Ouijaboard-seance set som rollespil

Da jeg for nylig var i USA til en lille spildesigner-con, var der udover spil også en del andre aktiviteter, deriblandt en ritual-workshop og en seance. Seancen, hvor vi (angiveligt) talte med ånder, var meget interessant set med en rollespilsdesigners øjne, så her følger en analyse af hvordan og hvorfor den slags virker.

creepy basement

The Creepy Basement

.

Ritualer og virkelighed

Lizzie Stark afholdt en ritual-workshop efter norsk forbillede. Groft sagt et par teknikker til at lave et stemningsfuldt ritual der virker som om deltagerne har gjort det masser af gange før, og som kan plugges ind i mange sammenhænge. Efter workshoppen hang vi ud omkring bålet og talte om en masse ting; noget interessant som kom op i samtalen var det at indsætte ritualisere ting, og hvordan det får hvad end man laver til at føles meget mere meningsfuldt. Husk dét, for det er en vigtig ingrediens i det efterfølgende.

Seancen

Et ouija-board, på dansk kendt som “ånden i glasset”, er en teknik til at en gruppe mennesker kan tale med ånder. Selve brættet er en plade med bogstaver, tal og symboler, og så er man så 3-4 mennesker som flytter en markør, typisk et shot-glas, rundt på brættet og dermed staver beskeder fra en ånd.

Vi var omtrent ti mennesker som afholdt en seance den næste aften, under lederskab af Whitney som er både rollespilsdesigner og (uironisk) heks. Omkring 2/3 af deltagerne troede efter eget udsagn på at der var noget om snakken med ånder, mens 1/3 var ikke-troende men nysgerige — hvad Whitney kaldte en “god blanding”. Der var ingen påstande om at vi skeptikere ødelagde alt med vores dårlige vibrationer. Seancen blev afholdt i kælderen på det gamle, rodede hus vi havde lejet. Eller, der var to separate kældre, og seancen blev holdt i “the creepy basement”, som til fulde levede op til sit navn — specielt seks generationer af elektrisk ledningsføring gav mig kuldegysninger…

Vi startede med at lave en cirkel af stearinlys, og så lavede heksen en cirkel af salt rundt om os, for at virke som filter og holde grimme ting ude, så kun harmløse ånder som vi kaldte på kom ind til brættet. Så skiftedes vi til at være fire ad gangen som førte glasset (med en kort opvarmning hver gang nogen var skiftet ud), mens alle kunne stille spørgsmål til ånden og heksen vejledte os og tolkede let på nogen af svarene. Vi fik kaldt tre ånder op, hvoraf de to første samtaler var ret korte, mens den sidste blev ganske lang og pænt creepy. Til sidst slukkede vi lysene, heksen lavede en kort renselse og vi brød op.

Spilmekanikken

Nu er det ikke bogstaveligt en spilmekanik, idet de fleste af deltagerne var af den opfattelse at det faktisk involverede en ånd, men ud fra mit eget ganske verdslige perspektiv kunne jeg ret klart, forbløffende klart, se det som en mekanik der frembragte kooperativ historiefortælling.

Meget kort fortalt virker det sådan, at de fire personer med fingre på markøren sammen leder efter det næste bogstav (/tal/tegn) som kunne give mening i sammenhængen. Men samarbejdet er ordløst og “forhandlingerne” består af bittesmå ryk og skub. Fordi man er fire har alle indflydelse men ingen har kontrol. På grund af både manglen på kontrol og fiktionen om ånden som fører glasset kan alle deltagere fralægge sig ansvaret, og i stedet sige at det er “ånden” der taler.

Meningen og fortællingen vokser ud af alt det som er gået forud indtil det bogstav man er ved lige nu, samt en masse cues som kan gøre fortælling. Man får kulturelle cues (fra en million spøgelseshistorier), cues fra stedet hvor man foretager handlingen, og cues fra de rituelle rammer. Hvad end man kommer op med bliver så fortolket og indkorporeret i den fælles fortælling. Selv når vi fejlede i at finde fælles fortælling kunne det fortolkes af ritual-lederen som en vrangvillig ånd, der drillede os.

Konkret eksempel: Vi havde fået spørgsmålet om hvorfor en ånd blev hængende her, og vi startede med at ramme “H”, formentlig ret tilfældigt. Så turede vi lidt rundt på brættet og hvilede et øjeblik på “A”, og nu gik vi for alvor i gang med at lede efter ord som kunne passe. Vi ramte “T” og blev hængende, og Whitney spurgte ånden om den var her på grund af sin hat? — hvorefter glasset for op på “E”, drevet af os alle sammen. HATE er en meget bedre historie end HAT, slet og ret.

Sammen konstruerer man altså et emergent narrativ, hvor alle deltagerne har alibi til at fralægge sig ansvaret, som skydes over på den fiktive ånd. Det vil sige at man fortæller en semi-tilfældig historie, hvor hvert element vokser ud af dels alt hvad man allerede har fortalt, dels systemet i form af mekanik og cues fra kultur, miljø og ritual. Det er altsammen sat i en rituel ramme, der gør (for sådan virker ritualer) at det hele føles meningsfuldt og sandt.

Det var faktisk ganske snedigt, og ret sjovt. På en creepy måde.

Reklamer

~ af troelsken på 9. oktober 2017.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: