisk nok at tale mere om dem med issues, dem som der er et aktivt behov for at inkludere, end om dem som bare har det fint. Men, som tilfældet er i enhver (sub-)kultur, så gik der prestige i det. Sådan er kultur; selv i den mest selvbevidst egalitære kultur vil der være handlinger, ting, fortællinger som trækker mere positiv opmærksomhed til sig end andre. I dette tilfælde gik beretningerne om de jordrystende, transformative oplevelser hen og blev prestigefyldte. Der er ikke noget mærkeligt i det — det er en logisk konsekvens af at de ekstreme følelser som tidligere havde været marginaliserede blev trukket ind og sat i centrum. Og helt banalt, så er “jeg græd som pisket og er et nyt menneske nu” bare også en bedre historie end “jeg havde lidt fugtige øjne en enkelt gang i 2. akt, og har nogle interessante ting omkring forholdet mellem søskende, jeg vil reflektere over” — hvis begge historier er fortælbare, vil den første være mere tilbøjelig til at blive både fortalt, delt og husket.

Alt sammen vældig menneskeligt, forståeligt og for en stor dels vedkommende endda sympatisk. Det mundede bare stadig ud i at både jeg og Anne (og hvem ved hvor mange andre?) gik hver for sig og bekymrede os om hvorvidt vi var sociopater, skizoide eller på anden vis følelsesmæssigt under-udstyrede. Hvilket ikke er cool.

Performative følelser

Det er ikke fordi jeg på nogen måde opfatter de store følelser som løgn. Det er værd at sige og værd at gentage. Jeg tror i langt de fleste tilfælde at de er autentiske nok, men de er også i mange tilfælde performative, ikke kun som spilleres teatralske performance af deres karakterers følelser (med en smule spillover på spillerne gennem bleed) men også mellem spillere, uden for spillene men i subkulturen. Fordi følelsernes intensitet er en kilde til autoritet, prestige og bonding, og alle de rare sociale goder kan man ikke få del i hvis andre ikke opfatter klart og tydeligt at man har de værdifulde følelser, og så giver det mening at gøre et godt show ud af de ting som man føler. Conspicuous emotion er en socialt gunstig strategi i denne sammenhæng.

Og jo flere, der performer deres følelser højlydt, jo sværere er det at komme igennem og få mere stilfærdige følelser og tanker anerkendt, og så har vi en tendens til inflation.

Hvad nu?

Det er straks lidt sværere. Jeg har ingen interesse i at bringe den hardcore-kultur tilbage, som den nye, mere følsomme kultur har slået af tronen. Følelses- og sikkerheds-accepterende rollespilskultur har RIGTIG mange spædbørn, som det ville være skidt at smide ud med badevandet. Det er fantastisk at vi har skabt rum hvor man i tryghed og anerkendelse kan være “deliciously vulnerable”, som Mo Turkington mindeværdigt har udtrykt det, og det skal vi værne om. Men hvis vi nu alligevel skal finde på noget at gøre?

TALE OM DET. Både offentligt og med hinanden. En smule bevidstgørelse kan række ganske langt, og er netop dette indlægs formål.

DEBRIEFING HANDLER IKKE OM TRAUMER. Mens jeg tog tilløb til at skrive dette indlæg havde jeg en ret god diskussion med Sarah Lynne Bowman om hvad debriefing er og ikke er godt for. En masse mennesker, jeg selv deriblandt, har af den generelle samtale fået en idé om at debriefinger går ud på at efterbehandle traumer, og det er faktisk slet ikke meningen. Hvad de gør er at genetablere “normalt” sammenhold mellem spillerne efter spillets rystetur, og skabe et rum for anerkendelse af følelser (ikke nødvendigvis, og formentlig ikke, traumatiske) til senere refleksion og fordøjelse. Hvis spillere er blevet reelt traumatiserede er det snarere psykisk førstehjælp der er brug for, og det er et helt andet bæst som man bør gribe til så snart krisen erkendes, og ikke vente med til efter spillet. Ved enhver debriefing bør det stå klart at debriefing =/= traume-behandling.

OPGRADERING AF STANDARD-DISCLAIMEREN. Jeg og ganske mange andre har vores standard-disclaimer, typisk fyret af ifbm. debriefinger, om at det er OK at føle en masse sære ting, og det er også OK ikke at føle det helt vilde. Det har jeg selv sagt i årevis, og alligevel kunne jeg blive overbevist ret dybt i mine knogler om at det ikke var tilfældet. Jeg tænker at man kunne ryste posen lidt simpelthen ved at bytte om på rækkefølgen, så man starter med at sige at det er normalt og OK at det ikke er så vildt, men hvis det er så vildt, er det også fint. På den måde bliver de ikke-voldsomme reaktioner trukket ind i kredsen igen i stedet for at blive en eftertanke. I situationer hvor vi er ude i kanten af den følsomme kultur, der hvor den ikke fastsætter normen, ville jeg bruge den traditionelle rækkefølge i stedet. Og jeg ville skrive dette i min debriefing-vejledning!

MÅDEHOLD I BRUGEN AF FARESIGNALER. Advarsler om potentielt skrappe sager er en fin idé, og baghold med bad stuff er sgu ikke fedt, men vi kunne i mine øjne godt udvise lidt mere mådehold med skiltningen af HVOR traumatiseret det er “meningen” at man skal blive af et givent rollespil. Jeg har stærk italesættelse af farlighed mistænkt for at være med til at drive inflationen i de store følelser, og for ikke rigtig at bidrage til sikkerheden heller.

Jeg ved godt at ovenstående ikke er vildt imponerende. Så hvis I har idéer til ting at stille op som ikke er for onde ved de stakkels børn i badet, så er jeg lutter ører!

 

*****

1: På bord/freeform siden har jeg været med i mange år, på live-siden kom jeg i gang med et brag i Just a Little Lovin’ i 2015. Det er nok især det i øvrigt beundringsværdige og fantastiske Just a Little Lovin’ der har rodet med mit hoved, men jeg var grundigt blødgjort inden. 

2: NORMALT = inden for spændvidden af almindeligt forekommende fænomener i en given kategori (og almindeligt accepteret som sådan). NORMATIVT = i overensstemmelse med sociale normer, der fastsætter det socialt acceptable. 

Advertisements

~ af troelsken på 9. februar 2017.

2 kommentarer to “[Miljøet] Tårer og den nye norm”

  1. […] Morten Greis Petersen Fakkelskov’s blog post on the D&D panic. Troels Ken Pedersen’s blog posts on how safety mechanics and culture is related, on personal versus communal responsibilities, and his writing that originally inspired me to write this […]

  2. […] ærgrer sig over at han ikke føler så højlydt som de andre rollespillere og det har gjort ham nervøs og ked […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: