Krop & Sjæl: Thomas Aquinas som rollespiller

Det er ved at være noget tid siden, vi har haft fat i seriøs weirdness på Plan B. Derfor denne lille tankeleg udi filosofi, teologi og rollespil. Om sjælen som sagens kerne.

duen rammer

Duen rammer

Thomas Aquinas var en dominikanermunk og teolog, som levede i 1200-tallet og på nogle punkter revolutionerede katolsk teologi. Han satte et stort fodaftryk ved originale og banebrydende nytolkninger inspireret af den fremspirende antikke lærdom som kendetegnede ikke blot det, vi nu kender som renæssancen, men også lærdomsopblomstringen i 11- og 1200-tallet (det var f. eks. her, man fandt på konceptet “universitet”).

Men hvad har han nu med rollespil at gøre? Skrev han tidlige rollespil, Kættere & Klostre? Nej, det gjorde han ikke, men han formulerede vigtige tanker om krop og sjæl, som kan have relevans for rollespil, i særdeleshed rollespil med live-elementer. Derfor dette indlæg, som følger de tre om frihed og skæbne (1, 2, 3) men er endt med at følge mere op på tanker om forholdet mellem krop og sjæl, som også var at finde i 3. del, samt på Kristoffers tanker om stakkels Gunhilda.

Skt. Thomas og den legemliggjorte sjæl

Lyder nærmest som titlen på en katolsk, teologisk Harry Potter, ikke?

Nå, men før Thomas Aquinas fik fingrene i Aristoteles, var den teologisk fremherskende mening om krop og sjæl meget groft sag, at et menneske bestod af krop, sind og sjæl, hvoraf sindet svarer til dét som lader dyr sanse og handle, mens sjælen er det udødelige og guddommelige, som dyr mangler. Her er det altså tre forskellige substanser, der kastes sammen for at danne et menneske, og sjælen er sådan en ulegemlig og urørlig men stadig lokalisérbar dims, som er det af mennesket, der overlever døden. Som kan fare til Himmels eller ad Helvede til, eller hjemsøge folks drømme eller hvad ånder nu gør, og så på Dommens Dag blive puttet tilbage i den genopstandne krop. Det er den samme opfattelse, der (logisk nok) er lagt til grund for troldfolk-i-middelalderen-rollespillet Ars Magica.

Hvad Thomas Aquinas kom frem til er (igen ret groft sagt, både Aristoteles og TA er lidt mere komplicerede end dette) at kroppen er et menneskes materie, mens sjælen er menneskets form, den kvalitet som gør netop dette menneske til netop dette menneske fremfor blot et givent antal kilo menneskekød. Ingen krop, intet menneske, for sjælen skal have en materie at være den erkendende gnist-af-bevidsthed egenskab ved. Sjælen kan dog siges at have en eksistens som er separat fra kroppen og i stand til at overleve kroppens død, fordi den kan erkendes som noget kategori-mæssigt separat (og kan tænke rationelle tanker, hvilket ifølge Thomas ikke er noget, som blot og bart kød kan gøre af sig selv). Gud erkender så sjælens kategori-mæssige separathed, og derved bevares sjælen, og når Gud ligeledes mirakuløst på den Yderste Dag genskaber legemet, har vi rent faktisk realiseret liv efter døden. Altså, ikke noget spøgeri her.

Spilleren som karakterens sjæl, take 2

(Take 1 var førnævnte frihed & skæbne 3.)

Vi har allerede set på den traditionelle/common sense-opfattelse af sjælen i rollespils-perspektiv, hvor rollespilleren er noget udefra kommende. Nu til noget lidt lignende, og så alligevel helt andet.

Tænk på en rollespilskarakter som en krop. Ikke som sådan en fysisk krop, men en plads i verden. En position, der kan antages i en fortælling. Indtil en spiller påtager sig pladsen, er karakteren rollespils-fiktionens svar på dødt kød, et postulat, som ikke er bakket op. Der er først nogen hjemme, liv i kludene, i det øjeblik nogen påtager sig rollen. Det er ikke en karakter, før den bliver spillet, kun et oplæg.

Hvad betyder det så?

Du er karakterens sande form. Karakteren har ingen stemme, før du taler. Enhver karakter er unik som den spilles af DIG. En anden kan spille ud fra samme oplæg, og det vil være en anden karakter.

På den anden side er karakterens fiktion dens materie. Uden oplægget til en person som er ikke-dig, er der kun dig, og ikke noget rollespil. Ingen magi, kun det potentiale for magi, som ligger og sover i dig.

Hvad hvis vi vender det om? Take 3

Denne her er nemmere at se for sig ud fra live-rollespil, men det gælder principielt lige så meget for ord-rollespil. Hvad hvis du, spilleren, er den livløse krop mens karakteren er den sjæl som eksisterer som koncept men uden liv, indtil den kan vågne til live og rollespil i din krop? Før du tager sjælen på dig og begynder at spille er du uinteressant i fiktionen og uden nævneværdig kunstnerisk værdi. Når karakteren besjæler dig, trylleri.

I liverollespil er det super tydeligt. Ét øjeblik, nørd i kostume — i næste øjeblik, NOGEN! Du er karakter-løs, før du påtager dig en karakter.

det væsentlige

Med andre ord, sjælen er det væsentlige, sagens kerne. Det kan så komme lidt an på øjnene som ser, hvad dét er. Og hermed vist omtrent nok weirdness for i dag. Her er for resten en god intro til den langhårede version af Thomas Aquinas om krop og sjæl. Bemærk specielt afsnittene 8 og 9.

Reklamer

~ af troelsken på 22. maj 2017.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: