[Miljøet] Kalif Harun al Otto

Harun al Otto

En vigtig karakter i 1001 nats eventyr er kaliffen i Bagdad, Harun al Rashid, som ved nattetid og i forklædning sniger sig ud i byens gader og bevidner mange forunderlige eventyr, og belønner de dydige og straffer de lastefulde. Hvad nu om vi lod den legendariske kalif om at uddele priser på Fastaval?

Bare som et tanke-eksperiment for at sætte tingene lidt i relief. No, seriously, og det var i øvrigt Anne som fik mig til at sige det!

Tekst versus oplevelse

Ottoerne, priserne for at skrive seje scenarier, har en vigtig plads i den tradition for spændende, nyskabende og badass rollespil, der er vokset op omkring Fastaval. Dommerne arbejder hårdt og læser helt vildt meget tekst og taler helt vildt meget om teksterne. Jovist, med fokus på om teksterne ligner oplæg til fedt rollespil, og med en vis indflydelse fra spiller-feedback-sedler fra i alt fald et scenaries første run. Men stadig, tekst med tekst på som bliver bedømt og præmieret, og kun indirekte det som egentlig er pointen, i form af rollespillet som udført handling.

Kun the artist known at the moment som DELTAGERNES PRIS forholder sig direkte til det spillede spil. Det er én ud af syv Ottoer, som uddeles for scenarierne i hoved-programmet.

Men tænk med mig om I vil, kære rollespillere, og forestil jer en anden verden. En verden hvor situationen i de enkelte spillokaler får lidt mere kærlighed, og smuk prosa og valg af font måske en LILLE smule mindre…

Syv retfærdige mænd og kvinder

Forestil dig at syv retfærdige mænd og kvinder vandrer gennem Fastaval ved nattetid. Nogle af dem er miljøets garvede veteraner, nogle af dem har været med i et år eller to og fået blod på tanden. De har mellem sig en bred og varieret smag. De kender hinanden, men ingen andre kender dem! Alle andre ved blot at der er syv af dem, og at de til banketten hver især vil skænke en Otto til det scenarie, de har haft den mest fantastiske spiloplevelse med i år.

De er naturligvis, som ethvert respektabelt hemmeligt selskab, mødtes på forhånd. De har talt om feltet og koordineret, så intet scenarie ikke bliver spillet af mindst én af dem. Og så er de ellers mødt op på Fastaval, for at spille scenarier og tale om dem og drikke Dark & Stormies, præcis som (de fleste af) alle os andre. Hvem ved, måske med elver-ører og falske skæg for at sløre deres identitet?

Kan tænkes at de engang før søndag aften i deres visdom vil hænge nogle tekster op som siger pæne ting om nogle af de scenarier, de har haft rigtig gode oplevelser med. Hvis de finder det godt — de er nok visere end jeg, og ved bedre. Så kommer banketten, og én for én afslører de sig og fortæller os om deres bedste spiloplevelser, og præmierer den allerbedste med en gylden pingvin. Det kan hænde at flere af dem har spillet det samme scenarie, og at flere af dem skænker netop deres gyldne gips-pingvin til det samme scenarie. De er retfærdige, så hvis de gør det, må det være det rigtige.

hvad det kunne betyde

Ud over at folk ville bruge ulidelige mængder af krudt på at spekulere over deres identiteter? Og folk i lidt drilsk humør, som kunne finde på at lade hentydninger falde som kunne fortolkes som at netop de var forklædte Otto-kaliffer? Lad os se.

1) Hvis du kunne tænkes at være være en kalif i forklædning, ville forfatterne og deres spilleder-kumpaner rette deres kræfter primært mod at give dig en fantastisk højdepunktsoplevelse. Ja, dig! Ikke nogle dommere som sidder et helt andet sted og læser tekster, men dig som du sidder (eller står, eller ruller rundt på gulvet og græder) i spillokalet. Og ja, jeg ved som forfatter også selv, at spillerne naturligvis er det vigtigste. Og jeg er også godt klar over at Otto-dommerne er med på at spillerne og spilsituationen er det vigtigste. Men det ændrer ikke på, at Otto-institutionen som den er nu trækker i en retning. Og den retning er ikke primært mod spillokalet.

2) Hvis der blev løsnet en LILLE smule op for tekst-fikseringen, kunne det måske også løsne den akademiske, kreative klasses dødsgreb om scenarieskrivningen en anelse? For vi har pt. nogle standarder for scenarie-tekst som gør at det er lidt op ad bakke, hvis man ikke har en eller anden afart af hardcore akademisk/professionel træning i den slags. Ikke at vi akademikere ikke skal have lov til at bruge vores akademiske awesomeness i scenarieskrivningens navn, for der kommer mange gode ting ud af det, men vi har også fået lavet et kreativt miljø hvor det er ret vigtigt at kunne efterleve nogle specifikt skriftlige, kulturelle status-koder, som sgu ikke allesammen bidrager 1 til 1 til at skabe sublime spiloplevelser ude i spillokalerne. Det bør ikke være nogen overraskelse, at de status-koder har social slagside.

3) På negativsiden kunne det svække standarden for skriftlig dokumentation, som har gjort det nemmere for forfattere at bygge videre på andres arbejde, simpelt hen fordi andres arbejde er veldokumenteret. Jeg tror dog at skriftligheden efterhånden er ret solidt indarbejdet i kulturen, men stadigvæk.

4) Yderligere på den mørke side kunne det opfordre til skrøbelige designs som sigter efter sublime højdepunkter uden at bruge helt nok krudt på at holde det solidt og sammenhængende, hvis det ikke kommer helt derop.

“Men Troels,” kunne den opmærksomme læser finde på at spørge, “er vi ikke allerede allesammen kaliffer i kraft af DELTAGERNES PRIS?” Hertil ville jeg svare, at hvis alle er kaliffer, der DU og JEG kun meget lidt kalif. Det er én Otto (en fin én, jovist, men ikke desto mindre), og vejen til den er gennem et scenarie med bred appel som giver mange spillere gode oplevelser. Kalif-Ottoer er noget helt andet. Det handler ikke om at spille på statistikken, men om at give individuelle rollespillere helt forrygende knock-their-socks-off oplevelser. Det betyder at forfatteren, designet, spilleder og spilsituation skal bekymre sig om netop DIN oplevelse. Ikke kun din statistiske oplevelse.

Tænk!

Først og fremmest en opfordring til at tænke over, hvad konsekvenserne er af den måde, vi gør ting på nu, ved at overveje alternativer. Når vi er vant til kulturen, bliver den usynlig og fremstår mere naturlig og selvfølgelig, end den er.

Så tænk lige tanken. Hvad nu hvis vi indførte Otto-kaliffer? Hvad ville vi vinde, og hvad ville vi tabe, og hvad kunne vi gøre af helt tredie ting?

Reklamer

~ af troelsken på 15. maj 2017.

En kommentar to “[Miljøet] Kalif Harun al Otto”

  1. Andetsteds sagde Mads Kirchhoff om Ottori:

    Som jeg ser det er dommernes blik på et scenaries kvalitet ét perspektiv. Ligesom spillederne, spillerne og forfatterne også har hvert deres perspektiv. Ingen af dem er helt komplette, ingen af dem har helt mulighed for at forstå scenariet fuldstændigt i sin helhed. Ingen af dem er mere rigtige eller mere forkerte end de andre. Det er det der er så svært ved et så variabelt, subjektivt og kunstnerisk medie som rollespil.

    Dommerne har fordelen at de er seks, nærlæser det og diskuterer det til bunds. Tilgengæld spiller de det ofte ikke, og hvis de gør, tror jeg ikke helt de får den samme oplevelse da den enten er i form af tidlig playtest eller efter de har læst og analyseret det. De har kun adgang til forfatterens ord og ikke vedkommendes tanker, scenariets historik, skjulte intentioner eller playtest data.

    Det har forfatteren fra sit perspektiv. Noget feedback jeg får fra dommerne og andre er ting hvor jeg tænker “Ja, det forstår jeg godt i tror, men det prøvede jeg også at gøre i spiltest 1 og 2, og det virkede ikke. Så nej.” (stadig også massere af god og nyttig feedback).. Tilgengæld er forfatteren utroligt tæt på og kan have svært ved at se det i dets helhed. De har måske sværest af alle ved at dømme scenariets kvalitet objektivt og har en masse følelser i klemme. Også mener jeg også der er en vis afstand imellem hvad forfattere ofte går op i (at undersøge temaer og præmisser, lære spillerne ting, fortælle en bestemt historie, udtrykke dem selv) og hvad spillerne går op i (have det sjov, bleede en masse). Jeg tror heller ikke forfatterne kan spille deres egne scenarier og få helt samme oplevelse ud af det som en tilfældig spiller eller spilleder.

    Spillerne vogter over den endelige subjektive oplevelse. Lige meget hvor “objektivt” dårligt et scenarie er, kan man ikke benægte en given spiller deres gode oplevelse. Og det behøver ikke kun være et tilfælde af god gruppe, dårligt scenarie. Man kan (jeg ved ikke om jeg gør det) argumentere for at et scenaries objektive kvalitet ikke er andet end summen af dets spillere subjektive oplevelser. Der er bare så mange arbitrære elementer der spiller ind at spillernes oplevelser bliver godt randomiseret. Plus at jeg synes ofte i feedback med spillere at selvom de bedst ved om scenariet gik godt eller dårligt, har de svært ved at artikulere hvorfor. Det bliver symptom behandlinger eller efterrationaliseringer.

    Ingen har ret, alting er en approksimation af den objektive kvalitet som knap eksisterer.

    https://www.facebook.com/groups/197562987007170/permalink/1330834013680056/?comment_id=1331132743650183&reply_comment_id=1331432536953537&comment_tracking=%7B%22tn%22%3A%22R%22%7D

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: